Kraften til omvendelse i Mormons Bog
Alle evangeliets sandheder falder på plads, når vi ved, at slutstenen i vores vidnesbyrd, Mormons Bog, er sand.
Som dreng elskede jeg at sætte dominobrikker op i lange rækker i finurlige udformninger og så tippe den første brik. Det resulterede i en kædereaktion, hvor den ene brik væltede over i den anden helt frem til sidste brik i rækken. Jeg kunne bruge timer på at sætte brikkerne omhyggeligt på plads for at kunne nyde synet af, at de faldt.
Et vidnesbyrd om Mormons Bog er et af de første skridt til at opnå et vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium. Det minder meget om, hvordan den første dominobrik får de efterfølgende til at vælte. Hvis vi først kommer til kundskab om, at Mormons Bog er sand, kan vi også komme til kundskab om, at Jesus Kristus er vor Frelser og Forløser, at Joseph Smith var hans profet, at genoprettelsen fandt sted gennem ham, og at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er Jesu Kristi sande kirke, som er genoprettet med kraft og myndighed på jorden i dag.
Mormons Bog er afgørende for vores budskab
Om Mormons Bog har Joseph Smith sagt: »Jeg fortalte brødrene, at Mormons Bog var den mest korrekte bog på jorden og vor religions slutsten, og at et menneske ville komme Gud nærmere ved at efterleve forskrifterne i den end i nogen anden bog.«1
Joseph fortalte desuden, at den er afgørende for vores tro, overbevisning og vidnesbyrd. »Tag Mormons Bog og åbenbaringerne væk, og hvor står vores religion så?« spurgte han. »Så er der ikke nogen.«2
Det smukke ved evangeliets budskab er, at vi hver især personligt kan komme til kundskab om, at Mormons Bog er sand.
Som missionspræsident i Frankrig, Belgien og Holland for nogle år siden, havde jeg det privilegium og den velsignelse at interviewe personer omkring værdighed til at blive døbt. Jeg vil aldrig glemme et interview, jeg havde med en søster.
Under interviewet spurgte jeg hende, hvordan hun var kommet til kundskab om, at Kirken var sand. Hun stak hånden ned i sin håndtaske og trak en slidt og meget brugt paperback-udgave af Mormons Bog frem. Hun slog op på 3 Nefi 27 og forklarede, at det var det første kapitel, som missionærerne havde opfordret hende til at læse. Hun fortalte, at da hun begyndte at læse, blev hun dybt rørt af det, hun læste, og den Ånd, hun følte. Hun blev så overvældet af ånden i Mormons Bog, at hun fandt en rød blyant og begyndte at understrege de ord, der rørte hende mest.
Så slog hun op på 3 Nefi 27 i sin Mormons Bog. Næsten alle ordene i det kapitel var understreget med rødt.
»Det er derfor, jeg tror,« sagde hun. »Den bog taler til mig på en måde, jeg ikke kan fornægte. Jeg ved, at den er sand, og jeg ved, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er sand.«
Hun blev døbt og blev et trofast medlem af Kirken.
Indledningen til Mormons Bog
Indledningen til Mormons Bog indeholder en anvisning, som vi alle kan følge for selv at komme til kundskab om, at evangeliets budskab er sandt. Indledningen »blev først trykt i 1981-udgaven af Mormons Bog. Den præsenterer Mormons Bog for nutidige læsere ved at fortælle om baggrunden for og beskrive bogen.«3
Indledningen begynder med at fortælle os præcist, hvad Mormons Bog er: »Et helligt skrift, der kan sammenlignes med Bibelen. Den er en optegnelse om, hvordan Gud har handlet med de fordums indbyggere på det amerikanske kontinent, og indeholder det evigtvarende evangeliums fylde.« Vi læser, at den »blev skrevet af mange fordums profeter ved profetiens og åbenbarelsens ånd« på gyldne plader, og at de blev forkortet »af en profet-historiker ved navn Mormon«.
Vi kan også læse, at »den væsentligste begivenhed, der er nedskrevet i Mormons Bog, er Herren Jesu Kristi personlige tjenestegerning blandt nefitterne kort efter hans opstandelse. I bogen bliver evangeliets lærdomme forklaret, frelsesplanen bliver skitseret, og menneskene får fortalt, hvad de må gøre for at opnå fred i dette liv og evig frelse i livet herefter.«
En af de vigtigste ting, vi lærer af Mormons Bog, er, at den kirke, som Jesus Kristus genoprettede gennem Joseph Smith, er sand.
I indledningen opfordres vi »til at læse Mormons Bog, til i hjertet at grunde over det budskab, den indeholder, og til derefter at spørge Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om bogen er sand.« Vi loves, at »de, der følger denne anvisning og spørger i tro, vil få et vidnesbyrd om dens sandhed og guddommelighed ved Helligåndens kraft (se Moro 10:3-5).«
Derudover følger dette løfte: »De, der får dette guddommelige vidnesbyrd fra den hellige Ånd, vil også ved den samme kraft komme til vished om, at Jesus Kristus er verdens frelser, at Joseph Smith er hans åbenbarer og profet i disse sidste dage, og at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er Herrens rige, der endnu engang er blevet oprettet på jorden som forberedelse til Messias’ andet komme.«
Tænk over det! Vi kan selv komme til vished om, at disse ting er sande:
-
Jesus er Kristus, verdens Frelser og hele menneskehedens Forløser.
-
Joseph Smith er en sand profet. Han fortalte sandheden. Han så de ting, som han sagde, at han havde set, og hørte de ord, han sagde, at han havde hørt.
-
Den kirke, der blev genoprettet af Jesus Kristus gennem Joseph Smith, er »den eneste sande og levende kirke på hele jordens overflade« (L&P 1:30). Det er Jesu Kristi Kirke. Den rummer sandhed, kraft, myndighed og ordinancer. Den er personligt ledet af Herren og vor Frelser Jesus Kristus gennem levende profeter.
Alt dette kan vi få vished om, når vi er kommet til kundskab om, at Mormons Bog er sand. Den rummer en omvendende og overbevisende kraft.
Mit vidnesbyrd om Mormons Bog
Da jeg tjente som ung missionær i Frankrig, ønskede jeg at vide, om Mormons Bog var sand. Jeg troede på, at den var sand. Jeg håbede, at den var sand. Jeg var endda taget på mission i tro på, at den var sand. Selvom jeg knoklede dag efter dag som missionær og efter bedste evne på mit pauvre fransk fortalte mennesker, at jeg havde et vidnesbyrd om bogen, så var jeg ikke nået frem til en vished for mig selv.
Der var koldt og fugtigt i vores lille lejlighed i det sydlige Frankrig den første vinter. Hver morgen og aften, før og efter dagens arbejde, krøb jeg ind under et tæppe og en overfrakke for at læse og studere Mormons Bog. Jeg kendte til Moronis løfte om, at dersom jeg ville læse, granske og bede, ville jeg også komme til vished om den. Jeg læste i dage- og ugevis, men der skete intet. Intet lys, ingen engel, ingen stemme – intet andet end en følelse af fred, når jeg læste.
Jeg fortsatte og understregede de vigtigste passager og bad om at måtte vide, at Mormons Bog var sand. Endelig skete miraklet. Som ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har beskrevet, føles det mere som en solopgang, end at lyset pludselig blev tændt ved et tryk på en kontakt.4 Et lys begyndte at oplyse mit sind og mit hjerte. Jeg begyndte at se Mormons Bog på en anden måde. De passager, jeg havde læst før, fik en ny betydning. Jeg kan bedst beskrive oplevelsen, som om mit sind begyndte at blive oplyst.
I løbet af nogle uger og måneder fik jeg en større vished om, at Mormons Bog var Guds ord, end jeg nogensinde havde vidst noget. Jeg kom til kundskab om, at den var skrevet og bevaret til vor tid, og at den var kommet frem for at vidne om Jesus Kristus og hans kirke. Det indtryk, der kom til mig igen og igen ved Åndens røst, var: »Den er sand, den er sand, det er alt sammen sandt.«
Nu her 40 år senere år vidner den stadig for mig. Jeg har læst Mormons Bog mange gange nu, og hver gang – hver eneste gang – hører jeg ordene »den er sand.« Det har givet mig en forvisning om, at Jesus Kristus er min Frelser, og at dette er hans store frelsesværk.
Akkurat som de dominobrikker, jeg elskede at lege med som barn, alle faldt i hak, når jeg skubbede til den første, så falder alle evangeliets sandheder på plads, når vi ved, at slutstenen i vores vidnesbyrd, Mormons Bog, er sand.