Kapitel 13

Templet – det store symbol på vores medlemskab

»Det er mit hjertes inderligste ønske, at hvert eneste medlem af Kirken vil være værdig til at træde ind i templet.«

Fra Howard W. Hunters liv

Howard W. Hunters mor var et trofast medlem af Kirken hele sit liv, men hans far blev ikke døbt, førend Howard var 19. Flere år senere, da Howard var stavspræsident i Californien, rejste stavens medlemmer til templet i Mesa i Arizona for at udføre tempeltjeneste. Før sessionen begyndte, bad tempelpræsidenten ham om at tale til dem, der ventede. Det var præsident Hunters 46-års fødselsdag. Han skrev senere om den oplevelse:

»Da jeg talte til forsamlingen … kom min far og mor ind i lokalet klædt i hvidt. Jeg havde ingen anelse om, at min far var klar til at modtage sine tempelvelsignelser, selvom mor havde ønsket det i nogen tid. Jeg blev så følelsesmæssigt overvældet, at jeg var ude af stand til at fortsætte min tale. Præsident Pierce [tempelpræsidenten] stillede sig ved siden af mig og forklarede årsagen til afbrydelsen. Da min far og mor var kommet til templet den morgen, havde de bedt præsidenten om ikke at nævne noget for mig om, at de var der, fordi de gerne ville overraske mig på min fødselsdag. Jeg har aldrig glemt den fødselsdag, idet de på denne dag fik deres begavelse, og jeg havde det privilegium at kunne være vidne til deres besegling, og efterfølgende blev jeg beseglet til dem.«¹

Lidt mere end 40 år senere, da Howard W. Hunter kom med sin første offentlige udtalelse som Kirkens præsident, var et af hans primære budskaber, at medlemmerne skulle søge templets velsignelser med større hengivenhed.² Han fortsatte med at lægge vægt på dette budskab gennem sin tjeneste som præsident. Da han talte ved tempelgrunden i Nauvoo i juni 1994, sagde han:

»Tidligere i denne måned begyndte jeg min tjenestegerning med at give udtryk for mit dybe ønske om, at flere og flere medlemmer af Kirken ville blive værdige til at komme i templet. Ligesom på [Joseph Smiths] tid er værdige medlemmer, som har modtaget deres begavelse, nøglen til opbygningen af riget i hele verden. Tempelværdighed sikrer, at vores liv er i harmoni med Herrens vilje, og at vi er indstillet på at modtage hans vejledning i vores liv.«³

Adskillige måneder senere, i januar 1995, var præsident Hunters sidste offentlige fremtræden indvielsen af templet i Bountiful i Utah. I indvielsesbønnen bad han om, at templets velsignelser ville berige alle dem, der besøgte det:

»Vi beder ydmygt om, at du vil tage imod dette bygningsværk og lade dine velsignelser hvile på det. Lad din ånd være med og vejlede alle, der virker herinde, så hellighed vil herske i alle rum. Må alle, som træder indenfor, have rene hænder og et rent hjerte. Må de blive opbygget i deres tro og tage af sted med en følelse af fred og prise dit hellige navn …

Må dette hus tilvejebringe fredens ånd til alle, der ser dets majestæt, og især til alle, der kommer her for deres egne hellige ordinancer og for at udføre arbejde for deres kære på den anden side af sløret. Lad dem føle din guddommelige kærlighed og barmhjertighed. Må de være så privilegerede, at de ligesom salmisten i fordums tid kan sige: ›Vi som nød hinandens fortrolighed, når vi vandrede i festtoget i Guds hus.‹

Idet vi indvier denne hellige bygning, genindvier vi vores eget liv til dig og til dit værk.«⁴

Templet i Mesa i Arizona, hvor præsident Howard W. Hunter blev beseglet til sine forældre i 1953

Howard W. Hunters lærdomme

Vi bliver opfordret til at benytte templet som det store symbol på vores medlemskab

Da jeg blev kaldet til dette hellige embede [Kirkens præsident], blev der udsendt en opfordring til alle medlemmer af Kirken om at benytte Herrens tempel som det store symbol på deres medlemskab og den himmelske ramme for deres helligste pagter.

Når jeg reflekterer over templet, tænker jeg på disse ord:

»Templet er et sted til instruktion, hvor dybsindige sandheder vedrørende Guds rige bliver åbenbaret. Det er et fredfyldt sted, hvor sindet kan koncentrere sig om det åndelige, og verdens bekymringer kan lægges til side. I templet indgår vi pagter om at adlyde Guds love, og der gives os løfter, der altid er betinget af vores trofasthed, og som rækker ind i evigheden« (The Priesthood and You, Melchizedek Priesthood Lessons – 1966, Salt Lake City: The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 1966, s. 293).

Det er Herren selv, der i sine åbenbaringer til os har gjort templet til det store symbol for Kirkens medlemmer. Tænk på de holdninger og den retfærdige adfærd, som Herren henledte vores opmærksomhed på med det råd, han gav de hellige i Kirtland gennem profeten Joseph Smith, da de forberedte sig på at bygge et tempel. Det råd gælder stadig:

»Organiser jer, bered alt, hvad der behøves, og grundlæg et hus, ja, et bønnens hus, et fastens hus, et troens hus, et undervisningens hus, et herlighedens hus, et ordens hus, et Guds hus« (L&P 88:119). Afspejler disse holdninger og denne adfærd virkelig det, som vi alle ønsker og søger at være? …

Men for at templet virkelig kan være et symbol for os, må vi inderligt ønske, at det skal blive det. Vi må leve værdigt til at træde ind i templet. Vi må holde vor Herres befalinger. Hvis vi kan indrette vores liv efter Mesteren og gøre hans lærdomme og eksempel til det højeste mønster for vores liv, vil vi ikke have svært ved at være værdige til at komme i templet, ved at være stabile og loyale i alle livets facetter, for vi vil have valgt en entydig, hellig standard for opførsel og tro. Om vi er hjemme eller på arbejde, går i skole eller for længst har forladt skolen, handler fuldstændigt alene eller i fællesskab med mange andre mennesker, vil vores kurs ligge fast, og vore standarder vil være åbenlyse.

Evnen til at stå fast ved sine principper, til at leve retskaffent og med tro i henhold til sin overbevisning – det er det afgørende. Denne forpligtelse over for sande principper – i vores eget liv, i vores hjem og familie, og på alle steder, hvor vi møder og påvirker andre mennesker – det er denne hengivenhed, som Gud i sidste ende kræver af os … Det kræver udholdenhed – en evig dybfølt og højt værdsat forpligtelse med hele vores sjæl over for de principper i Guds befalinger, som vi ved er sande. Hvis vi er oprigtige og trofaste over for Herrens principper, vil vi altid være værdige til at komme til templet, og Herren og hans hellige templer vil være de store symboler på, at vi er hans disciple.⁵

Vi bør hver især stræbe efter at være værdige til at få en tempelanbefaling.

Det er mit hjertes inderligste ønske, at hvert eneste medlem af Kirken vil være værdig til at træde ind i templet. Det vil glæde Herren, hvis hvert eneste voksent medlem vil være værdigt – samt have – en gyldig tempelanbefaling. Det, vi skal gøre og ikke gøre for at være værdige til en tempelanbefaling, er præcis de ting, der vil sikre, at vi selv og vores familie er lykkelige.⁶

Vor himmelske Fader har tydeligt sagt, at de, der træder ind i templet, skal være rene og fri for verdens synder. Han sagde: »Og for så vidt som mit folk bygger mig et hus i Herrens navn og ikke tillader at noget urent kommer derind, så det ikke bliver besmittet, skal min herlighed hvile over det … Men hvis det bliver besmittet, vil jeg ikke komme derind, og min herlighed skal ikke være der; for jeg vil ikke komme ind i vanhellige templer« (L&P 97:15, 17).

Det kan måske være interessant for jer at vide, at Kirkens præsident plejede at underskrive hver enkelt tempelanbefaling. Så stærkt følte de tidligere præsidenter med hensyn til at være værdig til at komme ind i templet. I 1891 blev ansvaret lagt på biskopper og stavspræsidenter, der stiller jer adskillige spørgsmål angående jeres værdighed til at få en tempelanbefaling. I bør vide, hvad der forventes af jer for at kunne få en tempelanbefaling.

I skal tro på Gud, den evige Fader, og på hans Søn, Jesus Kristus, og på Helligånden. I skal tro på, at dette er deres hellige og guddommelige værk. Vi opfordrer jer til dagligt at arbejde på at opbygge jeres vidnesbyrd om vor himmelske Fader og Herren Jesus Kristus. Den Ånd, som I føler, er Helligånden, der vidner for jer om, at de lever. Senere i templet vil I lære mere om Guddommen gennem de åbenbarede instruktioner og ordinancer.

I skal opretholde Kirkens generalautoriteter og lokale ledere. Når I løfter armen i en ret vinkel, når disse lederes navne bliver præsenteret, så viser I, at I vil opretholde dem i deres ansvar og i de råd, som de giver.

Det er ikke kun at vise stor respekt for dem, som Herren har kaldet til at præsidere. Det er snarere en anerkendelse af det faktum, at Gud har kaldet profeter, seere og åbenbarere og andre generalautoriteter. Det er en forpligtelse til, at I vil følge de instruktioner, som Kirkens præsiderende ledere kommer med. På samme måde bør I være loyale over for biskoppen, stavspræsidenten og andre kirkeledere. At undlade at opretholde dem, som har myndighed, er uforeneligt med tjeneste i templet.

I skal være moralsk rene for at komme ind i det hellige tempel. Kyskhedsloven kræver, at I ikke har nogle seksuelle forhold med nogen anden end jeres mand eller hustru. Vi opfordrer jer især til at vogte jer for Satans fristelser, som vil tilsøle jeres moralske renhed.

I skal sørge for, at der ikke er noget i jeres forhold til jeres familie, som ikke er i harmoni med Kirkens lærdomme. Vi opfordrer især [unge] til at adlyde [deres] forældre i retfærdighed. Forældre skal være opmærksomme på at sikre, at deres forhold til familien er i harmoni med evangeliets lærdomme og aldrig tage del i mishandling eller vanrøgt.

For at komme ind i templet skal man være ærlig i al sin omgang med andre. Som sidste dages hellige har vi en hellig pligt til aldrig at være bedrageriske eller uærlige. Vores grundlæggende retskaffenhed er på spil, når vi bryder denne pagt.

For at kvalificere sig til en tempelanbefaling skal man stræbe efter at gøre sin pligt i Kirken, komme til sine nadvermøder, præstedømmemøder og andre møder. Man skal også stræbe efter at overholde evangeliets regler, love og bud. Lær … at tage imod kaldelser og andre opgaver, man bliver bedt om. Tag aktivt del i jeres menighed og vær en, som jeres ledere kan regne med.

For at komme ind i templet skal man betale en ærlig tiende og efterleve visdomsordet. Disse to bud, hvor instruktionerne er enkle, men som er meget vigtige for vores åndelige vækst, er afgørende for at bekræfte vores personlige værdighed. I de sidste mange år har vi lagt mærke til, at de, der trofast betaler deres tiende og overholder visdomsordet, sædvanligvis er trofaste i alle andre anliggender i forbindelse med at træde ind i det hellige tempel.

Det er ikke anliggender, der skal tages let på. Når vi er blevet fundet værdige til at komme i templet, udfører vi ordinancer, der er helligere end nogen andre, der bliver forrettet noget sted på jorden. Disse ordinancer omhandler det, der hører evigheden til.⁷

mand i præstedømmeleders kontor — »Biskopper og stavspræsidenter … stiller jer adskillige spørgsmål angående jeres værdighed til at få en tempelanbefaling.«

Enkeltpersoner og familier får store velsignelser, når de udfører tempeltjeneste.

Hvilken herlig velsignelse er det ikke at kunne tage til templet og modtage velsignelser. Og efter vi har modtaget vore egne velsignelser i templet, hvilket herligt privilegium er det da ikke at udføre ordinancer for dem, der er gået forud for os. Den side af tempeltjenesten er en helt uselvisk indsats. Og dog modtager vi velsignelser hver gang, vi udfører tempelordinancer for andre. Det bør derfor ikke komme bag på os, at Herren ønsker, at hans folk skal være et tempelmotiveret folk …

Vi bør ikke kun tage dertil for vores afdøde slægts skyld, men også for at nyde de personlige velsignelser ved at komme i templet og føle den hellighed og tryghed, som findes bag de hellige og indviede mure. Når vi kommer i templet, forstår vi bedre det dybere formål med livet og betydningen af vor Herre Jesu Kristi forsoning. Lad os gøre templet, tempeldeltagelse, tempelpagter og tempelægteskab til vores ypperste mål og største oplevelser her i livet.⁸

Mange ting bliver opfyldt ved, at vi kommer i templet – vi retter os efter Herrens instruktioner om at udføre ordinancer for os selv, vi velsigner vores familie ved de beseglende ordinancer, og vi deler vore velsignelser med andre ved at gøre det for dem, som de ikke selv er i stand til. Udover det, så højner vi vore egne tanker, vi kommer Herren nærmere, ærer præstedømmet og får mere åndelighed ind i vores liv.⁹

Vi modtager personlige velsignelser, når vi kommer i templet. Ældste John A. Widtsoe fra De Tolvs Kvorum har sagt følgende om, hvordan vores tilværelse velsignes ved tempelbesøg:

»Tempeltjeneste … giver en vidunderlig mulighed for at holde vores åndelige kundskab og styrke levende … Evighedens mægtige perspektiv åbner sig for os i de hellige templer; vi ser tiden fra dens uendelige begyndelse til dens endeløse afslutning; og det evige livs drama folder sig ud for os. Da ser jeg mere tydeligt min plads blandt alt i universet, min rolle i opnåelsen af Guds hensigter; jeg er bedre i stand til at placere mig selv der, hvor jeg hører til, og jeg er bedre i stand til at bedømme og afveje, adskille og organisere de almindelige, ordinære pligter i livet, så det uvæsentlige ikke overvælder mig eller borttager min vision af de større ting, som Gud har givet os« (i Conference Report, apr. 1922, s. 97-98).¹⁰

Overvej den ophøjede belæring i den storslåede indvielsesbøn for templet i Kirtland – en bøn, som profeten Joseph Smith fortalte, at han havde modtaget ved åbenbaring. Det er en bøn, der til stadighed besvares på os – enkeltvis, som familier og som folk – på grund af præstedømmets magt, som Herren har givet os til at bruge i sine hellige templer.

»Og nu, hellige Fader,« bønfaldt profeten Joseph Smith, »beder vi dig om at bistå os, dit folk, med din nåde … at vi må blive fundet værdige i dine øjne til at sikre en opfyldelse af de løfter, som du har givet os, dit folk, i de åbenbaringer, som er givet os;

så din herlighed må komme ned over dit folk …

Og vi beder dig, hellige Fader, om at dine tjenere må drage ud fra dette hus, udrustet med din kraft, og om at dit navn må være på dem og din herlighed være omkring dem og dine engle passe på dem« (L&P 109:10-12, 22).¹¹

At komme i templet skaber åndelighed. Det er et af de fineste programmer, vi har i Kirken, til at udvikle åndelighed. Det vender børnenes hjerte til deres fædre og fædrenes hjerte til deres børn (Mal 3:24). Det fremmer solidaritet og samhørighed i familien.¹²

Lad os haste til templet

Lad os fortælle vore børn om de åndelige følelser, som vi har i templet. Og lad os mere oprigtigt og mere naturligt belære om de ting, som det er passende at fortælle om vedrørende formålene med Herrens hus. Sørg for at have et billede af et tempel hængende i jeres hjem, så jeres børn kan se det. Belær dem om formålet med Herrens hus. Lad dem allerede fra deres tidligste barndom planlægge at tage dertil og forblive værdige til at modtage den velsignelse. Lad os berede hver eneste missionær til værdigt at tage til templet og gøre den oplevelse til en større begivenhed end selve missionærkaldelsen. Lad os planlægge og belære og opfordre vore børn til at gifte sig i templet. Lad os endnu ivrigere end tidligere fastslå, at det sandelig betyder noget, hvor man gifter sig, og med hvilken myndighed man erklæres for mand og hustru.¹³

Det er Herren velbehageligt, når vore unge værdigt tager til templet og udfører stedfortrædende dåb for dem, der ikke havde mulighed for at blive døbt i levende live. Det er Herren velbehageligt, når vi værdigt tager til templet for selv at indgå vore egne pagter med ham og blive beseglet som ægtepar og som familie. Og det er Herren velbehageligt, når vi værdigt tager til templet for at udføre disse samme frelsende ordinancer for dem, der er døde, hvoraf mange ivrigt venter på udførelsen af ordinancer på deres vegne.¹⁴

Jer, der ikke har modtaget jeres tempelvelsignelser, eller som ikke har en gyldig tempelanbefaling, opfordrer jeg ydmygt og kærligt til at arbejde hen mod den dag, hvor I kan komme ind i Herrens hus. Han har lovet dem, der er trofaste mod deres pagter: »Hvis mit folk vil give agt på min røst og på mine tjeneres røst, hvem jeg har udpeget til at lede mit folk, se, sandelig siger jeg jer, så skal de ikke blive flyttet fra deres sted« (L&P 124:45) … Jeg lover jer, at jeres personlige, åndelige forhold til jeres ægtefælle og jeres familieforhold vil blive velsignet og styrket, når I regelmæssigt kommer i templet.¹⁵

Lad os være et tempelbesøgende og tempelelskende folk. Lad os haste til templet, så ofte som tid og midler og personlige forhold tillader det. Lad os ikke blot komme for vore afdøde slægtninges skyld, men lad os også komme for at nyde de personlige velsignelser, man modtager ved at tilbede i templet, og for at føle den hellighed og sikkerhed, der er tilvejebragt inden for disse hellige og indviede mure. Templet er et sted med skønhed, det er et sted med åbenbaring, det er et sted med fred. Det er Herrens hus. Det er helligt for Herren. Det bør være helligt for os.¹⁶

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Tænk over præsident Hunters lærdomme i afsnit 1. Hvordan kan vi »benytte Herrens tempel som det store symbol på [vores] medlemskab«?
Gennemgå kravene for en tempelanbefaling, som nævnes i afsnit 2. Hvordan har efterlevelse af disse krav velsignet jer og jeres familie? Hvorfor kræves det af os, at vi stræber efter at være »rene og fri for verdens synder«, når vi kommer til templet?
Gennemgå præsident Hunters lærdomme om velsignelserne ved at virke i templet (se afsnit 3). Hvordan har deltagelse i tempelordinancer velsignet jer og jeres familie? Hvordan kan I få større gavn af templets velsignelser? Kan I fortælle om et tidspunkt, hvor I fik åndelig styrke eller vejledning i templet? Hvis I endnu ikke har været i templet, så tænk over, hvordan I kan forberede jer til at modtage den velsignelse.
Hvordan kan vi hjælpe børn og unge til at lære om templet og komme til at elske det? (Se afsnit 4). Hvordan kan vi hjælpe børn og unge til at få et ønske om at blive viet i Herrens hus? Hvorfor er det vigtigt, at vi tager til templet, »så ofte som tid og midler og personlige forhold tillader det«?

Skriftstedshenvisninger

Sl 55:15; Es 2:2-3; L&P 97:12-17; 110:6-10; 124:39-41; 138:53-54; Guide til Skrifterne, »Templet, Herrens hus«

Til underviseren

»En lektion vil ofte indeholde mere stof, end du kan gennemgå i den undervisningstid, som du har. I sådanne tilfælde bør du udvælge det stof, der bedst vil hjælpe dem, som du underviser« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 98).