Lad Gud være din arkitekt
Dit liv kan blive bedre, end du nogensinde har forestillet dig.
Illustrationer: Bryan Beach
Du kan komme igennem meget i livet ved at regne tingene ud hen ad vejen. Det er uanset, om det drejer sig om at blæse på de skriftlige instruktioner om, hvordan man samler et møbel, der kommer i en million smådele, eller at lære at spille på et instrument ved bare at spille de toner, der nu lyder bedst, jeres evne til at lære af prøvelser og fejl er praktisk taget ubegrænset.
Der er bare det ved det, at det ikke er nogen let måde at gøre det på.
Forestil jer noget rigtig kompliceret. Hvad nu, hvis I for eksempel stod i spidsen for at bygge jeres eget hus, og I havde alle de rå byggematerialer liggende foran jer? Kan I forestille jer, hvilke dynger det ville være? Brædder, søm, rør, ledninger, værktøj og alt andet, I skal bruge for at bygge et dejligt hus til jer selv og jeres familie.
Ville I stadig bare finde ud af det hen ad vejen? Eller ville I søge hjælp fra en, der rent faktisk ved til hvad, og hvordan man bruger byggematerialerne?
Vores vej gennem livet ligner denne situation. Vi har alle brug for hjælp til at opbygge vores liv. Og der er ingen bedre byggemester at henvende sig til end Gud.
Som det forklares i Til styrke for de unge: »Herren [vil] få meget mere ud af dit liv, end du kan ved egen hjælp. Han vil øge dine muligheder, udvide din horisont og styrke dig. Han vil give dig den hjælp, du behøver, til at klare dine prøvelser og udfordringer. Du vil få et stærkere vidnesbyrd og finde sand glæde, når du lærer din himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, at kende og mærker deres kærlighed til dig« (2011, s. 43).
Når vi følger Guds bud og drager ham ind i vore planer, vil vi blive den, vi er nødt til at blive – og ikke den, som vi troede, vi ville være.
Her er nogle få mennesker, der med Guds hjælp fandt en bedre retning for deres liv end den, de selv havde valgt.
Slap volden
I en videoserie på mormonchannel.org er der en ung mand ved navn Bubba, som fortæller sin historie om, hvordan hans liv havde retning lige imod en katastrofe.1 Han var vokset op i et hjem præget af vold, hvor hans far var blevet myrdet, da Bubba kun var tre år gammel.
Bubba voksede op og valgte det liv, han havde set og kendte. Han kom med i en bande og begyndte at slås med alle, der krydsede hans vej. Da han nåede high school, regnede han med, at han snart ville havne i fængsel, og han var ligeglad.
Så greb Gud ind. Ved denne farlige korsvej i livet mødte Bubba en sidste dages hellig familie, som viste ham venlighed og godhed. Han havde aldrig haft omgang med mennesker som dem før – mennesker, der viste omsorg og kærlighed. Han begyndte at bruge så meget tid sammen med dem som muligt. Da han spurgte familien, hvorfor de opførte sig, som de gjorde, sagde de, at det skyldtes deres tro på Jesus Kristus.
Han ville gerne finde ud af, hvad det var, de vidste. Han begyndte at bede og studere skrifterne. Og snart følte han noget, som han aldrig havde følt før. »Der er sandelig en Gud, og han elsker mig!« siger Bubba. Med Guds hjælp er Bubba begyndt at bygge sit liv op igen med Jesus Kristus som fundament, og han har vendt sit gamle liv ryggen.
»Jeg er blevet en anden. Den, jeg er nu, er en helt anden, end den jeg var. Nu har jeg et mål med tilværelsen. Jeg har en skæbne at opfylde,« siger han. »Der er et sted, jeg skal nå hen til.«
I disse dage ser Bubba lyst på sin fremtid med tro og håb. »Jeg ved, at det kun er igennem Jesus Kristus og min tro på ham, at jeg kan nå hen, hvor jeg gerne vil være,« siger han.2
En ny retning
Præsident Hugh B. Brown (1883-1975), der var medlem af De Tolv Apostles Kvorum og Det Første Præsidentskab, fortalte om en oplevelse, hvor Gud havde fået mere ud af hans liv, end han selv kunne have gjort.
Hugh havde indledt en karriere i det canadiske militær og stod til at blive forfremmet til general. Han havde arbejdet for, håbet på og bedt om den forfremmelse i 10 år.
Da stillingen blev ledig, blev han dog forbigået, alene fordi han var medlem af Kirken. Det var den eneste årsag, og det fortalte de ham.
Hugh blev rasende. Han sagde: »Jeg steg på toget for at tage tilbage … mit hjerte var knust, og jeg var bitter … Da jeg kom frem til mit telt … smed jeg min hat på feltsengen. Jeg knyttede mine hænder og viftede dem mod himlen. Jeg sagde: ›Hvordan kunne du gøre dette imod mig, Gud? Jeg har gjort alt for at kvalificere mig. Der er ikke noget, jeg kunne have gjort – som jeg skulle have gjort, som jeg ikke har gjort. Hvordan kunne du gøre det imod mig?‹ Jeg var i bitterhedens galde.«3
Så kom Hugh i tanke om en oplevelse nogle år tidligere. Han havde engang købt en misrøgtet gård med en vildtvoksende solbærbusk. Hvis den ikke blev trimmet, ville den aldrig sætte bær igen. Den ville kun vokse sig højere.
Så Hugh klippede den voldsomt ned. Bagefter lagde han mærke til nogle små dråber for enden af de klippede grene. De lignede tårer. »Det er mig, der er gartneren her,« sagde han til solbærbusken. Hugh vidste, hvad han ønskede, busken skulle blive til, og det var ikke et træ, der gav skygge.
Den oplevelse kom han i tanke om, mens han kæmpede med vreden over ikke at være blevet forfremmet. »Jeg hørte en stemme, og jeg genkendte tonen i stemmen. Det var min egen stemme, og den sagde: ›Det er mig, der er gartneren her. Jeg ved, hvad jeg ønsker mig af dig.‹ Bitterheden forlod min sjæl, og jeg faldt på knæ ved min feltseng og bad om tilgivelse for min utaknemlighed …
Og her næsten 50 år senere kan jeg se op til [Gud] og sige: ›Tak, hr. gartner, fordi du elsker mig nok til at skære mig ned.‹«4
Hugh blev aldrig general. Herren havde andre planer for præsident Brown. Og med Herren som sin arkitekt, blev præsident Browns liv en mesterlig bygning.
Opbygget fra grunden
Det lyder ikke umiddelbart som om, ens liv tegner lyst, når man bliver kaldt et »helvedes barn« af Guds profet. Men det er lige præcis det, der skete for Ze’ezrom, en advokat i Mormons Bog (se Alma 11:23).
Alma og Amulek prædikede for folket i det land, hvor Ze’ezrom prøvede at lokke penge ud af folket ved at opildne dem mod Alma og Amulek. Ze’ezrom forsøgte at lokke Alma og Amulek i en fælde med sine spørgsmål, men de svarede og irettesatte ham. Ånden åbenbarede dem Ze’ezroms tanker (se Alma 11-12).
Efterhånden som debatten fortsatte, blev Ze’ezrom slået af tavshed. Han indså sine fejl og begyndte at føle sig oprevet ved bevidstheden om sine synder, og det han havde gjort for at forlede folket. Så han begyndte snart at prøve på at råde bod på den skade, han havde forårsaget og sagde: »Se, jeg er skyldig, og disse mænd er uplettede for Gud« (Alma 14:7).
Men det nyttede ikke noget. Folket stødte Ze’ezrom ud af byen. Ze’ezroms skyldfølelse og desperation over det, han havde gjort – han antog blandt andet, at hans kampagne mod Alma og Amulek havde medført deres død – gjorde, at han lå syg med feber, svedet »af en brændende hede« (Alma 15:3).
Det liv, han havde opbygget, lå i stumper og stykker. Men historien om Ze’ezrom slutter ikke her.
Da det kom Ze’ezrom for øre, at Alma og Amulek stadig var i live, fattede han mod og sendte bud til dem om at komme til ham. Da de kom, bad Ze’ezrom om at blive helbredt. Og takket været sin tro kom Ze’ezrom sig helt. Derefter blev han døbt, og han begyndte fra da af at prædike for folket (se Alma 15:11-12).
Ze’ezrom kunne begynde på et nyt liv, denne gang med Gud som sin arkitekt.
Langt mere end hammer og søm
Den gode nyhed er, at det aldrig har været meningen, at vi skal gå alene gennem livet. Gud ønsker at hjælpe os med hvert skridt på vejen. Og når vi lader ham hjælpe os, er der ingen grænser for, hvad vi kan blive til.