Tjeneste i Kirken
Bed om det
Forfatteren bor i Utah i USA.
Jeg havde bedt Herren om at vise mig, hvordan jeg kunne blive en bedre mor, og han gav mig en kaldelse, som viste mig det.
Illustrationer: Katie Payne
Jeg fortalte biskoppen, at han havde fat i den forkerte person.
»Jeg bryder mig ikke om andre folks børn, jeg har aldrig undervist børn, og jeg kan ikke synge,« sagde jeg.
»Søster Taylor,« svarede han, »Herren gør den, han kalder, egnet. Du bliver storartet.«
Han bad mig om at tænke over kaldelsen og give ham svar på, om jeg accepterede den næste søndag.
»Jeg forsøger at tage mig af en seksårig, en treårig og et spædbarn,« sagde jeg. »Jeg kan knap nok klare mine egne, og så vil du give mig 40 flere, som jeg skal lære at synge?«
Han svarede: »Bed om det.«
Den eftermiddag prøvede jeg at forklare min mand, Mark, hvorfor den kaldelse var en dårlig idé. Hvordan skulle jeg kunne arbejde i Primary, når jeg ikke engang kunne være den mor over for mine egne børn, som jeg gerne ville være? Jeg havde i månedsvis været plaget med tanken om, at jeg var en dårlig mor.
Ugen forsvandt i en tåge, men mine tanker kredsede om biskoppens sidste ord. Søndag morgen knælede jeg endelig ned i bøn i mit soveværelse. Tårerne begyndte at strømme ned ad mine kinder, men en skøn fred fyldte mit hjerte. Jeg vidste med det samme, at det var rigtigt at tage imod kaldelsen. Ved at følge Herrens vilje forsvandt al angst fra mit hjerte.
Da jeg trådte ind i Primary efter nadvermødet, præsenterede primarypræsidenten mig, og børnene sang en velkomstsang. Da jeg mødte deres håbefulde blik og så, at min seksårige søn strålede, besluttede jeg mig for at blive den bedste sangleder i Primary, som jeg overhovedet kunne blive.
Fra da af brugte jeg meget tid på at lære sange og forberede lektioner. Jeg spillede primarysange derhjemme, i bilen og når jeg gik. Jeg udforskede forskellige undervisningsmetoder og brugte hver uge timevis på at lave plakater og udvikle lege.
Da jeg en eftermiddag sad i køkkenet og forberedte en lektion, nynnede jeg sangen »Ordets styrke.« Min seksårige sad og spiste en sandwich ved køkkenbordet, og min treårige sad og klippede papir ved siden af mig. Da jeg nynnede omkvædet, begyndte begge børnene pludselig at synge:
Ordets styrke er et skjold for mig.
Ordets styrke leder mig på min vej.
Ordets styrke vokser i mit sind,
den fører mig i skriftens verden ind.1
Da var det, at jeg indså, at kaldelsen var et svar på mine bønner. Jeg havde bedt Herren om at vise mig, hvordan jeg kunne blive en bedre mor, og han gav mig en kaldelse, som lærte mig hvordan, ved at jeg lærte mine børn at synge.
Jeg er så taknemlig for min biskops inspiration og kærlige ord: »Bed om det.«