Kapitel 21

Tro og vidnesbyrd

»Livets største bedrift er at finde Gud og vide, at han lever.«

Fra Howard W. Hunters liv

Howard W. Hunter begyndte at udvikle sit vidnesbyrd i sin tidlige barndom i Boise i Idaho. Selvom hans far ikke dengang var medlem af Kirken, så opdrog hans mor ham i evangeliet. »Det var ved hendes side, at vi lærte at bede«, sagde han. »Som dreng modtog jeg et vidnesbyrd ved at knæle ved min mors side.«¹

Howards vidnesbyrd voksede med årene. Da han var i 20’erne og boede i Los Angeles i Californien, begyndte han at forstå vigtigheden af et indgående studium af evangeliet. Han skrev: »Selv om jeg havde deltaget i kirkens klasser det meste af mit liv, så kom min første virkelige opvågnen med hensyn til evangeliet i en søndagsskoleklasse i Adams Menighed, hvor bror Peter A. Clayton underviste. Han havde en rigdom af viden og en evne til at inspirere unge mennesker. Jeg læste materialet og de andre opgaver, som han gav os, og deltog i samtalen om de anviste læsestykker … Jeg tænker på denne tid i mit liv som det tidspunkt, hvor evangeliets sandheder begyndte at udfolde sig for mig. Jeg havde altid haft et vidnesbyrd om evangeliet, men pludselig begyndte jeg at forstå det.«²

Mange år senere forklarede præsident Hunter: »Der kommer et tidspunkt, hvor vi forstår principperne i vores skabelse, og hvem vi er. Pludselig står disse ting klart for os, og vores hjertes strenge begynder at vibrere. Det er det tidspunkt, hvor vidnesbyrdet kommer ind i selve vores sjæl, og vi ved uden den mindste skygge af tvivl, at Gud er vor Fader – at han lever, at han er virkelig, at vi helt bogstaveligt er hans børn.«³

Præsident Gordon B. Hinckley sagde angående præsident Hunters tro og vidnesbyrd:

»Præsident Hunter … havde en meget stærk tro. Han havde en klar viden om det guddommelige og evige … Han havde et klart og sikkert vidnesbyrd om, at Gud, vor evige Fader, virkelig lever. Med stor overbevisning bar han sit vidnesbyrd om menneskehedens Forløser og Herren Jesu Kristi guddommelighed.«⁴

»Den vigtigste søgen er en søgen efter Gud – at opdage, at han virkelig eksisterer, se hans personlige egenskaber og få en kundskab om hans Søns Jesu Kristi evangelium.«

Howard W. Hunters lærdomme

Gennem tro kan vi finde Gud og vide, at han lever.

Livets største bedrift er at finde Gud og vide, at han lever. Ligesom enhver anden værdig bedrift, kan dette kun opnås af dem, der vil tro og have tro på det, som ved første øjekast ikke synes tydeligt.⁵

Når menneskets tanker retter sig mod Gud og det, der hører Gud til, undergår mennesket en åndelig forvandling. Det løfter ham fra det almindelige og giver ham en ædel og gudslignende karakter. Hvis vi har tro på Gud, bruger vi en af livets store love. Den stærkeste kraft i menneskets natur er troens åndelige kraft.⁶

Den vigtigste søgen er en søgen efter Gud – at opdage, at han virkelig eksisterer, se hans personlige egenskaber og få en kundskab om hans Søns Jesu Kristi evangelium. Det er ikke let at nå til en fuldkommen forståelse af Gud. Det kræver, at man bestandig søger at lære mere, og der er nogle, der ikke kan få sig selv til at gøre sig denne anstrengelse …

Hvad enten man søger viden om videnskabelige principper, eller man søger viden om Gud, så må man have tro. Det bliver udgangspunktet. Der er blevet givet mange definitioner på tro, men den klassiske definition blev givet af forfatteren til Brevet til Hebræerne med disse betydningsfulde ord: »Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses« (Hebr 11:1). Med andre ord giver troen os tillid til de ting, vi håber på, og en overbevisning om de ting, vi ikke kan se … De, der oprigtigt søger efter Gud, kan ikke se ham, men gennem troen ved de, at han eksisterer. Det er mere end et håb. Troen gør det til en overbevisning – et bevis på ting, man ikke kan se.

Forfatteren til Brevet til Hebræerne [apostlen Paulus] fortsætter: »I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt« (Hebr 11:3). Tro bliver her beskrevet som at tro eller være overbevist om, at verden blev skabt ved Guds ord. Der kan ikke fremføres nogen vidner, der kan bevise rigtigheden af denne kendsgerning, men troen giver os en viden om, at det, vi ser i jordens vidundere og i hele naturen, blev skabt af Gud …

Jeg er fuldt og fast overbevist om, at Gud virkelig eksisterer – at han lever. Han er vor himmelske Fader, og vi er hans åndelige børn. Han skabte himlen og jorden og alle ting på jorden, og han er ophavsmanden til de evige love, som universet regeres efter. Disse love bliver opdaget lidt efter lidt, efterhånden som mennesket fortsætter sin søgen, men de har altid eksisteret og vil altid være uforandrede.⁷

For at få en kundskab om, hvorvidt Gud lever, skal vi yde en trofast indsats, gøre hans vilje og bede om forståelse.

For at finde ud af om Gud lever, må vi følge den vej, som han har anvist os til vores søgen. Det er en sti, der fører opad; den kræver tro og en indsats, og det er ikke en nem vej. Af denne grund vil mange mennesker ikke forpligte sig til den svære opgave, det er at bevise for sig selv, at Gud lever. Tværtimod tager nogen den nemme sti og fornægter hans eksistens eller følger bare tvivlerens sti af usikkerhed …

Nogle gange betyder tro at tro på, at noget er sandt, når der ikke er tilstrækkeligt med beviser til at fastslå en viden. Vi skal fortsætte med at undersøge og følge formaningen: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for (Matt 7:7-8) …

Hovedreglen er, at vi ikke får noget af værdi, medmindre vi er parate til at betale prisen. Den lærde bliver ikke så belæst, medmindre han arbejder for det og gør en indsats for, at det lykkes. Hvis han ikke er villig til at gøre det, kan han så sige, at lærdom ikke findes? Det er lige så tåbeligt for mennesket at sige, at der ikke er nogen Gud, bare fordi han ikke har haft ønsket om at søge ham …

For at en person kan opnå en urokkelig kundskab om, at Gud lever, så skal han efterleve de bud og læresætninger, som Frelseren fremkom med under sin personlige tjenestegerning … De, der er villige til at søge, yde en indsats og gøre Guds vilje, vil få en kundskab om, at Gud lever.

Når et menneske har fundet Gud og forstået hans veje, så lærer han, at intet i universet er tilfældigt, men at alt skyldes en guddommelig plan, der er arrangeret på forhånd. Sikke en vidunderlig forståelse, han får! En forståelse, der overgår verdslig lærdom, bliver ham til del. Skønheden i verden bliver smukkere, universets orden giver mere mening, og alle Guds skaberværker er nemmere at forstå, når han er vidne til, at Guds dag kommer og går, og årstider følger årstid.⁸

Under sin jordiske mission forklarede Kristus, hvordan man kunne komme til kundskab om sandheden om Gud. Han sagde: »Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv« (Joh 7:17) … Mesteren forklarede også Faderens vilje og det store bud på denne måde: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind« (Matt 22:37). De, der bestræber sig på at gøre Guds vilje og holde hans bud, vil modtage personlig åbenbaring om guddommeligheden af Herrens værk, når de bærer vidnesbyrd om Faderen.

Jakobs ord forklarer dem, der ønsker at komme til en forståelse af disse ting, hvordan de kunne opnå dette: »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den« (Jak 1:5). Det virker ikke til, at Jakob talte om en eksakt viden i videnskabelig forstand; snarere henviste han til den åbenbaring, der kommer fra det høje som svar på menneskenes spørgsmål, når de oprigtigt beder i overensstemmelse med dette skriftsted …

Her har vi altså formelen for vores søgen efter Gud og de redskaber, vi kan bruge dertil: Tro, kærlighed og bøn. Videnskaben har udrettet vidunderlige ting for menneskene, men den kan ikke udrette de ting for dem, som de selv må gøre; og den vigtigste af disse ting er at skaffe sig viden om Guds eksistens. Det er ikke nogen let opgave; arbejdet er ikke let; men som Herren sagde: »Stor skal deres belønning være og evig skal deres herlighed være« (L&P 76:6).⁹

Vi skal tro for at kunne se.

Thomas ønskede at se, før han kunne tro.

Om aftenen på dagen for opstandelsen viste Jesus sig og stod midt blandt sine disciple i det lukkede rum. Han viste dem sine hænder, hvor der var blevet drevet nagler igennem, og sin side, hvor han var blevet stukket med et spyd. Thomas, en af de tolv, var ikke sammen med dem, da dette skete, men de andre fortalte ham, at de havde set Herren, og at han havde talt til dem … Thomas var skeptisk, og han sagde til disciplene:

»Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke« (Joh 20:25) …

På en måde repræsenterer Thomas vor tids holdning. Han var ikke tilfreds med noget, han ikke kunne se, selvom han havde været sammen med Mesteren og kendte til hans lære om tro og tvivl … Tro får ikke forret over tvivl, når man skal føle eller se for at tro.

Thomas var ikke villig til at stole på deres tro. Han ønskede et positivt bevis på faktaene. Han ønskede kundskab, ikke tro. Kundskab er forbundet til fortiden, da vore oplevelser i fortiden er det, som giver os kundskab, men tro er forbundet til fremtiden – til det ukendte, hvor vi endnu ikke har gået.

Vi tænker på Thomas som en, der har rejst og talt med Mesteren, og som blev udvalgt af ham. I vores stille sind ønsker vi, at Thomas ville have vendt sig mod fremtiden med tillid til det, som på det tidspunkt ikke var synligt, i stedet for reelt at sige: »At se er at tro« …

Tro giver os tillid til det, som ikke kan ses.

En uge senere var disciplene igen samlet i det samme hus i Jerusalem. Denne gang var Thomas sammen med dem. Døren var lukket, men Jesus kom og stod midt iblandt dem og sagde: »›Fred være med jer!‹

Derpå sagde han til Thomas: ›Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende‹« (Joh 20:26-27) …

»Jesus sagde til ham: ›Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror‹« (Joh 20:29).

Denne hændelse står som en af de største lektioner nogensinde. Thomas havde sagt: »At se er at tro,« men Kristus svarede: »At tro er at se« …

Det klassiske eksempel på tro er tilskrevet apostlen Paulus i hans brev til hebræerne: »Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses« (Hebr 11:1).

Denne udtalelse forudsætter ikke fuldkommen kundskab, men beskriver tro som noget, som giver os en forvisning om eller en tillid til ting, som endnu ligger i fremtiden. De eksisterer måske allerede, men det er ved tro, at de bliver en realitet. Tro giver en følelse af tillid til det, der ikke er synligt, eller som ikke kan bevises.

Det synes som om, at Thomas har mistet sin tillid til fremtiden. Han så tilbage på fortiden. Han ønskede bevis på det, der på det tidspunkt ikke var synligt. De, der mister eller mangler tro, lever i fortiden – de har tabt håbet for fremtiden. Hvilken stor forandring, der indtræffer hos en, der finder en varig tro, der kan give forvisning og tillid.

»Den blinde mand troede, og kom til at se.«

Manden, der var født blind, tvivlede ikke; han troede på Frelseren.

Hvis vi kigger i det niende kapitel i Johannes, læser vi om en anden hændelse, der fandt sted i Jerusalem, hvor en mand, der var født blind, fik synet igen. Det var på sabbatsdagen, og Jesus var øjensynligt i nærheden af templet, da han så den blinde mand, og hans disciple spurgte ham:

»›Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?‹

Jesus svarede: ›Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham.

De gerninger, som han, der har sendt mig, vil have gjort, må vi gøre, så længe det er dag. Der kommer en nat, da ingen kan arbejde.

Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys‹« (Joh 9:2-5).

Jesus spyttede da på jorden og lavede dynd med spyttet og støvet på jorden. Han smurte dyndet på den blinde mands øjne og fortalte ham, at han skulle gå hen og vaske sig i Siloadammen. Hvis det havde været Thomas, ville han så have gjort det, han fik at vide, eller ville han have stillet spørgsmålet: »Hvad godt kan der komme ud af at vaske mig i det stillestående vand i den snavsede dam?« eller »Hvilke medicinske egenskaber er der i en salve, der er blandet af støvet på jorden?« Det vil synes at være rimelige spørgsmål, men hvis den blinde mand havde tvivlet og stillet spørgsmål, så ville han stadig have været blind. Han troede og gjorde, som han fik besked på. Han gik hen og vaskede sig i dammen og kom tilbage og kunne se. At tro er at se …

»Salige er de, som ikke har set og dog tror.«

Den blinde mand troede og kom til at se. Thomas nægtede at tro, førend han kunne se. Verden er fuld af Thomaser, men der er mange som den blinde mand i Jerusalem. Kirkens missionærer møder begge slags hver dag, når de bringer deres budskab til verden, budskabet om Jesu Kristi gengivne evangelium … Nogle tror og bliver døbt. Nogle vil ikke acceptere det, fordi de ikke kan se eller føle.

Der er ikke noget sikkert, konkret, håndgribeligt bevis på, at Gud lever, alligevel har millioner en kundskab om, at han gør gennem den tro, der er beviset på det, der ikke kan ses. Mange folk siger til missionærerne: »Jeg ville blive døbt, hvis jeg kunne tro på, at Joseph Smith fik besøg af Faderen og Sønnen.« Der er ikke noget sikkert, konkret, håndgribeligt bevis på dette faktum, men for dem, der bliver rørt af Ånden, vil troen stå i stedet for et sådan bevis på det, der ikke kan ses. Husk den korsfæstede Mesters ord, da han stod foran Thomas:

»Salige er de, som ikke har set og dog tror« (Joh 20:29).

De, der tror, vil se.

Jeg tilføjer mit vidnesbyrd til de tusindvis af missionærers vidnesbyrd om, at Gud lever, at Jesus er verdens Frelser, at de, der vil tro gennem tro, vil komme til at se.¹⁰

Når vi handler ud fra vores tro, fører det til et personligt vidnesbyrd.

Som børn accepterede vi det, som vi fik fortalt af vore forældre eller vore lærere som fakta på grund af den tillid, vi havde til dem. En lille dreng vil hoppe ned fra et højt sted, hvis hans far siger, at han vil gribe ham. Den lille fyr har tro på, at hans far ikke vil lade ham falde. Efterhånden, som børn bliver ældre, begynder de at tænke selv, at stille spørgsmål ved tingene og tvivle på det, hvor der ikke er et håndgribeligt bevis. Jeg føler med de unge mænd og kvinder, når oprigtig tvivl kommer ind i deres sind, og de begynder på den store konflikt med at løse den tvivl. Denne tvivl kan løses, hvis de har et oprigtigt ønske om at kende sandheden ved at yde en moralsk, åndelig og mental indsats. De vil komme ud af konflikten med en fastere, stærkere og større tro på grund af den kamp. De er gået fra en enkel, tillidsfuld tro gennem tvivl og konflikt til en solid, virkelig tro, som udvikler sig til et vidnesbyrd.¹¹

Studerende tilbringer timer i laboratorier med at eksperimentere for at finde sandheden. Hvis de vil gøre det samme med tro, bøn, tilgivelse, ydmyghed og kærlighed, så vil de finde et vidnesbyrd om Jesus Kristus, giveren af disse principper.¹²

Jesu Kristi evangelium er ikke kun troens evangelium, det er en handlingsplan … Han sagde ikke »betragt« mit evangelium; han sagde »efterlev« det! Han sagde ikke: »Læg mærke til dets smukke struktur og billedsprog«; han sagde: »Gå, gør, se, føl, giv, tro!« …

Handling er en af hovedstenene i grundvolden til et personligt vidnesbyrd. Det sikreste vidnesbyrd er et, der kommer fra personlige oplevelser. Da jøderne udfordrede læren, som Jesus underviste om i templet, sagde han: »Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt mig.« Så tilføjede han nøglen til et personligt vidnesbyrd: »Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv« (Joh 7:16-17)

Hører vi det bydende i Frelserens befaling? »Den, der vil gøre … skal erkende!« Johannes så vigtigheden af denne befaling og lagde vægt på den i sit [evangelium]. Han sagde: »Den, der siger, at han bliver i ham, skylder også selv at leve sådan, som han levede« (1 Joh 2:6).

Det er ikke nok bare at sige det, acceptere det og tro. Det er ikke fuldstændigt førend, det, som der antydes, bliver omsat til dynamiske handlinger i vores dagligdag. Det er således den bedste kilde til et personligt vidnesbyrd. Man ved det, fordi man har oplevet det. Man behøver ikke at sige: »Bror Jones siger, at det sandt, og jeg tror på ham.« Man kan sige: »Jeg har efterlevet dette princip i mit eget liv, og jeg ved af personlig erfaring, at det virker. Jeg har følt dets påvirkning, afprøvet dets gavn og ved, at det er godt. Jeg kan ud fra min egen viden bære vidnesbyrd om, at det er et sandt princip.«

Mange mennesker har selv et sådant vidnesbyrd, men de indser ikke dets værdi. For nylig sagde en ung dame: »Jeg har ikke et vidnesbyrd om evangeliet. Jeg ville ønske, at jeg havde. Jeg accepterer dets lærdomme. Jeg ved, at de virker i mit liv. Jeg har set dem virke i andres liv. Hvis bare Herren ville besvare mine bønner og give mig et vidnesbyrd, så ville jeg være et af de lykkeligste mennesker på jorden!« Det, som denne unge dame ønskede, var en mirakuløs indgriben; men hun havde allerede set evangeliets mirakler opbygge og højne sit eget liv. Herren havde besvaret hendes bønner. Hun havde et vidnesbyrd, men hun så det ikke for det, det var.¹³

Jeg vil som ordineret apostel og særligt vidne om Kristus give jer mit højtidelige vidnesbyrd om, at Jesus Kristus virkelig er Guds Søn … Det er ved Helligåndens kraft, at jeg bærer mit vidnesbyrd. Jeg ved, at Kristus eksisterer, lige så sikkert, som havde jeg set ham med mine egne øjne og hørt ham med mine egne ører. Jeg ved også, at Helligånden i alle jer, som lytter i tro, vil bekræfte sandheden af mit vidnesbyrd.«¹⁴

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Hunter siger, at »livets største bedrift er at finde Gud og vide, at han lever« (afsnit 1). Hvilken rolle spiller troen i denne søgen? Hvilke oplevelser har hjulpet jer til at finde Gud og vide, at han lever?
Præsident Hunter siger, at »det … ikke [er] nogen let opgave; arbejdet er ikke let«, når det handler om at få kundskab om, at Gud lever. Hvorfor tror I, at det er nødvendigt med en oprigtig indsats for at opnå denne viden? Hvorfor at det vigtigt at holde buddene for at kunne komme til at kende Gud?
I afsnit 3 bruger præsident Hunter kontrasten mellem Thomas og manden, der er født blind, for at undervise i, at hvis vi tror, vil vi være i stand til at se. Hvordan kan I anvende præsident Hunters indsigt i disse beretninger i jeres liv? Hvordan kan udøvelse af tro gøre det muligt for jer at se?
Gennemgå præsident Hunters lærdomme om, at nøglen til at opnå et vidnesbyrd er at handle ud fra vores tro (se afsnit 4). Hvordan kan I handle ud fra jeres tro? Hvordan kan tro overvinde tvivl? Hvordan har det at handle ud fra jeres tro fået jeres vidnesbyrd til at blive stærkere?

Skriftstedshenvisninger

Joh 17:3; Hebr 11:1-6; Alma 5:45-48; 30:40-41; 32:26-43; Eter 12:4, 6-22; Moro 10:4-5; L&P 42:61

Til underviseren

»Stil spørgsmål, som kræver, at eleverne finder svar i skrifterne og de sidste dages profeters lærdomme« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 62).