Kapitel 11

Ægte storhed

»En konstant bestræbelse i de små ting i vores dagligdag fører til ægte storhed.«

Fra Howard W. Hunters liv

Præsident Howard W. Hunter belærte om, at ægte storhed ikke kun kommer af verdslig succes, men fra »tusindvis af små gøremål, tjenesteydelser og opofrelser, som består i at give eller ofre sit liv for andres og for Herrens skyld«.¹ Præsident Hunter levede sit liv i overensstemmelse med denne lære. I stedet for at søge rampelyset eller andres anerkendelse udførte han daglige tjenestegerninger og opofrelser, som ofte gik ubemærket hen.

Et eksempel på præsident Hunters forholdsvis ubemærkede tjeneste var den omsorg, som han viste sin hustru, da hun i mere end 10 år led af et skrantende helbred. I begyndelsen af 1970’erne begyndte Claire Hunter at lide af hovedpine og hukommelsestab. Hun fik senere adskillige små slagtilfælde, som gjorde det vanskeligt for hende at tale og bruge sine hænder. Da hun begyndte at få brug for konstant pleje, hjalp præsident Hunter så meget, som han kunne samtidig med, at han opfyldte sine ansvar som apostel. Han arrangerede det således, at der var nogen ved Claire i løbet af dagen, men han tog sig af hende om natten.

En hjerneblødning i 1981 efterlod Claire ude af stand til at gå eller tale. Ikke desto mindre hjalp præsident Hunter hende nogle gange ud af hendes kørestol og holdt hende tæt, så de kunne danse, ligesom de havde gjort år tidligere.

Efter Claire fik sin anden hjerneblødning, insisterede lægerne på, at hun skulle på et plejehjem, og hun boede der de sidste 18 måneder af sit liv. I den tid besøgte præsident Hunter hende hver dag bortset fra, når han var ude at rejse i forbindelse med kirkeopgaver. Når han kom hjem, tog han direkte fra lufthavnen for at være sammen med hende. Det meste af tiden enten sov hun dybt eller genkendte ham ikke, men han vedblev med at fortælle hende, at han elskede hende, og sørge for, at hun havde det godt.

Ældste James E. Faust fra De Tolvs Kvorum sagde senere, at præsident Hunters »blide, kærlige omsorg for sin hustru Claire i de mere end ti år, hvor hun ikke havde det godt, var for mange af os den ædleste hengivenhed en mand kunne vise en kvinde«.²

Efter præsident Hunters død citerede en biografi i Ensign hans lærdomme om ægte storhed og sammenfattede, hvordan de havde ledt ham:

»Selvom en dybtliggende beskedenhed ville forhindre ham i nogensinde at foretage sammenligningen, så opfyldte præsident Hunter sin egen definition af storhed. Hans storhed udviklede sig på tidspunkter i hans liv langt fra rampelyset, hvor han traf afgørende beslutninger om at arbejde hårdt, prøve igen, når noget gik galt, samt hjælpe sine medmennesker. Disse egenskaber blev afspejlet i hans bemærkelsesværdige evne til at få succes inden for så forskellige områder som musik, jura, forretning, internationale forhold, tømrerarbejde og fremfor alt at være Herrens ›gode og tro tjener‹ (Matt 25:21) …

Opfyldelsen af Herrens hensigt kom for Kirkens fjortende præsident ligeså uselviskt og naturligt som hans anstrengelser som skoledreng, som ung far, som hengiven biskop og som en utrættelig apostel gjorde. Herrens vingård havde, som Howard W. Hunter så den, brug for konstant pasning, og alt, hans Mester krævede af ham, var, at han var hans ›gode og tro tjener‹. Det opfyldte præsident Hunter med ægte storhed, med konstant bevågenhed på Frelserens eksempel, hvem han tjente indtil enden.«³

Howard W. Hunters lærdomme

Verdens definition af storhed er ofte vildledende og kan tilskynde til farlige sammenligninger.

Mange sidste dages hellige er lykkelige og nyder de muligheder, livet tilbyder dem. Alligevel er jeg bekymret for, at nogle blandt os er ulykkelige. Nogle af os føler, at vi ikke lever op til vore idealer. Jeg er især bekymret for dem, der lever retfærdigt, men tror, at de har fejlet, fordi, de ikke har opnået det samme i verden eller i Kirken, som andre har opnået. Vi ønsker hver især at blive til noget i dette liv. Og hvorfor skulle vi ikke det? Der er, som det engang blev sagt, i alles indre en kæmpe, der slås med celestial hjemve (se Hebr 11:13-16; L&P 45:11-14).

En indsigt i hvem vi er, og hvad vi kan blive, forsikrer os om, at sammen med Gud er intet umuligt. Fra vi lærer, at vi bør et solskinsbarn være, til vi mere fuldt ud lærer om evangeliets grundlæggende principper, lærer vi at stræbe efter det fuldkomne. Det er ikke nyt for os at tale om vigtigheden af præstationer. Vanskeligheden opstår, når verdens urealistiske forventninger ændrer definitionen af storhed.

Hvad er ægte storhed? Hvad er det, der gør en person stor?

Vi lever i en verden, der synes at tilbede sin egen form for storhed og frembringe sine egne helte. En nylig undersøgelse blandt unge mennesker mellem 18 og 24 viste, at de unge i vore dage foretrækker »stærke, enspænderagtige, overvinde-alle-odds« personer, og at de klart søger at forme deres liv efter de glamourøse og »grænseløst rige«. I 1950’erne var heltene sådan nogle som Winston Churchill, Albert Schweitzer, præsident Harry Truman, dronning Elizabeth og Helen Keller, den døvblinde forfatter og foredragsholder. Det var personer, som enten var med til at forme historien, eller som blev bemærket for deres inspirerende liv. I dag er mange af de ti største helte filmstjerner eller andre fra underholdningsbranchen, hvilket viser, at der er sket et generelt skift i vore holdninger (se U.S. News & World Report, 22. apr. 1985, s. 44-48).

Det er sandt, at verdens helte ikke huskes i særlig lang tid, men ikke desto mindre er der aldrig nogen mangel på mestre eller andre, der opnår store ting. Vi hører næsten dagligt om atleter, der slår rekorder, videnskabsmænd, der opfinder vidunderlige nye apparater, maskiner og processer, og læger, der redder liv på mange nye måder. Vi bliver konstant udsat for ekstraordinært dygtige musikere og artister og for usædvanlig talentfulde kunstnere, arkitekter og bygningshåndværkere. Blade, reklamesøjler og tv-reklamer bombarderer os med billeder af folk med perfekte tænder og fejlfrie ansigtstræk, der er iført smart tøj, og som gør det, som »succesfulde« folk gør.

Fordi vi konstant bliver udsat for verdens definition af storhed, er det forståeligt, at vi sammenligner det, vi er, og det andre er – eller synes at være – og også sammenligner det, vi har, med det, andre har. Selvom det er rigtigt, at det at sammenligne kan være en fordel og kan motivere os til at opnå meget godt og til at forbedre vores liv, så lader vi ofte uretfærdige og upassende sammenligninger ødelægge vores lykke, når det får os til at føle, at vi ikke opnår det, vi gerne vil, at vi er utilstrækkelige og ikke har succes. Nogle gange kan vi på grund af disse følelser blive ført til at begå fejl og dvæle ved vore fejltagelser, samtidig med at vi ignorerer aspekter i vores liv, der kan indeholde elementer af ægte storhed.⁴

»Ægte storhed … kommer af … tusindvis af små gøremål, tjenesteydelser og opofrelser, som består i at give eller ofre sit liv for andres og for Herrens skyld.«

En konstant bestræbelse i de små ting i vores dagligdag fører til ægte storhed.

I 1905 kom præsident Joseph F. Smith med denne dybsindige udtalelse om ægte storhed:

»Det, som kaldes ekstraordinært, bemærkelsesværdigt eller usædvanligt, kan være med til at skrive historie, men det er ikke det, der udgør det virkelige liv.

Når alt kommer til alt, er det den mest ægte form for storhed at gøre de ting godt, som Gud har ladet være alle menneskers sædvanlige lod. At være en dygtig far eller en dygtig mor er større end at være en dygtig general eller en dygtig statsmand« (Juvenile Instructor, 15. dec. 1905, s. 752).

Denne udtalelse rejser et spørgsmål: Hvad har Gud ladet være »menneskers sædvanlige lod«? Det omfatter uden tvivl det, der skal gøres for at være en god far eller en god mor, en god søn eller en god datter, en god elev eller en god bofælle eller et godt medmenneske …

En konstant bestræbelse i de små ting i vores daglige liv fører til ægte storhed. Det er især de tusindvis af små gøremål, tjenesteydelser og opofrelser som består i at give eller ofre sit liv for andres og for Herrens skyld. Det omfatter, at vi opnår kundskab om vor Fader i himlen og evangeliet. Det omfatter også at føre andre til troen og ind i hans riges fællesskab. Dette vækker som regel ikke verdens opmærksomhed eller anerkendelse.⁵

Profeten Joseph Smith var interesseret i de daglige tjenestegerninger og omsorgen for andre.

Joseph Smith erindres almindeligvis ikke som general, borgmester, arkitekt, redaktør eller præsidentkandidat. Vi husker ham som genoprettelsens profet, en mand, der havde forpligtet sig til at elske Gud og fremme hans værk. Profeten Joseph var en hverdags-kristen. Han var interesseret i de små ting, de daglige tjenestegerninger og omsorgen for andre. Lyman O. Littlefield var som 13-årig med ham i Zions hær, som gik til Missouri. Han fortalte senere følgende hændelse om en lille, men alligevel betydningsfuld, personlig tjenestegerning, som profeten ydede ham:

»Rejsen var utrolig vanskelig for os alle, og de fysiske lidelser gjorde, sammen med bevidstheden om de forfølgelser vore brødre, vi rejste hen for at hjælpe, måtte udholde, at jeg en dag blev frygtelig deprimeret. Da lejren var rede til at bryde op, satte jeg mig træt og nedslået i vejkanten. Profeten var den travleste i lejren, og alligevel så han mig. Han forlod sine presserende pligter bare for at sige nogle trøstende ord til et barn. Han lagde sin hånd på mit hoved og sagde: ›Ved du ikke, hvor du skal være, min dreng? Hvis ikke, så må vi finde et sted til dig.‹ Dette gjorde et sådant indtryk på mig, at det ikke forsvandt selv efter mange år og mange store bekymringer« (I George Q. Cannon, Life of Joseph Smith the Prophet, Salt Lake City: Deseret Book Co., 1986, s. 344).

Ved en anden lejlighed, da Illinois’ guvernør, Carlin, sendte sherif Thomas King fra Adams County ud sammen med flere andre for at arrestere profeten og overgive ham til guvernør Boggs’ udsendinge i Missouri, blev Sherif King dødssyg, og profeten tog ham med hjem til sit hus i Nauvoo, hvor han plejede ham som en bror i fire dage (Ibid., s. 372). Profeten ydede ofte små, gode og alligevel betydningsfulde tjenestegerninger.

Ældste George Q. Cannon har skrevet følgende om åbningen af [Joseph Smiths forretning] i Nauvoo:

»Profeten tøvede ikke med selv at arbejde i forretningen og ved produktionen. Det evangelium, han forkyndte, handlede både om timelig frelse såvel som om åndelig ophøjelse, og han var parat til at udføre sin del af det praktiske arbejde. Det gjorde han uden tanke for personlig vinding« (Ibid., s. 385).

Og i et brev skrev profeten:

»[Købmandsbutikken] har været fyldt til bristepunktet, og jeg har stået bag skranken hele dagen og udleveret varer med samme hast som nogen anden ekspedient for at være imødekommende over for dem, der var nødt til at undvære deres sædvanlige jule- og nytårsmiddag, og som havde brug for lidt sukker, sirup, rosiner osv. – og også for at glæde mig selv, for jeg elsker at betjene de hellige og være alles tjener, idet jeg håber at blive ophøjet i Herrens rette tid« (Ibid., s. 386).

George Q. Cannon kommenterede denne scene:

»Sikke et syn det var!« En mand, der var udvalgt af Herren til at lægge grundvolden til hans kirke og til at være hans profet og præsident, finder glæde og stolthed i at betjene sine brødre og søstre som en tjener … For Joseph gik der ikke en dag, hvor han ikke følte, at han tjente Gud og blev begunstiget i Jesu Kristi øjne ved at vise venlighed og opmærksomhed mod selv ›den mindste af disse‹ (Ibid., s. 386).⁶

»Profeten Joseph var en hverdags-kristen. Han var interesseret i de små ting, de daglige tjenestegerninger og omsorgen for andre.«

Ægte storhed kommer af at holde ud, når livet er svært, og af at tjene på måder, der ofte ikke bliver bemærket.

At være en god sekretær i ældsternes kvorum eller lærer i Hjælpeforeningen eller en kærlig nabo eller at lytte til en ven, det er meget af det, som ægte storhed drejer sig om. At gøre ens bedste, når man står over for livets almene problemer og muligheden for nederlag, og fortsat holde ud og være standhaftig i livets vedvarende vanskeligheder, når disse problemer og opgaver bidrager til andres fremgang og lykke og ens egen evige frelse; det er ægte storhed.

Vi vil alle gerne opnå en vis storhed i dette liv. Mange har allerede opnået store ting, andre stræber efter at opnå storhed. Lad mig opfordre jer til at præstere, men på samme tid huske, hvem I er. Lad ikke illusionen om flygtig, verdslig storhed overvinde jer. Mange mennesker mister deres sjæl til sådanne fristelser. Jeres gode navn er for meget værd til at sælge – for nogen som helst pris. Ægte storhed er at forblive tro – »Mer nu end før vil vi kæmpe og stride, tro stå til Herren, om end vi må lide« (Salmer og sange, nr. 167).

Jeg er sikker på, at der er mange store, ubemærkede og glemte helte blandt os. Jeg taler om de af jer, som stille og konsekvent gør det, som I bør gøre. Jeg taler om dem, som altid er der, og som altid er villige. Jeg taler om en mors usædvanlige tapperhed, som time efter time, dag og nat, bliver hos og tager sig af et sygt barn, mens hendes mand er på arbejde eller i skole. Det indbefatter dem, der frivilligt donerer blod eller arbejder med de ældre. Jeg tænker på de af jer, som trofast udfylder jeres ansvar i præstedømmet og i Kirken, og på de studerende, der regelmæssigt skriver hjem for at takke deres forældre for deres kærlighed og støtte.

Jeg taler også om dem, som i andre indgyder tro og et ønske om at efterleve evangeliet – de, der aktivt arbejder for at opbygge og forme andres liv fysisk, socialt og åndeligt. Jeg taler om dem, der er ærlige og venlige og hårdtarbejdende i deres daglige gøremål, men som også er Mesterens tjenere og hyrder for hans får.

Jeg har ikke i sinde at nedvurdere verdens store bedrifter, der har givet os så mange muligheder, og som bidrager med kultur og orden og begejstring. Jeg foreslår blot, at vi prøver at fokusere mere klart på de ting i livet, som har størst værdi. I husker, at det var Frelseren, der sagde: »Men den største blandt jer skal være jeres tjener« (Matt 23:11).⁷

Ægte storhed kræver regelmæssige, små og nogle gange almindelige skridt over en lang tidsperiode.

Vi har alle set folk, der er blevet rige eller succesrige på kort tid – næsten i løbet af en nat. Men jeg tror, at selvom den slags succes måske kommer til nogen uden forudgående kamp, så findes øjeblikkelig storhed ikke. Opnåelse af ægte storhed er en langvarig proces. Den kan til tider omfatte tilbageskridt. Det endelige mål er måske ikke altid synligt, men det ser ud til, at der altid kræves regelmæssige, konstante, små og nogle gange almindelige og trivielle skridt over en lang tidsperiode. Vi bør huske, at det var Herren, der sagde: »Af det, som er småt, udspringer det, som er stort« (L&P 64:33).

Ægte storhed er aldrig et resultat af en tilfældig hændelse eller en engangspræstation eller -bedrift. Storhed omfatter udviklingen af ens karakter. Det kræver utallige rigtige beslutninger, når vi i vores hverdag vælger mellem godt og ondt, ligesom ældste Boyd K. Packer talte om, da han sagde: »I løbet af mange år bliver disse beslutninger til hele bundter og viser tydeligt, hvad vi værdsætter« (Den danske Stjerne, apr. 1981, s. 37). Disse valg vil også klart vise, hvad vi er.⁸

Almindelige opgaver har ofte den mest positive effekt på andre.

Når vi evaluerer vores liv, så er det vigtigt, at vi ikke kun ser på vore præstationer, men også på de omstændigheder, som vi har arbejdet under. Vi er alle forskellige og unikke, vi har hver især forskellige udgangspunkter i livets løb, vi har hver især en unik blanding af talenter og evner, vi har hver især vore egne udfordringer og begrænsninger at kæmpe med. Derfor bør vores bedømmelse af os selv og vore præstationer ikke kun omfatte størrelsen eller antallet af vore bestræbelser, det bør også omfatte de omstændigheder, der har været til stede, og den effekt, som vore bestræbelser har haft på andre.

Det er den sidste del af vores selvevaluering – hvordan vi har påvirket andre – som vil hjælpe os til at forstå, hvorfor noget af livets almindelige, ordinære arbejde bør sættes så højt. Ofte er det de almindelige opgaver, som vi udfører, der har den mest positive effekt på andres liv, sammenlignet med det som verden så ofte omtaler som storhed.⁹

At gøre det, som Gud har indstiftet til at være vigtigt, vil føre til ægte storhed.

Det synes for mig, at den form for storhed, som vor Fader i himlen vil have os til at forfølge, er indenfor rækkevidde for alle, der efterlever evangeliet. Vi har ubegrænsede muligheder for at udføre de mange enkle og små ting, der i sidste ende vil gøre os store. Til dem, der her helliget deres liv til at tjene og ofre sig for deres familie, for andre og for Herren, er det bedste råd simpelthen at gøre mere af det samme.

Til dem, der fremmer Herrens værk på så mange stille, men betydningsfylde måder, til dem, der er jordens salt og verdens styrke og enhver nations støtte – til jer, vil vi ganske enkelt udtrykke vores beundring. Hvis I holder ud til enden, og hvis I er tapre i Jesu vidnesbyrd, vil I opnå ægte storhed og vil en dag komme til at leve i vor himmelske Faders nærhed.

Som præsident Joseph F. Smith har sagt: »Lad os ikke prøve at sætte et kunstigt liv i stedet for et ægte« (Juvenile Instructor, 15. dec. 1905, s. 753). Lad os huske på, at når vi udfører det, som Gud har indstiftet til at være vigtigt og nødvendigt og fornødent, selvom verden måske ser det som værende uvigtigt og ubetydeligt, vil det i sidste ende føre til ægte storhed.

Vi bør stræbe efter at huske apostlen Paulus’ ord, især hvis vi er ulykkelige over vores liv og føler, at vi ikke har udført noget stort. Han skrev:

»For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed,

for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt« (2 Kor 4:17-18).

De små ting er betydningsfulde. Vi husker ikke, hvor meget farisæeren gav, men hvor meget enken gav, ikke hvor stor og stærk filistrenes hær var, men Davids mod og overbevisning.

Må vi aldrig blive mismodige over at udføre de daglige hverv, som Gud har ladet »være menneskets sædvanlige lod«.¹⁰

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Hvorfor bliver vi nogen gange forvirrede over, hvad ægte storhed er? (Se afsnit 1). Hvorfor får verdens definition af storhed nogle folk til at føle sig utilstrækkelige og ulykkelige?
Hvordan adskiller præsident Hunters definition på ægte storhed sig fra verdens definition? (Se afsnit 2). Hvordan kan denne definition på ægte storhed hjælpe jer i jeres liv? Tænk over hvilke »små ting«, som det vil være godt at bruge mere tid og opmærksomhed på.
Hvad gør indtryk på jer ved Joseph Smiths små tjenestegerninger, der bliver omtalt i afsnit 3? Hvilke små tjenestegerninger har velsignet jer?
Gennemgå eksemplerne i afsnit 4 på, hvad ægte storhed er. Hvordan har I set folk udvise ægte storhed på disse måder?
Hvad kan vi lære af lærdommene i afsnit 5 om, hvordan man opnår ægte storhed?
Hvilke eksempler har I set på, hvordan »almindelige opgaver, som vi udfører … har den mest positive effekt på andres liv«? (Se afsnit 6).
Tænk over præsident Hunters lærdomme i afsnit 7. Hvordan kan tjeneste og ofre føre til ægte storhed? Hvordan kan det at være »tapre i Jesu vidnesbyrd« hjælpe os til at opnå ægte storhed?

Skriftstedshenvisninger

1 Sam 16:7; 1 Tim 4:12; Mosi 2:17; Alma 17:24-25; 37:6; Moro 10:32; L&P 12:8; 59:23; 76:5-6; 88:125

Til underviseren

»Når du ved hjælp af bøn forbereder dig til at undervise [kan du] blive vejledt til at fremhæve bestemte principper. Du kan nå til en forståelse af, hvordan du bedst kan forelægge visse tanker. Du kan få øjnene op for eksempler, illustrationer, og inspirerende historier i livets enkle gøremål. Du kan føle dig tilskyndet til at bede en bestemt person om at hjælpe med lektionen. Du kan blive mindet om en personlig oplevelse, som du kan fortælle om« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 47-48).