Kapitel 1

Jesus Kristus – vores eneste vej til håb og glæde

»Hvis vores liv og tro er bygget på Jesus Kristus og hans gengivne evangelium, er der intet, der nogensinde kan gå vedvarende galt.«

Fra Howard W. Hunters liv

Et gennemgående tema i præsident Howard W. Hunters lærdomme er, at en person kun oplever sand fred, helbredelse og lykke, når han eller hun stræber efter at kende og følge Jesus Kristus. Præsident Hunter sagde, »at Kristi vej ikke blot er den rette vej, men i sidste ende den eneste vej til håb og glæde«.¹

Præsident Hunter var også ligefrem, når han vidnede om Frelserens guddommelige mission. »Jeg vil, som ordineret apostel og særligt vidne om Kristus, give jer mit højtidelige vidnesbyrd om, at Jesus Kristus virkelig er Guds Søn,« sagde han. »Han er den Messias, som Det Gamle Testamentes profeter vidnede om. Han er Israels håb, som Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere gennem mange århundreders foreskrevne tilbedelse har bedt til ville komme …

Det er ved Helligåndens kraft, at jeg bærer mit vidnesbyrd. Jeg ved, at Kristus eksisterer, lige så sikkert som havde jeg set ham med mine egne øjne og hørt ham med mine egne ører. Jeg ved også, at Helligånden vil bekræfte sandheden i mit vidnesbyrd for alle, der lytter med troens ører.«²

Præsident Hunter følte sig draget til de steder, hvor Jesus tjente, og han besøgte det hellige land mere end 25 gange. Ældste James E. Faust fra De Tolv Apostles Kvorum sagde, at »Jerusalem virkede som en magnet på ham … Hans ønske om at være der, hvor Frelseren gik og underviste, syntes umætteligt. Han elskede alle seværdighederne og lydene. Han elskede især Galilæa. Men han elskede et sted højere. Han sagde altid: ›Lad os tage hen til Kristi grav bare en gang til.‹ Der sad han og mediterede, som om han så gennem sløret mellem ham og Frelseren.«³

»Hvor ofte tænker vi på Frelseren? Hvor dybfølt og hvor taknemligt og hvor kærligt overvejer vi hans liv? Hvor central en plads indtager han i vores tilværelse?«

Howard W. Hunters lærdomme

Vi må kende Kristus bedre, end vi nu kender ham, og erindre ham oftere, end vi nu erindrer ham.

Medlemmerne af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige synger ærbødigt:

Ved tanken på min Frelser kær
fyldes min sjæl med fryd.
Dog vil jeg helst ham være nær,
skue hans trones pryd …

Hvor ofte tænker vi på Frelseren? Hvor dybfølt og hvor taknemligt og hvor kærligt overvejer vi hans liv? Hvor central en plads indtager han i vores tilværelse?

Hvor stor en del af en normal dag, en arbejdsuge eller en måned er for eksempel helliget »tanken på min Frelser kær«? Måske er det for nogle af os ikke ret meget.

Livet ville helt sikkert være mere fredeligt, flere ægteskaber og familier ville være stærkere, samfund og nationer ville være sikrere og langt venligere og mere konstruktive, hvis mere af Jesu Kristi evangelium kunne fylde vores sjæl.

Medmindre vi begynder at lægge større vægt på vores hjertes tanker, tror jeg ikke, vi kan håbe på at opnå den større glæde, den mere behagelige glæde, at vi en dag vil »ham være nær [og] skue hans trones pryd«.

Hver eneste dag i vores liv og på alle tider af året … spørger Jesus os, som han gjorde efter sit triumftog ind i Jerusalem for så mange år siden: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« (Matt 22:42).

Vi erklærer, at han er Guds Søn, og denne kendsgerning burde røre vores sjæl noget hyppigere.⁴

Vi må kende Kristus bedre, end vi nu kender ham; vi må erindre ham oftere, end vi nu erindrer ham; vi må tjene ham bedre, end vi nu tjener ham. Da vil vi drikke af kilden, som vælder med vand til evigt liv, og vi vil spise livets brød.⁵

»Må vi da mere hengivent og disciplineret følge Kristus. Må vi have ham i tankerne og udtale hans navn i kærlighed.«

Jesus er vores eneste sande kilde til håb og evigtvarende lykke.

Angrende hjerters håb du er,
ydmyge sjæles ven,
om nogen falder, er du nær,
leder til Himlen hen.

Hvilket dejligt vers og hvilket budskab om håb, der er forankret i Kristi evangelium! Er der en blandt os i nogen af livets tilskikkelser, som ikke behøver håb, og som ikke søger større glæde? Det er universelle behov og længsler, der er grundfæstet i den menneskelige sjæl, og det er løfter givet af Kristus til sine disciple. Håb gives til »angrende hjerter« og glæde til alle »ydmyges sjæles ven«.

At have et sønderknust hjerte koster dyrt. Det koster os vores stolthed og vores ufølsomhed, men især koster det os vore synder. For, som kong Lamonis far indså for tyve århundreder siden, er dette prisen for sandt håb. »O Gud,« råbte han, »vil du da give dig til kende for mig, så vil jeg aflægge alle mine synder for at kende dig og for at kunne blive oprejst fra de døde og blive frelst på den yderste dag« (Alma 22:18). Når også vi er villige til at aflægge vore synder for at kende ham og følge ham, vil vi også blive fyldt med det evige livs glæde.

Og hvad så med de sagtmodige? I en verden, der er alt for optaget af at vinde ved at indgyde frygt og en stræben efter at blive nummer ét, finder man ikke mange, der står i kø for at købe bøger, der opfordrer til sagtmodighed. Men de sagtmodige skal arve jorden. Det er en ret enestående virksomhedsovertagelse, og det sker uden at indgyde frygt! Før eller siden, og vi beder til, at det er før snarere end siden, vil alle anerkende, at Kristi vej ikke blot er den rette vej, men i sidste ende den eneste vej til håb og glæde. Hvert knæ skal bøjes, og hver tunge bekende, at mildhed er bedre end brutalitet, at venlighed er større end tvang, og at den milde røst bortvender vrede. Til slut, og helst før end det, hvor det er muligt, må vi blive mere lig ham …

Jesus, du er min glæde stor,
du er mit håb på jord.
I evighed du prises skal,
af alle som dig tror.

Det er min personlige bøn og mit ønske for hele verden … Jeg vidner om, at Jesus er den eneste sande kilde til evig glæde, at vi i ham finder den eneste varige fred. Jeg ønsker, at han skal være vores »glæde« nu, den glæde, vi hver især længes efter, og den eneste belønning, som mennesker og nationer permanent kan værdsætte. Han er vores håb i tid og evighed. Alle andre håb vil i sidste ende være meningsløse. Al anden storhed falmer med tiden og opløses. Til slut vil vi … kun kunne opnå glæde i Kristus …

Må vi da mere hengivent og disciplineret følge Kristus. Må vi have ham i tankerne og udtale hans navn i kærlighed. Må vi knæle ned for ham i sagtmodighed og nåde. Må vi velsigne og tjene andre, så de må gøre det samme.⁶

Det største behov i hele verden er en aktiv og oprigtig tro på Frelseren og hans belæringer.

Der er dem, som mener, at det er gammeldags at tro på Bibelen. Er det gammeldags at tro på Gud, på Jesus Kristus, den levende Guds Søn? Er det gammeldags at tro på hans sonoffer og på opstandelsen? Hvis det er tilfældet, så erklærer jeg, at jeg er gammeldags, og at Kirken er gammeldags. Med stor enkelhed underviste Mesteren i principperne om evigt liv og i lektioner, der bringer glæde til dem, der har tro. Det synes ikke rimeligt at formode, at det er nødvendigt at modernisere Mesterens lærdomme. Hans budskab omhandlede principper, der er evige.⁷

I vor tid, som i enhver tidsalder før eller efter os, er det største behov i hele verden en aktiv og oprigtig tro på Jesus af Nazarets grundlæggende lærdomme. Han, der er den levende Søn af den levende Gud. Fordi så mange afviser disse lærdomme, er der så meget desto større grund til, at oprigtige troende i Jesu Kristi evangelium forkynder dets sandheder og ved eksempel viser styrken og freden ved at leve et retfærdigt og ædelt liv …

Hvordan bør vi reagere, når vi bliver fornærmet, misforstået, uretfærdigt eller uvenligt behandlet, eller når der begås synder, der går ud over os? Hvad skal vi gøre, hvis vi såres af dem, vi elsker; bliver forbigået ved forfremmelser; bliver falsk anklaget eller vore motiver bedømmes uretfærdigt?

Slår vi igen? Indsætter vi stadig større hærstyrker? Vender vi tilbage til øje for øje og tand for tand … eller indser vi, at det i sidste ende efterlader os blinde og tandløse? …

Kristus gav os i sit majestætiske liv og i eksemplerne i sine lærdomme mange råd, hvor der altid medfulgte sikre løfter. Han underviste med storhed og myndighed, som gav håb til den lærde og den uvidende, den velhavende og den fattige, den raske og den syge.⁸

Stræb efter at opnå et personligt vidnesbyrd om Jesus Kristus og forsoningen. Et studium af Kristi liv og et vidnesbyrd om hans eksistens er noget, som vi alle bør stræbe efter. Når vi begynder at forstå hans mission og den forsoning, som han udvirkede, vil vi ønske at leve mere som han.⁹

Frelseren kan stilne stormene i vores liv.

Når vi udøver tro på Frelseren, vil han stilne stormene i vores liv.

Vi har alle været vidne til pludselige storme i vores liv. Et par af dem kan have været voldsomme og frygtindgydende og potentielt ødelæggende … Vi har alle personligt, i familien, i samfundet, i vores land og oven i købet i Kirken oplevet pludselige storme, som på en eller anden måde har fået os til at spørge: »Mester, er du ligeglad med, at vi går under?« (Mark 4:38). Og på en eller anden måde har vi altid i stilheden efter stormen hørt: »Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?« (Mark 4:40).

Ingen af os bryder sig om at tænke på, at vi ingen tro har, men jeg formoder, at Herrens milde irettesættelse her i høj grad er velfortjent. Den store Jahve, som vi siger, at vi stoler på, og hvis navn vi har påtaget os, har sagt: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« (1 Mos 1:6). Og det var også ham, der sagde: »Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!« (1 Mos 1:9). Det var desuden også ham, der delte Det Røde Hav, så israelitterne kunne gå tørskoede over (se 2 Mos 14:21-22). Det bør bestemt ikke være nogen overraskelse for os, at han kan befale over nogle få elementer, som rasede på Galilæas Sø. Og vores tro bør minde os om, at han kan stilne stormene i vores liv …

Vi vil alle opleve en vis modgang i vores liv. Jeg tror, at vi kan være ret sikre på det. Noget af den har potentiale til at være voldsomt og skadeligt og ødelæggende. Noget af den kan oven i købet svække vores tro på en kærlig Gud, som har magt til at lette problemerne for os.

Til de ængstelige tror jeg, Faderen til os alle vil sige: »Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?« Det gælder naturligvis om at have tro til hele rejsen, i alle oplevelserne og erfaringerne, hele vores liv og ikke kun små stormfulde øjeblikke …

Jesus sagde: »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden« (Joh 16:33).¹⁰

Når vi bygger vores liv på Frelseren, behøver vi ikke at frygte, og vore bekymringer vil blive vendt til glæde.

Jeg kender nok til jeres travle og hektiske liv til at vide, at I nogle gange bliver frustrerede. I kan endda fra tid til anden være lidt bekymrede. Jeg ved alt om det …

Mit budskab til jer i dag er: »Frygt derfor ikke, lille flok.« Det er for at opmuntre jer til at glædes over livets store velsignelser. Det er for at invitere jer til at føle den store begejstring ved at efterleve evangeliet og vor himmelske Faders kærlighed. Livet er vidunderligt, selv i de hårde tider, og der er glæde, lykke og fred langs vejen, og uendeligt mange af dem for enden af vejen.

Der er selvfølgelig mange ting, man kan bekymre sig over – nogle af dem er alvorlige problemer – men det er derfor, at vi bruger de evangeliske begreber tro, håb og kærlighed. Som sidste dages hellige har vi mulighed for at få et rigt liv, og vi prøver at fremhæve vore velsignelser og muligheder, mens vi fokuserer mindre på vore skuffelser og bekymringer. »Søg flittigt, bed altid og hav tro,« står der i skrifterne, »så skal alting virke sammen til gavn for jer« (L&P 90:24). Jeg vil gerne minde jer om det løfte …

Husk på denne ene ting. Hvis vores liv og tro er bygget på Jesus Kristus og hans gengivne evangelium, er der intet, der nogensinde kan gå vedvarende galt. Hvis vi på den anden side ikke bygger vores liv på Frelseren og hans lærdomme, er der ingen succes, der nogensinde kan vare ved …

Vi kæmper alle til tider – nogle konstant – med helbredsproblemer. Sygdomme og dårligdomme er en del af jordelivets byrder. Hav tro og vær positive. Præstedømmets kraft er virkelig, og der er så meget i livet, der er godt, selv hvis vi kæmper fysisk. Det er dejligt at vide, at der ikke vil være nogle skader eller sygdomme i opstandelsen.

Nogle af jeres bekymringer kan være i form af fristelser. Andre kan være svære beslutninger i forbindelse med uddannelse, karriere, penge eller ægteskab. Hvad end jeres byrde er, så vil I finde den styrke, som I har brug for, hos Kristus. Jesus Kristus er Alfa og Omega, bogstaveligt talt begyndelsen og enden. Han er med os fra start til slut og er derved mere end en tilskuer til vores liv …

Hvis det åg, som vi kæmper med, er synd, så er budskabet det samme. Kristus kender den fulde vægt af vore synder, for han bar den først. Hvis vores byrde ikke er synd eller fristelse, men sygdom eller fattigdom eller afvisning, så gælder det samme. Han kender den …

Han led så meget mere end for vore synder. Han, som Esajas kaldte »en lidelsernes mand« (Es 53:3; Mosi 14:3), kender ethvert problem, som vi står over for, fuldt ud, fordi han valgte at bære hele vægten af alle vore bekymringer og smerter …

Brødre og søstre, I har og I vil få bekymringer og udfordringer af mange slags, men omfavn livet med glæde og fuld af tro. Studér skrifterne regelmæssigt. Bed inderligt. Adlyd Åndens og profeternes røst. Gør alt, hvad I kan, for at hjælpe andre. I vil finde stor glæde i en sådan kurs. En storslået dag vil alle jeres bekymringer blive vendt til glæde.

Som Joseph Smith skrev til de hårdt prøvede hellige fra sin celle i fængslet i Liberty:

Lad os … med glæde gøre alt, hvad der står i vor magt, og måtte vi da med største vished være stille for at se Guds frelse, og så hans arm kan blive åbenbaret (L&P 123:17; fremhævelse tilføjet).

[Med Herrens ord til profeten Joseph Smith:]

Frygt derfor ikke, lille flok; gør det gode; lad jord og helvede forene sig imod jer; for hvis I er bygget på min klippe, kan de ikke få magt over jer …

Se hen til mig i alle jeres tanker; tvivl ikke, frygt ikke.

Betragt sårene, som gennemborede min side og ligeledes naglemærkerne i mine hænder og fødder; vær trofaste, hold mine befalinger, så skal I arve Himmeriget (L&P 6:34-37).¹¹

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Tænk over, hvordan I ville besvare præsident Hunters spørgsmål i afsnit 1. Hvordan kan vi gøre Jesus Kristus til en mere central del af vores liv? Hvordan kan han i højere grad blive midtpunktet i vores hjem? Hvordan kan vi lære Kristus bedre at kende, end vi gør nu?
Hvad vil det »koste os« at få det håb, den glæde og fred, som Kristus tilbyder? (Se afsnit 2). Hvornår har I følt det håb og den fred og glæde, der kommer fra Frelseren?
Hvorfor tror I, at »det største behov i hele verden [er] en aktiv og oprigtig tro på Jesus af Nazarets grundlæggende lærdomme«? (Se afsnit 3). Hvordan kan I vise jeres tro på Kristi lære, når I »bliver fornærmet, misforstået, uretfærdigt eller uvenligt behandlet, eller når der begås synder, der går ud over« jer?
Hvad kan vi lære af præsident Hunters lærdomme angående frygt og tro? (Se afsnit 4). Hvordan kan tro være med til at overvinde frygt? Tænk på situationer, hvor Frelseren har stilnet stormene i jeres liv, når I har udvist tro på ham.
Hvordan kan præsident Hunters råd i afsnit 5 hjælpe os til at »omfavn[e] livet med glæde«, selv når vi står over for sorger, skuffelser og sygdomme? Hvordan kan vi udvikle et evigt perspektiv? Hvordan har Frelseren hjulpet jer til at have et rigere liv?

Skriftstedshenvisninger

Matt 11:28-30; Joh 14:6; 2 Ne 31:19-21; Alma 5:14-16; 7:10-14; 23:6; Hel 3:35; 5:9-12; L&P 50:40-46; 93:1

Studiehjælp

»Mens du studerer, skal du være meget opmærksom på begreber, som kommer til dit sind, samt følelser i dit hjerte« (Forkynd mit evangelium, 2007, s. 18). Overvej at skrive de indtryk ned, som du modtager, selvom de virker irrelevante for det, du læser nu. Det kan være netop det, som Herren ønsker at åbenbare dig.