Til vi ses igen
Lignelsen om UGLEEKSPRESSEN
Fra »Tre lignelser – Den ukloge bi, Ugleekspressen og To lamper«, Liahona, feb. 2003, s. 36-41.
Jeg tænkte dybt over den snavsede, olieplettede lokomotivførers ord.
Image © Hemera/Thinkstock, iStock/Thinkstock
Da jeg gik i college, deltog jeg i en klasse, der var blevet udtaget til studier i marken i forbindelse med vores kursus i geologi …
En bestemt opgave havde holdt os ude i marken i flere dage … Da tiden for opgavens fuldførelse nærmede sig, blev vi overrumplet af en voldsom storm, efterfulgt af tæt sne – det var uden for sæsonen og ganske uventet, men den tog til i styrke, så vi var i fare for at sne inde i bjergene. Stormen nåede sit højdepunkt, mens vi var på vej ned ad en høj og stejl bjergside, som lå adskillige kilometer fra den lille jernbanestation, hvorfra vi håbede at tage [et] tog hjem samme aften. Under svære strabadser nåede vi frem til stationen sent på aftenen, mens stormen stadig hylede …
Det tog, som vi så forventningsfuldt og spændt ventede på, var Ugleekspressen – et hurtigt nattog, som forbandt flere store byer …
Længe efter midnat ankom toget i en voldsom sky af vind og sne. Jeg ventede, mens mine kammerater skyndte sig om bord, for jeg var optaget af lokomotivføreren, som under det korte ophold, mens hans assistent sørgede for vand, havde travlt med at pleje motoren, smøre visse dele, justere andre og i øvrigt pusle om det dampende lokomotiv. Jeg vovede at tale til ham, selv om han havde travlt. Jeg spurgte, hvordan han havde det på sådan en aften – vild, sær og voldsom, hvor selve ødelæggelsens kræfter syntes at have frit og uhæmmet spil, hvor stormen hylede, og hvor farer lurede på alle sider …
Han svar var en lektie, som jeg aldrig har glemt. I korte træk sagde han, skønt han udtrykte det i mere usammenhængende og stødvise sætninger: »Se på lokomotivets lygte. Lyser den ikke sporet op 90 meter eller mere foran os? Det eneste, jeg behøver at gøre, er at følge de 90 meter oplyste spor. Så meget kan jeg se, og hele den afstand ved jeg, at sporet er åbent og farbart … Lyset fra lygten er altid foran mig!«
Da han steg op i lokomotivet, skyndte jeg mig at stige om bord i den første passagervogn; og mens jeg sank ned i det bløde sæde og nød varmen og trygheden, som stod i skærende kontrast til den blæsende nat udenfor, tænkte jeg dybt over den snavsede, olieplettede lokomotivførers ord. De var fulde af tro – den tro, som udretter store gerninger, den tro, som giver mod og beslutsomhed …
Vi ved måske ikke, hvad der venter os i de kommende år, ja, end ikke i dagene eller timerne, som ligger lige forude. Men nogle få meter, ja, måske kun nogle få skridt, er vejen klar, vores pligt tydelig og vores kurs oplyst. Forsæt da det lille stykke vej, det næste skridt, som er oplyst ved Guds inspiration!