Kapitel 9

Tiendeloven

»Et vidnesbyrd om tiendeloven kommer ved at efterleve den.«

Fra Howard W. Hunters liv

Kort tid før Howard W. Hunter og Claire Jeffs skulle giftes, talte Howard med sin biskop for at få en tempelanbefaling. Han blev overrasket over, at biskoppen under interviewet spurgte ind til, om han var i stand til at forsørge en hustru og familie med sin indkomst. Howard sagde: »Da jeg fortalte ham, hvor meget jeg tjente, sagde han, at grunden til, at han var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne forsørge en hustru, var ud fra det tiendebeløb, jeg havde indbetalt.«

Indtil det tidspunkt havde Howard ikke betalt fuld tiende, fordi han ikke havde forstået vigtigheden af at betale fuld tiende. Han forklarede: »Eftersom min far ikke havde været medlem af Kirken, mens jeg boede hjemme, så havde vi aldrig talt om tiende i min familie, og jeg havde aldrig tænkt over vigtigheden af det.«

Howard sagde, at mens han og biskoppen forsatte med at tale sammen, så lærte biskoppen »mig på sin kærlige måde … vigtigheden af loven, og da jeg fortalte ham, at jeg fremover ville betale en fuld tiende, fortsatte han interviewet og lettede min ængstelse ved at udfylde og underskrive en anbefaling.«

Da Howard fortalte Claire om denne oplevelse, fandt han ud af, at hun altid havde betalt en fuld tiende. »Vi besluttede, at vi ville efterleve denne lov i vores ægteskab, og tiende skulle sættes først,« sagde han.¹

»Betaling af tiende styrker tro, øger åndelighed og åndelige evner og grundfæster vidnesbyrd.«

Howard W. Hunters lærdomme

Herrens definition af tiendeloven er enkel.

[Tiende]loven er ganske enkelt »en tiendedel af hele deres indkomst« (L&P 119:4). Indkomst betyder overskud, erstatning og tilvækst. Det er den ansattes løn, overskuddet fra driften af en virksomhed, forøgelsen for den, der fremdriver eller producerer, eller en persons indkomst, uanset hvor den måtte stamme fra. Herren har sagt, at det er en stående lov »for evigt«, ligesom det var i tidligere tider.²

Ligesom alle Herrens bud og love, så er [tiendeloven] enkel, hvis vi har en lille tro. Herren sagde reelt: »Tag kommaet og flyt det en plads til siden.« Det er tiendeloven. Så enkelt er det.³

Tiendeloven har eksisteret lige fra begyndelsen og eksisterer i vore dage.

Den første klare omtale af ordet »tiende« i Bibelen er i den allerførste bog i Det Gamle Testamente. Abram … mødte Melkisedek, Salems konge og præst for Gud den Højeste. Melkisedek velsignede ham, og Abram »gav ham tiende af det alt sammen« (1 Mos 14:20).

Nogle få kapitler senere i den samme bog aflagde Jakob ved Betel et løfte med disse ord: »Alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende af« (1 Mos 28:20-22).

Den tredje gang, det bliver omtalt, er i forbindelse med den levitiske lov. Herren talte gennem Moses:

»Al tiende af landet, både jordens korn og træernes frugt, tilhører Herren. Det er helliget Herren« (3 Mos 27:30).

Under den levitiske lov blev tiende givet til levitterne til deres underhold, og de skulle til gengæld betale tiende af det, som de modtog, hvilket ses i det, Herren sagde, da han instruerede Moses:

»Du skal tale til levitterne og sige til dem: Når I fra israelitterne modtager den tiende, som jeg har tildelt jer som jeres arvelod fra dem, så skal I som afgift til Herren yde en tiendedel af tienden« (4 Mos 18:26).

Dette viser klart, at tiendeloven var en del af den levitiske lov, og at tiende blev betalt af alle folk – selv levitterne, som blev befalet af betale tiende af den tiende, som de modtog.

Der er nogle, som har det standpunkt, at tiendeloven kun var en levitisk praksis, men historien bekræfter det faktum, at det har været og er en universel lov. Den var grundlæggende i den mosaiske lov. Den havde eksisteret fra begyndelsen, og den findes i den gamle egyptiske lov, i Babylon, og den kan spores gennem den bibelske historie. Den blev nævnt af profeten Amos (se Am 4:4) og af Nehemias, der fik til opgave at genopbygge Jerusalems mure (se Neh 10:38-39; 12:44; 13:5, 12). Kort tid derefter begyndte Malakias en endnu større opgave med at genopbygge et folks tro og moral. I sin store indsats for at modsætte sig begærligheden hos dem, der kun var religiøse af navn, beskyldte han dem for at begå en forbrydelse imod Gud.

»Kan et menneske bedrage Gud, siden I vil bedrage mig? I spørger: ›Hvordan bedrager vi dig?‹ Med tiende og afgifter.

Forbandet skal I være, når I bedrager mig, det gælder hele folket.

Bring hele jeres tiende til forrådskammeret, så der kan være føde i mit hus. Sæt mig på en prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer, siger Hærskarers Herre« (Mal 3:8-10) …

Malakias’ ord afslutter Det Gamle Testamente med en gentagelse af tiendeloven, og giver udtryk for, at loven aldrig har været sat ud af kraft, og at den har eksisteret siden begyndelsen. Det Nye Testamentes uddeling begyndte derfor under denne formaning …

Ikke lang tid efter, at evangeliet var blevet gengivet i denne uddeling, gav Herren sit folk en åbenbaring gennem en sidste dages profet og præciserede loven …

»Og derefter skal de, som på denne måde er blevet afkrævet tiende, betale en tiendedel af hele deres indkomst årligt, og dette skal være en stående lov for dem for evigt, for mit hellige præstedømme, siger Herren (L&P 119:4).⁴

Vi giver en gave og opfylder også en forpligtelse med vores tiende.

Tiende er Guds lov til sine børn, men betalingen er fuldstændig frivillig. På den måde er den ikke forskellig fra loven om sabbatsdagen eller andre af hans love. Vi kan nægte at adlyde en eller dem alle. Vores lydighed er frivillig, men vores vægring ved at betale ophæver eller annullerer ikke loven.

Hvis tiende er et frivilligt anliggende, er det så en gave eller en opfyldelse af en forpligtelse? Der er betydelig forskel på de to. En gave er en frivillig overførsel af penge eller ejendom uden forbehold. Den gives frit. Ingen er forpligtet til at give en gave. Hvis tiende er en gave, kan vi give lige det, der passer os, når det passer os eller slet ikke give nogen gave. Det vil placere vor himmelske Fader i den samme kategori som tiggeren på gaden, som vi måske giver en mønt, når vi går forbi.

Herren har fastsat tiendeloven, og fordi det er hans lov, bliver det vores pligt at adlyde den, hvis vi elsker ham og har et ønske om at holde hans befalinger og modtage hans velsignelser. På den måde bliver det en gæld. Den mand, der ikke betaler sin tiende, fordi han har gæld, bør spørge sig selv, om han ikke også står i gæld til Herren. Mesteren sagde: »Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift« (Matt 6:33).

Vi kan ikke gå både øst og vest på samme tid. Vi kan ikke tjene både Gud og mammon. Den mand, der afviser tiendeloven, er en mand, der ikke har afprøvet den. Selvfølgelig koster det noget. Det kræver arbejde og eftertanke og anstrengelser at efterleve hvilken som helst af evangeliets love eller nogen af dets principper …

Det kan være, at vi giver en gave og også opfylder en forpligtelse med vores tiende. Opfyldelsen af forpligtelsen er over for Herren. Gaven er til vore medmennesker til opbyggelsen af Guds rige. Hvis man eftertænksomt lægger mærke missionærernes forkyndelse, Kirkens undervisningsprogrammer, det storartede uddannelsessystem og bygningsprogrammet til at opføre kirkebygninger, vil man indse, at det ikke er en byrde at betale tiende, men et stort privilegium. Gennem vores tiende får mange del i evangeliets velsignelser.⁵

»Det [er ikke] en byrde at betale tiende, men et stort privilegium.«

Et offer til Herren bør koste giveren noget af værdi.

I 2 Samuel 24:18-25 læser vi, at David ikke ville ofre noget til Herren, som ikke havde kostet ham noget. Han forstod uden tvivl, at medmindre gaven havde værdi for giveren, så var den ikke passende eller skikket til at være et offer til Herren.

Kristus sagde, at det er saligere at give end at få (se ApG 20:35), alligevel er der nogle, der kun vil give, hvis det ikke koster dem noget. Dette er ikke i overensstemmelse med Mesterens lærdomme, han som sagde: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv« (Matt 16:24).

Der er nogle, der ikke vil efterleve tiendeloven på grund af omkostningerne. Det står i kontrast til Davids holdning, som ikke ville ofre noget til Herren, medmindre det kostede ham noget. Det store moralske princip, der er en del af tiendeloven, bliver overset af dem, der ikke betaler tiende, og de mangler forståelsen af loven og grundene til den.⁶

Betaling af tiende giver store velsignelser.

Herren gav [tiende]loven. Hvis vi følger hans lov, vil vi få fremgang, men når vi finder det, som vi tror er en bedre vej, så vil vi opleve fiasko. Når jeg besøger Kirken forskellige steder og ser resultaterne af tiendebetaling, er jeg kommet til den konklusion, at det ikke er en byrde, men en stor velsignelse.⁷

Betal en ærlig tiende. Denne evige lov, som Herren har åbenbaret, og som de trofaste har efterlevet, lige fra de fordums profeter til de nutidige, lærer os, at vi skal sætte Herren først i vores liv. Vi bliver måske ikke bedt om at ofre vores hjem eller vores liv, ligesom de første hellige blev bedt om. I vore dage bliver vi udfordret til at overvinde vores selviskhed. Vi betaler tiende, fordi vi elsker Herren, ikke fordi vi har midlerne til det. Vi kan forvente, at Herren åbner »himlens vinduer« (Mal 3:10) og udøser velsignelser over de trofaste.⁸

Vi følger princippet om at give Herren en smule af hans godhed over for os tilbage, og denne del betegner vi som tiende. Tiende … er fuldstændig frivillig. Vi kan betale tiende eller lade være. De, der gør, modtager velsignelser, der ikke kendes af andre.⁹

Mary Fielding Smith [var en] ukuelig pionermor, der var hustru til og enke efter patriarken Hyrum Smith, profetens bror … Et forår, da familien åbnede deres kartoffelkuler, fik hun sine sønner til at tage et læs af de bedste kartofler og køre dem hen til tiendekontoret.

Ved trapperne ved kontoret blev hun mødt af en af de ansatte, som [protesterede], da drengene begyndte at læsse kartoflerne af. »Enkefru Smith,« sagde han, da han uden tvivl huskede hendes prøvelser og ofre, »det er en skam, at du skal betale tiende.« Han … irettesatte hende for at betale tiende og sagde, at hun ikke var klog og forstandig …

Den lille enke rettede sig op i sin fulde højde og sagde: »William, du burde skamme dig. Vil du nægte mig en velsignelse? Hvis jeg ikke betalte min tiende, kunne jeg forvente, at Herren holdt sine velsignelser tilbage fra mig. Jeg betaler min tiende, ikke alene fordi det er Guds lov, men også fordi jeg forventer en velsignelse for at gøre det. Ved at holde den og andre love, forventer jeg at blive begunstiget og være i stand til at forsørge min familie« (Joseph Fielding Smith, Life of Joseph F. Smith, Salt Lake City, 1938, s. 158-159).¹⁰

Tiendeprincippet bør være mere end matematisk og automatisk efterlevelse af loven. Herren fordømte farisæerne for per automatik at betale tiende af krydderurter uden at gøre det til et åndeligt anliggende (se Matt 23:23). Hvis vi betaler tiende, fordi vi elsker Herren, fuldstændigt frivilligt og i tro, så mindsker vi vores afstand til ham, og vores forhold til ham bliver mere personligt. Vi er ikke slaver af lovens bogstav, og vi bliver rørt af Ånden og føler os ét med Gud.

Betaling af tiende styrker tro, øger åndelighed og åndelige evner og grundfæster vidnesbyrd. Det giver den tilfredsstillelse at vide, at man handler i overensstemmelse med Herrens vilje. Det giver de velsignelser, der kommer ved at dele med andre på de områder, hvor tiendemidlerne anvendes. Vi har ikke råd til at nægte os selv disse velsignelser. Vi har ikke råd til at undlade at betale vores tiende. Det berører vores fremtid såvel som vores nutid. Det, vi giver, og hvordan vi giver det, og den måde, hvorpå vi opfylder vore forpligtelser mod Herren, har evig betydning.

Et vidnesbyrd om tiendeloven kommer ved at efterleve den.¹¹

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Gennemgå definitionen på tiendeloven i afsnit 1. Hvad er tiende? Hvad kan vi lære af præsident Hunter om enkelheden ved tiendeloven?
Hvilke indsigter har I fået af præsident Hunters fortælling om tiendens historie? (Se afsnit 2). Hvorfor tror I, at præsident Hunter ønskede, at vi skulle forstå, at tiendeloven »har været og er en universel lov«?
Hvordan kan vi både give »en gave og også [opfylde] en forpligtelse« med vores tiende? (Se afsnit 3). Hvordan viser tiendebetaling vores kærlighed til Herren? Hvordan kan vi komme til at føle, at tiendebetaling er et privilegium og ikke en byrde?
Hvorfor skal et offer til Herren koste giveren noget af værdi? (Se afsnit 4). Hvordan kan en udfordring eller en modvilje mod at betale tiende overvindes?
Gennemgå de mange velsignelser, som præsident Hunter siger, vi får, når vi betaler tiende (se afsnit 5). Hvordan har I set disse velsignelser i jeres liv?

Skriftstedshenvisninger

Alma 13:15; L&P 64:23; 104:14-18; 119; 120; Guide til Skrifterne, »Tiende«

Studiehjælp

Når I første gang læser et kapitel, kan I eventuelt læse det hurtigt eller gennemgå overskrifterne for at få et overblik over indholdet. Læs derefter kapitlet igen, men gør det langsommere og gå i dybden med det. I kan også læse hvert afsnit med tanke på spørgsmålene. I kan få større indsigt og opdage anvendelsesmuligheder ved at gøre det.