Kapitel 19

Vores pligt over for Gud

»Et succesrigt liv … kræver … forpligtelse – en evig dybfølt og højt værdsat hengivenhed af hele vores sjæl over for de principper i Guds befalinger, som vi ved er sande.«

Fra Howard W. Hunters liv

Da Howard W. Hunter blev kaldet som medlem af De Tolvs Kvorum, sagde han: »Jeg accepterer uden forbehold den kaldelse, som jeg har fået, og jeg er villig til at hellige mit liv og alt, hvad jeg har, til denne tjeneste.«¹

Ældste Hunter levede i overensstemmelse med denne forpligtelse. Efter at han var blevet ordineret til apostel, vendte han tilbage til Californien for at afslutte sine forpligtelser i forhold til Kirken og sit arbejde, og forberedte sig så på at flytte til Salt Lake City. Det var svært for ældste og søster Hunter at forlade deres familie og venner i Californien – og for ældste Hunter at forlade sin advokatpraksis. Da han sluttede sin karriere som advokat, skrev han:

»I dag afsluttede jeg det meste af mit arbejde på kontoret. Næsten alle de afventende sager er blevet færdiggjort. Jeg var alene på kontoret i dag og indså, at min tid som advokat nu var slut. Jeg skrev nogle noter på forskellige sager og efterlod dem på skrivebordet … Jeg havde kvalme, da jeg forlod kontoret. Jeg har nydt at være advokat, og det har været mit liv de sidste mange år, men på trods af det er jeg glad og lykkelig for at adlyde det store kald, som jeg har fået i Kirken.«²

Ældste Hunter vidste af personlig erfaring, at »det… ikke altid [er] nemt at … underlægge sig for vor Faders vilje«.³ Ikke desto mindre kendte han vigtigheden af at være fuldt ud forpligtet over for Gud. Han skrev angående den forpligtelse: »De fleste folk forstår ikke, hvorfor folk fra vores religion tager imod kaldene til at tjene eller den pagt, som vi indgår, om at give alt, vi kan. Jeg har virkelig nydt at være advokat, men dette kald, som jeg har fået, vil i høj grad overskygge jagten efter karriere eller penge.⁴

kvinde med en pose varer — En måde, hvorpå vi kan vise vores »totale forpligtelse« og »fuldkomne hengivenhed«, er ved at tjene dem, der har brug for hjælp.

Howard W. Hunters lærdomme

Vor Fader i himlen kræver vores totale forpligtelse, ikke blot et bidrag.

Når jeg tænker på de velsignelser, som Gud har givet os, og de mange, mange skønne ting, som findes i Jesu Kristi evangelium, så er jeg klar over, at vi hen ad vejen vil blive bedt om til gengæld at bidrage med visse ydelser i form af tid, penge eller andre ressourcer. De har alle sammen værdi og er nødvendige, men de udgør ikke hele vores offer til Gud. Vor Fader i himlen kræver i sidste ende mere af os end et bidrag. Han kræver en total forpligtelse, en fuldkommen hengivenhed og alt, hvad vi er, og hvad vi kan blive.

Jeg beder jer om at forstå, at jeg ikke blot taler om en forpligtelse over for Kirken og dens aktiviteter, selv om den altid har brug for at blive styrket. Nej, jeg taler mere specifikt om en forpligtelse, som kommer til udtryk i vores personlige opførsel, vores personlige retskaffenhed og i vores loyalitet over for hjemmet og familien og samfundet så vel som over for Kirken …

Lad mig kort minde jer om et af disse storslåede eksempler fra skrifterne, hvor tre relativt unge mennesker stod fast ved deres principper og deres retskaffenhed, selv om det så ud til, at netop dette ville komme til at koste dem livet.

Omtrent 586 f.Kr. marcherede kong Nebukadnezar, som var Babylons konge, mod Jerusalem og indtog byen. Han var så imponeret over de kvaliteter og den lærdom, som Israels børn besad, at han bragte adskillige af dem med tilbage til kongens hof [i Babylon].

Israelitterne fik vanskeligheder den dag, kong Nebukadnezar lavede en billedstøtte af guld og befalede alle i landsdelen Babel at tilbede den, en befaling, som de tre unge israelitter – Shadrak, Meshak og Abed-Nego – stille nægtede at adlyde. Kongen blev fuld af »vrede og harme« og befalede, at de skulle bringes frem for ham (Dan 3:13). Han fortalte dem, at hvis de ikke faldt ned og tilbad denne billedstøtte af guld på det fastsatte tidspunkt, ville de »straks blive kastet i ovnen med flammende ild«. Så spurgte han med en vis selvtilfredshed: »Hvem er den gud, der så kan redde jer ud af min magt?« (Dan 3:15).

De tre unge mænd svarede høfligt, men uden tøven:

»Kommer det dertil,« sagde de, »[at du truer os med døden,] så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os. Han kan redde os ud af ovnen med flammende ild og ud af din magt, konge.

Og selv om han ikke gør det, [hvis han af en eller anden grund vælger ikke at redde os fra ilden,] skal du vide, konge, at vi ikke vil dyrke din gud, og at vi ikke vil tilbede den guldstøtte, du har opstillet« (Dan 3:17-18).

Selvfølgelig blev Nebukadnezar mere rasende end nogensinde og beordrede, at ovnen skulle opvarmes syv gange så meget som sædvanligt. Så befalede han, at disse tre tapre unge mænd skulle kastes ind midt i ovnen fuldt påklædte. Ja, kongen holdt så fast på sin ordre, og flammerne var så hede, at de soldater, som bar Shadrak, Meshak og Abed-Nego frem, faldt døde om på grund af heden fra ovnen, da de kastede deres fanger ind.

Derpå indtraf et af de store mirakler, som de trofaste er berettiget til efter Guds vilje. Disse tre unge mænd stod og gik roligt frem og tilbage midt inde i ovnen og blev ikke brændt. Ja, da de senere blev kaldt ud af ovnen af den forbløffede konge selv, var deres tøj uskadt, deres hud ikke forbrændt, og ikke et hår på deres hoved svedet. Ja, der var end ikke nogen brandlugt ved disse modige unge mænd, der havde forpligtet sig.

»Lovet være Shadraks, Meshaks og Abed-Negos Gud,« sagde kongen, »som … reddede sine tjenere, fordi de satte deres lid til ham[, og han beskyttede dem, da] de … hellere [ville] prisgive sig selv end dyrke og tilbede nogen anden gud end deres egen …

Og kongen gav Shadrak, Meshak og Abed-Nego høje stillinger i provinsen Babylon« (Dan 3:28, 30).

Evnen til at stå fast ved sine principper, til at leve retskaffent og i tro i henhold til ens overbevisning, det er det, som betyder noget, og som udgør forskellen mellem et bidrag og en forpligtelse. Denne forpligtelse over for sande principper – i vores eget liv, i vores hjem og familie, og på alle steder, hvor vi møder og påvirker andre mennesker – det er denne hengivenhed, som Gud i sidste ende kræver af os …

Et succesrigt liv, det gode liv, det retskafne, kristne liv kræver mere end blot et bidrag, selv om ethvert bidrag er værdifuldt. Det kræver i sidste ende en forpligtelse – en evig dybfølt og højt værdsat hengivenhed af hele vores sjæl over for de principper i Guds befalinger, som vi ved er sande …

Hvis vi vil være trofaste over for vore principper, forpligtede til et liv i ærlighed og retskaffenhed, så vil ingen konge eller ildprøve være i stand til at kompromittere os. Må vi af hensyn til Guds riges succes på jorden stå som vidner for ham »til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor [vi] måtte befinde [os], ja, indtil døden« (Mosi 18:9).⁵

Forpligt jer til at adlyde Herrens love, uanset hvad andre beslutter sig for at gøre.

Da Josva blev befalet at ødelægge Jeriko, som lå foran [Israels stammer], stod de store mure som en fysisk barriere, der umuliggjorde Israels succes – sådan så det i hvert fald ud. Uden at kende midlet, men med fuld forvisning om målet, udførte Josva de instruktioner, han havde fået af Herrens budbringer. Han var fast besluttet på at adlyde fuldt ud. Han ønskede kun at gøre nøjagtigt det, som han havde fået instruktioner om, så Herrens løfte ville gå i opfyldelse. Instruktionerne har sikkert virket en smule underlige, men hans tro på resultatet fik ham til at fortsætte. Resultatet blev selvfølgelig endnu et af en lang serie mirakler, som israelitterne oplevede, mens de gennem de mange år blev ledt af Moses, Josva og mange andre profeter, som var fast besluttet på at følge Herrens befalinger og direktiver.

Da Josva og hans folk nærmede sig Jeriko, fulgte de strengt de instruktioner, de havde fået af Herren, og ifølge den optegnelse, vi finder i skrifterne, »faldt [muren] sammen, og de kunne gå lige ind i byen og indtage den« (Jos 6:20).

Historien beretter, at efter Israel var udhvilede efter krigene mod deres fjender, kaldte Josva, som nu var meget gammel, Israel sammen. I sin afskedstale mindede han dem om, at de havde sejret, fordi Gud havde kæmpet for dem, men hvis de nu holdt op med at tjene Herren og holde hans lov, ville de blive udryddet …

Denne store hærfører og åndelige leder opfordrede så folket til at forpligte sig over for Herren og forpligtede sig selv og sin familie: »Så vælg i dag, [hvem I vil tjene]. Jeg og mit hus vil tjene Herren« (Jos 24:15).

Dette var en udtalelse fra en Guds mand, der var fuldt ud hengiven; en profet der lyttede til Herrens ønsker; Josva, den mand, der lyttede til sin Gud, som mange gange før havde velsignet ham for hans lydighed. Han fortalte Israel, at ligegyldigt hvad de besluttede sig for at gøre, så ville han gøre det, han vidste, der var rigtigt. Han sagde, at denne beslutning om at tjene Herren ikke afhang af, hvad de valgte at gøre; at deres handlinger ikke ville have nogen indvirkninger på hans; at hans forpligtelse om at gøre Herrens vilje ikke kunne ændres af noget, de eller nogen anden ville gøre. Josva var herre over sine handlinger og havde sine øjne rettet mod Herrens befalinger. Han havde forpligtet sig til lydighed.⁶

Abraham og Isak — »Herren må have været tilfreds, da Abraham gjorde, som han havde fået besked på uden spørgsmål og uden tøven.«

Beslut nu at vælge vejen med streng lydighed.

Efter at være kommet til en forståelse af evangeliets lov og Herrens vilje ved at læse og studere skrifterne og profeternes ord, så kommer der yderligere forståelse af grunden til, at der så ofte bliver henvist til lydighed som himlens første lov, og hvorfor lydighed er nødvendigt for at blive frelst. Dette bringer os til den ultimative prøve. Er vi villige til at være fuldstændig lydige mod Guds lov? Der kommer et tidspunkt i vores liv, hvor vi skal træffe en endelig beslutning.⁷

Herren elsker mere end noget andet en urokkelig beslutning om at adlyde hans råd. De oplevelser, som de store profeter i Det Gamle Testamente havde, er afgjort blevet nedskrevet for at hjælpe os til at forstå vigtigheden af at vælge lydighedens smalle sti. Herren må have været tilfreds, da Abraham gjorde, som han havde fået besked på uden spørgsmål og uden tøven, da befalingen lød, at han skulle ofre sin eneste søn, Isak. Optegnelsen fortæller, at Gud sagde til Abraham:

»Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om« (1 Mos 22:2).

Det næste vers siger ganske enkelt:

»Tidligt næste morgen sadlede Abraham sit æsel og tog … sin søn Isak med [og] begav … sig på vej til det sted, Gud havde givet ham besked om (1 Mos 22:3).

År senere, da Rebekka blev spurgt, om hun ville tage med Abrahams tjener for at blive Isaks hustru, og da hun uden tvivl vidste, at tjenerens mission havde Herrens velsignelse, sagde hun ganske enkelt: »Ja« (1 Mos 24:58).

En generation senere, da Jakob blev befalet at vende tilbage til Kana’an, hvilket ville indebære, at han skulle forlade alt det, han havde arbejdet for i så mange år, kaldte han Rakel og Lea til sig ude på marken, hvor hans flok var, og forklarede, hvad Herren havde sagt. Rakels [og Leas] svar var enkelt og ligefremt og viste [deres] hengivenhed: »Gør blot alt, hvad Gud har sagt til dig« (1 Mos 31:16).

Som vi kan se, har vi store eksempler i skrifterne på, hvorledes vi bør overveje og vurdere Herrens befalinger. Hvis vi vælger at reagere som Josva, Abraham, Rebekka og Rakel, vil vores reaktion simpelthen være at tage af sted og gøre det, som Herren har befalet.

Der er god grund til at træffe vores beslutning om at tjene Herren nu. På denne søndag morgen [for generalkonferencen], hvor livets komplikationer og fristelser er en smule på afstand, og hvor vi har tid og er mere motiverede til at se på tingene i et evigt perspektiv, kan vi bedre vurdere, hvad der vil bringe os størst lykke i livet. Vi bør nu her i morgenens lys tage beslutningen, om hvorledes vi vil reagere, når nattens mørke og fristelsernes storme kommer.

Jeg beder til, at vi vil have styrke nok til at beslutte os til at gøre det, vi bør gøre. Jeg beder til, at vi nu vil træffe beslutningen om at tjene Herren.⁸

Tro alene er ikke nok; vi må også gøre vor himmelske Faders vilje.

Da Mesteren talte til skarerne, sagde han: »Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje« (Matt 7:21).

Når jeg lytter til disse ord, så synes det for mig som om, at Herren siger: »Bare fordi en person anerkender min autoritet eller tror på min guddommelige natur eller udtrykker sin tro på mine lærdomme eller på mit sonoffer, så betyder det ikke, at han skal komme ind i himlens rige eller opnå en høj grad af ophøjelse.« Underforstået siger han: »Tro alene er ikke nok.« Så siger han tydeligt: »Men kun den, der gør min himmelske faders vilje«, det vil sige, han, der arbejder i og beskærer vingården, så den kan frembringe god frugt …

Al natur, som er Guds domæne, synes at illustrere det samme princip. Bien, der ikke laver noget, vil hurtigt blive jaget væk fra bikuben. Når jeg ser travle myrer på stien og rundt om myretuen, bliver jeg imponeret over det faktum, at de er gørere og ikke blot troende. Hønen får ikke nogle frø af at klukke; hun må skrabe. En stillestående dam, grøn af alger og med skum, da der ikke er nogen bevægelse, er yngleplads for sumpens sygdomme, men den klare bjergstrøm, der flyder over klipperne på vej ned ad kløften, indbyder til at blive drukket af.

Mesterens ord angående et hus uden grundvold fortæller mig, at en mand ikke kan have en overfladisk og hensynsløs forestilling om, at han er nok i sig selv og kan bygge sit eget liv på ethvert grundlag, der virker nemt og tiltalende (se Matt 7:26-27). Så længe vejret er godt, er hans tåbelighed måske ikke tydelig; men en dag vil oversvømmelserne komme, en pludselig lidenskabs mudrede vande, uforudsete fristelsers rivende strømme. Hvis han ikke har en sikker grundvold, men bare tomme ord, så kan hele hans moralske struktur kollapse.⁹

Jakob sagde: »En ren og ægte gudsdyrkelse er for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden« (Jak 1:27).

Med andre ord er religion mere end en kundskab om Gud eller en bekendelse af tro, og det er mere end teologi. Religion er at udføre Guds ord. Det er blandt andet at vogte vores bror …

Vi kan være religiøse i vores tilbedelse på sabbatsdagen, og vi kan være religiøse i vore pligter i ugens andre seks dage … Det er meget vigtigt, at alle vore tanker, det vi siger, vore handlinger, opførsel, omgang med naboer, forretningsforbindelser og alle vore daglige gøremål er i harmoni med vores tro. Som Paulus sagde: »Hvad I end gør, skal I gøre alt til Guds ære« (1 Kor 10:31). Kan vi derfor fjerne religion fra vores daglige liv og henvise det til kun at gælde for sabbatsdagen? Nej, det kan vi ikke, hvis vi følger Paulus’ formaning.¹⁰

»Levende medlemmer« bestræber sig på at forpligte sig fuldt ud

Herren åbenbarede forordet til Lære og Pagter, hvor der står, at kirken er »den eneste sande og levende kirke på hele jordens overflade«. Og så tilføjede han, »hvori jeg, Herren, har velbehag, idet jeg taler om kirken i almindelighed og ikke om dens enkelte medlemmer« (L&P 1:30). Dette burde få os til at tænke på et spørgsmål af evig betydning: Vi ved, at dette er den sande og levende kirke, men er jeg også som enkeltperson et sandt og levende medlem?

… Når jeg nu spørger: »Er jeg et sandt og levende medlem?«, så er spørgsmålet, om jeg fuldt og helt har helliget mig overholdelsen af de pagter, jeg har indgået med Herren? Har jeg forpligtet mig helt til at efterleve evangeliet og være ordets gører og ikke kun dets hører? Efterlever jeg min religion? Vil jeg forblive trofast? Modstår jeg standhaftigt Satans fristelser? …

Hvis vi svarer bekræftende på spørgsmålet: »Er jeg et levende medlem?«, bekræfter vi vores forpligtelse. Det betyder, at vi nu og altid vil elske Gud og vores næste som os selv. Det betyder, at vi i vore gerninger afspejler, hvem vi er, og hvad vi tror på. Det betyder, at vi er kristne hver eneste dag og vandrer den vej, Kristus ønsker, vi skal gå.

De levende medlemmer er dem, der bestræber sig på at forpligte sig fuldt ud. …

Levende medlemmer erkender deres pligt til at gå fremad. De er blevet døbt som deres første skridt på deres livs rejse, hvorved de viser Gud, englene og himlen, at de vil følge Guds vilje …

Levende medlemmer retter sig efter Ånden, som fornyer livet indefra. De søger hele tiden dens vejledning. De beder om styrke til at overvinde vanskeligheder. Deres hjerte attrår ikke det verdslige, men det uendelige. De ofrer ikke deres åndelige fornyelse for fysiske fornøjelser.

Levende medlemmer sætter Kristus først i deres liv, for de ved fra, hvilken kilde deres liv og fremgang kommer. Mennesker har en tendens til at sætte sig selv i universets centrum og forvente, at andre indretter deres ønsker og behov derefter. Men naturen ærer ikke den slags forkerte antagelser. Den centrale rolle i livet hører Gud til. Vi bør forsøge at leve i harmoni med hans vilje fremfor at bede ham om at gøre, som vi byder ham, og på den måde hele tiden gå fremad som levende medlemmer …

Når levende medlemmer først er omvendt, så vil de efterkomme befalingen om at styrke deres søskende (se Luk 22:32). De vil være ivrige efter at dele deres glæde med andre, og de vil aldrig miste dette ønske …

Levende medlemmer erkender deres behov for at omsætte deres tro til gerninger. Sådanne hellige er ivrigt engageret i at udføre mange gode og ædle gerninger af egen fri vilje og valg (se L&P 58:27) …

Levende medlemmer elsker hverandre. De besøger de faderløse og enkerne i deres trængsler. De holder sig uplettede af verden (se Jak 1:27) …

Vi har en fast tro på udtalelsen om, at dette er den sande og levende Guds sande og levende kirke. Men spørgsmålet til os er så: Har jeg helliget mig den og forpligtet mig til at være et sandt og levende medlem?

Må vi være standhaftige, sande og levende medlemmer i Kirken, så vi kan modtage den lovede belønning om at være blandt dem, som der nævnes i Lære og Pagter som dem, der »er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds by, det himmelske sted, det helligste af alle« (L&P 76:66).¹¹

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Gennemgå præsident Hunters lærdomme om forskellen på et »bidrag« og »total forpligtelse« (afsnit 1). Hvilken forskel gør det for os, når vi er fuldt ud forpligtede overfor Gud? Hvordan kan vi anvende historien om Shadrak, Meshak og Abed-Nego?
Gennemgå præsident Hunters beretning om Josva i afsnit 2. Hvad kan I lære af denne beretning om at være fuldt ud forpligtet mod Gud? Hvordan kan vi lære at være forpligtede mod Gud, uanset hvad andre gør? Hvordan kan vi hjælpe børn og unge til at udvikle denne forpligtelse?
Hvilke indtryk får I, når I gennemgår beretningerne fra skriften i afsnit 3? Hvilke andre eksempler fra skriften om lydighed har påvirket jer? Hvorfor tror I, at »Herren elsker … en urokkelig beslutning om at adlyde hans råd«?
Tænk over præsident Hunters lærdomme i afsnit 4. Hvorfor er tro alene »ikke nok«? Hvordan kan det at gøre vor himmelske Faders vilje hjælpe os til at forberede os på problemfyldte tider? Hvordan kan vi anvende præsident Hunters lærdomme om at efterleve vores religion?
Gennemgå præsident Hunters beskrivelser af et »levende medlem« i afsnit 5. Hvordan kan vi udvikle de egenskaber, som et »levende medlem« har? Tænk over, hvordan I kan være et bedre »sandt og levende« medlem af Kirken.

Skriftstedshenvisninger

1 Sam 15:22-23; Sl 1:1-3; Jak 2:14-26; 2 Ne 32:9; Omni 1:26; Mosi 2:41; Alma 37:35-37; 3 Ne 18:15, 18-20; L&P 58:26-29; 97:8; Abr 3:24-26

Til underviseren

Læs sammen flere citater fra kapitlet. Når I har læst hvert citat, så bed dem i klassen om at fortælle om eksempler fra skrifterne og fra deres egne oplevelser, som kan relateres til lærdommene i citatet.