Kapitel 4

Hjælp fra det høje

»Måske er intet løfte i livet mere beroligende end løftet om guddommelig hjælp og åndelig vejledning i tider med nød.«

Fra Howard W. Hunters liv

Howard W. Hunter lærte at bede, da han var dreng. »Min mor havde lært mig at bede og at takke vor himmelske Fader for alle de ting, jeg var glad for« sagde han. »Jeg takkede ham ofte for jordens skønhed og for den dejlige tid, jeg havde på gården og ved floden og sammen med spejderne. Jeg lærte også at bede ham om de ting, jeg ønskede eller havde brug for … Jeg vidste, at Gud elskede mig og lyttede til mig.«¹

Livet igennem brugte præsident Hunter bøn som en kilde til guddommelig hjælp, og han underviste andre i at gøre det samme. Da han for eksempel tjente som biskop, var der en mand i menigheden, som udtrykte bitterhed mod en anden mand. Præsident Hunters råd afspejlede hans vidnesbyrd om den hjælp, der kommer gennem bøn:

»Jeg sagde til ham: ›Min bror, hvis du vil gå hjem og bede for ham hver morgen og hver aften, kan vi mødes om to uger på samme tid, og så kan vi beslutte os for, hvad der skal gøres.‹«

Manden fulgte rådet og vendte tilbage og sagde om den anden mand: »Han har brug for noget hjælp.«

»Er du villig til at hjælpe ham?« spurgte præsident Hunter.

»Ja, selvfølgelig,« sagde manden.

»Al vreden var væk, og bitterheden var væk,« fortalte præsident Hunter senere. »Det er det, der sker, når vi beder for andre.«²

»Herren [har] lovet, at hvis vi vil være ydmyge i … tider med nød og henvende os til ham efter hjælp, vil vi ›blive gjort stærke og blive velsignet fra det høje‹« (L&P 1:28).

Howard W. Hunters lærdomme

Vor himmelske Fader lover at hjælpe os og vejlede os, når vi har brug for det.

Vi oplever alle tidspunkter i vores liv, hvor vi på en særlig og øjeblikkelig måde har brug for himmelsk hjælp. Vi har alle øjeblikke, hvor vi er overvældet af omstændighederne og forvirret af de råd, vi får fra andre, og vi føler et stort behov for at modtage åndelig vejledning, et stort behov for at finde den rigtige vej og gøre det rette. I skriftens forord til denne sidste dages uddeling har Herren lovet, at hvis vi vil være ydmyge i sådanne tider med nød og henvende os til ham efter hjælp, vil vi »blive gjort stærke og blive velsignet fra det høje og modtage kundskab fra tid til anden« (L&P 1:28). Denne hjælp er vores, hvis vi blot søger den, stoler på den og følger det, kong Benjamin i Mormons Bog kaldte ›den hellige Ånds tilskyndelser‹ (Mosi 3:19).

Måske er intet løfte i livet mere beroligende end løftet om guddommelig hjælp og åndelig vejledning i tider med nød. Det er en gave givet frit fra himlen, en gave, som vi behøver fra vores barndom til de sidste dage i vores liv …

I Jesu Kristi evangelium får vi hjælp fra det høje. »Vær alligevel ved godt mod,« siger Herren, »for jeg vil lede jer frem« (L&P 78:18). »Jeg vil give dig af min Ånd, som skal oplyse dit sind, og som skal fylde din sjæl med glæde« (L&P 11:13).

Jeg vidner om Jesu Kristi guddommelighed. Gud lever virkelig og giver os af sin Ånd. Må vi alle gøre krav på denne gave fra Gud, vor Fader, når vi står overfor livets problemer og møder livets opgaver, og finde åndelig glæde.³

Vi kan ligesom Joseph Smith vende os til skrifterne og bøn for blive undervist fra det høje.

Den unge profet, Joseph Smith … søgte at kende Herrens sind og vilje på et tidspunkt med forvirring og bekymring i sit liv … Der var i området nær Palmyra i New York, »et usædvanligt røre om emnet religion« i Josephs drengeår. Hele egnen syntes for ham at være grebet af det, og »store skarer«, skrev han, »sluttede sig til de forskellige religiøse samfund, hvilket skabte ikke så lidt ståhej og splittelse« blandt befolkningen (JS–H 1:5).

For Joseph, der knap var fyldt 14 år, blev hans søgen efter sandheden gjort endnu vanskeligere og mere forvirrende ved, at hans familie på det tidspunkt foretrak forskellige trosretninger.

Med denne kendte baggrund for øje, opfordrer jeg jer nu til at overveje disse ret bemærkelsesværdige tanker og følelser hos en dreng i så ung en alder. Han skrev:

»I denne tid, der var præget af stort røre, blev mit sind vakt til alvorlige overvejelser og stor uro; men skønt mine følelser var dybe og ofte intense, så holdt jeg mig dog på afstand af alle disse [grupper] … men så stor var forvirringen og striden mellem de forskellige trosretninger, at det var umuligt for en, der var så ung, som jeg var, og så uvidende om mennesker og forhold, at komme til nogen sikker konklusion om, hvem der havde ret, og hvem der havde uret.

Mit sind var til tider stærkt oprørt, for råbene og tumulten var så stor og uophørlig …

Midt i denne krig på ord og tumult på grund af forskellige meninger sagde jeg ofte til mig selv: Hvad kan man stille op? Hvilke af alle disse samfund har ret, eller har de alle sammen uret? Hvis et af dem har ret, hvilket er det da, og hvordan finder jeg ud af det?

Mens jeg led under de kolossale vanskeligheder, som var forårsaget af striden mellem de forskellige samfund af religionsentusiaster, læste jeg en dag Jakobs Brev, første kapitel og femte vers, hvori der står: Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, lad ham da bede Gud derom, som giver alle mennesker rundhåndet og uden bebrejdelser, og så skal den blive givet ham.

Aldrig har et skriftsted gjort stærkere indtryk på noget menneskes hjerte, end dette dengang gjorde på mig. Det syntes med stor kraft at trænge ind i hvert af mit hjertes følelser. Jeg grundede over det igen og igen, da jeg vidste, at hvis nogen havde brug for visdom fra Gud, så var det mig; for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og medmindre jeg kunne få mere visdom, end jeg da havde, ville jeg aldrig finde ud af det« (JS–H 1:8-12).

Naturligvis ændrede det næste, der skete, menneskehedens historie. Opsat på at »bede Gud derom« trak den unge Joseph sig tilbage til en lund nær sit hjem på landet. Der viste Gud, den evige Fader, og hans Søn, Jesus Kristus, sig for Joseph og rådgav ham, som svar på hans inderlige bøn. Den store tilkendegivelse, som jeg ydmygt vidner om, besvarede mange flere spørgsmål for vores uddeling, end blot hvilken kirke den unge Joseph skulle tilslutte sig.

Men mit formål … er ikke at skitsere de første øjeblikke af evangeliets gengivelse, selv om det er en af de helligste beretninger i skrifterne. Jeg ønsker snarere, ganske enkelt, at understrege den imponerende grad af åndelig følsomhed, som denne meget unge og uskolede dreng udviste.

Hvor mange af os kunne, som 14-årig eller i en anden alder, holde hovedet koldt og vores forstand klar, hvis så mange kræfter trak og rykkede i os, især om så vigtigt et emne, som vores evige frelse? Hvor mange af os kunne modstå den følelsesmæssige konflikt, der kan komme, når forældre har forskellig religiøs overbevisning? Hvor mange af os ville som 14-årig eller 50-årig ransage i vores sjæl og søge i den hellige skrift for at finde svar på det, apostlen Paulus kaldte »Guds dybder«? (1 Kor 2:10).

Hvor bemærkelsesværdigt … at denne knægt helhjertet vendte sig til skriften og derefter bad en personlig bøn, muligvis de to største kilder til åndelig indsigt og åndelig påvirkning, som generelt er til rådighed for menneskeheden. Han blev bestemt splittet af forskellige meninger, men han var besluttet på at gøre det rette og besluttet på at finde den rette vej. Han troede, som I og jeg må tro, at han kunne blive undervist og velsignet fra det høje, hvilket han blev.

Men vi siger måske, at Joseph Smith var en meget særlig ånd og hans tilfælde usædvanligt. Hvad med resten af os, som måske nu er ældre – i det mindste mere end 14 år – og som ikke er udset til at åbne en af evangeliets uddelinger? Vi må også træffe beslutninger og udrede forvirring og skære igennem ordstridigheder om en hel mængde emner, som påvirker vores liv. Verden er fuld af sådanne vanskelige beslutninger, og når vi møder dem, mærker vi til tider vores alder eller vore svagheder.

Til tider kan vi føle, at vores åndelige knivsæg er blevet sløv. På meget anstrengende dage føler vi måske endda, at Gud har glemt os, har efterladt os alene med vores forvirring og bekymring. Men den følelse er ikke mere berettiget for de gamle iblandt os, end den er for de yngre og mindre erfarne. Gud kender og elsker os alle. Vi er, hver eneste en af os, hans døtre og hans sønner, og ligegyldigt hvad livet har bragt os, gælder løftet stadig: »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den« (Jak 1:5).⁴

Vi kan følge Joseph Smiths eksempel og søge visdom fra Gud.

Bøn er en måde, hvorpå vi kan modtage åndelig kundskab og vejledning.

Jordens lærdom og visdom og alt, hvad der er timeligt, kommer til os gennem vore fysiske sanser på en jordisk og timelig måde. Vi rører, vi ser, vi hører, smager, lugter og lærer. Åndelig viden kommer derimod, sådan som Paulus har sagt til os, på en åndelig måde fra dens åndelige kilde. Paulus fortsætter:

»Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok« (1 Kor 2:14).

Vi har erfaret og ved, at den eneste måde, man kan opnå åndelig viden på, er at nærme os vor himmelske Fader gennem Helligånden i Jesu Kristi navn. Når vi gør dette, og hvis vi er åndeligt forberedte, vil vi se ting, som vore øjne ikke tidligere har set, og høre ting, som vi måske ikke før har hørt – »det, som Gud har beredt,« for at benytte Paulus’ ord (1 Kor 2:9). Disse ting modtager vi gennem Ånden.

Vi tror på og vidner overfor verden om, at kommunikation med vor himmelske Fader og vejledning fra Herren er til rådighed i dag. Vi vidner om, at Gud taler til mennesket, som han gjorde på Frelserens tid og i Det Gamle Testamente.⁵

Vi kan altid bede, ikke kun i svære tider.

Der synes at ligge en antydning i tiden om, at der ikke er nogen mening med eller noget ønskværdigt ved bøn som et udtryk for hengivenhed og ærbødighed over for det hellige. Men alligevel har skeptiske »moderne« mennesker et behov for bøn. Kritiske øjeblikke, store ansvar, dybe bekymringer, overvældende sorg – sådanne udfordringer, der ryster os ud af gamle, fastgroede vaner, bringer os ofte tilbage til vore medfødte impulser. Hvis vi giver dem lov til det, vil de gøre os ydmyge, medgørlige og lede os til respektfuld bøn.

Hvis bøn kun er et krampagtigt råb om hjælp på et kritisk tidspunkt, så er det udelukkende noget egoistisk, og vi kommer til at tænke på Gud som en reparatør eller et serviceorgan, hvis opgave det udelukkende er at hjælpe i nødsituationer. Vi bør erindre den Højeste, dag og nat – altid – og ikke blot i situationer, hvor alle andre muligheder er slået fejl, og vi desperat behøver hjælp. Hvis der er noget i den menneskelige tilværelse, som har givet anledning til at skrive om mirakuløs succes og uvurderlig værdi for menneskesjælen, så er det bønsom, ærbødig og hengiven kommunikation med vor himmelske Fader.

»Herre, lyt til mine ord, læg mærke til min stønnen!« synger salmisten.

»Hør mit råb om hjælp, min konge og min Gud! Jeg beder til dig.

Herre, om morgenen hører du min stemme, om morgenen fremlægger jeg min sag og spejder efter svar« (Sl 5:2-4).

Måske har denne verden mere end noget andet behov for at spejde »efter svar«, sådan som salmisten gjorde – at se opad såvel i vores glæde som i vore vanskeligheder, i gode tider såvel som i vores nød. Vi må bestandigt se op og anerkende Gud, som giver af alt godt og kilden til vores frelse …

Der er store områder inden for vores samfund, hvorfra bønnens, ærbødighedens og tilbedelsens ånd er forsvundet. Mænd og kvinder er på mange områder dygtige, interessante eller strålende, men de mangler det ene livsvigtige element, der hører med til en fuldkommen tilværelse. De ser ikke opad. De afgiver ikke løfter i retfærdighed (se L&P 59:11). Deres samtaler stråler, men de er ikke hellige. Deres tale er vittig, men den er ikke vis. Hvad enten det er på kontoret, i omklædningsrummet eller i laboratoriet, er de kommet alt for langt bort fra anstændighed og viser derved deres egen begrænsede magt, hvorfor de finder det nødvendigt at tale gudsbespotteligt om de ubegrænsede kræfter, der kommer ovenfra.

Ulykkeligvis finder vi denne mangel på respekt selv i Kirken. Nogle gange taler vi for højt, ankommer til eller forlader alt for respektløst møder, hvor der burde herske en bønnens ånd og foregå sjælsrensende tilbedelse. Ærbødighed er himlens atmosfære. Bøn er ord fra sjælen til Gud Faderen. Vi ville stå os vel ved i højere grad at blive som vor Fader ved at se op til ham, ved altid at mindes ham og ved i høj grad at interessere os for hans verden og hans værk.⁶

»Bøn er ord fra sjælen til Gud Faderen.«

Vi udvikler vores evne til at modtage åndelig kundskab, når vi bruger tid på at meditere, overveje og bede.

Udvikling af åndelighed og tilpasning af os selv til den størst mulige guddommelige indflydelse er ikke en let opgave. Det tager tid og omfatter ofte en kamp. Det sker ikke tilfældigt, men opnås kun gennem en bevidst indsats samt ved at påkalde Gud og holde hans befalinger …

Profeten Joseph Smith … har givet os den måske allermest tydelige af alle udtalelser om behovet for at blive åndelige såvel som den tid og den tålmodighed, som vi må erkende er en del af processen. [Han] sagde: »Vi er af den opfattelse, at Gud har skabt mennesket med et sind, der er modtageligt for belæring og med evner, som kan udvides i forhold til den opmærksomhed og flid, som udvises over for det lys, der kommunikeres fra himlen til intellektet. Jo nærmere mennesket kommer fuldkommenheden, desto klarere bliver dets indsigt, og desto større dets glæde, indtil man har overvundet det onde i sit liv og mistet ethvert ønske om at begå synd, og som dem fordums opnår den grad af tro, hvor man bliver indhyllet i sin Skabers magt og herlighed og bliver taget op for at bo hos ham. Men vi er af den opfattelse, at det er en tilstand, som intet menneske nogensinde er nået til på et øjeblik« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 208-209).⁷

Vi skal bruge tid på at forberede vores sind til åndelige ting. Udviklingen af åndelig kapacitet komme ikke ved overdragelse af myndighed. Der må være et ønske, anstrengelser og personlig forberedelse. Det kræver selvfølgelig … faste, bøn, granskning af skrifterne, erfaring, meditation og en hunger og tørst efter det retfærdige liv.

Jeg synes, at det er en hjælp at se på disse formaninger fra den almægtige Gud:

»Hvis du beder derom, skal du modtage åbenbaring på åbenbaring, kundskab på kundskab, så du kan lære hemmelighederne og de fredsskabende sandheder at kende – det, som bringer glæde, det, som bringer evigt liv« (L&P 42:61).

»Bed Faderen i mit navn i tro, overbevist om at I skal modtage, så skal I få Helligånden, der tilkendegiver alt det, som er nødvendigt for menneskenes børn« (L&P 18:18).

»Lad evighedens alvor hvile på jeres sind« (L&P 43:34).

»Gem bestandigt livets ord i jeres sind, så skal det gives jer i samme stund hvilken del, der skal måles ud til enhver« (L&P 84:85).

»Søg flittigt, bed altid, og hav tro, så skal alting virke sammen til gavn for jer, hvis I vandrer retsindigt og erindrer den pagt, som I har indgået med hinanden« (L&P 90:24).

»Gud vil ved sin hellige Ånd, ja, ved den ubeskrivelige gave, som Helligånden er, give jer kundskab« (L&P 121:26).

Det er løfter, som Herren i sandhed vil opfylde, hvis vi forbereder os.

Brug tid på at meditere, overveje og bede om åndelige anliggender.⁸

Gud vil hjælpe os med at udvikle os åndeligt et skridt af gangen.

En del af vores vanskelighed, når vi stræber efter at opnå åndelighed, er følelsen af, at der er meget at gøre, og at vi er langt bagud. Fuldkommenhed er noget, der endnu ligger langt forude for enhver af os; men vi kan satse på vores styrke, begynde der, hvor vi er, og søge efter den lykke, der kan findes i at følge det, der hører Gud til. Vi bør huske på Herrens råd:

»Bliv derfor ikke trætte af at gøre godt, for I lægger grundvolden til et stort værk. Og af det, som er småt, udspringer det, som er stort.

Se, Herren kræver hjertet og et villigt sind; og de villige og lydige skal i disse sidste dage spise Zions lands goder« (L&P 64:33-34).

Det har altid været opmuntrende for mig, at Herren sagde, at det er de »villige og lydige[, der] i disse sidste dage [skal] spise Zions lands goder«. Vi kan allesammen være villige og lydige. Hvis Herren havde sagt, at de fuldkomne i de sidste dage skal spise Zions lands goder, går jeg ud fra, at nogle af os ville blive modløse og give op …

Stedet, hvor vi skal begynde, er her. Tiden til at begynde er nu. Vores lange kamp behøver kun at være ét skridt ad gangen. Gud, som har »planlagt vores lykke«, vil lede os på vejen som små børn, og vi vil gennem den proces nærme os fuldkommenhed.

Ingen af os har nået fuldkommenhed eller det højdepunkt for åndelig vækst, som er muligt i jordelivet. Ethvert menneske kan og må gøre åndelige fremskridt. Jesu Kristi evangelium er den guddommelige plan for denne evigtvarende vækst. Det er mere end en etisk lov. Det er mere end en ideel samfundsorden. Det er mere end en optimistisk tankegang om forbedring af en selv og ens beslutsomhed. Evangeliet er Herren Jesu Kristi frelsende kraft med hans præstedømme og åndelige næring og med Helligånden. Vi vil finde os selv i den gode hyrdes fold, hvis vi med tro på Herren Jesus Kristus og med lydighed mod hans evangelium udvikler os, mens vi ét skridt ad gangen går fremad, idet vi bønfalder ham om styrke samt forbedrer vores indstilling og vore ambitioner. Det vil kræve disciplin og øvelse samt anstrengelse og styrke. Men som apostlen Paulus sagde: »Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft« (Fil 4:13).

En nutidsåbenbaring giver dette løfte: »Stol på den Ånd, der leder til at gøre det gode – ja, til at handle ret, til at vandre ydmygt og til at dømme retfærdigt; og dette er min Ånd.

Sandelig, sandelig siger jeg dig: Jeg vil give dig af min Ånd, som skal oplyse dit sind, og som skal fylde din sjæl med glæde;

og da skal du vide, eller ved dette skal du vide alt, hvad du begærer af mig – og som angår det, der hører til retfærdighed – i tro, med tro på mig, at du skal modtage (L&P 11:12-14).⁹

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Når I har læst afsnit 1, så tænk på nogle tidspunkter, hvor I har haft brug for himmelsk hjælp. Hvordan har løftet om himmelsk hjælp i svære tider været til velsignelse for jer?
Hvad kan vi i afsnit 2 lære af Joseph Smiths eksempel, som kan hjælpe os, når vi er forvirrede? Hvordan kan vi udvikle større åndelig følsomhed ligesom Joseph?
Tænk over præsident Hunters lærdomme om, hvordan vi kan modtage åndelig kundskab (se afsnit 3). Hvordan kan vi få et større ønske om og blive bedre til at opnå åndelig kundskab? Hvordan har åndelig kundskab hjulpet jer?
Hvad er farerne ved at se Gud »som en reparatør eller et serviceorgan, hvis opgave det udelukkende er at hjælpe i nødsituationer«? (Se afsnit 4). Hvordan har bøn været en velsignelse for jer?
I afsnit 5 belærer præsident Hunter os om, hvordan vi udvikler åndelighed. Hvorfor er det vigtigt at gøre en indsats for at udvikle åndelig styrke? Hvad kan vi lære af de skriftsteder, som præsident Hunter citerer i det afsnit?
Gennemgå præsident Hunters lærdomme i afsnit 6 om åndelig vækst. Hvordan har åndelig vækst været en trin-for-trin-proces for jer? Hvordan kan præsident Hunters lærdomme i dette afsnit være en hjælp, hvis I føler, at I ikke gør så store fremskridt i jeres åndelige vækst?

Skriftstedshenvisninger

Sl 25:5; Ordsp 3:6; 2 Ne 32:8-9; Alma 5:46; 34:17-27; 37:36-37; L&P 8:2-3; 88:63; 112:10; JS–H 1:13-17

Til underviseren

Lad klassen se efter sætninger eller afsnit i kapitlet, der har betydning for dem. Bed dem om at fortælle om disse sætninger eller afsnit og forklare, hvorfor de har betydning.