Bibliotek
Jesu Kristi jordiske tjenestegerning


»Jesu Kristi jordiske tjenestegerning«, Emner og spørgsmål, 2023

Billede
Kristus underviser folk

Vejledning til evangelisk studium

Jesu Kristi jordiske tjenestegerning

»Og han skal kaldes Jesus Kristus, Guds Søn« (Mosi 3:8)

Den største af vor himmelske Faders åndelige børn er hans førstefødte Søn, Jesus Kristus. Inden Jesu jordiske fødsel var han kendt under mange titler, såsom den mægtige Jahve og Herren den Almægtige. Gud Faderen sendte sin Søn for at leve på jorden og bringe sig selv som et altomfattende sonoffer for at gøre forløsning mulig for alle Guds børn. I løbet af sit jordiske liv underviste Jesus Kristus i sit evangelium, udvirkede mægtige mirakler og grundlagde sin kirke. Af beretningerne i skriften om hans liv lærer vi, at han var fuldkommen lydig mod sin Fader. Jesus Kristus helbredte de syge og plagede, tilbød håb til dem, der led, underviste om vigtigheden af omvendelse og muliggjorde tilgivelse. Hans jordiske liv var et fuldkomment eksempel, som alle vor himmelske Faders børn kan følge.

Hvad er Jesu Kristi jordiske tjenestegerning?

Faderen sendte sin elskede Søn, Jesus Kristus, til jorden for at blive verdens Frelser og Forløser. Gennem sine jordiske oplevelser og sit sonoffer lærte og forstod han til fulde, hvad vi hver især oplever her på jorden. Jesus Kristus gav os et fuldkomment eksempel at følge.

Emneoversigt: Jesu Kristi jordiske tjenestegerning

Relaterede skriftstudievejledninger: Jesu Kristi forsoning, Jesu Kristi fødsel, Jesus Kristus, Opstandelse

Afsnit 1

Jesus Kristus gjorde altid sin Faders vilje

Billede
Jesus underviser i templet

De mirakuløse begivenheder omkring Jesu Kristi fødsel er veldokumenteret i skrifterne (se fx Luk 2:1-19). Med hensyn til hans barndom fortæller skrifterne kun, at »drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham«, og at »Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker« (Luk 2:40, 52).

Da Jesus var 12 år gammel, rejste han sammen med sin familie til Jerusalem for at fejre påskefesten. På vej hjem til Nazaret opdagede Maria og Josef, at Jesus ikke var blandt de familiemedlemmer, der rejste sammen med dem. De fandt ham til sidst i templet i Jerusalem, hvor han underviste folk og besvarede deres spørgsmål (se JSO, Luk 2:46). Da Maria udtrykte bekymring over, at han var væk, sagde Jesus: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« (Luk 2:49). Selv som dreng var Jesus fokuseret på at udføre sin Faders værk.

Gennem hele sit jordiske liv elskede og tjente Jesus Gud Faderen. Han sagde: »Jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig« (Joh 6:38). Jesus Kristus ønsker, at vi alle gør det samme. Han lovede, at »den, der gør min himmelske faders vilje«, skal komme ind i Guds rige (Matt 7:21).

Noget at tænke over

  • Læs Johannes 8:25-30, hvor Jesus Kristus forklarede: »Jeg gør altid det, der er godt i [Faderens] øjne« (v. 29). Hvad kan I gøre for bedre at forstå og følge Faderens vilje i jeres liv?

Aktivitet til at lære med andre

  • Bed jeres gruppe om at læse og reflektere over de spørgsmål, som præsident Russell M. Nelson stillede i følgende udtalelse:

    »Er I villige til at lade Gud råde i jeres liv? Er I villige til at lade Gud være den vigtigste indflydelse i jeres liv? Vil I lade hans ord, hans bud og hans pagter påvirke, hvad I foretager jer hver dag? Vil I give hans røst højere prioritet end nogen anden? Er I villige til at give, hvad som helst Herren har brug for, at I gør, forrang over alle andre ambitioner? Er I villige til at lade jeres vilje blive opslugt af hans?«

    Hvordan kan jeres svar på disse spørgsmål få jer til at følge Frelserens eksempel på altid at gøre Faderens vilje?

Lær mere

Afsnit 2

Jesu Kristi fuldkomne liv er et eksempel for alle

Billede
Johannes Døber døber Jesus Kristus

I begyndelsen af sin offentlige tjenestegerning kom Jesus til Johannes Døber og blev døbt i Jordanfloden. Selvom Jesus aldrig syndede, forklarede han, at han skulle døbes, »for således bør vi opfylde al retfærdighed«. Da Jesus kom op af vandet, hørtes Gud Faderens røst: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« Og Helligånden dalede ned over Jesus i form af en due. (Se Matt 3:13-17).

Jesus Kristus levede et fuldkomment liv. Efter sin dåb fastede han i 40 dage og 40 nætter for at være sammen med Gud (se JSO, Matt 4:2). Bagefter kom Satan og fristede ham. Men Jesus Kristus modstod urokkeligt fristelserne. Hans syndfrie liv beredte Jesus Kristus til at bringe sig selv som et offer for alle Guds børns synder. Som den eneste fuldkomne skabning blandt Guds børn er Jesus Kristus det ultimative eksempel for os alle i vores bestræbelser på at følge Gud (se 1 Pet 2:21-22).

Noget at tænke over

  • Læs Matthæus 4:1-11, herunder Joseph Smiths Oversættelse, der beskriver, hvad der skete, da Satan forsøgte at friste Jesus. Hvad kan I lære af Kristi eksempel på at håndtere fristelse? Hvordan kan faste, bøn og kundskab om skrifterne forberede jer til at overvinde fristelse?

  • Den opstandne Jesus Kristus underviste de tolv nefitiske disciple om deres rolle som dommere over folket. Læs 3 Nefi 27:27 for at se den befaling, som Jesus Kristus gav sine disciple. Hvorfor er det vigtigt for alle Jesu Kristi disciple at være som ham?

Aktivitet til at lære med andre

  • Bed jeres gruppe om at overveje, hvorfor det var nødvendigt for Jesus Kristus at opleve fristelse. Lad dem lede efter svar på dette i Hebræerne 2:17-18; 4:15-16. Hvorfor er det vigtigt for os at forstå, at Jesus Kristus oplevede fristelser, ligesom vi gør i dag?

Lær mere

Afsnit 3

Jesus lærte os at elske og tjene hinanden

Billede
Jesus helbreder en lam mand

Jesus Kristus underviste om, at der er to store bud. Det første af disse bud er at elske Gud af hele vores hjerte, sjæl og sind. Det andet er at elske andre, som vi elsker os selv. (Se Matt 22:36-39). Jesus underviste ofte i disse sandheder i prædikener og lignelser (se fx Matt 25:31-46; Luk 10:25-37).

Jesus Kristus var altid et eksempel på, hvordan man følger Gud og elsker andre. Han viste personligt sin kærlighed og medfølelse for andre, da han tjente med stor kraft blandt Guds børn, helbredte de syge og udførte mange mægtige mirakler (se Matt 11:4-5; Mosi 3:5-6).

En vigtig del af Kristi jordiske tjenestegerning var, at han oprettede sin kirke. I den anledning kaldte han tolv disciple, bemyndigede dem til at forkynde evangeliet og gav dem kraft til at helbrede de syge (se Matt 10:1-8). Disse disciple fortsatte Herrens værk efter hans død og opstandelse, idet de underviste om omvendelse og opfordrede andre til at blive døbt og modtage Helligåndsgaven (se ApG 2:22-24, 37-47). Ved at bruge præstedømmekraft til at helbrede tjente de andre og skabte muligheder for at forkynde Jesu Kristi evangelium (se ApG 3:1-11).

Noget at tænke over

  • Det andet store bud er at elske jeres næste. Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Som Jesu Kristi disciple må vi være eksempler på, hvordan vi kan omgås andre – især når vi har forskellige meninger. En af de nemmeste måder at kende en sand Jesu Kristi discipel på er ved at se, hvor barmhjertigt den person behandler andre mennesker.« Hvordan kan det hjælpe jer at huske Jesu Kristi eksempel, når det er svært at elske andre?

Aktivitet til at lære med andre

  • Læs sammen følgende udtalelse af ældste Neil L. Andersen:

    »Giv aldrig op – uanset hvor dybe sårene i jeres sjæl end er, hvad grunden til dem end er, hvor eller hvornår de end kom, og uanset hvor kort eller længe de varer, så er det ikke meningen, at I skal forgå åndeligt. Det er meningen, at I skal overleve åndeligt og blomstre i jeres tro på og tillid til Gud.

    Gud skabte ikke vores ånd til at være uafhængig af ham. Vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, frelser os gennem sin forsonings ufattelige gave ikke alene fra død og tilbyder os, igennem omvendelse, tilgivelse for vores synder, men han står også parat til at frelse os fra vores sårede sjæls sorger og smerter.«

    Drøft den kraft, der er tilgængelig for os på grund af Frelserens evne til at helbrede. Bed gruppens medlemmer om, hvis det er passende, at overveje at fortælle om oplevelser, hvor de har følt Jesu Kristi helbredende kraft i deres liv.

Lær mere

Afsnit 4

Jesus Kristus gav sit liv for at forløse Guds børn

Billede
Jesus knæler

Profeten Abinadi i Mormons Bog profeterede om, at Jesus Kristus ville komme ned fra himlen og blive spottet, pisket, udstødt, korsfæstet og slået ihjel – alt sammen for at han kunne forløse sit folk (se Mosi 15:1-7). Det største behov i verden i dag er, at alle mennesker lærer og forstår vor Herre Jesu Kristi jordiske mission, hvordan han led og betalte prisen for vores synder, så vi kan blive frelst.

Nogle af de vigtigste begivenheder i jordens historie fandt sted i de sidste timer af Herrens liv. Da den jødiske påske nærmede sig, tog Jesus sine disciple med til Getsemane, en have med oliventræer på eller nær Oliebjerget lige uden for Jerusalems mure. Det var her, at Jesus Kristus bad og begyndte at påtage sig alt det, der blev krævet for vores forløsning. Kong Benjamin profeterede, at Jesus Kristus ville føle »legemlige smerter, sult, tørst og udmattelse« og »kval … over sit folks ugudelighed og vederstyggeligheder« (Mosi 3:7). Vi kan hverken fatte intensiteten og omfanget af hans lidelser i Getsemane, men smerten fik Jesus til at svede »som bloddråber, der faldt på jorden« (Luk 22:44, se også L&P 19:18).

Jesus blev derefter forrådt af en af sine disciple, arresteret, spottet og falsk anklaget af jødiske religiøse ledere. Han blev pågrebet, udspurgt og slået af romerne. (Se Matthæus 26:47-68, 27:1-31). Soldater førte Jesus Kristus bort og korsfæstede ham, hvilket betyder, at hans hænder og fødder blev naglet til et kors (se Luk 23:33-38). Idet han blev løftet op og hængt på korset, fortsatte smerten og lidelsen for vores synder. Jesu Kristi forsoning omfatter den betaling, han foretog i Getsemane og på korset for at overvinde virkningerne af synd for alle, der omvender sig fra deres synder (se Alma 5:48; 3 Ne 9:22; L&P 19:17).

Efter sin død blev hans legeme lagt i en grav (se Joh 19:38-42). På den tredje dag efter sin korsfæstelse genopstod Kristus, og han blev den første person, der opstod fra de døde (se Matt 28:1-8). Mange mennesker så den opstandne Herre og vidnede om de herlige nyheder. Eftersom Jesus Kristus opstod, vil alle Guds børn få deres ånd genforenet med deres legeme og modtage udødelighedens velsignelse (se 1 Kor 15:21-22; Alma 11:44-45). Alt, hvad Jesus Kristus udholdt i løbet af sit jordiske liv, udholdt han af kærlighed til alle vor himmelske Faders børn (se 1 Ne 19:9; L&P 34:3).

Noget at tænke over

  • Inden Jesus Kristus tog til Getsemane, indstiftede han nadverordinancen for sine disciple. Læs Matthæus 26:26-30. Hvad kan I gøre for at reflektere mere over Jesu Kristi liv og forsoning, når I tager nadveren? Hvordan kan jeres oplevelse med at tage nadveren øge jeres kærlighed til Jesus Kristus?

Aktivitet til at lære med andre

  • Læs sammen følgende udtalelse af præsident Russell M. Nelson:

    »Han nedlod sig til at komme til jorden som Faderens Enbårne i kødet og blev brutalt spottet, hånet, spyttet på og pisket. I Getsemane have påtog vor Frelser sig alle smerter, al synd og al sorg og lidelse, der nogensinde vil opleves af jer og mig og alle, der nogensinde har levet eller vil leve. Under den ulidelige byrde blødte han fra hver en pore. Al denne lidelse blev intensiveret, da han grusomt blev korsfæstet på Golgatas kors.

    Gennem disse uudholdelige oplevelser og sin efterfølgende opstandelse – og hans uendelige forsoning – skænkede han os alle udødelighed og løskøbte os fra syndens virkninger på betingelse af vores omvendelse.«

    Drøft med gruppen, hvorfor det er vigtigt at lære om Jesu Kristi lidelse i Getsemane og på korset, hans død og hans opstandelse. Hvordan kan en forståelse af, hvad Jesus Kristus oplevede, føre jer tættere på ham?

Lær mere

Udskriv