Kendskab til Guddommen
Ældste Jeffrey R. Holland
De Tolv Apostles Kvorum
Fra talen »Guddommen«, som blev holdt ved et seminar for nye missionspræsidenter på missionærskolen i Provo i Utah den 23. juni 2013.
Det er vores opgave at lære disse guddommelige væsener at kende på enhver måde, vi kan. Vi må elske dem, komme dem nær, adlyde dem og prøve at blive som dem.
Det første syn, af Walter Rane
Profeten Joseph Smith sagde: »Det er evangeliets første princip med bestemthed at erkende Guds karakter.«1 Desuden tilføjede han: »Jeg ønsker, at I alle lærer ham at kende og bliver bekendt med ham.«2 Vi må have »en korrekt opfattelse af hans … fuldkommenhed og egenskaber« og en beundring »for hans ophøjede karakter«.3
Jeg ønsker at uddybe profetens opfordring til os og sige, at vi og vore missionærer, medlemmer og undersøgere bestemt er nødt til at lære Guddommens forskellige medlemmers karakter at kende. Vi er nødt til at få en korrekt opfattelse af deres individuelle fuldkommenhed og egenskaber og en beundring for deres ophøjede, personlige karakter.
Det er ikke nogen tilfældighed, at den første af vores trosartikler lyder: »Vi tror på Gud, den evige Fader, og på hans Søn, Jesus Kristus, og på Helligånden« (TA 1:1). Budskabet er klart for alle, der underviser i evangeliet. Der er ingen grund til at gå videre til nogle af de andre sandheder, vi tror på, hvis vi og dem, vi underviser, ikke er helt klar over, hvilken fremtrædende rolle Guddommen spiller i vores lære og for vores evige skæbne. Det er vores opgave at lære disse guddommelige væsener at kende på enhver måde, vi kan. Vi må elske dem, komme dem nær, adlyde dem og prøve at blive som dem.
Når vi fører mennesker ind i Kirken, døber vi dem ikke ind i et menneskes kirke. Det er ikke Joseph Smiths, Brigham Youngs eller Thomas S. Monsons kirke – selvom vi ærer dem som profeter. Og vi døber dem heller ikke ind i Kirken for lykkelige familier eller Tabernakelkorets kirke.
Når vi fører mennesker ind i Kirken, døber vi dem i Faderens og i Sønnens og i Helligåndens navn. Ved at gøre det fører vi dem tilbage til Faderens nærhed gennem Sønnens tjenestegerning, forsoning og nåde og med Helligåndens indflydelse, som fører dem frem til målet. Det må altid stå os helt klart, hvad Guddommens forrang betyder som både mål og middel, når vi beskæftiger os med arbejdet til frelse.
Hvis vi, som kong Benjamin rådede os til, vitterligt kender disse guddommelige væsener, som vi tjener, og sikrer os, at de ikke er os fremmede eller langt fra vore tanker og hjertets hensigter (se Mosi 5:13), så kan vi måske opnå de resultater, som kong Benjamin gjorde. Og hvilke resultater var det? Hans folk oplevede »en mægtig forandring«, de havde ikke mere »tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt«, og de var »villige til at indgå en pagt … om at gøre [Guds] vilje og at være lydige mod hans befalinger i alt, hvad han [ville] befale [dem] resten af [deres] dage« (Mosi 5:2, 5).
Til venstre: I Guds tjeneste, af Walter Rane, med tilladelse fra Kirkens historiske museum; til højre: Detalje fra Dåb, af J. Kirk Richards
Det var den indvirkning, som kong Benjamins undervisning havde på forsamlingen, og det er en perfekt definition fra skriften på den sande vækst i vore konvertitter, som vi fremhæver, når vi grundlægger Kirken »i alverden« (Mark 16:15).
Som Frelseren selv sagde, er missionering – arbejdet med frelse – at sammenligne med et fiskenet, som vi kaster længere og længere ud blandt alverdens nationer, kulturer og folkeslag. Som sådan vil vi samle »fisk af enhver art«, som det lyder i lignelsen (Matt 13:47). Mange af disse »fisk« fra vore nye områder ved ikke, hvem Gud er, eller hvad det vil sige, at han er Faderen. De ved heller ikke, hvem Jesus Kristus virkelig er, eller hvorfor han er det eneste »navn under himlen, som vi kan blive frelst ved« (ApG 4:12). De ved heller ikke, hvem Helligånden er, eller hvorfor dette medlem af Guddommen »blev sendt ud for at undervise i sandheden« (L&P 50:14).
Kundskab om Guddommen
Naturligvis er der mange andre ting, som disse »fisk af enhver art« ikke kender til, men hvis de skal tage imod det gengivne evangelium og finde ægte frelse for deres sjæl, må det indledes med en viden og en forståelse af Guddommens medlemmer. I sidste ende »findes den sande og frelsende tilbedelse kun blandt dem, som kender sandheden om … Guddommen, og som forstår det forhold, som menneskene bør have med hvert af dens medlemmer [det som en af brødrene har kaldt] det Evige Præsidentskab.«4
Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum påmindede os om, at Lucifer forstår vigtigheden af den lære, selvom vi ikke gør. Han sagde:
»Der er ingen frelse i at tro … på falske lærdomme, specielt ikke en falsk eller uklog opfattelse af Guddommen eller nogle af dens medlemmer …
Deraf følger, at djævelen hellere vil sprede falske lærdomme om Gud og Guddommen og foranledige forkerte opfattelser af enhver af dem, end noget som helst andet, han kan gøre.«5
Så ingen undersøger kan komme ind i denne kirke med et ægte vidnesbyrd, med den oprigtige omvendelse, som vi stræber efter og kalder ægte vækst hos enhver konvertit, medmindre han eller hun i det mindste har mærket ansatsen til en personlig, åndelig og ægte oplevelse af og med Gud. Denne form for ægte oplevelse kan kun finde sted, når der er en erkendelse af, at Gud er et virkeligt væsen, en faktisk person, en bogstavelig Fader af kød og knogler, som taler, ser og føler, som kender alle sine børn ved navn og kender alle deres behov, som hører deres bønner, og som ønsker alle sine børn i sin kirke. Disse undersøgere er nødt til at vide, at han har en plan for deres frelse, og at han har givet os bud om, hvordan vi finder tilbage til ham.
En Gud, som kerer sig lige så ømt om dem, som forældre kerer sig om deres børn, kan ikke blot være en æterisk tåge, et vagt filosofisk begreb eller en deistisk og fraværende jordbesidder. Han må anerkendes for det, han i sandhed er – en nåderig, barmhjertig Fader, i hvis billede alle hans børn er skabt, og for hvem vi alle igen en dag skal stå – og så knæle! Få af vore undersøgere vil kende til den slags Gud nu, uanset om de er bekendt med kristendom eller ej.
I den henseende er det bemærkelsesværdigt, at den første lektion i Forkynd mit evangelium indledes med den enkle erklæring om, at »Gud er vor himmelske Fader.«6 I den lektion er det første, som missionærerne skal tage stilling til, om de personer, de underviser, forstår Guds sande væsen.
Hvis missionærerne kan få en passende forståelse af Gud ind i sindet og hjertet hos deres undersøgere gennem deres undervisning, vil alt det andet i den instruktion, som følger, falde langt lettere på plads.
Jesu Kristi mission og budskab
Til venstre: I Guds tjeneste, af Walter Rane, med tilladelse fra Kirkens historiske museum; til højre: Detalje fra Dåb, af J. Kirk Richards
På samme vis må ældster, søstre og undersøgere værdsætte langt mere storslåetheden af Jesu Kristi mission og budskab, end de gør. Han, som kom ned fra Faderen og lærte os, hvad Faderen havde lært ham. Alle må komme til den erkendelse, at Jesus påtog sig jordelivet for at vise os »vejen og sandheden og livet.« Han er sandelig den eneste vej, hele sandheden og det fuldkomne liv. Som sådan er han det eneste barn i den menneskelige familie, om hvem Faderen fuldt og fast kan sige: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag« (Matt 17:5).
Vi må have tro på Kristus og tillid til, at han har forløst os fra den fysiske død og et åndeligt helvede, godtage hans forsoning som det eneste middel til, at vi kan forlige os med Gud, og anerkende, at der ikke er nogen anden vej til frelse. Verden må, hvis den skal forløses, bøje sine knæ og med sin tunge erkende, at Jesus er Kristus, den levende Guds levende Søn. Vi må forkynde Kristi lære med tro og glød (2 Joh 1:9, 2 Ne 31:2, 21; 32:6; Jakob 7:2, 6) som, der står i skriften, og det opsummeres i tredje lektion i Forkynd mit evangelium.
Fiskene i det net, vi har kastet meget langt ud, er nødt til at vide, at Helligånden er det medlem af Guddommen, som de vil få det hyppigste og mest personlige forhold til, når de modtager missionærerne og beder om himmelsk vejledning vedrørende deres budskab. Det er det medlem af Guddommen, som vil føre undersøgerne til sandheden, og som dernæst vil vidne om den sandhed, efterhånden som de møder den. Undersøgerne må undervises i, hvordan man genkender Ånden, når den giver sig til kende i undervisningsforløbet. Missionærerne er naturligvis nødt til at forstå Helligåndens guddommelige rolle i omvendelsesprocessen og må stræbe efter altid at have Ånden med sig.
»Hvortil er I blevet ordineret?« spørger Herren. »Til at prædike mit evangelium ved Ånden, nemlig Talsmanden, der blev sendt ud for at undervise i sandheden …
Derfor forstår den, der prædiker [ved Ånden], og den, der modtager [ved Ånden], hinanden, og begge bliver opbygget og fryder sig sammen« (L&P 50:13-14, 22).
Vi kan være helt sikre på, at det ikke vil gå godt – for hverken missionærerne eller deres undersøgere – hvis vi bare glider over læren om de guddommelige. Vi må ikke pege på jordiske ledere, før vi har undervist og vidnet om de celestiale af slagsen. Vi må ikke forsøge at undervise om supplerende sandheder, før vi har undervist om de fundamentale af slagsen. Vi må ikke haste til dåb og målet om en ny konvertit, før vi har undervist i sand tro på Gud, forklaret behovet for oprigtig omvendelse i Kristus, og sikret os, at disse afgørende første, fine skud af konvertittens spæde vidnesbyrd holdes stærke og levende gennem Helligåndens nærende indvirkning.
Kristen forvirring
Når det drejer sig om disse guddommelige væseners natur, så siger sidste dages åbenbaring, at »Faderen har et legeme af kød og knogler ligeså håndgribeligt som menneskets; Sønnen ligeså; men Helligånden har ikke et legeme af kød og knogler, men er en person, der består af ånd« (L&P 130:22).
Detalje fra Helbredelse af den blinde mand, af Carl Bloch
Der findes ikke noget tydeligere udgangspunkt! Men desværre har næsten to årtusinders kristendomshistorie sået en forfærdelig forvirring og en næsten fatal fejlopfattelse af dette. Mange udviklinger og gentagelser af trosbekendelser har i stor grad forpurret klarheden i den sande lære og hævdet, at Faderen, Sønnen og Helligånden er abstrakte, absolutte, transcendente, allestedsnærværende, evige hver især og ukendelige, de er uden legeme, legemsdele eller passioner og dvæler uden for tid og rum.
I sådanne trosbekendelser er alle tre medlemmer særskilte personer, men de er ét væsen, og oftest benævnt som »treenighedens mysterium«. De er tre adskilte personer, dog ikke tre Guder, men én. Alle tre personer er ubegribelige, dog er det én Gud, som er ubegribelig.
Vi er i det mindste enige med vore kritikere på et punkt – nemlig at en sådan formulering af guddom i sandhed er ubegribelig. Med en sådan forvirrende definition på Gud, der er blevet pålagt kirken, kan det ikke undre nogen, at en munk fra det 4. århundrede udbrød: »Ve mig! De har taget min Gud fra mig … og jeg ved ikke, hvem jeg skal tilbede eller henvende mig til.«7 Hvordan skal vi stole på, elske og tilbede, for slet ikke at tale om at stræbe efter at blive som en Gud, der er ubegribelig og ukendelig? Hvad så med Jesu bøn, der sagde, at »dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. (Joh 17:3; fremhævelse tilføjet).
Det er ikke og har aldrig været vores hensigt at forklejne nogens tro eller nogen religion. Vi udviser alle den samme respekt for deres lære, som vi beder om for vores. (Det har vi også en trosartikel om). Men i den altid pålidelige kilde Harper’s Bible Dictionary, som sætter standarden på det område, står der, »at den formelle lære om treenigheden, som den blev defineret efter de store kirkeråd i det fjerde og femte århundrede, ikke er at finde [nogetsteds i Det Nye Testamente]«.8
Så det generer os ikke, at vi helt åbent gør det kendt, at vi ikke deler et hedensk inspireret syn på Guddommen, der stammer fra det fjerde og femte århundrede, og ej heller gjorde de første kristne, som var øjenvidner til den levende Kristus.9 Vi er nytestamentlige – ikke nikænske – kristne.
Guddommens enighed
Dog vil jeg skynde mig at understrege, at når vi påpeger det særskilte kendetegn ved Guddommen, er det lige så vigtigt at understrege, hvor forenede de er, og at Guddommen i sandhed er ét. Jeg tror, det er sikkert at sige, at en del af årsagen til, at vi bliver så misforstået af andre i den kristne verden, er, at når vi understreger det særskilte ved Guddommens medlemmer, så følger vi det ikke ofte nok op med både at medgive og insistere på deres enighed og enhed på enhver anden tænkelig måde. Det har vi høstet meget unødig kritik for, og vi har gjort vores SDH-standpunkt sværere at forstå, end det behøver at være.
For som det fine skriftsted om »Kristi lære« i 2 Nefi 31 afsluttes med at sige: »Og se nu, dette er Kristi lære og Faderens og Sønnens og Helligåndens eneste og sande lære, de, som er én Gud uden ende« (2 Ne 31:21).
Vi kender alle Frelserens storslåede, ypperpræstelige bøn i Johannesevangeliet 17. Vi ved, at det er en deklaration af den enighed, der hersker mellem Faderen og Sønnen, og mellem dem og os, deres jordiske disciple. Læs den ofte, ikke mindst fordi præsident David O. McKay (1873-1970) engang kaldte den for »den mest storslåede bøn … der nogensinde er fremsagt på denne jord«.10 Vi bør stræbe efter at blive ét med Faderen, Sønnen og Helligånden, som Jesus bad os om at blive.
En apostels vidnesbyrd
Jeg vil afslutte med mit vidnesbyrd om hver af disse guddommelige væsener, som udgør det »Evige Præsidentskab«, der er blevet talt om. Jeg bærer vidnesbyrd om Helligånden i kraft af Helligånden, som har to store opgaver i at vidne og bære vidnesbyrd. Jeg bærer vidnesbyrd om Helligånden som lærer, trøster og åbenbarer for alle mennesker. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Helligånden vil bringe alt til vores ihukommelse – hvilket er en særlig velsignelse, da ihukommelse er en af de store befalinger, vi har fået, blandt andet i nadverbønnerne (se L&P 20:77, 79).
Jeg vidner om, at vi gennem Helligåndens kraft kan fordrive alt mørke iblandt os og blive advaret mod fare og usandhed. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Helligånden også er forjættelsens hellige Ånd, som bekræfter og bemyndiger pagter og ordinancer og i sidste ende besegler alle frelsende velsignelser til evigt liv. Det fylder mig med ærefrygt, at vi har så umiddelbar adgang til et medlem af Guddommen, og at vi har det så konstant og gang på gang, hvis vi lever værdigt til det. Jeg udtrykker min nærmest uudtrykkelige taknemlighed for Helligåndsgaven.
Jeg bærer vidnesbyrd om Jesus Kristus, den levende Guds levende Søn, som betalte løsesummen for din og min sjæl og for alle sjæle – alle mænd, kvinder og børn fra Adams dage til verdens ende. Jeg vidner om, at evangeliets første princip er tro på Herren Jesus Kristus, og at det er grundlaget for og det helt centrale budskab i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Til venstre: Ske ikke min vilje, men din, af Harry Anderson; til højre: Detalje fra Den trøstende Kristus, af Carl Bloch
Jeg vidner om, at ethvert menneske, der fødes ind i denne verden, fødes med Kristi lys i sin sjæl. Jeg bærer vidnesbyrd om, at han er den første og den sidste, begyndelsen og enden, Alfa og Omega for vores frelse. Jeg erklærer, at han er den store Jahve, den forløsende Jeg Er, Guds slagtede Lam, som var til fra før verdens grundlæggelse. Jeg vidner om, at fylden dvælede i ham, og at han blev født, levede og døde som en fuldkommen, syndfri mand, uden plet og lyde.
Jeg er taknemlig for Jesu Kristi myndighed, som regulerer alt af evig betydning i dette univers, og som bærer hans navn – nemlig det hellige præstedømme efter Guds Søns orden. Skulle jeg end leve i tusind år, ville jeg aldrig helt kunne udtrykke hverken min forundring eller utilstrækkelighed over at være blevet kaldet som en af hans apostle, som vidne om hans navn for hele verden.
O, se hvilken kærlighed, Jesus har vist mod mig,
at han for min frelse og salighed ofred sig.11
Jeg bærer vidnesbyrd om Gud, den evige Fader, den store Elohim, min og jeres Fader, som gav os åndeligt liv. Jeg vidner om, at han er Hellighedens Menneske, og at nåde og godhed, kærlighed og medfølelse blot er en svag antydning af hans store og evige karakteregenskaber. Jeg vidner om, at Kristus kom for at vise os Faderen, og at han derfor retteligt blev kaldt Menneskesønnen.
Jeg bærer vidnesbyrd om, at Gud vor Fader er ophavsmand til den store plan for frelse og det, der skulle blive kendt som Jesu Kristi evangelium, også kendt som Guds evangelium (se Rom 1:1; se også vers 2-3). Jeg bærer vidnesbyrd om, at Faderen var og er Skaberen af alle ting, at han virkede gennem Jahve og andre himmelske agenter for at udvirke Skabelsen, og at han derfor deler titlen Skaber med sin elskede Søn. Jeg vidner om, at vi må tjene Faderen i Sønnens navn, akkurat som vi må bede til Faderen i Sønnens navn.
Jeg vidner om, at Jesus Kristus kom for at gøre Faderens vilje, at han underviste i Faderens lære, og at han udarbejdede sin egen frelse gennem Faderen. Jeg bærer det mest højtidelige vidnesbyrd om, at således elskede Faderen verden, sine børn, at han gav sit dejligste barn, sit fuldkomne barn, sin enbårne Søn, så at hver den, der tror på ham, skal have evigt liv (se Joh 3:36; 6:47; Hel 14:8).
Jeg er taknemlig for Faderen, Sønnen og Helligånden, i hvis navne alle hellige og frelsende ordinancer lige fra dåb til tempelbeseglinger udføres i denne kirke. Jeg opfordrer jer alle til virkelig at lære disse guddommelige væsener at kende.