Kapitel 14

Fremskynd slægtshistorie og tempeltjeneste

»Herren vil i sandhed støtte os, hvis vi gør vores bedste for at udføre buddet om at lave slægtshistorie og tempeltjeneste.«

Fra Howard W. Hunters liv

Slægtshistorie lå altid præsident Howard W. Hunter meget på sinde. Lige fra han var dreng, lyttede han til beretninger om sine forfædre med stor interesse. Da han blev ældre, afsatte han meget tid til at lave slægtshistorie.¹ I 1972, da han var i Europa på en kirkeopgave, besøgte han og hans hustru, Claire, steder i Danmark, hvor hans forfædre havde boet. I en af landsbyerne fandt de den kirke, hvor præsident Hunters oldefar Rasmussen var blevet døbt, og hvor hele familien havde gået i kirke. Den oplevelse øgede præsident Hunters påskønnelse af sine slægtninge på sin mors side. Han foretog lignende besøg i Norge og Skotland, hvor andre forfædre havde boet.²

Præsident Hunters søn Richard fortalte om sin fars kærlighed for slægtshistorie:

»Han søgte ivrigt hele sit liv. Han tog ofte en pause fra sit advokatkontor for at tage til Los Angeles’ offentlige bibliotek og søge i deres omfattende genealogiske afdeling. Han gemte sine notater, gruppeskemaer, anetavler og de beretninger, som han selv nedskrev, i regnskabshæfter.

Nogle gange tog jeg med ham til forskellige konferenceopgaver. Han lagde nogle få af hæfterne i bagagerummet, og efter stavskonferencen sagde han: ›Lad os lige tage forbi [den her] fætter eller kusine. Der er nogle datoer, jeg gerne vil have bekræftet.‹ Vi besøgte så den pågældende fætter eller kusine. Han tog hæfterne fra bagagerummet, og snart var spisebordet fyldt med familiegruppeskemaer.

Hvis en af familiens medlemmer ønskede at sikre sig, at de havde de rigtige oplysninger til deres egen slægtshistorie, så ringede eller skrev de til far for at bekræfte faktaene, fordi de vidste, at hans var rigtige. Det arbejde, han udførte, var meget imponerende.«³

Engang, da præsident Hunter tjente i De Tolvs Kvorum, fik han besøg af sine hjemmelærere, som sagde: »Vi vil gerne vise jer vores familiegruppeskema, som vi har forberedt … Vi har ikke tid til at se jeres i aften, men næste gang vi kommer, vil vi gerne se dem.«

»Det var meget interessant for mig,« sagde præsident Hunter. »Jeg brugte en måned på et forberede mig til det næste hjemmelærerbesøg.«⁴

Fra 1964 til 1972 var Howard W. Hunter formand for Genealogical Society of Utah (se side 19). I 1994, ved et møde der ærede præsident Hunter og fejrede 100-års jubilæet for Genealogical Society, sagde han:

»Om aftenen på min 87-års fødselsdag ser jeg med forundring tilbage på det tæppe, som Herren har vævet med hensyn til at fremme tempeltjeneste og slægtshistorie. Da jeg var formand for Genealogical Society of Utah, havde vi visioner for, hvordan det kunne gå stærkt fremad. Nu ser vi noget vidunderligt, der sker over hele verden. Evangeliet går ud til alle folkeslag, stammer, tungemål og folk. Der ligger templer over hele jorden, og profeten Elias’ ånd rører hjertet hos de mange medlemmer, der udfører slægtshistorie og tempeltjeneste i en hidtil uset fart.«⁵

Howard W. Hunter’ forældre, John William (Will) Hunter og Nellie Marie Rasmussen Hunter

Howard W. Hunters lærdomme

Templer bliver bygget, så der kan udføres ordinancer, der er nødvendige for Guds børns frelse og ophøjelse.

Templer er helliget den tætteste kontakt mellem Herren og de, der modtager det hellige præstedømmes højeste og helligste ordinancer. Det er i templet, at det jordiske sammenkædes med det himmelske … Guds store familie vil blive forenet gennem evangeliets frelsende ordinancer. Stedfortrædende arbejde for de døde og ordinancer for de levende er templernes formål.⁶

Det evangelium, som de sidste dages hellige forkynder for al verden, er Jesu Kristi evangelium, som blev gengivet til jorden i denne sidste uddeling, og som er til hele menneskehedens forløsning. Herren har selv åbenbaret, hvad der er nødvendigt for sine børns frelse og ophøjelse. En af de nødvendige ting er, at der opføres templer, hvor man kan udføre ordinancer, som ikke kan udføres noget andet sted.

Når dette bliver forklaret til folk fra hele verden, som kommer og ser vore templer, er spørgsmålet som de oftest stiller: Hvilke ordinancer udføres der i templerne?

Dåb for de døde

Som svar på det spørgsmål fortæller vi ofte først om den ordinance, som hedder dåb for de døde. Vi bemærker, at mange kristne tror, at vores evige status hos Herren afgøres, når vi dør, for sagde Kristus ikke til Nikodemus: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige« (Joh 3:5)? Og dog ved vi, at mange mennesker er døde uden at være blevet døbt, derfor vil de ifølge Kristi udtalelse til Nikodemus blive udelukket fra at komme ind i Guds rige. Det rejser spørgsmålet, er Gud retfærdig?

Svaret er, selvfølgelig er Gud retfærdig. Det er tydeligt, at Frelserens udtalelse til Nikodemus forudsætter, at dåb må blive udført for dem, der er døde uden at være blevet døbt. Sidste dages profeter har fortalt os, at dåben er en jordisk ordinance, som kun kan udføres af de levende. Hvordan kan de, som er døde, så blive døbt, hvis det kun er de levende, som kan udføre ordinancen? Det var emnet for apostlen Paulus’ brev til korintherne, da han stillede dette spørgsmål:

»Hvad skal det ellers til for, at nogle lader sig døbe for de døde? Hvis døde overhovedet ikke opstår, hvorfor så lade sig døbe for dem?« (1 Kor 15:29).⁷

Synes det rimeligt, at mennesker, som har levet på jorden og er døde uden mulighed for dåb, skulle berøves den gennem evigheden? Er der noget urimeligt i, at levende udfører dåben for de døde? Måske er det største eksempel på stedfortrædende arbejde for de døde Mesteren selv. Han gav sit liv som en stedfortrædende forsoning, for at alle, som dør, skal leve igen og have evigt liv. Han gjorde det for os, som vi ikke kunne gøre for os selv. På lignende måde udfører vi ordinancer for dem, som ikke havde mulighed for at gøre det, medens de levede.⁸

Begavelsen

Begavelsen er en anden af de ordinancer, som udføres i templerne. Den består af to dele: Først en række instruktioner og derefter løfter eller pagter, som den, der modtager begavelsen, indgår – løfter om at leve retfærdigt og i overensstemmelse med Jesu Kristi evangeliums krav. Begavelsen er en ordinance, som er til stor velsignelse for de hellige – både de levende og de døde. Således er det også en ordinance, som udføres af de levende på afdøde personers vegne. Den udføres for de personer, der allerede er udført dåb for.

Celestialt ægteskab

En anden tempelordinance er vielse, hvor hustruen besegles til manden og manden til hustruen for tid og al evighed. Vi ved jo, at borgerlige vielser ophører ved døden; men evige ægteskaber, som indgås i templet, kan vare evigt. Børn, som fødes af et ægtepar, som har indgået et evigt ægteskab, besegles automatisk til deres forældre i al evighed. Hvis børnene er født, inden hustruen blev beseglet til sin mand, findes der en beseglingsordinance i templet, som kan besegle disse børn til deres forældre for al evighed, og på den måde kan også børn ved stedfortrædere blive beseglet til forældre, som er døde …

Alle disse præstedømmeordinancer er nødvendige for vor himmelske Faders børns frelse og ophøjelse.«⁹

»Der er i sandhed ikke noget arbejde, der kan sammenlignes med det, der udføres i templet.«

Formålet med slægtshistorie er at gøre templets velsignelser tilgængelige for alle folk.

Vi, der lever på denne side af sløret, har et stort arbejde at udføre … opførelsen af templer har stor betydning for os selv og hele menneskeheden, og vores ansvar står ganske klart. Vi må modtage præstedømmets tempelordinancer, som er nødvendige for vores ophøjelse. Og derefter må vi udføre de nødvendige ordinancer for dem, som ikke havde mulighed for at modtage evangeliet i dette liv. Tempeltjeneste for andre udføres i to faser: Først ved at udarbejde vores slægtshistorie og finde frem til vore forfædre, og derefter ved at udføre tempelordinancerne, hvorved vore forfædre tilbydes de samme muligheder, som tilbydes de levende.

Men der er mange medlemmer af Kirken, som kun har begrænset adgang til templerne. De gør deres bedste. De udfører slægtsforskning og får andre til at udføre tempelordinancerne for dem. Modsat er der også nogle medlemmer, som udfører tempelordinancer, men som ikke udfører slægtsforskning for deres egen slægt. Skønt de tjener på guddommelig måde ved at hjælpe andre, mister de en velsignelse ved ikke at søge efter deres egne afdøde forfædre, som vor tids profeter efter guddommelig befaling har opfordret os til.

Jeg mindes en oplevelse for et par år siden, som minder meget om dette. Ved afslutningen af et faste- og vidnesbyrdsmøde bemærkede biskoppen: »Vi har fået en dejlig åndelig oplevelse i dag ved at høre hinandens vidnesbyrd. Det skyldes, at vi i overensstemmelse med Herrens lov er mødt fastende frem. Men lad os ikke glemme, at fasteloven består af to dele: At vi faster ved at afholde os fra mad og drikke, og at vi skænker det, vi har sparet, til biskoppens forrådshus som en hjælp til dem, der lider nød.« Og derefter tilføjede han: »Jeg håber ikke, at nogen af os vil nøjes med at gå hjem med kun en halv velsignelse.«

Jeg har erfaret, at de, der udfører slægtsforskning og siden udfører tempelordinancer for dem, hvis navne de har fundet, vil opleve glæden ved at modtage begge halvdele af velsignelsen.

Desuden venter de døde længselsfuldt på, at de sidste dages hellige skal finde deres navne og derefter tage til templet for at udføre ordinancer for dem, så de kan blive befriet fra deres åndelige fængsel. Vi burde alle finde glæde ved at udføre denne storslåede kærlighedsgerning.¹⁰

Formålet med slægtshistorie er at gøre templets velsignelser tilgængelige for alle folk, både levende og døde. Når vi kommer i templet og udfører arbejde for de døde, mærker vi et inderligt forbund med Gud og får en bedre forståelse af hans frelsesplan for den menneskelige race. Vi lærer at elske vores næste som os selv. Der er i sandhed ikke noget arbejde, der kan sammenlignes med det, der udføres i templet.¹¹

Må vi trofast fremskynde vores slægtshistorie og tempeltjeneste.

Når vi udfører arbejdet i templet for dem, der er gået forud, bliver vi mindet om præsident Joseph F. Smiths inspirerede råd, da han erklærede: »Ved vore anstrengelser på deres vegne vil deres trældomslænker falde, og det mørke, der omgiver dem, vil forsvinde, så lyset kan skinne på dem, og de vil i åndeverdenen høre om det arbejde, der bliver gjort for dem af deres børn her, og de vil fryde sig« (i Conference Report, okt. 1916, s. 6).¹²

Dette hellige arbejde [slægtshistorie og tempeltjeneste] har en fremtrædende plads i Det Første Præsidentskabs og De Tolvs Kvorums hjerte og sind. Jeg taler for alle brødrene, når jeg takker dem, der har givet værdifulde bidrag til at sørge for frelsende ordinancer for dem på den anden side af sløret … Vi er taknemlige for den hær af frivillige, som får dette store værk til at gå fremad over hele verden. Tak for alt det, som I gør så godt.

Profeten Joseph Smith har sagt: »Det største ansvar, som Gud har pålagt os i verden, er at finde frem til vore døde« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 470). Han sagde også: »De hellige, som forsømmer [det] på deres afdødes slægtninges vegne, gør det med fare for deres egen frelse« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, s. 466).

Brigham Young, som havde den samme forståelse af denne vigtige åbenbaring, har sagt: »Vi har et værk at udføre her, der er lige så vigtigt på sit område, som Frelserens værk var på sit område. Vore forfædre kan ikke fuldkommengøres uden os; vi kan ikke fuldkommengøres uden dem. De har gjort deres arbejde og sover nu. Vi er nu blevet kaldet til at gøre vores del, som vil være det største værk, som mennesket nogensinde har udført på jorden« (Discourses of Brigham Young, udv. John A. Widtsoe, Salt Lake City: Deseret Book Co., 1941, s. 406).

Enhver profet, der har ledt denne kirke, fra Joseph Smiths dage indtil nu, har gentaget denne samme uforlignelige sandhed. Vejledt af denne sandhed har Kirken lige fra denne uddelings begyndelse taget del i arbejdet med frelse og ophøjelse for alle Guds sønner og døtre, uanset hvornår de levede på jorden.

Vi, der lever på denne tid, er dem, som Gud har udvalgt før vores fødsel til at være hans repræsentanter på jorden i denne uddeling. Vi er Israels hus. I vore hænder ligger den hellige kraft til at være befriere på Zions bjerg i de sidste dage (se Obad 1:21).

Med hensyn til tempeltjeneste og slægtshistorie har jeg et overordnet budskab: Dette arbejde skal fremskyndes. Det arbejde, der venter på at blive udført, er svimlende og er umuligt for et menneske at fatte. Sidste år [1993] udførte vi stedfortrædende tempelbegavelser for omkring fem en halv million mennesker, men i løbet af det år døde omkring 50 millioner mennesker. Det arbejde, der ligger foran os, kan derfor måske synes nyttesløst, men vi skal ikke tænke på det som sådan. Herren vil i sandhed støtte os, hvis vi gør vores bedste for at udføre buddet om at lave slægtshistorie og tempeltjeneste. Det store arbejde i templerne og alt, der støtter det, skal øges. Det er meget vigtigt! …

Mine elskede brødre og søstre, må vi trofast fremskynde vores slægtshistorie og tempeltjeneste. Herren sagde: »Lad arbejdet med mit tempel og alt det arbejde, som jeg har pålagt jer, fortsætte og ikke høre op; og lad jeres flid og jeres udholdenhed og tålmodighed og jeres arbejde blive fordoblet, så skal I ingenlunde miste jeres belønning, siger Hærskarers Herre« (L&P 127:4).

Jeg opmuntrer jer i jeres bestræbelser med disse ord fra profeten Joseph Smith: »Brødre, skal vi ikke gå videre, hvad angår så stor en sag? Gå fremad og ikke tilbage. Fat mod, brødre, og videre, videre frem til sejr! Lad jeres hjerte fryde sig og være overordentlig glad. Lad jorden bryde ud i sang. Lad de døde synge hymner til evig pris for kong Immanuel, som, før verden blev til, har forordnet det, der vil sætte os i stand til at forløse dem fra deres fængsel; for fangerne skal gives fri« (L&P 128:22).

Jeg elsker dette værk. Jeg ved, at Herren vil sørge for alt, hvad der kræves til at udføre det, når vi hengivent gør vores del. Må Herren velsigne os hver især, når vi yder vores bidrag til dette store værk, som vi skal udføre i vore dage.¹³

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Tænk over den første sætning i afsnit 1. Hvordan har det at udføre ordinancer hjulpet jer til at komme Gud nærmere? Hvilke oplysninger i dette afsnit kunne hjælpe jer til at forklare hensigten med templer for nogen, som ikke forstår den?
Hvordan har I oplevet »begge halvdele af velsignelsen« ved slægtshistorie og tempeltjeneste? (Se afsnit 2). Hvordan kan vi inddrage børn og andre i familien i dette vigtige værk?
Når I gennemgår præsident Hunters lærdomme i afsnit 3, så tænk over, hvor vigtigt Herren anser slægtshistorie og tempeltjeneste for at være. Hvordan bliver slægtshistorie og tempeltjeneste fremskyndet i vore dage? Hvordan kan vi tage større del i dette arbejde?

Skriftstedshenvisninger

Es 42:6-7; Mal 3:22-24; 1 Pet 3:18-20; 4:6; L&P 2; 110:12-15; 124:28-30; 128:15-18; 138:57-59

Studiehjælp

For at anvende en profets ord på jer selv kan I tænke på, hvordan hans belæringer vedrører jer (se Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 159). Overvej i løbet af jeres studium, hvordan disse belæringer kan hjælpe jer med de bekymringer, spørgsmål og udfordringer, I har i jeres liv.