Kapitel 17

Bevar og beskyt familien

»Hjemmet kan synes hverdagsagtigt med dets rutineopgaver, men dets succes bør være det, vi stræber mest efter.«

Fra Howard W. Hunters liv

Howard W. Hunter voksede op i en kærlig, hårdtarbejdende familie, hvor han af sine forældre lærte, at opbyggelsen af et lykkeligt hjem ofte krævede ofre. Kort tid før han blev gift, ofrede han noget, som han følte var nødvendigt for sin fremtidige families trivsel.

I en ung alder havde Howard udviklet en kærlighed for musik. Han lærte først at spille klaver og violin, og så lærte han sig selv at spille mange andre instrumenter. Som teenager dannede han sit eget band, Hunter’s Croonaders, som spillede ved fester og andre begivenheder i området omkring Boise i Idaho. Da han var 19, blev han og hans band hyret til at sørge for musikken på et to måneders krydstogt til Asien.¹

Året efter, at Howard var vendt hjem fra krydstogtet, flyttede han til det sydlige Californien, hvor han forsatte med at spille med forskellige bands. I Californien mødte han også Claire Jeffs, som han friede til i foråret 1931. Fire dage før de blev gift, optrådte Howard med sit band og pakkede derefter sine instrumenter sammen og spillede aldrig på professionelt plan igen. At sørge for musik til dansearrangementer og fester »var på nogle måder glamourøst«, sagde han, »og jeg tjente godt,« men han følte, at dele af livsstilen var uforlignelig med det liv, som han forestillede sig for sin familie. Det efterlod et tomrum efter noget, som jeg havde nydt, [men] jeg har aldrig fortrudt beslutningen,« sagde han år senere.²

Howard og Claire blev velsignet med tre sønner, Howard William (Billy), John og Richard. Til deres store sorg døde Billy som spæd. Efterhånden som John og Richard blev ældre, blev familien Hunter en tæt knyttet familie. Howard havde travlt med sin advokatpraksis og sine kirkekaldelser, men han og Claire prioriterede deres familie. Længe før Kirken fastsatte mandag aften til familieaften, afsatte familien Hunter denne aften til at undervise i evangeliet, fortælle historier, spille spil og tage på ture sammen. Ofte fik drengene opgaver til lektionen.

Howard og hans sønner havde fælles interesser såsom modeltog. De byggede tog fra samlesæt og konstruerede en detaljeret jernbane med spor, der blev sat fast på krydsfinérplader. Han sagde: »En af vore yndlingsfritidsbeskæftigelser var at tage hen til jernbanesporene … i nærheden af Alhambra station for Southern Pacific Railroad for at få ideer til vores sporskifter og udstyr.«³

Til sidst voksede præsident og søster Hunters familie til at omfatte 18 børnebørn. Udover længere besøg hos sine børn og børnebørn var mange af præsident Hunters besøg »korte stop« ved mellemlandinger, når kirkekaldelser førte ham forbi Californien. Fordi John ofte tog sine børn med til lufthavnen for at se deres bedstefar ved disse mellemlandinger, så henviste de sommetider til ham som »den bedstefar, der bor i lufthavnen«.⁴

forældre, der leger med børn — Familien går »forud for enhver anden interesse i livet«.

Howard W. Hunters lærdomme

Familien er den vigtigste enhed i samfundet, i Kirken og i evigheden.

Familien er den vigtigste enhed i tid og evighed, og går som sådan forud for enhver anden interesse i livet.⁵

Kirken har ansvar for – og myndigheden til – at bevare og beskytte familien som samfundets grundvold. Mønstret for familielivet, som blev indstiftet før verden blev grundlagt, kræver, at børn fra fødslen får og forsørges af en far og mor, som er mand og hustru og lovformeligt gift. At være forældre er et helligt ansvar og privilegium, hvor børn bydes velkommen som »en gave fra Herren« (Sl 127:3).

Et bekymret samfund begynder nu at forstå, at opløsningen af familien påfører verden de ulykker, som profeterne har forudsagt. Verdens rådslagninger og overvejelser vil kun lykkes, når de definerer familien, som Herren har åbenbaret, at den er. »Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves« (SI 127:1).⁶

I en søgen efter enkeltpersoners og familiers velfærd er det vigtigt at huske, at den grundlæggende enhed i Kirken er familien. Men når vi fokuserer på familien, skal vi huske på, at familier i den verden, vi lever i, ikke kun består af den traditionelle opstilling med far, mor og børn. Familier i Kirken i vore dage består også af [mænd og hustruer] uden børn, enlige forældre og enlige, der bor alene … Præstedømmet skal tilse hver af disse familier. Ofte er de familier, der har mest brug for opmærksom omsorg, dem med en ikke-traditionel familiestruktur. Der er brug for omsorgsfulde og trofaste hjemmelærere i hvert hjem. Ingen bør forsømmes.⁷

stor familiegruppe — Præsident Hunter sammen med sine sønner, børnebørn og deres familie den 2. oktober 1994, dagen efter han blev opretholdt som Kirkens præsident

Forældre er partnere i ledelsen af hjemmet og er under en streng forpligtelse til at beskytte og elske deres børn.

Ansvaret for at være forældre er af den største betydning. Resultaterne af vore anstrengelser vil få evige konsekvenser for os og de drenge og piger, som vi opdrager. Enhver, som bliver far eller mor, er i høj grad forpligtet til at beskytte og elske sine børn og hjælpe dem til at finde tilbage til deres himmelske Fader. Alle forældre bør forstå, at Herren ikke vil holde de mennesker, som tilsidesætter disse ansvar, for skyldfri.⁸

Fædre og mødre har et stort ansvar med hensyn til de børn, som de har fået betroet i deres varetægt … I Ordsprogenes Bog finder vi denne formaning til forældre:

»Tilskynd drengen til at følge den vej, han skal gå, selv når han bliver gammel, vil han ikke vige fra den« (Ordsp 22:6).

Den bedste undervisning, som et barn kan få, er den, som kommer af forældrenes eksempel. Forældre skal sætte et eksempel, som unge mennesker kan følge. Der kommer stor styrke fra de hjem, hvor der bliver undervist i retfærdige principper, hvor der er kærlighed til og respekt for hinanden, hvor bøn har været en stor indflydelse i familielivet, og hvor der er respekt for det, der hører Gud til.⁹

Effektiv ledelse i familien … kræver både kvantitets- og kvalitetstid. Undervisningen og ledelsen af familien må ikke overlades … til samfundet, til skolen eller endog til Kirken.¹⁰

En mand, som bærer præstedømmet, ser på familien som værende indstiftet af Gud. Jeres ledelse af familien er jeres vigtigste og helligste ansvar …

En mand, som bærer præstedømmet, leder sin familie, når det gælder deltagelse i Kirken, så familien kender evangeliet og er under pagternes og ordinancernes beskyttelse. Hvis I vil nyde godt af Herrens velsignelser, må I sætte jeres eget hjem i orden. Sammen med jeres hustru bestemmer I det åndelige klima i jeres hjem. Jeres første forpligtelse er at bringe jeres eget åndelige liv i orden gennem regelmæssigt skriftstudium og daglig bøn. Sørg for at bevare og ære jeres præstedømme og jeres tempelpagter. Motivér jeres familie til at gøre det samme.¹¹

En mand, som bærer præstedømmet, ærer moderskabet. Mødre har fået det hellige privilegium at »føde menneskenes sjæle; for herved bliver min Faders gerning videreført, så han kan blive herliggjort« (L&P 132:63) …

Præstedømmet kan ikke opnå sit formål, og Guds hensigter kan ikke blive opfyldt uden vore medhjælpere. Mødre udfører et arbejde, som præstedømmet ikke kan gøre. Præstedømmet bør på grund af denne livets gave nære en ubegrænset kærlighed til deres børns mor.

[Brødre,] ær jeres hustrus enestående og guddommeligt tildelte rolle som mor i Israel og hendes specielle evne til at føde og opdrage børn. Vi har fået en guddommelig befaling om at mangfoldiggøre os og opfylde jorden og opdrage vore børn og børnebørn i lys og sandhed (se Moses 2:28; L&P 93:40). Som en kærlig partner deler I omsorgen for børnene med jeres hustru. Hjælp hende med at styre og holde jeres hjem. Hjælp med at undervise, oplære og opdrage jeres børn.

I bør regelmæssigt fortælle jeres hustru og jeres børn om jeres kærlighed til hende og jeres respekt for hende. Noget af det største, en far kan gøre for sine børn, er faktisk at elske deres mor.¹²

En mand, som bærer præstedømmet, accepterer sin hustru som en lederskabspartner i hjemmet og i familien med fuld kundskab om og med fuld deltagelse i alle afgørelser i den forbindelse. Der må nødvendigvis være en præsiderende embedsmand i Kirken og i hjemmet (se L&P 107:21). Gud har bestemt, at ansvaret for at præsidere i hjemmet påhviler præstedømmebæreren (se Moses 4:22). Det er Herrens hensigt, at hustruen skal være en medhjælper for ham – det vil sige ligeværdig og nødvendig i et fuldt partnerskab. Når man præsiderer i retfærdighed, er det nødvendigt, at mand og hustru deler ansvaret. Sammen handler de med kundskab og deltager i alle familieanliggender. Hvis en mand handler uafhængigt af eller uden hensyn til sin hustrus følelser og råd i ledelsen af familien, udøver han et uretfærdigt herredømme.¹³

Vi opmuntrer jer, brødre, til at huske, at præstedømmet alene er retfærdig myndighed. Gør jer fortjent til jeres børns respekt og tillid gennem et kærligt forhold til dem. En retskaffen far beskytter sine børn med sin tid og sit nærvær i deres sociale, uddannelsesmæssige og åndelige aktiviteter og ansvarsopgaver. Ømme udtryk for kærlighed og hengivenhed til børnene er ligeså meget faderens ansvar, som det er moderens. Fortæl jeres børn, at I elsker dem.¹⁴

Vores hjem bør være et sted med kærlighed og retskaffenhed og undervisning i evangeliet.

Vi må ganske enkelt besidde kærlighed og retskaffenhed og hylde stærke principper i vores hjem. Vi må have en vedvarende forpligtelse over for ægteskabet, børnene og moralen. Vi må have succes der, hvor succes har størst betydning for den næste generation.

Det er helt sikkert, at det hjem, der er stærkest og skønnest, er det hjem, hvor hvert enkelt menneske er opmærksom på de andres følelser, hvor man stræber efter at tjene hinanden, og i hjemmet at efterleve de principper, som vi udviser offentligt. Vi må i højere grad efterleve evangeliet i vores familie. Vores hjem fortjener vores mest trofaste hengivenhed. Et barn har ret til at føle, at han eller hun netop i sit hjem er i sikkerhed, at han eller hun dér føler beskyttelse mod de farer og onde ting, som lurer i verden udenfor. Familieenhed og retskaffenhed er nødvendig for at dække dette behov. Et barn har brug for forældre, som er lykkelige i deres forhold til hinanden, og som med glæde arbejder frem mod opfyldelsen af det ideelle familieliv, som elsker deres børn med en oprigtig og uselvisk kærlighed, og som er forpligtede over for familiens succes.¹⁵

Da familieaften først blev præsenteret som et officielt program i Kirken, sagde Det Første Præsidentskab: »Hvis de hellige vil adlyde dette råd [om at holde familieaften], lover vi, at store velsignelser vil følge. Kærlighed i hjemmet og lydighed mod forældre vil tage til. Troen vil udvikle sig i hjertet hos Israels ungdom, og de vil få styrke til at bekæmpe de onde påvirkninger og fristelser, som omgiver dem.« Vi bekræfter de lovede velsignelser til dem, der trofast holder familieaften.

Mandag aften bør reserveres til familieaften. De lokale ledere bør sikre sig, at Kirkens bygninger og faciliteter er lukket, samt at der ikke planlægges nogen aktiviteter i menigheder eller stav mandag aften, samt at man i øvrigt undgår at forstyrre familieaftenen.

Hovedvægten ved familieaften bør være, at familien studerer evangeliet sammen. Vi minder alle om, at Herren har formanet forældre at undervise deres børn i evangeliet, bede og holde sabbatten hellig. Skrifterne er den vigtigste kilde til undervisning i evangeliet.¹⁶

Bed sammen som familie både aften og morgen. Hvilke store velsignelser får børn ikke, som hører deres forældre bede til Herren for deres velfærd. Børn, der kommer under indflydelse af sådanne retfærdige forældre, vil uden tvivl blive bedre beskyttet mod modstanderens indflydelse.¹⁷

For at forældre og børn bedre kan forstå hinanden, har Kirken taget en plan til sig, som kaldes »Familieråd«. Dette råd sammenkaldes og ledes af forældrene, og alle i familien er til stede. Det styrker familiebånd, forsikrer børnene om, at de »hører til«, og overbeviser dem om, at forældrene er interesserede i deres problemer. Dette familiemøde giver gensidig respekt for hinanden, fjerner selviskhed og lægger vægt på den gyldne regel (se Matt 7:12) i hjemmet og det at leve et rent liv. Man lærer at tilbede og bede sammen som familie og lærer at være venlig og ærlig. Familieproblemer rammer ofte så hårdt, at det er svært at se den reelle proportion og betydning, men når en familie er stærk og forenet i deres bestræbelse på at tjene Gud og holde hans befalinger, vil mange af nutidens problemer forsvinde.¹⁸

[Brødre], tag jeres ansvar alvorligt. Det ansvar, I har for at undervise jeres familie i evangeliet ved regelmæssige familieaftener, familiebøn og fællestid, hvor man læser i skriften, samt andre undervisningsøjeblikke. Læg især vægt på forberedelse til at blive missionær og til tempelægteskab. Som patriark i hjemmet udøver I jeres præstedømme ved at udføre de nødvendige ordinancer for jeres familie og ved at give jeres hustru og jeres børn velsignelser. Brødre, næst efter jeres egen frelse er der ikke noget så vigtigt for jer som jeres hustrus og børns frelse«¹⁹

par, der går sammen med teenagesøn — »Vi må bede meget og … lade vore børn kende vores kærlighed og omsorg.«

En succesrig far eller mor er en, som har elsket, ofret, bekymret sig for og undervist et barn og sørget for dets behov.

Generalautoriteter har det privilegium at mødes med medlemmer overalt i verden og lære dem at kende, medlemmer som hele tiden har levet, som de burde, og som har opdraget deres børn under evangeliets indflydelse. Disse hellige har nydt store velsignelser og fået stor trøst ved som forældre, bedsteforældre og oldeforældre at se tilbage på en langvarig og succesrig forældreindsats. Der er ingen tvivl om, at det er noget, vi alle gerne vil opleve.

Der findes imidlertid mange i Kirken og i verden, som lever med en skyldfølelse og en følelse af uværdighed, fordi nogle af deres sønner og døtre er gået bort fra folden …

Vi er klar over, at samvittighedsfulde forældre gør deres bedste, men at de næsten alle sammen har lavet fejl. Man påbegynder ikke sin karriere som forældre uden hurtigt at finde ud af, at der vil ske mange fejl hen ad vejen. Der er ingen tvivl om, at vor himmelske Fader vidste, at vi ville tage fejl og fejlbedømme, da han overlod sine åndelige børn til unge og uerfarne forældres omsorg …

Vi er hver især enestående. Hvert eneste barn er enestående. På samme måde, som vi hver især begynder vores livsforløb forskelligt, fordi vi har forskellige styrker og svagheder og talenter, således er hvert eneste barn også velsignet med sine helt egne egenskaber. Vi må ikke gå ud fra, at Herren vil dømme den enes succes på samme måde som den andens. Som forældre mener vi ofte, at hvis vores barn ikke bliver superdygtigt på enhver måde, så har vi fejlet. Vi må passe på, når vi dømmer …

En succesrig far eller mor er en, som har elsket, en som har ofret, en som har bekymret sig for og undervist sit barn og sørget for dets behov. Hvis I har gjort alt dette, og jeres barn stadig er på afveje eller genstridig eller verdslig, så kan det stadigvæk godt være, at I er en succesrig far eller mor. Måske kommer der børn til denne verden, som vil udfordre hvilke som helst forældre under hvilke som helst forhold. På samme måde er der måske andre, som vil være til velsignelse og glæde for næsten enhver far eller mor.

Min bekymring i dag er, at der findes forældre, som dømmer sig selv hårdt og måske tillader disse følelser at ødelægge deres liv, når de i virkeligheden har gjort deres bedste og bør fortsætte i tro.²⁰

En far eller mor, [hvis barn er kommet på afveje, er] ikke alene. Vore første forældre kendte smerten og lidelserne ved at se nogle af deres børn forkaste lærdommene om evigt liv (se Moses 5:27). Århundreder senere blev Jakob klar over, hvilken jalousi og hvilke dårlige følelser hans ældste sønner nærede til hans elskede Josef (se 1 Mos 37:1-8). Den store profet Alma, som havde en søn ved navn Alma, talte længe til Herren om sin søns oprørske indstilling, og han blev uden tvivl overvældet af ængstelse og bekymring over den strid og ondskab, som hans søn forårsagede blandt folk indenfor kirken (se Mosi 27:14). Vor himmelske Fader har også mistet mange af sine åndelige børn til det verdslige. Han kender jeres hjertes følelser …

Opgiv ikke håbet for en pige eller dreng, der er faret vild. Mange, som har set ud til at være gået fuldkommen tabt, er vendt tilbage. Vi må bede meget, og hvis det er muligt, lade vore børn kende vores kærlighed og omsorg …

Vi [må] erindre, at vor himmelske Fader kender vores kærlighed, vore ofre, vore bekymringer og omsorg, selv om vore store anstrengelser ikke har bragt succes. Forældrenes hjerte bliver ofte knust, men alligevel må de forstå, at det endelige ansvar ligger hos barnet, når forældrene har undervist dem i de rette principper …

Uanset vores sorg, bekymring, smerte og angst, så må vi søge en måde, hvorpå vi kan vende det til gavn – måske ved at hjælpe andre med at undgå de samme problemer, eller måske ved at udvikle en større forståelse for andres følelser, andre som kæmper på lignende måde. Der er ingen tvivl om, at vi vil opnå en dybere forståelse af vor himmelske Faders kærlighed, når vi gennem bøn til sidst har lært, at han forstår og ønsker, at vi skal se fremad. …

Vi må aldrig lade Satan narre os til at tro, at alt er tabt. Lad os være stolte over det gode og det rigtige, som vi har gjort, og kaste alt det forkerte ud af vores liv. Søg Herren for at opnå tilgivelse, styrke og trøst, og gå derpå fremefter.²¹

Vores hjem bør være et helligt sted, hvor evangeliets principper kan efterleves, og hvor Herrens Ånd kan dvæle.

Vi håber, at I ikke vil blive overvældet af mismod i jeres forsøg på at opdrage jeres familie i retfærdighed. Husk, at Herren har befalet dette: »Men mine disciple skal stå på hellige steder og skal ikke lade sig flytte« (L&P 45:32).

Mens mange tolker det til at betyde templet, hvilket det uden tvivl gør, så repræsenterer det også det hjem, hvor vi bor. Hvis I vil arbejde flittigt på at lede jeres familie i retfærdighed, opfordre til og tage del i daglig familiebøn, skriftstudium, familieaften og elske og støtte hinanden i at efterleve evangeliets lærdomme, så vil I modtage Herrens lovede velsignelser med hensyn til at opdrage retfærdige efterkommere.

I en stadig mere og mere ugudelig verden er det vigtigt, at vi hver især »stå[r] på hellige steder« og forpligter os til at være sande og trofaste over for Jesu Kristi evangeliums lærdomme.²²

Forældre skal elske og respektere hinanden for at få succes i familien. Ægtemænd, bærerne af præstedømmet, bør behandle deres hustru med den største respekt foran deres børn, og hustruer bør elske og støtte deres mand. Til gengæld vil børnene elske deres forældre og hinanden. Hjemmet vil da blive et helligt sted, hvor evangeliets principper bedst kan efterleves, og hvor Herrens Ånd kan dvæle. Det er langt vigtigere at være en succesfuld far eller en succesfuld mor end at få store lederjob eller få fremtrædende stillinger i forretningsverdenen, politik eller verdslige anliggender. Hjemmet kan synes hverdagsagtigt med dets rutineopgaver, men dets succes bør være det, vi stræber mest efter i livet.²³

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Når I gennemgår præsident Hunters lærdomme i afsnit 1, så tænk over vigtigheden af familien. Hvad er Kirkens rolle i forhold til familien? Hvordan kan vi beskytte og styrke vores familie?
Tænk over præsident Hunters lærdomme om, at forældre skal være partnere i ledelsen af hjemmet (se afsnit 2). Hvordan kan disse lærdomme hjælpe både fædre og mødre? Hvordan kan forældre blive forenede i opdragelsen af deres børn? Tænk over, hvordan I kan forbedre det »åndelige klima« i jeres hjem.
I afsnit 3 kommer præsident Hunter med råd til, hvordan man kan få en stærk familie. Hvordan kan vi opbygge større »familieenhed og retskaffenhed«? Hvordan har familieaften været til velsignelse for jeres familie? Hvordan har familieskriftstudium og familiebøn været til velsignelse for jeres familie?
Hvordan kan præsident Hunters lærdomme i afsnit 4 hjælpe forældre til et barn, der er kommet på afveje? Hvordan kan forældre, der oplever sorg og smerte, vende det til noget nyttigt? Hvad kan forældre, bedsteforældre, ledere for de unge og andre gøre for at hjælpe børn, som kommer på afveje?
Når I har læst afsnit 5, så tænk over præsident Hunters lærdomme om at gøre vores hjem til et »helligt sted«. Hvilke udfordringer står vi over for, når vi gør dette? Hvordan kan vi stræbe efter at gøre vores hjem til et helligt sted?

Skriftstedshenvisninger

2 Mos 20:12; 5 Mos 6:4-7; Sl 127:3-5; Ef 6:1-4; En 1:1-3; Mosi 4:14-15; Alma 56:45-48; 3 Ne 18:21; L&P 68:25-28; 93:40; 121:41-46

Til underviseren

Bed dem i klassen om at arbejde sammen parvis og planlægge, hvordan de ville undervise i et af kapitlets afsnit til en familieaften. Hvordan kan vi gøre lærdommene relevante for børn og unge? Bed nogle få af parrene om at fortælle klassen om deres planer.