Kapitel 23

»Stod ikke mindre til tjeneste«

»De fleste af os er stille, relativt ukendte mennesker, som … passer vores arbejde uden fanfarer. Til de af jer, som måtte finde [dette] ikke særlig bemærkelsesværdig[t], siger jeg: I står ›ikke mindre til tjeneste‹ end den mest iøjnefaldende af jeres kolleger.«

Fra Howard W. Hunters liv

Præsident Howard W. Hunter var ikke kun kendt som en dedikeret leder og elsket profet, men også for den stille måde, som han tjente på. Han vidste, at selve det at tjene var vigtigt, ikke hvorvidt han blev anerkendt for det. Ældste Neal A. Maxwell fra De Tolvs Kvorum sagde på et tidspunkt om ham: »Præsident Howard W. Hunter er en ydmyg mand … Det er den samme beskedne mand, som tavst pudsede mine sko, da jeg vågnede efter en udmattende og støvet dag sammen med ham på en opgave i Egypten. Han havde håbet, at han ikke var blevet opdaget.«¹

Præsident Thomas S. Monson lagde første gang mærke til præsident Hunters ydmyge måde at tjene på, da templet i Los Angeles i Californien blev indviet i 1956, flere år før nogen af dem blev kaldet som apostel. Han mindes:

»Jeg … mødte første gang præsident Hunter, da han tjente som præsident for Pasadena Stav i Californien og havde ansvaret for at koordinere lokale arrangementer i forbindelse med indvielsen af templet i Los Angeles (i Californien). Det var min opgave at trykke billetterne. Hans opgave var kæmpestor. Jeg så kun den del, der handlede om billetterne, som var farvekodede, indviklet mærket og nummereret på den mest omhyggelige måde, jeg nogensinde havde set. Han gav gavmildt andre æren og sørgede for, at hans navn ikke blev fremhævet for meget, selvom han havde været drivkraften bag denne kæmpestore indsats.« ²

Ældste James E. Faust fra De Tolv Apostles Kvorum har desuden forklaret følgende: »Han har ikke noget behov for at blive anerkendt. Han kunne med al sin viden sidde blandt sine brødre og ikke sige særligt meget. Han havde fuldstændig fred med sig selv.«³

Præsident Hunter forstod, at alle tjenestegerninger er vigtige i Guds øjne, lige meget hvor uanselige eller lidet iøjnefaldende de er. Adskillige uger inden præsident Hunter gik bort, spurgte en ven ham: »Kære præsident, hvad er den mest ophøjede stilling eller kaldelse – at være en god ven, eller at være Guds profet?« Da præsidenten havde hørt spørgsmålet, »overvejede han stille i hvad, der syntes som minutter; så tog han langsomt sin vens hånd og kiggede direkte på ham med en tåre, der trillede ned ad hans skrøbelige kind, og svarede: ›Det er begge to hellige, betroede kaldelser.‹«⁴

Tjeneste, der ændrer tilværelser, bliver udført af mange, »som ikke ses i rampelyset, som ikke modtager verdens anerkendelse«.

Howard W. Hunters lærdomme

De, der tjener stille og lidet iøjnefaldende, står »ikke mindre til tjeneste« end de, der modtager verdens anerkendelse.

Det blev sagt om den unge og modige hærfører Moroni: »Ja, sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis alle mennesker havde været og var og altid ville være ligesom Moroni, se, så ville selve helvedes magter være blevet rystet for evigt, ja, Djævelen ville aldrig få magt over menneskenes børns hjerte« (Alma 48:17).

Sikke en kompliment til en berømt og mægtig mand! Jeg kan ikke forestille mig en bedre hyldest fra en mand til en anden. To vers senere er der en udtalelse om Helaman og hans brødre, som spillede en mindre iøjnefaldende rolle end Moroni: »Se nu, Helaman og hans brødre stod ikke mindre til tjeneste for folket end Moroni« (Alma 48:19).

Med andre ord, selvom Helaman ikke var helt så bemærkelsesværdig eller iøjnefaldende som Moroni, så stod han ikke mindre til tjeneste eller med andre ord, han var til lige så stor hjælp eller gavn som Moroni.

Vi kan tydeligvis lære meget af at studere hærføreren Moronis liv. Han er et eksempel på tro, tjeneste, dedikation, forpligtelse og mange andre guddommelige egenskaber. Frem for at fokusere på denne storslåede mand har jeg i stedet valgt at se på dem, som ikke står i rampelyset, dem, som verden ikke lægger mærke til, men som alligevel »ikke [står] mindre til tjeneste«, som der står i skriftstedet.

Vi kan ikke alle være som Moroni og nyde kollegernes anerkendelse hele dagen, hver dag. De fleste af os er stille, relativt ukendte mennesker, som kommer og går og passer vores arbejde uden fanfarer. Til de af jer, som måtte finde [denne tanke ensom] eller skræmmende eller bare ikke særlig bemærkelsesværdig, siger jeg: I står ›ikke mindre til tjeneste‹ end den mest iøjnefaldende af jeres kolleger. I er også en del af Guds hær.

Tænk for eksempel på den afgørende tjeneste, som en mor eller far yder i det stille i et værdigt sidste dages helligt hjem. Tænk på alle dem, der underviser i evangeliet, dem, der leder musikken i Primary, spejderlederne og besøgslærerne i Hjælpeforeningen, som tjener og velsigner millionvis af mennesker, men hvis navne aldrig nævnes eller hyldes i medierne.

Titusindvis af mennesker, som ikke gør væsen af sig, skaber hver dag vore muligheder og glæde. Som skriften siger, står de ›ikke mindre til tjeneste‹ end dem, hvis liv vi kan følge på forsiden af aviserne.

Tidens opmærksomhed og historiens rampelys har ofte været rettet mod den ene frem for de mange. Enkeltpersoner bliver ofte fremhævet frem for deres ligesindede og ophøjet til helte. Jeg anerkender, at den form for opmærksomhed er en måde at identificere det, som folk beundrer eller anser for værdifuldt. Men nogle gange er den anerkendelse ikke velfortjent, eller den kan prise de forkerte værdier.

Vi skal vælge vore helte og eksempler klogt, mens vi også takker for de mange venner og borgere, der ikke er så berømte, men som »ikke [står] mindre til tjeneste« end Moronierne i vores liv.⁵

I skrifterne ydede mange folk, der tjente i andres skygge, vigtige bidrag.

Måske kan I sammen med mig tænke på nogle interessante folk fra skrifterne, der ikke var i rampelyset, men som i historiens lys har vist sig at være sande helte.

Mange, der læser historien om den store profet Nefi, overser næsten fuldstændigt en anden af Lehis tapre sønner, der hed Sam. Nefi er en af de mest berømte figurer i hele Mormons Bog. Men Sam? Sams navn bliver kun nævnt ti gange. Da Lehi rådgav og velsignede sine efterkommere, sagde han til Sam:

»Velsignet er du og dine efterkommere, for du skal arve landet ligesom din bror Nefi. Og dine efterkommere skal regnes sammen med hans efterkommere; og du skal være ligesom din bror, og dine efterkommere ligesom hans efterkommere, og du skal være velsignet alle dine dage« (2 Ne 4:11).

Sams rolle var dybest set at støtte og hjælpe sin mere anerkendte yngre bror, og i sidste ende modtog han de samme velsignelser, der blev lovet Nefi og hans efterkommere. Intet, der blev lovet Nefi, blev holdt tilbage fra den trofaste Sam, men alligevel ved vi meget lidt om detaljerne i Sams tjeneste og bidrag. Mens han levede, var han en næsten ukendt person, men han er tydeligvis en sejrende leder og sejrherre i evighedens annaler.

Mange yder deres bidrag på ubemærkede måder. Ismael rejste sammen med Nefis familie med store personlige ofre og led »megen trængsel, sult, tørst og udmattelse« (1 Ne 16:35). Så midt i alle disse lidelser døde han i ørkenen. Få af os kan overhovedet begribe en sådan mands offer under disse primitive tider og omstændigheder. Måske ville vi, hvis vi var mere indsigtsfulde og forstående, også sørge, ligesom hans døtre gjorde i ørkenen, over det, en mand som han gav – og opgav! – for at vi kunne få Mormons Bog i vore dage.

Der er utallige navne på og minder i Mormons Bog om sådanne mænd og kvinder, som »ikke [stod] mindre til tjeneste«. Hvad enten det er Sarija eller tjenestekvinden Abish, der tjente den lamanitiske dronning, så ydede de hver et bidrag, der ikke blev anerkendt i menneskernes øjne, men som ikke forblev uset af Gud.

Vi har kun tolv vers i skrifterne, der handler om Mosija, der var konge over Zarahemlas land og far til den berømte kong Benjamin. Alligevel var hans tjeneste over for sit folk uundværligt. Han ledte folket ved »megen forkyndelse og profeti« og »de blev bestandig formanet af Guds ord« (Omni 1:13). Limhi, Amulek og Pahoran – den sidstnævnte var så ædel ikke at fordømme, da han blev meget uretfærdig anklaget – er andre eksempler på folk, der tjente uselvisk i andres rampelys.

Soldaten Teankum, der ofrede sit liv, eller Lakoneus, den overdommer, som lærte folk at omvende sig under de udfordringer, der var med gadiantonrøverne eller missionærerne Omner og Himni, som næsten ikke blev omtalt, men som »ikke [stod] mindre til tjeneste« end deres ledsagere, alligevel modtog de meget lidt anerkendelse i skrifterne.

Vi ved ikke meget om Shiblon, Almas trofaste søn, hvis historie er klemt inde mellem historien om den fremtidige leder Helaman og overtræderen Corianton; men det er betydningsfuldt, at han beskrives som en »retfærdig mand, [der] vandrede retsindigt for Gud« (Alma 63:2). Den store profet Nefi, der bliver omtalt i Helamans Bog, havde en bror, som hed Lehi, der tilsyneladende kun bliver nævnt i forbifarten, men som bliver omtalt som en, der »ikke [stod] det mindste tilbage for [Nefi] med hensyn til det, der hører til retfærdighed« (Hel 11:19; se også v. 18).⁶

Da Abish (til venstre) rørte den lamanitiske dronnings hånd, rejste dronningen sig fra jorden (se Alma 19:15-29).

Selvom vi er ukendte, så kan vi yde stor tjeneste i riget.

Selvfølgelig er der eksempler på personer i vores uddeling, der stod til tjeneste på samme måde. Oliver Granger er den slags stille, støttende person i de sidste dage, som Herren huskede i afsnit 117 i Lære og Pagter. Der er nok mange, der ikke kender Olivers navn, så jeg vil tillade mig at gøre jer bekendt med denne tidlige gæve støtte.

Oliver Granger var 11 år ældre end Joseph Smith og var ligesom profeten fra staten New York. På grund af alvorlige frostskader, som Oliver havde pådraget sig, da han var 33 år gammel, havde han mistet det meste af synet. Til trods for sit begrænsede syn tjente han på tre fuldtidsmissioner. Han arbejdede også i templet i Kirtland og tjente i Kirtlands højråd.

Da de fleste af de hellige blev drevet fra Kirtland i Ohio, efterlod Kirken noget udestående gæld. Oliver blev udpeget til at repræsentere Joseph Smith og Det Første Præsidentskab ved at vende tilbage til Kirtland og ordne Kirkens affærer. Om denne opgave står der i Lære og Pagter: »Lad ham derfor kæmpe ihærdigt for at løskøbe Det Første Præsidentskab for min kirke, siger Herren« (L&P 117:13).

Han udførte denne opgave til så stor tilfredshed for de involverede kreditorer, at en af dem skrev: »Oliver Grangers håndtering i at ordne de uafsluttede ting, der var tilbage efter de folk, der var flyttet til Far West, hans måde at indfri deres forpligtelser og derved bibeholde deres integritet på har i sandhed været prisværdig, og har ført til, at jeg agter ham højt og vil huske ham med stor taknemlighed (Horace Kingsbury, som citeret i Joseph Smith, History of the Church, 3:174).

Under Olivers tid i Kirtland forsøgte nogle mennesker, deriblandt misfornøjede medlemmer af Kirken, at bringe Det Første Præsidentskab i miskredit og sætte spørgsmålstegn ved deres integritet ved at sprede falske beskyldninger. Oliver Granger »løskøbte Det Første Præsidentskab« gennem sin trofaste tjeneste … Herren sagde om Oliver Granger: »Hans navn skal holdes i hellig erindring fra slægtled til slægtled for evigt og altid« (L&P 117:12). »Jeg opløfter min tjener Oliver og giver ham et stort navn på jorden og blandt mit folk på grund af hans sjæls retskaffenhed« (History of the Church, 3:350).

Da Oliver Granger døde i 1841, så deltog et stort antal mennesker fra nabobyerne ved hans begravelse, selvom der kun var få hellige tilbage i Kirtland-området og endnu færre af de helliges venner.

Selvom Oliver Granger ikke er så kendt i vore dage som tidligere af Kirkens ledere, var han ikke desto mindre en stor og vigtig mand i den tjeneste, som han ydede til riget. Og selvom ingen udover Herren husker hans navn, så ville det være en tilstrækkelig velsignelse for ham – eller for hvem som helst af os.⁷

Nefi er et eksempel på at huske Gud som kilden til sin styrke og sine velsignelser.

Jeg tror, at vi skal være klar over, at der kan være en åndelig fare for dem, der misforstår det enestående ved altid at være i rampelyset. De kan måske komme til at tragte efter berømmelsen og derved glemme betydningen af den tjeneste, der bliver ydet.

Vi må ikke lade os blænde af popularitetens flygtige lys eller sætte den tiltrækkende opmærksomhed i stedet for den sande, men ofte anonyme tjeneste, som påkalder Guds opmærksomhed, selvom det ikke kommer med i nyhederne. Faktisk kan den anerkendelse og opmærksomhed blive en åndelig akilleshæl på selv den mest begavede person blandt os.

Hvis popularitetens rampelys falder på jer på et tidspunkt i jeres liv, kan det være godt for jer at følge de eksempler, som folk i skrifterne, der blev berømte, viste. Nefi er et af disse store eksempler. Efter at han havde rejst i ørkenen med sin familie, var hans indstilling stadig rettet mod det, der betyder mest. Han sagde:

»Og når jeg ønsker at fryde mig, sukker mit hjerte på grund af mine synder; alligevel ved jeg, til hvem jeg har sat min lid.

Min Gud har været min støtte, han har ført mig gennem mine trængsler i ørkenen; og han har bevaret mig på det store dybs vande.

Han har fyldt mig med sin kærlighed, ja, som om mit kød skulle fortæres.

Han har beskæmmet mine fjender og fået dem til at skælve for mig« (2 Ne 4:19-22).

Rampelyset gjorde aldrig Nefi blind for kilden til hans styrke og hans velsignelser.⁸

Når vi forstår, hvorfor vi tjener, vil vi ikke bekymre os om, hvor vi tjener.

I en tid med opmærksomhed og synlighed kan det også være gavnligt for os at besvare spørgsmålet: »Hvorfor tjener vi?« Når vi forstår hvorfor, vil vi ikke bekymre os om, hvor vi tjener.

Præsident J. Reuben Clark jun. belærte om dette vigtige princip i sit eget liv. Ved aprilkonferencen i 1951 blev præsident David O. McKay opretholdt som Kirkens præsident, efter at præsident George Albert Smith var gået bort. Indtil dette tidspunkt havde præsident Clark tjent som førsterådgiver til præsident Heber J. Grant og præsident George Albert Smith. Præsident McKay havde været andenrådgiver til begge mænd.

Ved konferencens sidste møde, hvor Kirkens forretninger blev ordnet, blev bror Stephen L Richards kaldet til Det Første Præsidentskab og opretholdt som førsterådgiver. Præsident J. Reuben Clark jun. blev derefter opretholdt som andenrådgiver. Efter at Kirkens præsiderende ledere var blevet opretholdt, forklarede præsident McKay, hvorfor han havde valgt sine rådgivere i den rækkefølge. Han sagde:

»Jeg følte, at et vejledende princip i dette valg ville være at følge ancienniteten i [De Tolvs] Råd. Disse to mænd sidder på deres pladser i Kirkens ledende råd, og jeg følte mig tilskyndet til, at det ville være klogt at fortsætte med den samme anciennitet i Det Første Præsidentskabs ny kvorum (i Conference Report, 9. apr. 1951, s. 151).

Præsident Clark blev dernæst bedt om at tale efter præsident McKay. Hans bemærkninger ved den lejlighed var korte, men de lærer os noget vigtigt: »I Herrens tjeneste betyder det ikke noget, hvor man tjener, men hvordan man tjener. I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige indtager man den plads, hvortil man på rette vis er kaldet, hvilken plads man hverken søger eller siger nej til. Jeg giver præsident McKay og præsident Richards et løfte om fuld loyalitet, hengiven tjeneste i de opgaver, der kommer til mig, så meget min styrke og mine evner tillader, og for så vidt de vil gøre mig i stand til at udføre det, uanset hvor utilstrækkelig jeg måtte være« (Ibid., s. 154).

Det, som præsident Clark underviste i, bliver udtrykt på anden vis i dette digt af Meade McGuire, som er blevet gentaget mange gange:

»Fader, hvor skal jeg arbejde i dag?«
Og min kærlighed flød varm og fri.
Derpå pegede han på en lille plet.
og sagde: »Pas dette for mig.«
Jeg svarede hurtigt: »Åh nej, ikke det!
Det er der aldrig nogen, der ser,
uanset hvor godt mit arbejde blev udført.
Ikke det lille sted til mig.«
Og de ord, han talte, var ikke vrede,
han svarede mig blidt:
»Min lille ven, søg i dit hjerte.
Arbejder du for dem eller for mig?
Nazaret var et lille sted,
Og ligeså var Galilæa.«

(Se Best-Loved Poems of the LDS People, saml. Jack M. Lyon og andre, 1996, s. 152).

Kong Benjamin erklærede: »Se, jeg siger jer, at fordi jeg sagde til jer, at jeg havde tilbragt mine dage i jeres tjeneste, ønsker jeg ikke at prale, for jeg har blot været i Guds tjeneste. Og se, jeg fortæller jer dette, så I kan lære visdom; så I kan lære, at når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste« (Mosi 2:16-17).⁹

Vi bliver »gladere og har mere succes i livet«, når vore »interesser er forbundet med at støtte andre og hjælpe dem til at finde den rette vej«.

Vi bør tjene trofast og stille og være på vagt over for andres ros.

Man bliver gladere og har mere succes i livet, hvis ens interesser er forbundet med at støtte andre og hjælpe dem til at finde den rette vej.

Skiltet ved jernbaneovergangen, der advarer os om at stoppe op, se og lytte, kan være en guide for os. Stoppe op, når vi jager gennem livet. Se efter alle de søde, betænksomme og høflige ting, som vi kan gøre, og alle de små menneskelige behov, som vi kan opfylde. Lytte til andre og høre om deres håb og problemer, så vi vil være i stand til at bidrage på små måder til deres succes og lykke.¹⁰

Præsident Ezra Taft Benson har sagt … : »Kristuslignende tjeneste ophøjer … Herren har lovet, at de, som mister deres liv i andres tjeneste, vil finde det. Profeten Joseph Smith fortalte os, at vi bør ›slide os op‹ for at bringe hans formål frem (L&P 123:13)« (Stjernen, jan. 1994, s. 4).

Hvis I føler, at meget af det I gør, ikke gør jer berømte, så fat mod. De fleste af de folk, der har levet, var heller ikke særligt berømte. Tjen og udvikl jer, trofast og stille. Vær på vagt over for menneskers ros. Jesus sagde i bjergprædikenen:

»Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene.

Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn.

Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør,

for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig (Matt 6:1-4).

Må vor Fader i himlen således altid belønne jer.¹¹

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Hvad prøver præsident Hunter at få os til at forstå ved at lægge vægt på, at Helaman og hans brødre »ikke [stod] mindre til tjeneste« end hærføreren Moroni? (Se afsnit 1). Hvordan kan denne forståelse hjælpe jer?
Hvad kan vi lære af eksemplerne fra skrifterne i afsnit 2? Hvordan kan disse eksempler påvirke vore følelser, når vi tjener? Hvordan er I blevet velsignet af andre, der har tjent på stille, ubemærkede måder?
Hvad kan vi lære af den beretning, som præsident Hunter fortæller om Oliver Granger? (Se afsnit 3). Hvorfor bør vi ikke bekymre os om, hvorvidt vi bliver anerkendt, når vi tjener?
Hvordan kan »popularitetens rampelys« eller berømmelse være farlig? (Se afsnit 4). Hvad kan Nefis eksempel lære jer om, hvordan man forbliver »fokuseret på det, der betyder mest«?
Gennemgå beretningen om præsident J. Reuben Clark jun. i afsnit 5. Hvad gør indtryk på jer ved præsident Clarks holdning og ord? Overvej jeres svar på spørgsmålet: »Hvorfor tjener jeg?« Hvordan kan vi udvikle en holdning om at yde vores bedste, ligegyldigt hvor vi tjener?
I afsnit 6 henviser præsident Hunter til Herrens løfte om, at »de, som mister deres liv i andres tjeneste, vil finde det« (se Matt 10:39; 16:25). Hvad betyder det? Hvordan har I oplevet, at dette er sandt? Hvordan har tjeneste gjort jer lykkelige?

Skriftstedshenvisninger

Matt 6:2-7, 24; 20:25-28; Jak 1:27; L&P 76:5-7; 121:34-37

Studiehjælp

»Fortæl om det, som du har lært. Når du gør dette, vil dine tanker blive mere klare, og din evne til at huske det vil øges« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 17).