»Guddommen«, Emner og spørgsmål, 2023
Vejledning til studium af evangeliet
Guddommen
Tro på Gud Fader, på hans elskede Søn, Jesus Kristus, og på Helligånden
Når folk siger: »Jeg tror på Gud«, hvad mener de så? Det kan betyde mange forskellige ting.
Som sidste dages hellige tror vi »på Gud, den evige Fader, og på hans Søn, Jesus Kristus, og på Helligånden« (TA 1:1). Vi kalder denne udtalelse for den første trosartikel – for det første fordi forståelse af disse tre guddommelige væsener er første skridt til at forstå, hvem vi er, hvorfor vi eksisterer, og hvad vi kan blive.
Afsnit 1
Sådan beskrives Guddommen i skrifterne
Gud Faderen, Jesus Kristus og Helligånden ønsker, at I kender til dem. De ønsker ikke at virke fjerne eller gådefulde. De har åbenbaret vigtige sandheder gennem skrifterne og sidste dages profeters lærdomme for at hjælpe jer til at lære dem bedre at kende. Derudover opfordrer Gud os til at henvende os til ham personligt og lære ham at kende gennem personlige erfaringer med ham. Som Jesus sagde i en bøn til Gud Faderen på sine disciples vegne: »Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus« (Joh 17:3).
Noget at tænke over
-
Prøv at udforske skriftsteder, der nævner flere medlemmer af Guddommen – f.eks. Matthæus 3:16-17; 17:5; Johannes 5:19; 14:6-10, 26; Apostlenes Gerninger 7:55-56; 3 Nefi 11:10-11, 25-27, 35-36. Hvad afslører skriftsteder som disse om medlemmerne af Guddommen? Hvad lærer I om deres forhold til hinanden?
-
Gud har åbenbaret vigtige sandheder om Guddommen i vore dage gennem profeten Joseph Smith. Læs for eksempel Joseph Smith – Historie 1:13-17 med dette spørgsmål i tankerne: Hvad afslører Josephs oplevelse om Guddommen?
-
I kan også læse det, profeten Joseph sagde om Guddommen i Lære og Pagter 130:22. Disse lærdomme adskiller sig på vigtige måder fra det, kristendommen traditionelt lærer os. Tænk over, hvorfor sandheder som disse om Guddommen betyder noget for jer.
Aktivitet til at lære med andre
-
I kan læse Lære og Pagter 130:22 sammen med andre og se på et billede af Joseph Smiths første syn. Tal sammen om, hvad vi kan lære af verset, og hvad hver især ser på billedet. Henled opmærksomheden på det faktum, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus har et legeme som vores – vi er skabt i deres billede!
Lær mere
-
Dallin H. Oaks, »Guddommen og frelsesplanen«, Liahona, maj 2017, s. 100
Afsnit 2
Står sammen om at velsigne os
Selvom der er tre særskilte medlemmer af Guddommen, er de »én Gud« i den forstand, at de er fuldkomment forenede i formål og hensigt. Og hvad er det for et formål? Vor himmelske Fader har sagt: »Dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Med andre ord arbejder vor himmelske Fader, Jesus Kristus og Helligånden sammen om at udføre frelsesplanen og udvirke ophøjelse. De har hver især en specifik rolle at spille i den plan, men deres mål er det samme – at hjælpe jer med at vende tilbage og bo hos Gud igen.
Noget at tænke over
-
I kan lære om, hvordan medlemmerne af Guddommen arbejder sammen, ved at studere de forskellige titler, de hver især får. I kan skrive nogle af de titler, som er beskrevet i skriftsteder som disse:
-
Vor himmelske Fader: Malakias 2:10; Hebræerne 12:9; Lære og Pagter 121:32
-
Jesus Kristus: Johannes 1:29; Helaman 15:13; Lære og Pagter 110:4; Moses 4:2
-
Helligånden: Johannes 14:26; 16:13; Lære og Pagter 76:53
-
-
Adskillige salmer og børnesange lærer os om Guddommens medlemmers forskellige roller. Nogle få er foreslået nedenfor. Overvej at synge eller lytte til nogle af dem. Bemærk, hvad I kan lære om, hvordan medlemmerne af Guddommen arbejder sammen for at velsigne jer.
-
»Led os, o du vor Jehova« (Salmer og sange, nr. 36)
-
»I Himlens glans« (Salmer og sange, nr. 59)
-
»Jeg ved, min Fader lever« (Børnenes sangbog, s. 8)
-
»Helligånden«, (Børnenes sangbog, s. 56)
-
Aktivitet til at lære med andre
-
Du kan illustrere Guddommens enighed med en trebenet taburet, en trefod eller noget andet, der er stabilt og praktisk, fordi det har tre ben. Eller I kan overveje, hvordan medlemmer af et hold eller et orkester arbejder sammen om at opnå et enkelt mål. Vi kan tænke på dem som en taburet, et hold eller et orkester – akkurat som Guddommen er én Gud – hvor hvert medlem udfylder en særskilt rolle og arbejder sammen med de andre i enighed.
Lær mere
-
Apostlenes Gerninger 7:55-56; 1 Korinther 8:6; Efeserne 2:18; Lære og Pagter 76:22-24
-
Jeffrey R. Holland, »Kendskab til Guddommen«, Liahona, jan. 2016, s. 32-39