Howard W. Hunter: Min far, profeten
Forfatteren bor i Utah i USA.
Mine venner stiller mig ofte to spørgsmål: »Hvordan var det at være søn af en profet og vokse op med så bemærkelsesværdig en mand?« og »Tror du virkelig på, at din far var Guds profet?«
Historiske fotografier er udlånt af familien Hunter, Kirkens historiske bibliotek og Kirkens historiske museum; stock photographs © iStock/Thinkstock
Jeg er kommet til den overbevisning, at mænd og kvinder måles på deres værdier, og hvad de er villige til at gøre for disse værdier. Det synes som om, store mennesker konsekvent gør, hvad der kræves for at leve i overensstemmelse med deres værdier, selv når det kræver store ofre. Min far var et sådant stort menneske. Jeg havde privilegiet af at lære bemærkelsesværdige ting af ham, om hvad det virkelig vil sige at være stor. Det lærte jeg ikke igennem lektioner, hvor han fortalte mig noget, men igennem det, han gjorde, og den, han var.
Følgende historie illustrerer, hvordan det var at vokse op med min far. Han var advokat, musiker, forsørger og profet – men frem for alt en mand, der strålede af venlighed og var villig til at give alt for Gud og sin familie.
Ofrene for sin families bedste
Da jeg var teenager, rodede jeg en dag rundt på loftet og faldt over nogle gamle støvede kasser. Heri fandt jeg en klarinet, en saxofon, en violin og en trompet. Da jeg spurgte min far om dem, fandt jeg ud af, at det var nogle af de instrumenter, han havde spillet. Han havde haft et band, da han gik på high school i Boise i Idaho. Han var en talentfuld musiker, som virkeligt elskede at spille og skrive musik. Hans band spillede ved store selskabelige lejligheder i Boise, ja endog på et krydstogtskib, der skulle til Asien. Da han flyttede til det sydlige Californien i 1928, omorganiserede de bandet, og de blev meget populære.
I 1931 giftede han sig med min mor, Clara Jeffs. De ville gerne have børn. Han følte, at kravene i underholdningsbranchen var uforenelige med det familieliv, han ønskede sig. Så en dag pakkede han alle instrumenterne ned i deres kasser og bar dem op på loftet. Og det var kun en sjælden gang imellem ved familiebegivenheder, at han fandt dem frem igen.
Jeg fattede først langt senere, hvilket offer det har været for ham. I 1993 flyttede han fra sit hus i Salt Lake City til en lejlighed i midten af byen nær sit kontor. Under den flytning faldt vi igen over instrumenterne. Jeg spurgte, om han ville give dem til Kirken på grund af den store rolle, de havde spillet i hans ungdom. Hans svar overraskede mig: »Ikke endnu. Jeg er ikke klar til at skille mig af med dem.« Selvom far vidste, at han aldrig ville komme til at spille på dem igen, kunne han ikke bære tanken om at opgive dem. Det var først da, at det gik op for mig, hvor stort et offer, han havde ydet.
Han udviklede en hengivenhed for slægtshistorie
Efter mine forældre var blevet gift, blev en af min fars første kaldelser at undervise i slægtshistorieklassen. I den periode blev han personligt optaget af at lave sin slægtshistorie. Han lavede ofte plads i kalenderen på sit advokatkontor for at tage til Los Angeles’ offentlige bibliotek og søge i deres genealogiske afdeling. Han påbegyndte et 1,8 meter langt familiegruppeskema, som han satte i robuste regnskabsbøger.
Far samlede data og samlede vore slægtninge. Han sendte hundredvis af breve til sine slægtninge, efterhånden som han fandt frem til dem. Han spækkede vore familieferier med besøg hos fætre, kusiner, tanter og onkler. Af det lærte jeg, hvor meget godt der kan komme ud af at ofre en dejlig feriedag.
Han viste, hvad han var gjort af på jurastudiet
Da jeg blev født, læste min far en lærebog om testamenter i hospitalets venteværelse. Han havde besluttet sig for at læse jura, da han arbejdede sammen med nogle advokater på Los Angeles’ distriktskontor for forebyggelse af oversvømmelser i det sydlige Californien. Som det familiemenneske han var, følte han, at han kunne forsørge sin familie bedre, hvis han selv blev advokat. Men han vidste, at skolen og studierne måtte blive om aftenen, når han havde en hustru, to børn og et fuldtidsjob.
Da jeg senere selv læste jura, fattede jeg ikke, hvordan min far havde klaret det. Jeg spurgte ham: »Hvornår sov du?« Han svarede, at han læste så meget, som han kunne, og når han blev så træt, at han ikke kunne læse mere, sov han tre fire timer. Sådan gjorde han i fem år. Jeg syntes, han var sej.
Brugte tid med sine sønner
Far havde mange ting at se til, men han tog sig stadig tid til sin familie. Da jeg var spejder, planlagde vores trup at tage ned til Rogue River i Oregon i USA og sejle i kajakker, vi selv havde bygget. Far indvilligede i at tage med os, selv om han ikke var typen, der var vild med det primitive friluftsliv. Vi brugte timevis i garagen, hvor vi arbejdede sammen om at bygge vores tomandskajak.
Inden længe var vi ude på floden. Jeg satte mig forrest, og far satte sig bagerst. Efterhånden, som vi kom frem ad floden, nærmede vi os et særligt farligt vandfald.
Kajaknæsen stak dybt ned i vandet ved vandfaldets bund, væltede og kastede os begge i floden. Jeg kom op igen og kiggede efter min far, men kunne ikke se ham. Endelig dukkede han spruttende op, og vi klarede at få kajakken rettet op og komme op i den. Inden vi nåede ind til bredden og blive kloge på, hvad der var sket, slugte floden os i en serie af strømfald. Vi havde ikke tid til at få kajakken rettet op igen, inden en malstrøm hvirvlede os rundt, og vi kom baglæns ind i en lang række strømfald helt ude af kontrol.
Vi kom til sidst tilbage til lejren den aften sammen med de andre spejdere. Far fortalte os lidt fra historien om Job. Af dagens begivenheder og beretningen om Job, lærte vi, at livet ikke altid er let. I stedet for at tage hjem næste morgen, kravlede far op i vores lille båd igen, og så var vi af sted. Denne oplevelse lærte mig, hvad en stor mand gør, når han sætter pris på sin familie.
Omsorg for sin hustru
I 1970 blev min mor diagnosticeret med en kronisk sygdom, der lukkede af for de pulsårer, der holdt hjernen i gang. Hun var en særdeles begavet, elegant og engageret kvinde med strålende øjne. Men i løbet af de næste 13 år blev hendes tilstand blot værre. Det var som at miste en god ven stykke for stykke.
Far trådte til og var den, der primært tog sig af hende. Til at begynde med ofrede han småting for at gøre hende komfortabel og glad. Han lavede mad, sang for hende og holdt hende i hånden. Med tiden blev plejen af min mor dog langt sværere og mere fysisk krævende. Det må have været svært for far.
I takt med at mors tilstand blev værre, gav fars eget helbred også grund til bekymring. Jeg var til stede, da hans læge fortalte ham, at mor havde brug for fuldtidspleje i professionelle omgivelser. Han ville højst sandsynligt dø, hvis han fortsatte med at passe hende på den måde, det var påkrævet, og så ville der ikke være nogen til at tage sig af hende.
I de sidste 13 måneder af min mors liv, besøgte min far hende hver dag på plejehjemmet, når han ikke var væk på opgaver for Kirken. Hun genkendte ham ikke, men det gjorde ingen forskel for ham. Han talte med hende, som om alt stadig var godt. Jeg så, når han kom hjem fra stavskonferencer langt væk. Han var udmattet. Men det første han gjorde, når han kom hjem, var at tage hen til min mor for at opmuntre hende lidt.
Min far kunne ikke have taget sig bedre af min mor. Jeg lærte meget om ofre ved at se hans omsorg for hende.
Opofrelser for sin kaldelse
ØVERST TIL VENSTRE: FOTO: TOM SMART, MED TILLADELSE FRA Deseret News
Far følte, at han måtte prioritere sin kaldelse som apostel – og med god grund. Det er kun en lille gruppe mænd, der er kaldet som særlige vidner for at lede Guds værk på jorden, og de kan ikke bare tage en fridag og slet ikke et år fri.
At passe sine pligter var mere vigtigt for min far, end hans helbred var. Far lod det være op til Herren at forny hans legeme (se L&P 84:33). Han bad mig engang om at tage med ham til regionalkonference i Paris. Hans læge mente, at min far skulle bruge flere dage på rejsen, som ville være hård for hans helbred, men vi fløj direkte til Paris. Jeg havde svært ved at holde øjnene åbne, og far tog energisk af sted for at lede møder, holde interview og opløfte andre.
Hen mod slutningen af sit liv led han ofte af frygtelige smerter. Jeg vidste ikke, at det menneskelige legeme kunne udholde så meget smerte. »Far,« spurgte jeg, »tror du virkelig, at vi råbte af glæde over at skulle have en krop som denne?« Fuld af overbevisning svarede han: »Ja.« Så tilføjede han lidt humoristisk: »Jeg er ikke sikker på, at vi kendte hele historien.«
Venligheden selv
Far satte stor pris på venlighed. Han talte med den moralske autoritet, som en venlig mand har. Han var kendt og respekteret af naboer, familie, venner, klienter, kolleger og kirkemedlemmer som en venlig mand.
Jeg mindes ikke en eneste gang under min opvækst, at han behandlede mig hårdhændet eller uvenligt. Selv om jeg måske havde fortjent en hård respons, så håndterede han hellere enhver situation med undervisning end straf. Vi talte om, hvorfor det, jeg havde gjort, var forkert, og hvad jeg skulle gøre ved det. Det virkede for mig – i det mindste så godt, som man kunne forvente.
Min far tjente som biskop i El Sereno Menighed, da Kirken var ny i området omkring Los Angeles i Californien. Medlemmerne i menigheden taler stadig om den venlighed, som han viste dem og deres familie. En søndag var far ikke med til præstedømmemødet. Ingen forstod, hvor han var. Senere fandt de ud af, at en af præsterne havde svært ved at komme op til tiden for at nå til mødet. Så i al venlighed holdt han kvorumsmødet hjemme hos præsten.
En af mine venner fra high school var et særligt menneske med stort potentiale, men hun bekymrede sig for, hvordan hun skulle få råd til at tage sit andet år på college. Det fandt min far ud af og inviterede hende hen på sit kontor. Da besøget var slut, gav han hende en check, som han allerede havde skrevet, der gjorde hende i stand til at vende tilbage til studiet.
Jeg havde også en anden ven fra high school, da far var stavspræsident i Pasadena Stav. Hun gik på BYU. Da hun var af sted på en tur, hvor hun repræsenterede skolen, kom hun ud for en forfærdelig bilulykke og endte på et hospital i Las Vegas i Nevada. Da min far fandt ud af det, kørte han 435 km fra Los Angeles til Las Vegas for at besøge og opmuntre hende.
Jeg ved ikke, hvor mange fine ting lig denne, min far gjorde. Han fortalte aldrig os eller andre om det. Det gør venlige mennesker almindeligvis ikke.
Jeg kom til kundskab om disse venlige handlinger gennem breve, som han havde beholdt fra folk, som skrev til ham i taknemlighed. Dette brev er typisk for den slags breve, han modtog: »Jeg skrev til dig af ren desperation om vores ældste datter … Og du tog dig tid til at ringe for at invitere hende på besøg og gav hende dit private telefonnummer. Hun blev overrasket og forbløffet over, at hun var det værd. Den opringning og det besøg blev et vendepunkt i hendes liv.« I brevet står der endvidere, at hun vendte tilbage til Kirken, blev beseglet i templet og fik et godt og lykkeligt liv. »Det rørte mig til tårer at læse din udtalelse [om venlighed ved oktoberkonferencen i 1994], for det fik mig til at indse, at du selv i årevis har gjort det, som du nu beder os alle om at gøre.«
Min far, en Guds profet
Min far troede på Jesus Kristus. Og han gjorde det let for mig også at tro på ham. Jeg så, hvad en, der tror på Kristus, gør, og hvordan han er. Jeg følte den fred og det håb og den glæde, der følger af at leve på den måde.
Så nu til det sidste spørgsmål: »Tror du på, at din far virkelig var Guds profet?« Det har altid været let for mig at svare på det spørgsmål. Jeg mindes ikke en eneste gang, hvor noget i min fars privatliv, familieliv, karriere eller liv i Kirken, fik mig til at tænke, at han var uegnet. Men det er noget andet end at tro på, at han vitterligt var kaldet som Guds repræsentant for alle Guds børn på jorden. Jeg er kommet til kundskab om, at han var Guds profet, men den viden kom ikke, fordi jeg kendte ham, så hans gode eksempel eller blev rørt af de ting, som jeg så ham gøre eller sige. Det hjalp naturligvis. Men den kundskab er blevet mig nådefuldt forundt af den samme Gud, som kaldte ham.