Kapitel 2

»Min fred giver jeg jer«

»Fred kan kun komme til en person ved betingelsesløs overgivelse – overgivelse til ham, som er Freds Fyrsten, som har magten til at skænke fred.«

Fra Howard W. Hunters liv

En af præsident Hunters kolleger i De Tolv Apostles Kvorum beskrev ham som en mand med »en ekstraordinær tålmodighed, der kommer af en stor indre fred«.¹ Præsident Hunter talte ofte om indre fred og belærte om, at en person kun kan modtage den ved at vende sig til Gud – ved at stole på ham, udøve tro og stræbe efter at gøre hans vilje. Den fred hjalp ham gennem mange svære tider.

Sidst i 1975 anbefalede en læge, at præsident Hunters hustru Claire blev opereret i hjernen. Præsident Hunter havde store kvaler med at finde ud af, hvorvidt operationen var til Claires bedste, da det ville belaste hendes svage krop og måske ikke ville forbedre hendes tilstand. Han tog til templet, talte med familiemedlemmer og følte hurtigt, at den tilbudte operation var den bedste mulighed for at give Claire nogen lindring. Han beskrev sine følelser den dag, hun skulle opereres, og skrev:

»Jeg fulgte med hende helt hen til dørene ind til operationsstuen, gav hende et kys, og så blev hun kørt ind gennem dørene. Som tiden gik, ventede jeg og spekulerede … Pludselig blev den spændte nervøsitet vendt til en fredfyldt følelse. Jeg vidste, at den rette beslutning var blevet truffet, og at mine bønner var blevet besvaret.«²

I 1989 havde præsident Hunter en anden oplevelse, hvor han følte fred i en problemfyldt tid. Han var i Jerusalem for at indvie Brigham Young Universitys Jerusalem Center for Mellemøstlige Studier. Adskillige grupper havde protesteret mod Kirkens tilstedeværelse i Jerusalem, og nogle af dem havde truet med vold. En af talerne ved indvielsen var ældste Boyd K. Packer fra De Tolvs Kvorum, som senere fortalte om denne hændelse:

»Mens jeg talte, opstod der uro bagest i salen. Mænd i militæruniformer var kommet ind i lokalet. De sendte en besked hen til præsident Hunter. Jeg vendte mig om og bad om anvisninger. Han sagde: ›Det er en bombetrussel. Er du bange?‹ Jeg sagde: ›Nej.‹ Han sagde: ›Det er jeg heller ikke. Gør din tale færdig.‹«³ Indvielsesceremonien fortsatte uden andre afbrydelser; der var ikke nogen bombe.

I sådanne situationer stolede præsident Hunter på løftet om fred fra Frelseren, hvilket han ofte citerede: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!« (Joh 14:27).

Vi må »fæstne vore øjne på Jesus« og aldrig fjerne »vore øjne fra ham, vi skal tro på«.

Howard W. Hunters lærdomme

Jesus Kristus er vores kilde til sand fred.

Da profeten Esajas forudsagde Kristi fødsel mere end 700 år, før den fandt sted, brugte han titler om ham, der udtrykte stor beundring … En af disse titler, der især er interessant i dag er »Freds Fyrste« (Es 9:5). »Stort er herredømmet, freden uden ophør,« erklærede Esajas (v. 6). Hvilket betagende håb for en krigstræt, syndefuld verden!⁴

Den fred, som verden længes efter, er en tid uden fjendskab; men menneskerne indser ikke, at fred er en tilstand, som kun kan komme til mennesket på de vilkår og betingelser, som Gud har fastsat, og ikke på nogen anden måde.

I en salme i Esajas’ Bog står disse ord: »Du bevarer freden, for de stoler på dig.« (Es 26:3). Den fred, som Esajas nævner, bliver kun til en ved tro på Gud. Dette forstås ikke af en vantro verden.

Den sidste gang, Jesus spiste middag med de tolv, vaskede han deres fødder, brød brødet og sendte bægeret rundt; og efter Judas havde forladt deres midte, talte Mesteren så til dem i et stykke tid. Blandt andet fortalte han dem om sin forestående død og om den arv, som han efterlod til hver af dem. Han havde ikke samlet sig nogen ejendele, ejendomme eller rigdomme. Optegnelserne fortæller ikke om nogen ejendele udover det tøj, han bar, og dagen efter korsfæstelsen blev dette delt mellem soldaterne, som kastede lod om hans kjortel. Hans gave blev givet til hans disciple i disse enkle, men dog dybsindige ord: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!« (Joh 14:27).

Han brugte den jødiske hilsen og velsignelse: »Min fred giver jeg jer.« Denne hilsen og gave skulle de ikke opfatte på den almindelige måde, for han sagde: »Jeg giver jer ikke, som verden giver.« Ingen tomme løfter, ikke bare høflige fraser, som når folk i verden bruger ordene af vane; men som ophavsmand og Freds Fyrste gav han dem. Han skænkede dem den og sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!« Indenfor nogle få timer skulle de forfærdes, men med hans fred kunne de overvinde frygt og stå fast.

Hans sidste erklæring til dem før afslutningsbønnen denne mindeværdige aften var denne: »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden« (Joh 16:33).⁵

Vi udvikler fred, når vi efterlever evangeliets principper.

Der er i hele universet kun en hånd, der kan vise vej, kun ét ufejlbarligt lys, et aldrig svigtende fyr for verden. Det lys er Jesus Kristus, verdens lys og liv; det lys, som en profet i Mormons Bog beskrev som »et lys, som er uendeligt, som aldrig kan formørkes« (Mosi 16:9).

I vores søgen efter bredden med sikkerhed og fred, hvad enten vi er kvinder eller mænd, familier, lokalsamfund eller nationer, er Kristus det eneste lys, som vi i sidste ende kan stole på. Han sagde om sin mission: ›Jeg er vejen og sandheden og livet‹ (Joh 14:6) …

Tænk for eksempel over denne belæring fra Kristus til sine disciple. Han sagde: »Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer (Luk 6:27-28).

Tænk over, hvad denne formaning alene kunne bevirke i jeres og mit nabolag, i det samfund, hvor I og jeres børn bor, i de lande, som udgør vores globale familie. Jeg erkender, at denne lære udgør en væsentlig udfordring, men det er da en mere behagelig udfordring end dem, vi bliver udsat for på grund af krig, fattigdom og smerte, som verden fortsat står overfor.⁶

Når vi prøver at hjælpe dem, som har fornærmet os, og når vi beder for dem, som uretfærdigt har udnyttet os, kan vi få et vidunderligt liv. Vi kan få fred, når vi bliver forenet med Ånden og med hinanden, når vi tjener Herren og holder hans bud.⁷

Om det er tæt ved vores hjem eller langt borte, har den verden, hvori vi lever, brug for Jesu Kristi evangelium. Det er den eneste måde, hvorpå verden nogensinde vil få fred … Vi har brug for en fredeligere verden, der kommer af fredelige familier og nabolag og samfund. For at sikre og udvikle en sådan fred, må vi »elske andre, ja både vore fjender og venner« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 390) … Vi har brug for at udrække venskabets hånd. Vi har brug for at være venligere, blidere, mere tilgivende og langsommere til vrede.⁸

Gud handler hovedsageligt ved overtalelse og tålmodighed og langmodighed, ikke ved tvang og hård konfrontation. Han handler ved mild overtalelse og søde ord.⁹

Der er ikke noget løfte om fred til dem, der afviser Gud, til dem, der ikke vil holde hans bud, eller til dem, der overtræder hans love. Profeten Esajas talte om ledernes forfald og korruption og fortsatte så sine formaninger ved at sige: »Men de ugudelige er som det oprørte hav, der ikke kan falde til ro, dets bølger rører op i mudder og dynd. De gudløse har ikke fred, siger min Gud« (Es 57:20-21) …

Ligegyldighed over for Frelseren eller manglende overholdelse af Guds bud bringer usikkerhed, indre oprør og strid. Det er det modsatte af fred. Fred kan kun komme til en person ved betingelsesløs overgivelse – overgivelse til ham, som er Freds Fyrsten, som har magten til at skænke fred.¹⁰

Verdens problemer, der ofte udtrykkes i opsigtsvækkende overskrifter, bør minde os om, at vi skal søge efter den fred, der kommer ved at efterleve de enkle principper i Kristi evangelium. Det højrøstede mindretal vil ikke rokke ved vores sjælefred, hvis vi elsker vore medmennesker og har tro på Frelserens sonoffer og den stille forvisning, han giver om evigt liv. Hvor finder vi en sådan tro i en problemfyldt verden? Herren har sagt: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for (Luk 11:9-10).¹¹

Det synes som om, at alle skal tage imod disse to evige sandheder, hvis vi skal finde fred i denne verden og få evigt liv i den tilkommende verden. (1) At Jesus er Kristus, vor himmelske Faders evige Søn, som kom til jorden med det udtrykkelige formål at forløse menneskeheden fra synd og fra graven, og at han ønsker at bringe os tilbage til Faderens nærhed. (2) At Joseph Smith var hans profet, der kom frem i disse sidste dage for at gengive den sandhed, der havde været tabt for menneskeheden på grund af overtrædelse. Hvis alle mennesker ville tage imod disse to grundlæggende sandheder og efterleve den, ville der komme fred til verden.¹²

Hvis I modstår … fristelser og beslutter jer for at betale den daglige pris og efterleve høstens lov ved rene, moralske tanker og vaner, ved oprigtige, ærlige handlemåder, ved retskaffenhed og samvittighedsfuldhed i jeres studier, ved faste, bøn og tilbedelse, vil I høste frihed, indre fred og fremgang.¹³

Et liv fyldt med uselvisk tjeneste vil også være fyldt med en fred, der overgår enhver forstand … Den fred kan kun komme ved at efterleve evangeliets principper. Disse principper udgør Freds Fyrstens plan.¹⁴

Meget i vores verden er beregnet til at ødelægge … personlig fred gennem synder og fristelser af alle slags. Vi beder til, at de hellige vil leve i harmoni med det forbillede, som Jesus af Nazaret har vist os.

Vi beder til, at Satans anstrengelser vil blive forpurret, at vores tilværelse kan være fredfyldt og rolig, at familier kan være tætte og vise omsorg for alle medlemmer, at menigheder og stave, grene og distrikter kan forme Kristi legeme, imødegå ethvert behov, lindre enhver smerte, hele hvert sår, indtil hele verden, som Nefi indtrængende bad, vil »trænge [sig] frem med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og en kærlighed til Gud og til alle mennesker …

mine elskede brødre,« fortsatte Nefi, »dette er vejen; og der er ikke givet nogen anden vej« (2 Ne 31:20-21).¹⁵

»Et liv fyldt med uselvisk tjeneste vil også være fyldt med en fred, der overgår enhver forstand.«

Frelseren kan hjælpe os til at finde fred på trods af virvaret omkring os.

Jesus blev ikke skånet for sorger, smerter, angst og tugtelse. Ingen tunge kan give udtryk for den uudholdelige byrde, han bar, vi har ej heller formåen til at forstå profeten Esajas’ beskrivelse af ham som en »lidelsernes mand« (Es 53:3). Hans skib blev kastet omkring det af meste af hans liv, og det knustes i hvert fald i jordiske øjne skæbnesvangert på Golgata. Vi er blevet bedt om ikke at se på livet med jordiske øjne. Ser vi med åndelige øjne, ved vi, at det var noget helt andet, der skete på korset.

Frelseren havde fred i hjertet og på sine læber, uanset hvor meget uvejret truede. Må det også være således med os – i vores hjerte, i vores hjem, i vore lande overalt i verden, selv i de trængsler, som Kirken møder fra tid til anden. Vi må ikke forvente at komme gennem livet uden en vis modgang, hverken alene eller samlet.¹⁶

Man kan leve i smukke og fredelige omgivelser, men på grund af indre splid og uenighed være i en tilstand af konstant oprør. På den anden side kan man være midt i total ødelæggelse, krige og blodsudgydelser og stadig have en usigelig fred og ro. Hvis vi ser hen til mennesket og verdens handlemåder, finder vi oprør og forvirring. Hvis vi bare vil vende os til Gud, vil vi finde fred for den rastløse sjæl. Dette gjorde Frelseren klart ved sine ord: »I verden har I trængsler« (Joh 16:33); og i sin arv til de tolv og til hele menneskeheden sagde han: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver« (Joh 14:27).

Vi kan finde fred nu i en problemfyldt verden, hvis vi bare vil tage imod hans store gave og hans invitation: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle« (Matt 11:28-29)

Denne fred beskytter os fra verdens trængsler. Kundskaben om, at Gud lever, at vi er hans børn, og at han elsker os, lindrer det urolige hjerte. Svaret på denne søgen ligger i tro på Gud og på hans Søn, Jesus Kristus. Det vil bringe os fred nu og i den evighed, der følger.¹⁷

I denne verden med forvirring, travlhed og fokus på timelig rigdom skal vi vende tilbage til Kristi enkelhed … Vi skal studere sandhedens enkle grundbegreber, som Mesteren belærte om, og fjerne det kontroversielle. Vores tro på Gud skal være virkelig og ikke teoretisk. Jesu Kristi gengivne evangelium kan have en dynamisk, bevægende indflydelse, og sand accept giver os en god, religiøs oplevelse. En af de største styrker i mormonismen er dens evne til at omsætte tro til tænkning og adfærd. Det erstatter uro og forvirring med fred og ro.¹⁸

Ved at fæstne vore øjne på Jesus kan vi vinde over de elementer, der ønsker at ødelægge freden.

Lad mig fremhæve en af de vidunderlige beretninger om Kristi triumf over det, der synes at prøve os og få vores hjerte til at frygte. Da Kristi disciple tog ud på en af deres hyppige ture tværs over Galilæas Sø, var natten mørk, og elementerne stærke og oprørte. Bølgerne larmede, vinden var stærk, og disse svage og dødelige mennesker var bange. Uheldigvis havde de ingen hos sig, der kunne berolige og redde dem, for Jesus var blevet efterladt alene på bredden.

Men som altid vågede han over dem. Han elskede dem og holdt af dem. Da de var mest bange, så de op, og i mørket så de et omrids af en blafrende kjortel, som kom imod dem på bølgetoppene. De råbte højt af angst ved synet og tænkte, at det var et spøgelse, som gik på bølgerne. Gennem stormen og mørket hørte de – som det så ofte sker for os, når havet midt i livets mørke stunder virker så stort og vores lille båd så lille – den ypperligste og mest beroligende røst, som indgød fred med denne enkle udtalelse: »Det er mig, frygt ikke!« Peter udbrød: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« Og Kristi svar til ham var det samme som til os alle: »Kom.«

Peter sprang ud over bådens side og ud i de oprørte bølger, og mens hans øjne var rettet mod Herren, ruskede vinden i hans hår og skumsprøjtet gennemblødte hans tøj, men alt var vel. Først da han med vaklende tro flyttede sit blik bort fra Mesteren for at se på de voldsomme bølger og det store svælg under sig, først da begyndte han at synke. Atter råbte han, som vi nok også ville: »Herre, frels mig!« Jesus svigtede ham ikke. Han rakte sin hånd ud og greb fat i den druknende discipel med den venlige irettesættelse: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?«

Da de var sikkert om bord i deres lille fartøj, så de vinden løje af, og bølgernes bragen blev til en lille skvulpen. Snart var de ved deres mål, deres sikre havn, hvor alle en dag håber at komme. Både besætningen og disciplene var yderst forbløffede. Nogle af dem tiltalte ham med en titel, som jeg proklamerer i dag: »Sandelig, du er Guds søn« (tilpasset fra Farrar, The Life of Christ, s. 310-313; se Matt 14:22-33).

Det er min faste overbevisning, at hvis vi som Peter enkeltvis, som familier, lokalsamfund og nationer ville fæstne vore øjne på Jesus, kunne vi også i triumf vandre på »vantroens dønninger« og forblive »uforfærdet midt i tvivlens kraftige vindstød«. Men hvis vi fjerner vore øjne fra ham, vi skal tro på, som det er så let at gøre, og som verden er så fristet til at gøre, hvis vi ser på de forfærdelige og ødelæggende elementers kraft og vildskab omkring os i stedet for på ham, som kan hjælpe og redde os, så vil vi uundgåeligt synke ned i søen af konflikt, sorg og fortvivlelse.

På sådanne tidspunkter, hvor vi føler, at bølgerne truer med at drukne os, og dybet vil opsluge troens fartøj, der kastes hid og did, da beder jeg om, at vi altid midt i stormen og mørket må høre den milde udtalelse fra verdens Frelser: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« (Matt. 14:27).¹⁹

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Hunter underviser om, at Jesus Kristus er kilden til sand fred (se afsnit 1). Hvilke oplevelser har hjulpet jer til at lære denne sandhed at kende? Hvordan kan vi modtage den fred, som Jesus tilbyder?
Hvordan bringer det os fred at elske andre? (Se afsnit 2). Hvordan hjælper efterlevelse af evangeliet os til at finde fred? Hvorfor er »betingelsesløs overgivelse« til Frelseren nødvendig, for at vi kan finde fred?
Gennemgå præsident Hunters lærdomme i afsnit 3. Hvordan har I oplevet opfyldelsen af Frelserens løfte om at »give jer hvile« fra jeres byrder, når I er kommet til ham?
Tænk over præsident Hunters beretning om Peter, der går på vandet (se afsnit 4). Hvad kan I lære af denne beretning om, hvordan man finder fred i problemfyldte tider? Hvordan har Frelseren hjulpet jer til at »vær[e] frimodige« og ikke frygte i svære tider?

Skriftstedshenvisninger

Sl 46:11; 85:9; Es 32:17; Mark 4:36-40; Rom 8:6; Gal 5:22-23; Fil 4:9; Mosi 4:3; L&P 19:23; 59:23; 88:125

Til underviseren

Bed dem i klassen om hver især at vælge et afsnit i kapitlet, som de gerne vil drøfte og derefter danne en gruppe sammen med andre, som har valgt det samme afsnit. Tilskynd hver gruppe til at drøfte det tilhørende spørgsmål i slutningen af kapitlet.