Kapitel 22

Undervisning i evangeliet

»Formålet med undervisning [er, at] vi kan være et redskab i Guds hænder til at forandre et menneskes hjerte.«

Fra Howard W. Hunters liv

Ved aprilkonferencen i 1972 var ældste Howard W. Hunter, der dengang var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, en af de sidste talere ved et af møderne. Han havde forberedt en tale, men der var ikke tid nok til, at han kunne holde den. »Idet jeg holder skarpt øje med klokken,« sagde ældste Hunter, »folder jeg de notater sammen, som jeg har forberedt til i dag, og lægger dem i min inderlomme. Men lad mig alligevel bruge et par minutter på at fortælle jer om en episode, der gjorde et stort indtryk på mig, da jeg var barn. Jeg kom i tanke om den, da det blev nævnt, at der er mange hengivne mennesker blandt os i eftermiddag, der underviser unge mennesker.

Det var en dejlig sommerdag tidligt om formiddagen. Jeg stod nær et vindue, og kun gardinerne skilte mig fra de to små væsener derude på plænen. Den ene var en stor fugl og den anden en lille fugl, der åbenbart lige var hoppet ud af reden. Jeg så den store fugl hoppe ude på græsplænen, den kradsede gevaldigt med fødderne i græsset og hakkede med næbbet. Så trak den en fed regnorm op af jorden og hoppede så tilbage, hvor den kom fra. Den lille fugl åbnede næbbet på vid gab, men den store fugl slugte selv ormen.

Så så jeg den store fugl flyve op i et træ. Den pirkede lidt i barken og kom så tilbage med en stor bille i munden. Den lille fugl åbnede igen munden på vid gab, men den store fugl slugte billen. Den lille skræppede højlydt i protest.

Så fløj den store fugl bort, og jeg så den ikke mere, men jeg holdt stadigvæk øje med den lille fugl. Da der var gået et lille stykke tid, hoppede den ud på græsplænen, kradsede voldsomt med fødderne og hakkede med næbbet, så trak dén en fed regnorm op af jorden.

Må Gud velsigne de gode mennesker, der underviser vore børn og unge.«

Ældste Hunters korte budskab blev senere udgivet med titlen »En god læremester«.¹

Howard W. Hunter lagde ofte vægt på vigtigheden af god undervisning i Kirken. Han præsenterede principper – såsom vigtigheden af at undervise ved sit eksempel, som blev illustreret i beretningen om fuglene – som kunne hjælpe lærere til at blive bedre til at velsigne dem, som de underviste. Han talte ofte til lærere, der underviste børn og unge, for at hjælpe dem til at forstå det hellige ansvar de havde over for den opvoksende generation. Ved en sådan lejlighed sagde han:

»Foran mig ser jeg nu nogle af de udvalgte ånder på jorden … Jeg prøver at forestille mig hver af jer [lærere], når I arbejder med jeres tildelte opgave. Jeg tænker over, hvilken frugt jeres arbejde vil frembringe. Vil noget af den frugt blive ødelagt, fordi I har undladt at pløje eller dyrke den jord, der er blevet jer betroet; eller vil al jorden blive dyrket, så den frembringer al den gode frugt, den kan?

Ude i jeres respektive menigheder og stave … bor mange af vor Faders børn. De er, ligesom jer, udvalgt af ham; men til forskel fra jer er mange af dem uerfarne, og mange er nye i evangeliet. Jeres ansvar i forhold til dem er i sandhed stort. Hvis I kan få deres tillid og vinde deres hjerte, vil de være let påvirkelige, lette at bøje, lette at forme og lette at lede. I er deres ›hyrde‹. I skal lede dem til ›grønne enge‹ …

Hvilken udfordring, hvilken glædelig opgave, hvilket helligt ansvar, som I nu har fået! … Hvor betænksomme, hvor omsorgsfulde, hvor venlige, hvor milde, hvor rene i hjertet, hvor opfyldt af denne uselviske kærlighed, som vor Herre besad, hvor ydmyge, hvor bønsomme bør I ikke være for på ny at påtage jer at vogte lammene, som Herren siger, at I skal gøre!«²

Undervisning af børn i Kirken støtter forældres undervisning i hjemmet.

Howard W. Hunters lærdomme

Hjælp andre til at stole på skrifterne.

Jeg opfordrer jer kraftigt til at anvende skrifterne i jeres undervisning og til at gøre alt, hvad der står i jeres magt, for at hjælpe eleverne til at anvende dem og blive trygge ved dem. Jeg ønsker, at vore unge mennesker skal stole på skrifterne, og jeg ønsker, at I forstår den sætning på to måder.

For det første ønsker vi, at eleverne stoler på skrifternes styrke og sandheder, stoler på, at deres himmelske Fader virkelig taler til dem gennem skrifterne, og stoler på, at de kan vende sig til skrifterne og finde svar på deres problemer og bønner. Det er den slags tillid, som jeg ønsker, at I giver videre til jeres elever, og det kan I give dem ved at vise dem dagligt, hver time, at I har tiltro til skrifterne på den måde. Vis dem, at I selv har tiltro til, at skrifterne indeholder svarene til mange – ja, de fleste – af livets udfordringer. Så når I underviser, så undervis fra skriften.

[En anden] fortolkning af udtrykket »at stole på skrifterne« er at undervise eleverne i standardværkerne så omhyggeligt, at de trygt kan bevæge sig igennem dem, lære de vigtigste skriftsteder og prædikener at kende samt de tekster, som findes deri. Vi håber, at ingen af jeres elever forlader klassen frygtsomme, forlegne eller skamfulde over, at de ikke kan få den hjælp, som de har behov for, fordi de ikke kender skrifterne godt nok til at finde de rigtige skriftsteder. Giv disse unge mennesker erfaring nok med Bibelen, Mormons Bog, Lære og Pagter og Den Kostelige Perle til, at de stoler på skrifterne på begge de måder, som jeg lige har nævnt.

Jeg har ofte tænkt, at vore unge mennesker i Kirken i høj grad ville være som andre unge mennesker uden for Kirken, hvis de ikke behersker og bliver gode til at anvende standardværkerne. I kan alle huske de vers, som profeten Joseph Smith skrev fra sit fangenskab i fængslet i Liberty. Han skrev blandt andet: »For der er endnu mange på jorden blandt alle sekter, trossamfund og trosretninger, som er forblindede af menneskers lumske snuhed, hvorved de ligger på lur for at bedrage, og som alene bliver holdt borte fra sandheden, fordi de ikke ved, hvor de kan finde den« (L&P 123:12; fremhævelse tilføjet).

Vi har et stort ansvar som [lærere] i Kirken for at sørge for, at vore egne medlemmer, vore egne unge mennesker ikke falder ind under den uheldige kategori af dem, der er forblindede, der er gode, fine, værdige unge mænd og piger, som bliver holdt borte fra skrifternes sandheder, fordi de ikke ved, hvor de skal finde disse sandheder, og fordi de ikke er fortrolige med [at bruge] deres standardværker.³

Undervis med Ånden.

Forbered jer, og lev på en sådan måde, at I har Herrens Ånd med i jeres undervisning. Der er så meget i vores verden, der ødelægger følelsen, vi får fra Ånden, og så meget, der afholder os fra at have Ånden hos os. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for disse unge mennesker, der bliver angrebet og udsat for verdslighed omkring sig. Vi skal gøre alt, der er muligt, for at lade dem føle Herrens Ånds blide, forsikrende tilstedeværelse …

I en af de mest grundlæggende åbenbaringer i denne uddeling har Herren sagt: »Og Ånden skal gives jer ved troens bøn; og hvis I ikke modtager Ånden, skal I ikke undervise« (L&P 42:14).

Jeg forstår dette vers sådan, at vi ikke skal undervise uden Ånden, men også at vi faktisk heller ikke kan undervise uden den. Man kan ganske enkelt ikke lære om åndelige ting uden tilstedeværelsen af Herrens Ånd, som underviser i og bekræfter sandheden. Joseph Smith virker til at være enig: »Alle skal forkynde evangeliet ved Helligåndens kraft og indflydelse, og intet menneske kan forkynde evangeliet uden Helligånden« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 329).

Jeg bliver bekymret, når det viser sig, at der bliver sat lighedstegn mellem stærk sindsbevægelse eller fritløbende tårer og Åndens tilstedeværelse. Herrens Ånd kan bestemt godt medføre stærke, følelsesmæssige udbrud, inklusive tårer, men den ydre tilkendegivelse bør ikke forveksles med selve Åndens tilstedeværelse.

Jeg har gennem årene iagttaget ret mange af mine brødre, og vi har delt sjældne og usigelige åndelige oplevelser med hinanden. Disse oplevelser har været forskellige, de har været særlige på hver sin måde, og sådanne hellige øjeblikke kan både være med og uden ledsagelse af tårer. Meget ofte er de, men nogle gange er de ledsaget af total stilhed. Andre gange er de ledsaget af glæde. De er altid ledsaget af en stor tilkendegivelse af sandheden, af åbenbaring til hjertet.

Undervis jeres elever kraftfuldt i evangeliets sandhed; det er den måde, hvorpå man giver dem en åndelig oplevelse. Lad det komme naturligt, måske med tårer, men måske ikke. Hvis det, I siger, er sandheden, og I siger det uforfalsket og med ærlig overbevisning, så vil eleverne føle ånden i den sandhed, som de bliver undervist i, og vil genkende den inspiration og åbenbaring, der kommer til deres hjerte. Det er sådan, at vi opbygger tro. Det er sådan, at vi styrker vidnesbyrd – med Guds ords kraft, som der bliver belært om uforfalsket og med overbevisning.

Lyt efter sandheden, hør efter læren, og lad Åndens tilkendegivelser komme i alle dens mange og forskellige former. Bliv ved de grundfæstede principper; undervis ud fra et rent hjerte. Så vil Ånden gennemtrænge jeres sind og hjerte og jeres elevers sind og hjerte.⁴

Bed eleverne om at søge Gud Faderen og Jesus Kristus direkte.

Jeg er sikker på, I er klar over den mulige fare, der er ved … at jeres elever opbygger en loyalitet over for jer frem for over for evangeliet … Det er derfor, I er nødt til at opfordre jeres elever til selv at gå ind i skrifterne, ikke blot give dem jeres fortolkning og præsentation af dem. Det er derfor, I er nødt til at opfordre jeres elever til at føle Herrens Ånd, ikke blot give dem jeres personlige tanker om det. Det er derfor, I i sidste instans er nødt til at indbyde jeres elever direkte til Kristus, ikke blot til en, der underviser i hans lærdomme, uanset hvor dygtigt. I vil ikke altid være til rådighed for disse elever …

Vores største opgave er at indprente disse elever det, som kan følge dem hele livet, pege dem i retning af ham, som elsker dem og vil vejlede dem, hvor ingen af os vil være. Sørg for, at disse elevers loyalitet er over for skrifterne og Herren og den genoprettede kirkes lære. Peg dem i retning af Gud Faderen og hans enbårne Søn, Jesus Kristus, og af lederne i den sande kirke … Giv dem de gaver, der vil bære dem gennem, når de bliver nødt til at stå alene. Når I gør dette, er hele Kirken velsignet flere generationer frem.⁵

»Prøv, så godt I kan, at tænke på [eleverne] hver især, at lade dem føle jeres omsorg, deres lærers omsorg, personligt og særligt.

Stræb efter at nå den enkelte.

Jeg har altid været imponeret over, at Herren beskæftiger sig med os personligt, enkeltvis. Vi gør mange ting i grupper i Kirken, og vi har brug for organisationer af en vis størrelse, så vi kan administrere Kirken på bedste måde, men der er så mange af de vigtige ting – de allervigtigste ting – der bliver gjort enkeltvis. Vi velsigner babyer en ad gangen, selv hvis det er tvillinger eller trillinger. Vi døber og bekræfter børn en ad gangen. Vi tager nadveren, bliver ordineret til præstedømmet og modtager templets ordinancer som enkeltperson – som en person, der udvikler et forhold til vor Fader i himlen. Der kan være andre i nærheden ved disse situationer, ligesom der er andre i jeres klasselokale, men himlen lægger vægt på hvert individ, på hver enkelt person.

Da Jesus Kristus viste sig for nefitterne, sagde han:

»Rejs jer, og kom hen til mig, så I kan stikke jeres hænder i min side, og så I også kan føle naglemærkerne i mine hænder og i mine fødder …

Og det skete, at mængden kom frem og stak deres hænder i hans side og følte naglemærkerne i hans hænder og i hans fødder; og dette gjorde de, idet de kom frem en efter en, indtil de alle var kommet frem, og med deres egne øjne så og med deres egne hænder følte og med vished vidste og aflagde vidnesbyrd om, at det var ham, om hvem det var skrevet af profeterne, at han skulle komme« (3 Ne 11:14-15; fremhævelse tilføjet).

Denne oplevelse tog tid, men det var vigtigt, at hver enkelt fik den oplevelse, at de alle med deres øjne og hænder fik det samme bekræftende, personlige vidnesbyrd. Senere behandlede Kristus de nefitiske børn på nøjagtig samme måde. »Han tog deres små børn, et efter et, og velsignede dem og bad til Faderen for dem« (3 Ne 17:21; fremhævelse tilføjet).

Det vil blive svært for jer at give al den personlige opmærksomhed, som nogle af jeres elever både ønsker og har behov for, men prøv, så godt I kan, at tænke på dem hver især, at lade dem føle jeres omsorg, deres lærers omsorg, personligt og særligt. Bed om at få at vide, hvilke elever, der har brug for hvilken type hjælp, og vær opmærksom på disse tilskyndelser, når de kommer … Husk på, at den allerbedste undervisning er en til en og ofte forekommer uden for klasselokalet …

I jeres søgen efter at undervise jeres elever enkeltvis vil I helt sikkert opdage, at nogle ikke klarer sig lige så godt som andre, og at nogle slet ikke kommer i klassen. Fat en personlig interesse i sådanne elever; gå den ekstra mil og inviter og hjælp de fortabte får tilbage til folden. »Husk, at sjæles værdi er stor i Guds øjne« (L&P 18:10). Vor Frelser har betalt en pris, der ikke kan måles, for hver enkelt af os, og det påhviler hver af os at gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe ham i hans værk. Det påhviler os at sørge for, at forsoningens gave bliver udrakt til enhver ung mand eller ung pige, som vi har ansvar for. I jeres situation betyder det at holde dem beskæftiget i jeres klasse.

Vis dem, der kæmper, særlig opmærksomhed, og gå om nødvendigt ud for at finde det fortabte får. Et postkort, en telefonopringning, eller, hvis det er muligt, et personligt besøg derhjemme vil i mange tilfælde give et vidunderligt resultat. Personlig opmærksomhed til en ung, der er begyndt at komme på afveje, kan redde mange timers – ja, mange års – anstrengelser i vore forsøg på at få personen aktiv igen. Gør alt, hvad I kan, for at styrke den stærke og forankre den, der er ved at falde fra i denne alder.⁶

Undervis ved eksemplets magt.

Det er så nødvendigt for os [som lærere] at foregå med et ordentligt eksempel, at være flittige og årvågne i vores eget liv, at holde sabbatsdagen hellig, at ære lederne i menigheden, staven og Kirken. Intet upassende bør komme fra vore læber, som vil give noget barn ret eller privilegium til at gøre noget forkert. Hvis vi siger eller gør noget forkert, så har børnene naturligvis tilladelse til at gøre det samme.

Eksemplet har en langt større indflydelse end forskrifter. Den, der prøver at få andre til at gøre det rigtige, bør selv gøre det rigtige. Det er sandt, at den, der udøver gode forskrifter, fordi de er gode, og ikke lader sig selv blive påvirket af andres uretfærdige opførsel, vil blive belønnet i højere grad end den, som siger noget, men ikke gør det … Børn er tilbøjelige til at efterligne dem, som de har tillid til. Jo mere tillid de har, jo lettere bliver de påvirket i god eller dårlig retning. Enhver god hellig respekterer ægte godhed, hvor den findes, og vil prøve at efterligne gode eksempler.⁷

Opskriften på en god lærer er ikke kun at efterleve Herrens bud og være fortaler for Herrens bud, men at opnå undervisningens ånd ved bøn. Når vi opnår denne ånd og overholder Herrens bud, når vi går i lydighed for ham, så vil de personers liv, som vi rører, blive forandret, og de vil blive motiveret til at leve et retfærdigt liv.⁸

Enhver lærer skal have et personligt vidnesbyrd om, at Gud lever, om Jesu Kristi guddommelige mission, og at Faderen og Sønnen virkelig viste sig for Joseph Smith. Ikke blot skal han have viden og et vidnesbyrd, men han bør være ivrig efter at udtrykke sin tro uden forbehold for dem, som kommer for at lære.⁹

Effektiv undervisning i evangeliet fører til »forandringen af menneskets sjæl«.

Vær et redskab i Herrens hænder til at hjælpe eleverne med at opleve en mirakuløs forandring i hjertet.

Når en lærer underviser, som Herren har til hensigt, sker der store mirakler. Miraklet i Kirken i vore dage er ikke helbredelsen, som der er så rigelig af, ikke at de lamme skal gå, den blinde se, den døve høre eller den syge blive oprejst. Det store mirakel i Kirken og i Guds rige i vore dage og i vor tid er forandringen af menneskets sjæl. Når vi rejser rundt mellem Kirkens stave og missioner, ser vi dette – forandringen af den menneskelige sjæl, fordi nogen har undervist i sandhedens principper.

Det er, som Alma sagde på sin tid, da han underviste folket: »Og se, nu spørger jeg jer, mine brødre [og søstre] i kirken: Er I blevet født åndeligt af Gud? Har I antaget hans billede i jeres ansigtsudtryk? Har I oplevet denne mægtige forandring i jeres hjerte?« (Alma 5:14). Det er formålet med undervisning. Det er grunden til, at vi arbejder så hårdt, søger Ånden og forbereder vores sind med gode ting, som Herren har befalet, så vi kan være et redskab i Guds hænder til at forandre et menneskes hjerte. Vores mål er, at vi i menneskets hjerte kan plante ønsket om at være god, ønsket om at være retfærdig, ønsket om at holde Herrens befalinger og ønsket om at vandre ydmygt for ham. Hvis vi kan være et redskab i Herrens hænder til at tilvejebringe denne mægtige forandring i børnenes hjerte, så har vi opnået et stort mirakel som lærer. Og det er virkelig et mirakel. Vi forstår ikke, hvordan Herren forandrer menneskets hjerte, men han gør det …

Jeg bærer mit vidnesbyrd om Åndens fornyende kraft i Kirkens medlemmers liv. Jeg bønfalder jer om … at arbejde utrætteligt i retfærdighed og hellighed for Herren for at udføre det, som I har fået til opgave.¹⁰

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Bemærk: I kan eventuelt drøfte nogle af de følgende spørgsmål med udgangspunkt i forældre, der underviser deres børn.

Præsident Hunter opfordrer lærere til at hjælpe eleverne til at »stole skrifterne« (afsnit 1). Hvornår har skrifterne hjulpet jer i jeres liv? Hvornår har I fundet svar på jeres spørgsmål i skrifterne? Hvordan kan vi hjælpe andre, deriblandt dem hjemme hos os selv, til at lære at elske skrifterne og få gavn af deres kraft?
Hvad kan vi lære af afsnit 2 om at undervise ved Ånden? Hvilke erfaringer har I haft med at undervise og lære ved Ånden? Hvad kan I gøre for at blive bedre til at undervise ved Ånden?
Hvordan kan en lærer hjælpe eleverne til at opbygge en loyalitet over for skrifterne og evangeliet og ikke over for læreren selv? (Se afsnit 3). Hvordan kan en lærer hjælpe eleverne til at rette sig mod vor himmelske Fader og Jesus Kristus? Hvordan kan en lærer hjælpe eleverne til at få en grundvold i evangeliet, så de forbliver stærke, »når de bliver nødt til at stå alene«?
Tænk over præsident Hunters lærdomme om vigtigheden af hver person (se afsnit 4). Hvordan kan I hjælpe dem, I underviser, til at få et vidnesbyrd om, at Gud kender og elsker dem hver især? Tænk over, hvad I som lærer kan gøre for at nå hver person.
Præsident Hunter lægger vægt på vigtigheden af at undervise ved sit eksempel (se afsnit 5). Hvorfor har vores eksempel mere kraft end vores ord? Hvordan er I blevet velsignet af en lærer, der var et godt eksempel? Hvordan kan en forælder ved sit eksempel undervise sine børn?
Hvornår har I oplevet et stort mirakel, som præsident Hunter beskriver i afsnit 6, enten som lærer eller elev? Tænk over nogle lærere, der har haft en positiv indflydelse på jeres liv. Hvorfor havde de sådan en god indflydelse? Hvordan kan vi undervise i evangeliet med stor kraft – hvad enten det er derhjemme, i klasselokalet eller andre steder?

Skriftstedshenvisninger

Joh 21:15-17; 1 Kor 12:28; 2 Tim 3:14-17; 2 Ne 33:1; Alma 17:2-3; 31:5; L&P 11:21-22; 50:17-22; 88:77-80

Til underviseren

Skriv de spørgsmål, der står i slutningen af kapitlet eller andre spørgsmål, der omhandler kapitlet, på forskellige stykker papir. Bed dem i klassen om at vælge et spørgsmål og derpå kigge i kapitlet efter lærdomme, der kan besvare det. Bed dem fortælle, hvad de har fundet frem til.