Kapitel 20

Gå på Frelserens sti af næstekærlighed

»Medfølelsens probersten måler vores hengivenhed som disciple, den måler vores kærlighed til Gud og til hinanden.«

Fra Howard W. Hunters liv

Præsident Howard W. Hunter belærte om, at Frelseren »gav os sin kærlighed, sin tjeneste og sit liv … Vi bør stræbe efter at give, ligesom han gav«.¹ Præsident Hunter opfordrede især Kirkens medlemmer til at følge Frelserens eksempel ved at være barmhjertige i deres daglige liv.

Barmhjertige gerninger var kendetegnende for Howard W. Hunters karriere som advokat. En anden advokat forklarede:

»Han brugte meget tid med at yde [gratis] retshjælp … fordi han ikke kunne få sig selv til at sende en regning … Han blev anset for en ven, vejleder, rådgiver og advokat, der var meget mere interesseret i at sørge for, at folk fik den hjælp, de havde brug for, end om han blev betalt for det.«²

Barmhjertighed var også karakteristisk for præsident Hunters tjeneste i Kirken. En kvinde, der sagde, at han var den lærer, der havde påvirket hende mest, forklarede nogle af grundene:

»Jeg har altid lagt mærke til, at denne mand elskede andre ved at sætte dem først, ved at lytte for at forstå og ved at fortælle andre om sine oplevelser, hvilket var en af hans største fornøjelser. Han har lært mig at forstå vigtigheden af disse dyder og at finde glæde ved at udøve dem.«³

En anden kvinde fra præsident Hunters stav i Californien sagde disse smukke ord:

»Præsident Howard W. Hunter var vores stavspræsident for år tilbage, da vores familie boede i Pasadena Stav. Min far var død og min mor var alene om at opdrage min ældre søster og mig. Selvom vi ikke var en fremtrædende familie i staven, som dækkede et meget stort geografisk område, så kendte præsident Hunter os alligevel personligt.

Mit tydeligste minde om ham er et, der bidrog til min følelse af selvværd. Efter hver stavskonference stod vi i kø for at komme til at hilse på ham. Han tog altid min mors hånd og sagde: ›Hvordan har du det, søster Sessions, og hvordan har Betty og Carolyn det?‹ Det glædede mig at høre ham nævne vores navn. Jeg vidste, at han kendte os og bekymrede sig for vores velbefindende. Mindet varmer stadig mit hjerte.«⁴

Præsident Hunter sagde engang: »Jeg føler, at det er vores mission at tjene og frelse, at opbygge og ophøje.«⁵ Kommentarer fra hans brødre i De Tolv viser, hvor godt han opfyldte denne mission. »Han var god til at få folk til at føle sig godt tilpas,« fortalte en af dem; »han dominerer dem ikke. Han er en god lytter.« En anden sagde: »Når man rejser sammen med ham, sørger han altid for, at alle folk har det godt, og at ingen bliver ulejliget eller besværet.« En anden fortalte: »Han er bekymret for og opmærksom på andre. Han er barmhjertig og har et tilgivende hjerte. Han studerer evangeliet, menneskeheden og den menneskelige natur.«⁶

Jesus Kristus »underviste i kærlighed og viste gang på gang, hvordan man uselvisk tjener andre. Alle modtog hans kærlighed.«

Howard W. Hunters lærdomme

De to store bud er Herrens probersten for vores hengivenhed som disciple

I gamle dage blev en af prøverne på gulds renhed udført med en glat, sort kiselsten, kaldet en probersten. Når man gned guldet hen over den, satte guldet en streg eller et mærke på dens overflade. Guldsmeden sammenlignede dette mærke med farverne på en farveskala. Mærket blev rødere jo mere kobber eller andre stoffer, der var legeret i, og gulere jo renere guldet var. Denne proces viste rimeligt præcist guldets renhed.

Metoden med proberstenen var hurtig og tilfredsstillende til de fleste praktiske formål. Den guldsmed, der ønskede en mere præcis angivelse af renhedsgraden, udførte en mere nøjagtig undersøgelse, hvor han brugte ild.

Jeg tror, at Herren har lavet en probersten til hver af os, en ydre målestok for det indre følgeskab, som afmærker vores trofasthed og vilje til at overleve den ild, der vil komme.

Ved en lejlighed hvor Jesus underviste folket, stillede en vis lovkyndig ham dette spørgsmål: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?«

Jesus, mesterlæreren, svarede manden, som tydeligvis var velbevandret i loven, med et modspørgsmål: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?«

Manden svarede med at opsummere to store befalinger: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.«

Kristus svarede anerkendende: »Gør det, så skal du leve« (Luk 10:25-28).

Evigt liv, Guds liv, det liv vi stræber efter, er forankret i to befalinger. Skrifterne siger, at »på de to bud hviler hele loven og profeterne« (Matt 22:40). Elsk Gud, og elsk din næste. De to ting hører sammen, de er uadskillelige. I deres yderste konsekvens kan man betragte dem som synonymer. Og det er befalinger, som vi alle kan efterleve.

Jesu svar til den lovkyndige kan ses som Herrens probersten. Han sagde ved en anden lejlighed: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig« (Matt 25:40). Han vil måle vores hengivenhed til ham ved, hvordan vi elsker og tjener vore medmennesker. Hvilket mærke afsætter vi på Herrens probersten? Er vi virkelig en god næste? Viser denne prøve, at vi er 24 karat guld, eller kan man se et lille spor af svovlkis?⁷

Frelseren lærte os, at vi skal elske alle, også dem, der kan være svære at elske.

Den lovkyndige ville vel undskylde sig for at have stillet Mesteren et så enkelt spørgsmål, så han stillede endnu et spørgsmål: »Hvem er så min næste?« (Luk 10:29).

Vi bør alle være ham evigt taknemlige for dette spørgsmål, for Frelseren svarede med en af sine rigeste og mest påskønnede lignelser, en vi alle har læst og hørt igen og igen.

»Jesus svarede og sagde: ›En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød.

Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi.

Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi.

Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham.

Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham.

Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage‹« (Luk 10:30-35).

Så spurgte Jesus den lovkyndige: »Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« (Luk 10:36). Der står Mesteren med proberstenen for kristendommen. Han beder os om at afsætte vores mærke på den.

Både præsten og levitten i Kristi lignelse burde have husket lovens krav: »Ser du din landsmands æsel eller okse falde om på vejen, må du ikke vende ryggen til. Hjælp ham med at få dem på benene igen« (5 Mos 22:4). Og hvis det gælder for en okse, hvor meget mere skulle man så ikke være villig til at hjælpe en broder i nød. Men som ældste James E. Talmage skrev: »Det er let at finde undskyldninger [for ikke at gøre det]; de dukker frem lige så hurtigt og rigeligt som ukrudtet ved vejkanten« (Jesus Kristus, s. 454).

Samaritaneren viste os et eksempel på ren kristen kærlighed. Han havde medfølelse, han gik hen til den mand, der var blevet såret af røverne og forbandt hans sår. Han bragte ham til en kro, sørgede for ham, betalte og tilbød mere, hvis det blev nødvendigt. Dette er historien om en næstes kærlighed til sin næste.

Der er et gammelt ordsprog, der siger: »Den, der er optaget af sig selv, er ikke særlig optaget.« Kærligheden gør én større. Nøglen er næstekærlighed, også når det gælder den, man har svært ved at elske. Vi skal huske, at selv om vi skaber vore venskaber, så har Gud skabt vores næste – overalt. Kærligheden bør ikke kende nogen grænser; vi bør ikke have en snæver loyalitet. Kristus sagde: »Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også« (Matt. 5:46).⁸

Herren »vil måle vores hengivenhed til ham ved, hvordan vi elsker og tjener vore medmennesker«.

Vi bør elske og tjene andre, der har det svært.

Joseph Smith skrev et brev til de hellige, som blev offentliggjort i Messenger and Advocate, om at elske hinanden for at stå retfærdiggjort for Gud. Han skrev:

»Kære brødre: Det er en pligt, som hver eneste hellig burde yde sine brødre villigt – altid at elske dem og stedse stå dem bi. For at kunne stå retfærdiggjorte for Gud må vi elske hverandre. Vi må overvinde det onde, vi må besøge de faderløse og enkerne i deres trængsler, og vi må holde os selv uplettet af verden; thi sådanne dyder flyder fra den rene og ubesmittede religions store kilde og styrker vores tro ved at ruste os med enhver god egenskab, som pryder børnene af den velsignede Jesus. Vi kan bede, når det er bønnetid; vi kan elske vores næste som os selv og være tro i trængsler, vel vidende at et sådant menneskes belønning vil blive større i himmeriges rige. Hvilken trøst! Hvilken glæde! Lad mig leve den retfærdiges liv, og lad min løn blive som hans!« (se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 88).

Disse to dyder, kærlighed og tjeneste, er et krav til os, hvis vi vil være en god næste og finde fred i livet. Ældste Willard Richards besad utvivlsomt disse dyder. I fængslet i Carthage den eftermiddag, hvor Joseph og Hyrum led martyrdøden, foreslog fængselsbetjenten, at det ville være mere sikkert for dem at være i cellerne. Joseph vendte sig til ældste Richards og spurgte: »Hvis vi går ned i cellerne, går du så med?«

Ældste Richards’ svar viste hans store kærlighed: »Broder Joseph, du bad mig ikke om at krydse floden sammen med dig – du bad mig ikke om at komme til Carthage – du bad mig ikke om at komme med i fængsel – og tror du så, at jeg vil forsage dig nu? Lad mig fortælle dig, hvad jeg vil gøre; hvis du bliver dømt til hængning for ›forræderi‹, så vil jeg lade mig hænge i dit sted, så du kan gå fri.«

Det må have været en meget bevæget Joseph, der svarede: »Ja, men det kan du ikke.«

Hvortil ældste Richards uden tøven svarede: »Det vil jeg« (se B.H. Roberts, A Comprehensive History of The Church, 2:283).

Ældste Richards’ prøve var måske større end det, de fleste af os kommer ud for: Prøven med ild, og ikke med proberstenen. Men hvis vi blev bedt om det, kunne vi så nedlægge vores liv for vores familie? Vore venner? Vores næste?

Medfølelsens probersten måler vores hengivenhed som disciple, den måler vores kærlighed til Gud og til hinanden. Vil vi lave et mærke, der viser, at vi er rent guld, eller går vi som præsten og levitten forbi på den anden side?⁹

Vi må med større beslutsomhed vandre på den sti af næstekærlighed, Jesus har vist os.

Profeten Joseph Smith sagde i et vigtigt budskab til de sidste dages hellige i Nauvoo kun ét år før sit tragiske og alt for tidlige martyrium:

»Dersom vi vil sikre os og dyrke andres kærlighed, må vi elske andre, ja, både vore fjender og venner … Kristne skulle høre op med at trættes og skændes med hverandre og i stedet dyrke enighedens og venskabets principper i deres midte« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 376, 377).

Det er et storartet råd i dag, ligesom det var [dengang]. Den verden, hvori vi lever, om det så er tæt ved vores hjem eller langt borte, har brug for Jesu Kristi evangelium. Det er den eneste måde, hvorpå verden nogensinde vil få fred. Vi må være venligere over for hinanden, blidere og mere tilgivende. Vi må være langsommere til at blive vrede og hurtigere til at hjælpe. Vi må udrække venskabets hånd og modstå at bruge gengældelsens hånd. Kort sagt må vi elske hinanden med Kristi rene kærlighed, med oprigtig kærlighed og barmhjertighed og, om nødvendigt, lide med andre, for det er den måde, hvorpå Gud elsker os.

Ved vore gudstjenester synger vi ofte en smuk salme med tekst af Susan Evans McCloud. Må jeg læse nogle få linjer fra denne salme for jer:

Frelser, jeg vil følge dig
og altid handle i dit navn,
give af mig selv og altid
lindre andres sorg og savn …

Hvor kan jeg dog dømme andre
i min ufuldkommenhed?
I et stille hjerte findes
sorger, som kun Herren ved …

Kald mig som min broders vogter,
lær mig din barmhjertighed,
så bekymringer og uro
vige må for Herrens fred.
Frelser, lær du mig at holde vagt,
følge i dit spor.

(Salmer og sange, nr. 152).

Vi må med større beslutsomhed og kærlighed vandre på den sti, Jesus har vist os. Vi må »lindre andres sorg og savn«, hvorved vi vil finde styrke større end vores egen. Hvis vi ville gøre mere for at lære hans »barmhjertighed« at kende, vil der være utallige muligheder for at bruge den til at lindre andres »bekymringer og uro« og vise alle mere venlighed. Ja, Herre, vi bør følge i dit spor.¹⁰

Næstekærligheden er Kristi rene kærlighed, og den ophører aldrig.

»Et nyt bud giver jeg jer«, sagde [Jesus], »I skal elske hinanden … Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden« (Joh 13:34-35). Denne kærlighed, som vi bør nære for vore brødre og søstre i den menneskelige familie, og som Kristus har til alle os, kaldes næstekærlighed eller »Kristi rene kærlighed« (Moro 7:47). Det er denne kærlighed, der var årsagen til Kristi lidelse og offer i forbindelse med hans forsoning. Den er den højeste tinde, en menneskesjæl kan nå, og den er det dybeste udtryk i det menneskelige hjerte …

Næstekærligheden omfatter alle andre guddommelige dyder. Den kendetegner både begyndelsen og slutningen på frelsesplanen. Når alt andet ophører, så vil næstekærligheden – Kristi kærlighed – ikke ophøre. Den er den største af alle guddommelige egenskaber.

Af sit hjertes overflod talte Jesus til de fattige, de undertrykte, enkerne, de små børn, til bønder og fiskere og de, som passede gederne og fårene, til fremmede og udlændinge, til de rige, de magtfulde politikere såvel som de afvisende farisæere og skriftkloge. Han betjente de fattige, de sultne, de nødlidende, de syge. Han velsignede de lamme, de blinde, døve og andre mennesker med fysiske begrænsninger. Han drev dæmoner og onde ånder ud, som havde været årsag til mentale eller følelsesmæssige sygdomme. Han rensede dem, som var nedtyngede af synd. Han underviste i kærlighed og viste gang på gang, hvordan man uselvisk tjener andre. Alle modtog hans kærlighed. Alle mennesker »har samme muligheder, det ene såvel som det andet, og det er ingen forbudt« (2 Ne 26:28). Dette er alt sammen udtryk for og eksempel på hans ubegrænsede kærlighed.

Den verden, vi lever i, ville i høj grad have gavn af, at mænd og kvinder overalt udviser Kristi rene kærlighed, som er velvillig, sagtmodig og ydmyg. Den er uden misundelse eller stolthed. Den er uselvisk, fordi den intet søger til gengæld. Den udstråler ikke ondt eller dårlig vilje, ej heller glæder den sig over det onde, den har ikke plads til fanatisme, had eller vold. Den accepterer ikke hån, tarvelighed, skældsord eller afvisning. Den opmuntrer forskellige mennesker til at leve sammen i kristen kærlighed uanset religiøs tro, race, nationalitet, økonomisk situation, uddannelse eller kultur.

Frelseren har befalet os at elske hinanden, som han elskede os, og at iføre os selv »næstekærlighedens bånd som i en kappe« (L&P 88:125), som han gjorde. Vi er blevet bedt om at rense vore indre følelser, ændre vores hjerte, få vore ydre handlinger i harmoni med det, vi siger, vi tror på og føler i vores indre. Vi skal være Kristi sande disciple.¹¹

At elske andre er en »mere fortrinlig vej«.

Bror Vern Crowley sagde, at han som ung lærte noget af den afgørende lektie, som profeten Joseph Smith havde lært de første hellige i Nauvoo, da han bad dem om at »elske andre, ja, både vore fjender og venner«. Det er en god lektie for os alle.

Efter at Vern Crowleys far blev syg, påtog Vern sig ansvaret for at passe familiens autoophugning, selv om han kun var 15 år gammel. Nogle af kunderne udnyttede til tider den unge mand, og forskellige dele forsvandt fra pladsen om natten. Vern var vred og svor på, at han ville fange en af dem og statuere et eksempel. Vern ville hævne sig.

Kort tid efter, at faderen begyndte at komme sig efter sin sygdom, gik Vern en af sine runder om aftenen ved lukketid. Det var næsten mørkt. I et afsides hjørne af ejendommen fik han øje på en, der bar på noget stort, og som var på vej hen mod stakittet. Han løb hurtigt derhen og fangede den unge tyv. Hans første tanke var at få sine frustrationer ud via knytnæverne og så tage drengen med hen til kontoret og ringe efter politiet. Hans hjerte var fyldt med vrede og hævngerrighed. Han havde fanget sin tyv, og han havde til hensigt at lade retfærdigheden ske fyldest.

Som ud af det blå kom Verns far, han lagde sin svage og syge hånd på sin søns skulder og sagde: »Jeg ser, du er lidt vred, Vern. Kan jeg få lov at klare dette?« Så gik han over til den unge tyve-aspirant og lagde sin arm rundt om hans skulder, så ham et øjeblik i øjnene og sagde: »Fortæl mig, hvorfor du gør dette, min ven? Hvorfor prøvede du at stjæle den gearkasse?« Derpå begyndte hr. Crowley at gå over mod kontoret med sin arm om den unge mand, mens han stillede ham spørgsmål om problemerne med hans bil. Da de nåede kontoret, sagde faderen: »Jeg tror, at det er din kobling, der er i stykker, og det er den, der forårsager problemerne.«

I mellemtiden skummede Vern af raseri. »Hvem bekymrer sig om hans kobling?« tænkte han. »Lad os ringe efter politiet og få dette overstået.« Men faderen blev bare ved med at tale. »Vern, få fat i en kobling. Få også fat i et udrykkerleje – og en koblingstrykplade. Så skulle det være i orden.« Faderen gav alle delene til den unge mand, som havde forsøgt at stjæle og sagde: »Tag disse ting. Og her er gearkassen også. Du behøver ikke at stjæle, unge mand. Bare bed om det. Alle problemer kan klares. Folk er villige til at hjælpe.«

Bror Vern Crowley sagde, at han lærte en evig lektie om kærlighed den dag. Den unge mand kom ofte tilbage til pladsen. Måned efter måned betalte han frivilligt alt det, Vic Crowley havde givet ham, inklusiv gearkassen. Ved disse besøg spurgte han Vern, hvorfor hans far var på denne måde, og hvorfor han gjorde det, han gjorde. Vern fortalte ham noget om deres sidste dages hellige tro, og hvor meget hans far elskede Herren og elskede mennesker. Til sidst blev tyve-aspiranten døbt. Vern sagde senere: »Det er svært at forklare det, jeg følte, og det, jeg oplevede i den forbindelse. Jeg var også en ung mand. Jeg havde fanget min tyv. Jeg ville kræve ham idømt den strengeste straf. Men min far viste mig en anden måde at klare tingene på.«

En anderledes måde? En bedre måde? En ædlere måde? En mere fortrinlig vej? Åh, hvor kunne verden have gavn af en sådan fantastisk lektie. Moroni siger:

»Derfor kan den, der tror på Gud, med vished håbe på en bedre verden …

Men ved sin gave, sin Søn, har Gud beredt en mere fortrinlig vej« (Eter 12:4, 11).¹²

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Hvad mener præsident Hunter, når han henviser til de to store bud som »Herrens probersten«? (Se afsnit 1). Tænk over, hvordan I kan besvare de spørgsmål, som præsident Hunter stiller i slutningen af afsnit 1.
Gennemgå præsident Hunters beretning om lignelsen om den barmhjertige samaritaner (se afsnit 2). Hvad kan vi lære af disse lærdomme om at elske vores næste? Hvordan kan vi få større kærlighed til dem, man måske har »svært ved at elske«?
I afsnit 3 belærer præsident Hunter om, at vi skal elske og tjene andre, når de har det svært. Hvordan er I blevet velsignet af nogen, som har elsket og tjent jer, når I har haft problemer?
Tænk over præsident Hunters lærdom om at følge Frelserens eksempel på næstekærlighed (se afsnit 4). Hvordan kan vi udvikle en større kærlighed til hinanden? Hvordan kan vi mere aktivt vise vores kærlighed?
I afsnit 5 gennemgår præsident Hunter nogle af de måder, som Kristus har vist sin kærlighed på. Hvornår har I følt Frelserens kærlighed i jeres tilværelse? Hvilke velsignelser har I fået, når I har »udvis[t] Kristi rene kærlighed«?
Hvad kan vi lære af den beretning, som præsident Hunter fortæller om Vern Crowley? (Se afsnit 6). Hvordan kan vi erstatte »vrede og hævngerrighed« med næstekærlighed? Hvilke oplevelser har hjulpet jer til at lære, at næstekærlighed er en »mere fortrinlig vej«?

Skriftstedshenvisninger

Matt 25:31-46; 1 Kor 13; Ef 4:29-32; 1 Joh 4:20; Mosi 4:13-27; Alma 34:28-29; Eter 12:33-34; Moro 7:45-48; L&P 121:45-46

Studiehjælp

»Når du handler efter det, du har lært, får du yderligere og vedvarende forståelse (se Joh 7:17)« (Forkynd mit evangelium, 2007, s. 19). Overvej, hvordan du kan anvende lærdommene i dit hjem, på dit arbejde og i dine kirkekaldelser.