Budskab fra Det Første Præsidentskab
Lykke for dem, vi elsker
Præsident Henry B. Eyring
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab
Alle ønsker vi lykke for dem, vi elsker, og vi ønsker dem så lidt smerte som muligt. Når vi læser beretninger om lykke – og om smerte – i Mormons Bog, så river det os i hjertet, når vi tænker på vore kære. Her er en sand beretning om en lykkelig tid:
»Og det skete, at der ikke var nogen strid i landet på grund af Guds kærlighed, som boede i folkets hjerte.
Og der var ingen misundelse eller stridigheder eller optøjer eller utugtigheder eller løgne eller mord eller nogen slags uterlighed, og visselig kunne der ikke findes noget lykkeligere folk blandt alle de folk, der var blevet skabt ved Guds hånd.«
Og så læser vi:
»Og hvor velsignede var de ikke! For Herren velsignede dem i alle deres gerninger; ja, de blev velsignet og havde fremgang, indtil et hundrede og ti år var gået; og det første slægtled fra Kristus var gået bort, og der var ingen strid i hele landet« (4 Ne 1:15-16, 18).
Kristi kærlige disciple beder og arbejder for en sådan velsignelse for andre og for sig selv. Ud fra beretninger i Mormons Bog og for manges vedkommende personlig erfaring ved vi, at lykkens gave er opnåelig. Vi ved, at vejen til lykke er vel afmærket. Vi ved også, at det ikke er let at holde fast i lykken, medmindre, som det gjaldt nefitterne efter Frelserens besøg, at »Guds kærlighed« dvæler i vores hjerte.
Den kærlighed havde nefitterne i hjertet, fordi de holdt den lov, der gjorde det muligt. Vi finder en opsummering af den lov i nadverbønnerne, som indledes med en inderlig henvendelse til vor himmelske Fader. Vi beder med hjertet fuld af tro på og en dyb kærlighed til vores personlige frelser. Vi lover med oprigtig hensigt at påtage os hans navn, at erindre ham og holde alle hans bud. Og desuden udøver vi tro på, at Helligånden, det tredje medlem af Guddommen, altid vil være med os og vidne for os om Faderen og hans elskede Søn. (Se L&P 20:77, 79).
Med Helligånden som følgesvend kan vores hjerte ændre sig således, at vi ønsker og hilser vor himmelske Faders og vor Herre Jesu Kristi kærlighed velkommen. Måden at få Guds kærlighed i vores hjerte på er enkel, og ligeledes er det enkelt at miste den følelse af kærlighed i vores hjerte. Man kan for eksempel vælge at bede mindre ofte til vor himmelske Fader eller ikke betale en fuld tiende eller ikke at tage for sig af Guds gode ord eller ignorere den fattige og nødlidende.
Ethvert valg om ikke at holde Guds bud kan føre til, at Ånden trækker sig fra vores hjerte. Og med det tab, mindskes lykken.
Den lykke, vi ønsker for vore kære, afhænger af deres valg. Uanset hvor meget vi elsker et barn, en undersøger eller vore venner, så kan vi ikke tvinge dem til at holde de bud, der gør dem rede til, at Helligånden kan røre og ændre deres hjerte.
Så den bedste hjælp, vi kan give, er den, der fører til, at vore kære vil være omhyggelige med deres valg i livet. Alma gav den med en opfordring, som I måske også kan komme med:
Vil »I ydmyge jer for Herren og påkalde hans hellige navn og våge og bede bestandigt, så I ikke må blive fristet mere end det, som I kan bære, og således blive ledet af den hellige Ånd, idet I bliver ydmyge, sagtmodige, underdanige, tålmodige, fulde af kærlighed og al langmodighed,
idet I har tro på Herren, idet I har et håb om, at I vil få evigt liv, idet I altid har Guds kærlighed i hjertet, så I kan blive løftet op på den yderste dag og gå ind til hans hvile« (Alma 13:28-29).
Jeg beder om, at jeres kære vil tage imod en inspireret invitation til at vælge vejen til vedvarende lykke.