Du ved, den er sand!

Henry (Hank) Brown er fra Utah i USA

Illustration: Allen Garns

Da jeg arbejdede i et varehus i Oakland i Californien, kom en ven forbi en dag og inviterede mig på middag. Hun sagde, at hun også ville invitere to mormonmissionærer.

Efter middagen satte missionærerne en lille flonelstavle op og begyndte at stille mig nogle spørgsmål. Jeg blev lidt irriteret. Jeg ville bare sidde stille og lytte og så smutte.

Da de havde givet deres budskab, trak en ung missionær fra Utah imidlertid sin stol hen til mig, så mig i øjnene, rakte mig en Mormons Bog og bar sit vidnesbyrd. Han sagde, at han vidste, at Kirken var sand, og det kunne jeg også få at vide ved at læse bogen. Så citerede han Moroni 10:4 og sagde, at dersom jeg af et oprigtigt hjerte ville spørge Gud, om bogen var sand, ville han bekræfte det igennem Helligåndens kraft.

I den følgende uge læste jeg adskille kapitler, og så mødtes vi igen hos min ven. Efter vores tredje lektion var missionæren fra Utah færdig med sin mission og tog hjem.

Hver aften fortsatte jeg med at læse og bede for at få at vide, om bogen var sand. Efter jeg havde bedt en aften, gik jeg i seng og læste nogle flere kapitler. Pludselig hørte jeg en røst sige fem enkle ord: »Du ved, den er sand!«

Jeg havde aldrig hørt Ånden tale til mig før. Men da vidste jeg, at Gud kendte og elskede mig. Jeg blev så overvældet, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Jeg vidste, at jeg måtte tilslutte mig Jesu Kristi sande kirke. Jeg forstod også, hvorfor den unge missionær fra Utah havde kunnet sige, at han vidste, at Kirken var sand.

Jeg tilsluttede mig Kirken og giftede mig senere med en smuk, ung kvinde i templet i Oakland i Californien. Vi fik otte børn og boede i Californien i 33 år, inden vi flyttede til Utah.

Da vores yngste datter for nogle få år siden forberedte sig på at tage på mission, spurgte hun mig, om jeg nogensinde havde prøvet at kontakte den unge missionær, der havde undervist mig.

»Jeg har tænkt på ham gennem disse mange år,« svarede jeg, »men jeg ved ikke, hvordan jeg får kontakt med ham.«

Inden der var gået ti minutter, vendte hun tilbage og sagde: »Her er hans telefonnummer.«

Da jeg fik fat i ham, fik vi en lang snak. Han bad om min e-mailadresse, så han kunne opdatere mig på sit liv. Da jeg fik hans e-mail næste dag, fortalte han mig, at han ikke havde været medlem af Kirken i mere end 40 år, og han håbede ikke, at jeg var skuffet.

»Hvorfor skulle jeg være skuffet?« Svarede jeg straks tilbage. »Du ændrede mit liv!«

Vi skrev lidt mere sammen på e-mail og aftalte at mødes. Snart kørte jeg hjem til ham, hvor han inviterede mig indenfor og præsenterede mig for sin hustru. Da vi talte om vores fortid, spurgte jeg ham, om han havde en Mormons Bog. Han gik ovenpå og vendte tilbage med en. Jeg tog bogen, så ham i øjnene, gav ham bogen tilbage og sagde: »Jeg ved, at denne bog er sand! Hvis du læser Moroni 10:4 og beder om den, kan du også få et vidnesbyrd om dens sandhed.«

I løbet af de næste måneder, læste, bad og omvendte han sig. Snart efter kunne hans 18-årige søn gendøbe ham, og jeg fik velsignelsen af at bekræfte ham.

Jeg ved, at min datter var inspireret til at spørge mig, og jeg ved, at vor himmelske Fader forberedte os til at mødes igen efter 45 år. Jeg har lært kraften i Mormons Bog at kende. Jeg har også lært aldrig at give op, når nogen har forladt Kirken.