Overvejelser
Det var ikke det mirakel, vi havde håbet på
Forfatteren bor i Utah i USA.
Sommetider beder og beder vi, til vore knæ bliver ømme, om et mirakel, som vi ønsker os, men så giver Gud os det mirakel, vi har brug for.
Om få måneder ville jeg være færdig med college og skulle forhåbentligt have mit første barn. Min mand glædede sig lige så meget som jeg til, at vi skulle have børn.
Et år, fire måneder og dusinvis af negative graviditetsprøver, fem negative ægløsningsprøver, to hårde måneder på medicin og tusind tårer senere havde vi ikke noget barn og nærmest intet håb om naturlig undfangelse. Da de ringede fra lægen og tilbød at henvise os til en fertilitetslæge, afslog vi tilbuddet. Vi var for stressede til at klare mere og havde brug for en pause. Inden jeg lagde på, sagde sygeplejersken: »Ring til os, hvis der sker et mirakel.«
Ja, nu er mirakler jo mirakuløse. De kommer både som store og små. De kommer, når vi mindst venter det, og når vi står i desperat behov for dem. Og sommetider beder og beder vi, til vore knæ bliver ømme, om et mirakel, som vi ønsker os, men så giver Gud os det mirakel, vi har brug for.
I lang tid havde vi desperat bedt om et barn, men himlen virkede tavs. Til sidst gik det op for os, at vi havde bedt om det forkerte. Gud ved, hvilke velsignelser vi har brug for, og hvornår vi har brug for dem. Han har det store overblik. Vi ser blot her og nu. Så vi ændrede vore bønner. Vi holdt op med at bede om det, vi ønskede os, og begyndte i stedet at sige »tak«.
Himmelske Fader, tak, fordi du har velsignet os med hinanden.
Tak for vores omsorgsfulde familie og venner.
Tak for de børn omkring os, som vi kan glæde os over, indtil vi får vore egne.
Tak for læger og specialister, som opdager, hvad der virker, og hvad der ikke virker i vore kroppe.
Og (dette var det sværeste at sige) tak for denne prøve.
Det var svært at være taknemlig for den ting, der skar i hjertet, men vi vidste, at vor himmelske Fader elskede os. Så et eller andet sted i denne prøvelse var der velsignelser. Vi ville aldrig finde de velsignelser, hvis vi lod prøvelsen få has på os. Vi valgte i stedet for at være taknemlige – og da vi gjorde det, stod velsignelserne lysende klart:
Vi fik større tillid til hinanden, blev bedre til at udtrykke vore følelser og elskede hinanden dybere.
Vi stolede mere på Herren og bad mere.
Vi kom Frelseren nærmere og følte hans nærhed i større grad og elskede ham mere.
Vi kunne mærke kærligheden fra familie og venner, som bad for os.
Og da vi havde anerkendt alle disse velsignelser, blev vi overvældet af den reneste og dejligste fred, man overhovedet kan forestille sig.
At vi ikke lige kunne stifte familie nu, betød ikke at Herren ikke brød sig om os. Vi måtte bare stole på hans timing, og vi havde brug for hans fred for at holde liv i den tillid. Vi havde brug for hans fred til at hele vores knuste hjerte og give os troen til at gå fremad.
Fred var det mirakel, vi stod i behov for – det var ikke det mirakel, vi havde tryglet om, men det vi havde mest brug for.