Kapitel 8

Bring evangeliet ud til hele verden

»Vi arbejder på at frelse sjæle, at indbyde dem til at komme til Kristus.«

Fra Howard W. Hunters liv

I 1979 sagde ældste Howard W. Hunter, der dengang var medlem af De Tolv Apostles Kvorum: »Jeg tror fuldt og fast på, at vi i den nærmeste fremtid vil se nogle af de største fremskridt til at sprede evangeliet til alle lande, end der nogensinde tidligere er fundet sted i denne uddeling eller i tidligere uddelinger. Jeg er sikker på, at vi vil være i stand til at se tilbage … og skrive ligesom Lukas gjorde: ›Guds ord havde fremgang‹ (ApG 6:7).«¹

Da ældste Hunter sagde disse ord, var der politiske restriktioner, der forhindrede missionærer i at undervise i evangeliet i de fleste lande i Østeuropa og i Sovjetunionen. I løbet af 10 år blev mange af disse restriktioner fjernet. I 1989 og 1990 blev Berlinmuren, der havde delt Vest- og Østtyskland i næsten 30 år, revet ned. Præsident Hunter tjente som præsident for De Tolvs Kvorum på det tidspunkt, og han udtrykte følgende tanker angående den historiske begivenhed og andre forandringer, som skete i verden:

»Der har på det seneste været megen opmærksomhed på Berlinmuren. Selvfølgelig er vi alle glade for at se, at muren blev revet ned, hvilket repræsenterede nyvunden frihed … Når vi prøver at forstå forsoningens ånd, der fejer hen over kloden, og prøver at få det til at give mening set i forhold til evangeliet, må vi spørge os selv: Kunne dette ikke være Herrens hånd, der fjerner politiske forhindringer og slår sprækker i hidtil uigennemtrængelige mure, så evangeliet kan forkyndes, alt i overensstemmelse med en guddommelig plan og et guddommeligt tidsskema?«²

Præsident Hunter følte, at disse ændringer lagde et vigtigt ansvar på Kirkens medlemmer. Når flere lande blev åbnet for missionering, sagde han, så ville der blive brug for flere missionærer til at opfylde forpligtelsen om at bringe evangeliet til hele verden.³

Præsident Hunters iver efter at nå ud til alle Guds børn uanset nationalitet eller tro var tydelig i hans arbejde i Mellemøsten. Det Første Præsidentskab gav ham vigtige opgaver i Jerusalem, deriblandt at føre opsyn med opførelsen af Orson Hyde Memorial Garden og Brigham Young Universitys Jerusalem Center for Mellemøstlige Studier. Selvom det ikke var tilladt at forkynde i området, så opbyggede præsident Hunter varige venskaber med dem, som han arbejdede sammen med, både jøder og arabere. »Formålet med Jesu Kristi evangelium er at fremme kærlighed, enighed og den højeste form for broderskab,« sagde han.⁴

Da præsident Hunter arbejdede med Guds børn i hele verden, var hans budskab det samme: »Vi er brødre – vi ser ikke noget land eller nogen nationalitet som andenrangsborgere. Vi indbyder alle … til at undersøge vores budskab og tage del i vores fællesskab.⁵

»Jesu Kristi evangelium … er en verdensomspændende tro med et altomfattende budskab.«

Howard W. Hunters lærdomme

Det gengivne evangelium er for alle ud fra en overbevisning om, at alle er børn af den samme Gud.

Jesu Kristi evangelium, det evangelium, vi belærer om, og hvis ordinancer, vi udfører, er en verdensomspændende tro med et altomfattende budskab. Evangeliet er hverken underkastet eller begrænset eller afhængig af historien eller moden. Evangeliets kerne er universal og evig sand. Dets budskab er til hele verden og gengivet i disse sidste dage for at dække de fundamentale behov hos alle folkeslag, stammer, tungemål og folk på jorden. Evangeliet er blevet gengivet, som det var i begyndelsen – for at opbygge et broderskab, for at bevare sandheden og for at frelse sjæle …

I evangeliet er alle mennesker en familie, der nedstammer fra en enkelt Gud. Alle mænd og kvinder har ikke alene en fysisk slægtslinje, der fører tilbage til Adam og Eva, deres første jordiske forældre, men også en åndelig arv, der fører tilbage til Gud den evige Fader. Altså er alle mennesker på jorden bogstaveligt talt brødre og søstre i Guds familie.

Det er gennem forståelse og accept af, at Gud er Fader for alle, at alle mennesker bedst kan påskønne Guds interesse for dem og deres forhold til hinanden. Evangeliet er et budskab om liv og kærlighed, der rammer en pæl igennem alle undertrykkende traditioner baseret på race, sprog, økonomisk eller politisk status, uddannelse eller kulturel baggrund, for vi er alle af samme åndelige æt. Vi har en guddommelig stamtavle; hver eneste person er et åndeligt barn af Gud.

I denne evangeliske indstilling er der ingen plads til snæversynede eller forudindtagede synspunkter. Profeten Joseph Smith har sagt: »Kærlighed er et af de vigtigste kendetegn på Guddommen og burde lægges for dagen af dem, der tragter efter at blive Guds sønner. Et menneske, der er fyldt med Guds kærlighed, er ikke tilfreds med blot at velsigne sin familie, men bevæger sig gennem hele verden, ivrig efter at velsigne hele menneskeheden« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 327-328) …

Det gengivne evangelium er et budskab om guddommelig kærlighed til alle mennesker overalt, baseret på en overbevisning om, at alle mennesker er børn af den samme Gud. Dette centrale religiøse budskab blev smukt udtrykt i en udtalelse af Det Første Præsidentskab den 15. februar 1978 således:

»På baggrund af fordums og nutidige åbenbaringer lærer og erklærer Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige med glæde denne kristne lære, at alle mænd og kvinder er brødre og søstre, ikke blot gennem blodet fra en fælles dødelig forfader, men også som bogstavelige åndelige børn af en evig Fader« (udtalelse af Det Første Præsidentskab angående Guds kærlighed for hele menneskeheden, 15. feb. 1978).

Sidste dages hellige har en positiv og åben holdning til andre, som ikke tilhører vores tro. Vi tror, at de bogstaveligt er vore brødre og søstre, at vi er sønner og døtre af den samme himmelske Fader. Vi har en fælles slægtslinje, der fører tilbage til Gud.⁶

Kirken har en mission om at forkynde evangeliet i alle lande.

Kirken, der er Guds rige på jorden, har et kald i alle lande. »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,

og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer« (Matt 28:19-20). Disse ord fra Mesterens læber har ingen landegrænser; de er ikke begrænset til nogen race eller kultur. Et land er ikke at foretrække frem for et andet. Formaningen er klar – »gør alle folkeslagene til mine disciple« …

Som medlemmer af Herrens kirke må vi se udover personlige fordomme. Vi er nødt til at erfare den storslåede sandhed, at vor Fader i sandhed ikke gør forskel på nogen. Nogle gange fornærmer vi uretmæssigt brødre og søstre fra andre lande ved at tro, at et folkeslag er bedre end et andet …

Forestil jer en fader med mange sønner; hver har sit temperament, talenter og åndelige træk. Elsker han den ene søn mere end den anden? Måske har den søn, der er mindst åndelig, sin faders opmærksomhed og bønner i højere grad end de andre. Betyder det, at han elsker de andre mindre? Kan I forestille jer, at vor himmelske Fader elsker en nationalitet af hans efterkommere mere end andre? Som medlemmer af Kirken er vi nødt til at huske på Nefis udfordrende spørgsmål: »Ved I ikke, at der findes flere end ét folkeslag?« (2 Ne 29:7) …

Til vore brødre og søstre af alle nationaliteter: Vi bærer højtideligt vidnesbyrd om, at Gud har talt i vore dage og vor tid, at himmelske budbringere er blevet sendt og at Gud har åbenbaret sin hensigt og vilje til en profet, Joseph Smith …

Ligesom vor Fader elsker alle sine børn, således skal vi elske alle mennesker – af enhver race, kultur og nationalitet – og lære dem evangeliets principper, så de kan favne det og komme til kundskab om Frelserens guddommelighed.⁷

I vores ydmyge forsøg på at opbygge broderskabet og belære om den åbenbarede sandhed siger vi det til verdens befolkning, som præsident George Albert Smith kærligt foreslog:

»Vi er ikke kommet for at fratage jer den sandhed og dyd, I besidder. Vi er ikke kommet for at finde fejl hos jer eller for at kritisere jer … Hold fast i alt det gode, I har, og lad os bringe jer mere godt, så I kan blive lykkeligere, og så I kan berede jer til at indtræde i vor himmelske Faders nærhed.«⁸

Vi arbejder på at frelse sjæle, at indbyde dem til at komme til Kristus, at bringe dem ned i dåbens vande, så de fortsat kan udvikle sig ad den vej, der fører til evigt liv. Denne verden har brug for Jesu Kristi evangelium. Evangeliet tilbyder den eneste vej, hvorved verden nogensinde vil finde fred.⁹

Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke søger vi at bringe al sandhed sammen. Vi søger at udvide cirklen af kærlighed og forståelse blandt alle jordens folk. Derved bestræber vi os på at oprette fred og lykke, ikke blot blandt kristne, men blandt hele menneskeheden …

Det, som Joseph [Smith] var et redskab til at grundlægge, nemlig Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, er nu en verdensreligion, ikke kun fordi, der nu er medlemmer over hele verden, men hovedsageligt fordi den har et vidtspændende og omfattende budskab, der er baseret på en accept af al sandhed og gengivet for at imødekomme hele menneskehedens behov.

Vi sender dette budskab om kærlighed og håb ud til hele verden. Kom til al sandheds Gud, som fortsætter med at tale til sine børn gennem profeter. Lyt til budskabet fra ham, som fortsat sender sine tjenere ud for at forkynde det evige evangelium for alle folkeslag, stammer, tungemål og folk. Kom og tag for jer ved bordet, som er dækket af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Slut jer til os i vores søgen efter at følge den gode hyrde, som har sørget for det.¹⁰

De, der har oplevet velsignelserne ved Jesu Kristi forsoning, er forpligtede til at bære vidnesbyrd om ham.

Hvad har forsoningen at gøre med missionering? Hver gang vi oplever forsoningens velsignelser i vores liv, kan vi ikke undgå at nære bekymring for [andres] velfærd.

Der er mange eksempler i Mormons Bog, der illustrerer dette princip. Da Lehi spiste af frugten på træet, som er et symbol på at tage del i forsoningen, sagde han: »[Jeg] begyndte … at nære ønske om, at min familie også skulle spise af den« (1 Ne 8:12). Da Enosh oplevede sin omvendelse og fik tilgivelse for sine synder på grund af sin tro på Jesus Kristus, sagde han: »Jeg begyndte at føle et ønske for mine brødre, nefitternes, velfærd« (En 1:9). Derefter bad han for lamanitterne, nefitternes uforsonlige fjender. Så er der eksemplet med Mosijas fire sønner – Ammon, Aron, Omner og Himni – som gennem forsoningen modtog tilgivelse for deres synder, og derefter arbejdede mange år blandt lamanitterne på at føre dem til Kristus. Vi læser, at de ikke kunne bære tanken om, at en eneste sjæl skulle fortabes (Mosi 28:3).

Dette strålende eksempel på, at pagtens børn ønsker at fortælle andre om evangeliet, vises bedst ved eksemplet med Alma den Yngre. Jeg vil gerne læse hans vidnesbyrd for jer …

»Ja, og fra den tid og helt indtil nu har jeg arbejdet uden ophør for at kunne bringe sjæle til omvendelse, så jeg kunne få dem til at smage den overordentlig store glæde, som jeg smagte, så de også kunne blive født af Gud og blive fyldt af Helligånden« (Alma 36:24; se også Alma 36:12-23).

En god indikator for ens personlige omvendelse er ønsket om at fortælle andre om evangeliet. Af denne grund gav Herren hvert medlem af Kirken en forpligtelse til at være missionær.

Lyt til den pagt, som man påtager sig, når man bliver døbt ind i Kirken:

»Eftersom I … nærer ønske om at komme ind i Guds fold og at blive kaldt hans folk og er villige til at bære hinandens byrder, så de bliver lette;

ja, og er villige til at sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst, og at stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor I måtte befinde jer, ja, indtil døden, så I kan blive forløst af Gud og blive regnet blandt dem i den første opstandelse, så I må få evigt liv« (Mosi 18:8-9).

Vi skal stå som Guds vidner til alle tider og på alle steder, ja selv indtil døden. Vi fornyr den pagt under nadveren, når vi indgår pagt om at påtage os Kristi navn.

Missionering er en vigtig måde, hvorpå vi kan påtage os hans navn. Frelseren sagde, at hvis vi ønsker at påtage os hans navn med hjertets faste forsæt, er vi kaldet til at drage ud i hele verden for at prædike hans evangelium for hver skabning (se L&P 18:28) …

De af os, der har taget del i forsoningen, er forpligtet til at bære et trofast vidnesbyrd om vor Herre og Frelser … Kaldet til at fortælle andre om evangeliet viser vores store kærlighed til vor himmelske Faders børn, såvel som til Frelseren og det, som han gjorde for os.¹¹

Med Herrens hjælp kan vi overvinde alt, der forhindrer os i at fortælle andre om evangeliet.

Når murene i Østeuropa … og mange andre dele af verden ramler sammen, bliver det medfølgende behov for flere missionærer til at opfylde den guddommelige forpligtelse til at bringe evangeliet til hele jorden i sandhed større! Er vi rede til at imødekomme dette behov?

For at opfylde de nye krav, der bliver stillet til os i dette store arbejde med missionering i de sidste dage, skal nogle af os (især den ældre generation, hvor deres børn er voksne) måske gøre status for at bestemme om de »mure«, som vi bygger i vores eget sind, har brug for at blive revet ned.

Hvad for eksempel med »komfortmuren«, der synes at forhindre mange par og enlige i at tage på mission? Hvad med gældens »økonomimur«, der er en hindring for nogle medlemmers mulighed for at tage af sted, eller »børnebørnsmuren«, eller »helbredsmuren« eller »mangel på selvtillidsmuren« eller »selvglædemure« eller »overtrædelsesmuren« eller frygtens, tvivlens eller selvtilfredshedens mur? Er der nogen, der et øjeblik er i tvivl om, at han eller hun med Herrens hjælp kan få disse mure til at styrte sammen?

Vi er privilegeret ved at være født i disse sidste dage, i modsætning til nogle tidligere uddelinger, for at hjælpe med at bringe evangeliet ud til hele verden. Der er ikke nogen større kaldelse i dette liv. Hvis vi er tilfredse med at gemme os bag ved selvopførte mure, giver vi villigt afkald på de velsignelser, der ellers ville være vores. Herren har i nutidig åbenbaring forklaret det store behov:

»For se, marken er allerede hvid til høst, og se, den, der svinger sin segl af al sin kraft, han samler et forråd, så han ikke fortabes, men bringer sin sjæl frelse« (L&P 4:4).

Herren forklarer derefter i den samme åbenbaring forudsætningerne, vi skal opfylde for, at vi kan være gode missionærer. Han forsikrer os om, idet han udmærket kender til vore svagheder og forbehold, at guddommelig hjælp til at overvinde alle forhindringer er forestående, når vi står over for vores selvopførte mures store port, når blot vi vil gøre vores del med dette enkle løfte: »Bed, så skal I få; bank på, så skal der lukkes op for jer« (L&P 4:7).

Må Herren velsigne os, så vores sinds mure ikke må forhindre os i at få de velsignelser, der kan blive vores.¹²

Igen og igen udstedte vor Herre under sin tjenestegerning på jorden et kald, som både var en opfordring og en udfordring. Til Peter og Andreas sagde Kristus: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere« (Matt 4:19) …

Tidligere profeter har belært om, at hver eneste sund og værdig ung mand bør tjene på en fuldtidsmission. Jeg fremhæver dette behov i dag. Vi har også et stort behov for raske og modne ægtepar, der kan tjene i missionsmarken. Jesus sagde til sine disciple: »Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst« (Luk 10:2).¹³

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Tænk over præsident Hunters lærdomme om, at evangeliet er for alle folk, ud fra den sandhed at vi alle er Guds børn (se afsnit 1). Når vi fortæller andre om evangeliet, hvordan kan det så hjælpe os at huske på, at alle mennesker bogstaveligt talt er vore brødre eller søstre?
Hvad lærer vi af præsident Hunters lærdomme i afsnit 2 om, hvilke følelser vor himmelske Fader har for sine børn? Hvad kan I gøre for bedre at elske alle mennesker og fortælle dem om evangeliet?
Hvordan ville I besvare præsident Hunters spørgsmål: »Hvad har forsoningen at gøre med missionering?« (Se afsnit 3). Hvordan kan I få et større ønske om at fortælle andre om evangeliet? Hvordan er I blevet velsignet, når I har fortalt andre om evangeliet – eller når andre har fortalt jer om det?
Når I har studeret afsnit 4, så tænk over de »mure«, der forhindrer jer i at modtage velsignelserne ved missionering. Tal om, hvordan man kan overvinde disse forhindringer.

Skriftstedshenvisninger

Am 9:9; 2 Ne 2:6-8; Mosi 28:1-3; Alma 26:37; L&P 18:10-16; 58:64; 68:8; 88:81; 90:11; 123:12; JS–M 1:31

Til underviseren

»Helligånden kan tilskynde en eller flere af dem, som du underviser, til at bidrage med kommentarer, som andre har behov for at høre. Vær åben over for tilskyndelser, som du får til at bede bestemte personer om at sige noget. Du kan endda føle dig tilskyndet til at bede en person, som ikke har gjort tegn til at ville sige noget, om at give udtryk for sine synspunkter« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 63).