2016
Jeg genkendte Guds ord
Januar 2016


Jeg genkendte Guds ord

José Evanildo Matias Fernandes er fra São Paulo i Brasilien

Illustration of a man standing at a counter and reading a copy of the Book of Mormon..

Illustration: Allen Garns

Mens jeg ventede i en lufthavn for adskillige år siden i São Paulo i Brasilien, så jeg i et udstillingsvindue hos en boghandler en bog med titlen »Mormons Bog. Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus.« Jeg tvivlede på, at der i denne verden af forfald og mangel på retning, ville være accept af endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus, og jeg brugte weekenden til at tænke over bogen.

Til sidst kunne jeg ikke styre min nysgerrighed længere, så jeg vendte tilbage til boghandlen for at købe den. Men da jeg kom derhen, kunne jeg ikke finde den. Jeg beskrev bogen for ekspedienten, men han sagde, at han aldrig havde set den. Han kunne heller ikke finde den i kataloget, selvom alle bøgerne i udstillingsvinduet blev katalogiseret.

Noget senere på et apotek, lagde jeg mærke til en åben bog på en disk. Da jeg begyndte at læse i den, fandt jeg ud af, at en mand ved navn Korihor, som bestred Guds kraft, blev gjort stum. Da jeg tænkte over de ord, jeg læste, genkendte jeg dem som Guds ord.

I den periode havde jeg søgt efter guddommelig vejledning. En dag knælede jeg ned og bad inderligt Gud om at vise mig den sande vej, som kunne føre mig til ham. Nogle få dage senere blev vores søn syg, så jeg vendte tilbage til apoteket. Da jeg skulle til at gå, trådte tre unge amerikanere med navneskilt ind. Straks følte jeg en varme i brystet, som tilskyndede mig til at tale med dem.

De fortalte mig, at de var i Brasilien for at forkynde Jesu Kristi evangelium. Jeg spurgte om, de ville undervise mig, og vi lavede en aftale.

Da jeg hørte om profeten Joseph Smith for første gang, vidste jeg at min bøn var blevet besvaret. Så gav missionærerne mig en bog. Til min overraskelse var det Mormons Bog – magen til den jeg havde set i udstillingsvinduet. Igen følte jeg en varme og blev så glad, at jeg knap kunne tale.

Missionærerne fortalte mig om bogens oprindelse og bad mig så om at bede og spørge Gud, om den er sand. Jeg var allerede helt sikker på bogens guddommelighed, for Herren havde vist mig det – to gange. Men ikke desto mindre studerede jeg den nøje. Da jeg læste kapitel 17 i 3 Nefi, vidste jeg, at den indeholdt en guddommelig beretning, fordi den indeholdt Jesu Kristi ord.

Grundlaget for mit vidnesbyrd er, at jeg ved, at Mormons Bog indeholder Guds ord. Den har ændret mig, og den fortsætter med at ændre mig.