Howard W. Hunters liv og tjenestegerning

Den 6. juni 1994, dagen efter at Howard W. Hunter blev indsat som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, kom han med to opfordringer. Han talte opmuntrende og sagde:

»For det første vil jeg opfordre alle Kirkens medlemmer til at leve med større opmærksomhed rettet mod Herren Jesu Kristi liv og eksempel, især mod den kærlighed og håb og omsorg, som han udviste. Jeg beder om, at vi vil behandle hinanden med mere venlighed, mere høflighed, mere ydmyghed og tålmodighed og tilgivelse.¹

Præsident Hunters lærdomme havde i mange årtier handlet om at opfordre folk til at følge Frelserens eksempel. »Husk denne ene ting,« sagde han nogle få år tidligere. »Hvis vores liv og tro er bygget på Jesus Kristus og hans gengivne evangelium, er der intet, der nogensinde kan gå vedvarende galt. På den anden side, hvis vi ikke bygger vores liv på Frelseren og hans lærdomme, er der ingen fremgang, der nogensinde vil vare ved.²

Præsident Hunters anden opfordring var, at Kirkens medlemmer skulle tage større del i templets velsignelser:

»Jeg opfordrer også Kirkens medlemmer til at bruge Herrens tempel som et herligt symbol på deres medlemskab og en himmelsk ramme for deres helligste pagter. Mit hjertes højeste ønske vil blive opfyldt, hvis hvert eneste medlem af Kirken var værdig til at komme i templet. Jeg vil håbe, at hvert eneste voksent medlem vil være værdig til – samt have – en gyldig tempelanbefaling, også selvom afstanden til et tempel ikke muliggør en umiddelbar eller hyppig brug af den.

Lad os være et tempelbesøgende og tempelelskende folk. Lad os haste til templet, så ofte som tid og midler og personlige forhold tillader. Lad os ikke blot komme for vore afdøde slægtninge, men lad os også komme for at nyde de personlige velsignelser, man modtager ved at tilbede i templet for at føle den hellighed og sikkerhed, der er tilvejebragt inden for disse hellige og indviede mure. Templet er et sted med skønhed, det er et sted med åbenbaring, det er et sted med fred. Det er Herrens hus. Det er helligt for Herren. Det bør være helligt for os.«³

Præsident Hunter fortsatte med at lægge vægt på disse to opfordringer i sin tid som Kirkens præsident. Selvom han kun var præsident i ni måneder, inspirerede disse opfordringer Kirkens medlemmer over hele verden til at blive mere kristuslignende og søge templets velsignelser med større hengivenhed.

Billede

Howard W. Hunter

Begyndelser

I midten af 1800-tallet sluttede Howard W. Hunters forfædre sig til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i fire forskellige lande. På sin mors side var disse forfædre fra Danmark og Norge. Efter at de var emigreret fra deres hjemland, blev de nogle af de første nybyggere i Mount Pleasant i Utah. En efterkommer af disse hårdføre pionerer, Nellie Rasmussen, blev mor til en profet.

På sin fars side havde Howard forfædre med dybe rødder i Skotland og New England. De, der sluttede sig til Kirken, ydede mange ofre, men de fleste af dem forlod Kirken efter få år. Fødslen af John William (Will) Hunter i 1879 markerede begyndelsen på den tredje generation i familien Hunter, som ikke længere havde forbindelse til Kirken. Og alligevel blev Will Hunter far til en profet.

Da Will Hunter var 8 år gammel, flyttede hans familie til Boise i Idaho. Omkring 16 år senere mødte Will Nellie Rasmussen, da hun kom til Boise for at bo hos en moster og onkel. Will begyndte snart at gøre kur til Nellie, og efter to år friede han. Nellie tøvede i noget tid, men Will blev ved, og til sidst sagde hun ja til hans frieri. Parret blev gift i Mount Pleasant i Utah og vendte tilbage til Boise for at begynde deres liv sammen. Deres første barn, Howard William Hunter, blev født i Boise den 14. november 1907. Deres andet og sidste barn, en datter, de kaldte Dorothy, blev født i 1909.

Opbyggelsen af en grundvold for livet

Da Howard blev født, havde Kirken kun en lille gren i Boise. Howards mor var et aktivt medlem i grenen og opdrog sine børn i evangeliet. Howard sagde om hende: »Hun var altid trofast … Hun har været præsident for Hjælpeforeningen, Primary og [Unge Piger]. Jeg kan huske, at jeg gik i kirke sammen med min mor, nogle gange før møderne begyndte, og vi blev efter møderne, så hun kunne færdiggøre sit arbejde.«⁴ Selvom Howards far ikke var medlem af Kirken, så var han ikke imod, at familien kom i Kirken, og engang imellem kom han til nadvermødet sammen med dem.

Udover at sørge for, at hendes børn var aktive i Kirken, hjalp Nellie Hunter dem til at få en stærk religiøs grundvold derhjemme. »Det var mor, der førte an i at undervise os i evangeliet,« mindes Howard. »Det var ved hendes side, at vi lærte at bede … Som dreng modtog jeg et vidnesbyrd ved at knæle ved min mors side.«⁵

Boise Gren blev til en menighed i 1913 et par dage før Howards 6-års fødselsdag. To år senere, da Howard var otte, så han frem til at blive døbt. »Jeg blev meget begejstret for muligheden,« sagde han. Men hans far ville ikke give sin tilladelse. Howard sagde: »Far … mente, at jeg skulle vente, indtil jeg vidste, hvilken kurs jeg ønskede i livet. Jeg ønskede at blive døbt, selvom tiden kom og gik uden den velsignelse.«⁶

Eftersom Howard ikke var blevet døbt, kunne han ikke blive ordineret til diakon, da han fyldte 12 år. »På det tidspunkt var alle mine venner blevet ordineret til diakoner. Fordi jeg ikke var rigtig medlem af Kirken, var der mange ting, som de gjorde, jeg ikke kunne være med til.«⁷ Howard var især modløs over, at han ikke kunne omdele nadveren: »Jeg sad sammen med de andre drenge ved nadvermødet. Når de skulle til at omdele nadveren, sank jeg sammen på mit sæde. Jeg følte mig meget udenfor.«⁸

Howard spurgte igen sin far, denne gang sammen med sin 10-årige søster Dorothy: »[Vi] begyndte … at plage vores far om at få lov til at blive døbt. Vi bad også om, at han måtte sige ja. Vi var ude af os selv af glæde, da han endelig gav sin tilladelse.«⁹ Næsten fem måneder efter, at Howard var blevet 12 år, blev han og Dorothy døbt i en offentlig svømmehal. Kort tid derefter blev Howard ordineret til diakon og uddelte nadveren for første gang. »Jeg var bange, men begejstret over at få det privilegium,« mindes han.¹⁰ Nogle af Howards andre pligter var at pumpe bælgene til orgelet og tænde op for at opvarme kirkesalen på kolde søndag morgener. »En hel ny verden åbnede sig for mig, da jeg lærte om ansvar i forbindelse med at være medlem af Kirken og bære præstedømmet,« sagde han.¹¹

Som ung mand kom Howard med i menighedens drengespejderkorps, og han arbejdede hårdt for at opnå den højeste udmærkelse – Eagle Scout. Da han nærmede sig sit mål, blev han en del af en venskabelig konkurrence. »Vi var to, der kappedes om at blive den første Eagle Scout i Boise,« sagde han.¹² Den anden unge mand opfyldte alle kravene først, men Howard syntes at være tilfreds med at være den anden person, der opnåede udmærkelsen.¹³

Howard lærte tidligt i livet at være flittig. Han hjalp enker og andre naboer, solgte aviser og arbejdede på sin onkels ranch. Da han blev ældre, arbejdede han blandt andet som caddie på en golfbane, afleverede telegrammer og arbejdede i en kiosk, på en avis, på et hotel, i et stormagasin og i en kunstforretning.

Dorothy Hunter sagde, at hendes bror havde »store ambitioner« og en »skarp hjerne«.¹⁴ Kvaliteter som medfølelse og gavmildhed komplementerede disse egenskaber. Dorothy sagde om hans omsorgsfulde natur: »Howard ønskede altid at gøre noget godt og at være god. Han var en vidunderlig bror og passede godt på mig. Han var venlig over for vores mor og far.«¹⁵

Howards omsorg gjaldt også dyr. »Enhver omstrejfende kat fandt et sikkert sted i vores hus, selv når familien protesterede,« fortalte han.¹⁶ En gang var der nogle af nabolagets drenge, som pinte en killing ved at smide den i en vandingskanal i nærheden af familien Hunters hjem. Hver gang den kravlede ud, smed drengene den tilbage. Snart kom Howard til stede og reddede killingen. »Den lå der næsten død,« fortalte Dorothy, »og han tog den med ind.«¹⁷

»Den overlever ikke,« sagde hans mor.

»Mor, vi bliver nødt til at prøve,« insisterede Howard.¹⁸

Dorothy sagde, at de »svøbte den i et tæppe og lagde den i nærheden af den varme ovn og tog sig af den,« og med den omsorg vågnede killingen igen og boede hos familien Hunter i mange år.

Howard blev ordineret til lærer i 1923 lige før dannelsen af Boise 2. Menighed. De lokale kirkeledere foreslog, at man byggede et stavstabernakel, da man havde brug for et sted til at mødes, og man forventede en fremtidig vækst. De hellige i Boise blev bedt om at bidrage med 20.000 $ til opførelsen af bygningen.¹⁹ Til et møde, hvor lederne bad om bidrag, var den unge Howard W. Hunter den første, der rakte hånden op og lovede at bidrage. Det beløb, han lovede at bidrage med – 25 $ – var en stor sum i 1923, især for en 15-årig. Jeg arbejdede og sparede sammen, indtil jeg var i stand til at betale det, jeg havde forpligtet mig til,« sagde han senere.²⁰ Tabernaklet blev færdigt i 1925, og præsident Heber J. Grant kom for at indvie det i december samme år.²¹

Fra en tidlig alder viste Howard et talent for musik, og som teenager lærte han at spille flere forskellige instrumenter. Som 16-årig dannede han sit eget band, som han kaldte Hunter’s Croonaders. Denne gruppe spillede ofte til fester, receptioner og andre begivenheder i Boise-området.

Da Howard var 19 år, blev han hyret til at stå for musikken på et krydstogtskib, der skulle til Asien. I de to første måneder af 1927 spillede Howards 5-mands band til middage og fester, mens skibet krydsede Stillehavet og stoppede forskellige steder i Japan, Kina og Filippinerne. Krydstogtet var en spændende oplevelse for Howard, som gav ham mulighed for at lære om andre folkeslag og deres kultur. Selvom han brugte det meste af det, han tjente, på sightseeing og souvenirs, så ræsonnerede han således: »Uddannelsen har været det værd, som vi har brugt.«²²

Howard W. Hunter i midten sammen med Hunter’s Croonaders i 1927

En tid med store beslutninger

Howard kom hjem fra krydstogtet til den gode nyhed om, at hans far var blevet døbt, mens han havde været væk. Søndagen efter deltog Howard og hans far sammen i præstedømmemødet for første gang. En omsorgsfuld biskop havde opfordret Will Hunter til at blive døbt, og Howard sagde, at »det var gennem en hjemmelærer, at der blev skabt en større interesse fra hans side for Kirken«.²³

Efter krydstogtet var Howard usikker med hensyn til sin fremtid. Han havde travlt med musikken og andre jobs, deriblandt sin egen virksomhed, men ingen af disse ting var på længere sigt en god karriere. Da hans virksomhed gik i stå i marts 1928, besluttede han at besøge en ven i det sydlige Californien. Han planlagde oprindeligt kun at blive en uge eller to, men han besluttede sig snart for at blive der og søge efter, hvad han beskrev som »et arbejde med muligheder«.²⁴ I Californien fandt han ikke kun en karriere, men også sin hustru, store muligheder for at tjene i Kirken og et hjem i mere end tre årtier.

Howards første job i Californien var at sælge sko og arbejde på en fabrik, der pakkede citrusfrugter, hvor han nogle dage lastede mellem 45 og 50 ton appelsiner på togvogne. »Jeg vidste ikke, at der fandtes så mange appelsiner i verden,« sagde han spøgende. En gang havde han »en frygtelig dag«, fordi han skulle sortere citroner efter farve, og han kunne ikke skelne mellem gule og grønne nuancer, da han var farveblind. »Jeg troede, at jeg ville få et nervesammenbrud, før dagen var omme«, sagde han.²⁵

Efter to uger på citrusfabrikken søgte Howard et job i en bank i Los Angeles, der ansatte ham med det samme og hurtigt begyndte at forfremme ham. Han fortsatte også med sin musik og spillede med forskellige bands om aftenen. I september 1928 cirka 6 måneder efter, at Howard flyttede til Californien, blev hans familie genforenet, da hans forældre og søster flyttede dertil.

I sin ungdom var Howard kommet i Kirken, men han havde ikke studeret evangeliet særligt grundigt. I Californien begyndte han at studere evangeliet mere indgående. »Min første virkelige opvågnen med hensyn til evangeliet kom i en søndagsskoleklasse i Adams Menighed, som bror Peter A. Clayton underviste,« mindes han. »Han havde en rigdom af viden og en evne til at inspirere unge mennesker. Jeg læste materialet og de andre opgaver, som han gav os, og deltog i samtalen om de anviste læsestykker … Jeg tænker på denne tid i mit liv som det tidspunkt, hvor evangeliets sandhed begyndte at udfolde sig for mig. Jeg havde altid haft et vidnesbyrd om evangeliet, men pludselig begyndte jeg at forstå det.«²⁶ For Howard var oplevelsen i den søndagsskoleklasse begyndelsen til en livslang kærlighed til studium af evangeliet.

Howard nød at være sammen med andre unge voksne i Los Angeles-området. De gik i kirke sammen, og nogle gange besøgte de to eller tre menigheder på en søndag, og de deltog i mange forskellige aktiviteter. En af disse aktiviteter fik varig betydning for Howard. Nogle få måneder efter, at han var ankommet til Californien, var han og nogle af hans venner til en kirkefest, og de tog til havet for at soppe. Den aften mødte Howard Clara May (Claire) Jeffs, der var på date med en af hans venner. Howard og Claire begyndte snart at føle en gensidig tiltrækning, der udviklede sig til kærlighed.

De datede et par gange i 1928 og blev mere seriøse året efter. »Hun havde lysebrunt hår og var en meget smuk pige,« sagde Howard senere. »Jeg tror, at det, der imponerede mig mest, var hendes dybe vidnesbyrd.«²⁷ En forårsaften i 1931, næsten tre år efter at de mødte hinanden, tog Howard Claire med til et sted, hvor man kunne se ud over Stillehavet. Der friede han til hende, og hun sagde ja. Howard sagde om dette:

»Vi kørte til Palos Verdes og parkerede på klipperne, hvor vi kunne se bølgerne slå ind fra Stillehavet og blive brudt på klipperne i fuldmånens skær. Vi talte om vore planer, og jeg satte en diamantring på hendes finger. Vi besluttede mange ting den aften og bestemte os for mange ting vedrørende vores liv.«²⁸

Disse beslutninger fik Howard til at træffe en livsændrende beslutning fire dage før brylluppet. Efter hans band havde optrådt denne aften, pakkede han sine instrumenter sammen og spillede aldrig professionelt igen. At sørge for musik til dansearrangementer og fester »var på nogle måder glamourøst«, sagde han, »og jeg tjente godt,« men han følte, at dele af livsstilen var uforenelig med det liv, som han forestillede sig for sin familie. Det efterlod et tomrum efter noget, som jeg havde nydt, [men] jeg har aldrig fortrudt beslutningen,« sagde han år senere.²⁹ Hans søn Richard sagde: »Jeg har ofte tænkt på den bemærkelsesværdige disciplin (jeg kalder det rygrad), som det måtte have krævet at opgive noget, som han elskede så højt, fordi han værdsatte noget andet endnu højere.«³⁰

Udfordringer og velsignelser i ægteskabets første år

Howard og Claire blev gift i templet i Salt Lake den 10. juni 1931 og vendte tilbage til det sydlige Californien for at begynde deres liv sammen. Vilkårene for virksomheder i USA begyndte at forringes på grund af den store depression, og i januar 1932 blev den bank, hvor Howard arbejdede, nødt til at lukke. I de næste to år havde han forskellige jobs, mens han prøvede at tjene nok til at forsørge familien. Han og Claire var opsat på at være uafhængige så længe som muligt, men efter et år tog de imod en invitation om at komme og bo hos Claires forældre for en tid.

Den 20. marts 1934 blev Howard og Claires første barn født. Det var en søn, som de gav navnet Howard William Hunter jun. og kaldte Billy. Den sommer lagde de mærke til, at Billy var lidt sløv. Lægerne diagnosticerede ham med blodmangel, og Howard donerede blod to gange til transfusioner, men Billys tilstand blev ikke bedre. Yderligere prøver viste et alvorligt tarmproblem, og lægerne anbefalede en operation. Howard sagde »Jeg blev taget ind på stuen og lå ved siden af ham og gav blod under operationen. Da de var færdige, var lægerne ikke glade.«³¹ Tre dage senere døde den syv måneder gamle lille Billy stille, mens hans forældre sad ved siden af hans seng. »Vi var lammet af sorg, da vi forlod hospitalet og gik ud i natten,« skrev Howard.³² »Det var et alvorligt slag for os.«³³

To måneder før Billy blev født, havde Howard fået job på distriktskontoret for forebyggelse af oversvømmelser i Los Angeles Amt. I sit arbejde kom han ud for juridiske dokumenter og retsmøder, og han besluttede, at han ville være advokat. Det krævede års beslutsomhed og hårdt arbejde at opfylde det mål. Da Howard ikke havde gået på college, blev han nødt til at fuldføre mange fag, før han kunne blive optaget på jurastudiet. Han gik i skole om aftenen, fordi han blev nødt til fortsat at arbejde. Selv mens han læste jura, fortsatte han med at arbejde fuld tid. »Det var ikke nogen nem opgave at arbejde hele dagen og gå i skole om aftenen og så finde tid til at studere,« skrev han.³⁴ »Det var ikke usædvanligt, at jeg studerede til langt ud på natten.«³⁵ Howard opretholdt det strikse skema i fem år og fik endelig sin eksamen i 1939 som den tredjebedste på sin årgang.

Mens Howard læste jura, fik han og Claire to sønner til – John i 1936 og Richard i 1938. På grund af Howards job ved distriktskontoret for forebyggelse af oversvømmelser var familien i stand til at købe et lille hus.

Biskop i El Sereno Menighed

I 1940, omkring et år efter, at Howard var blevet færdig på jurastudiet, blev han kaldet til at tjene som biskop i et nydannet menighed – El Sereno Menighed i Californien. Han blev overrasket over sin kaldelse og sagde: »Jeg havde altid tænkt på en biskop som værende en ældre mand, og jeg spurgte, hvordan jeg kunne være menighedens far, når jeg kun var 32 år.« Stavspræsidenten svarede ved at forsikre ham om, at han kunne »leve op til opgaven«. Selvom Howard følte sig overvældet, så lovede han: »Jeg vil gøre mit bedste.«³⁶ Han opfyldte løftet med stor forpligtelse, inspiration og omsorg i de mere end seks år, han tjente som biskop.

Atter stod Howard over for store krav til sin tid og energi, men han følte, at hans tjeneste medførte mange velsignelser til gengæld. »Jeg var overvældet af det altopslugende ansvar,« sagde han. »Det var et storslået arbejde og en stor velsignelse.«³⁷

Et af den nye menigheds umiddelbare behov var at finde et sted at mødes. Biskoprådet lejede nogle lokaler i en lokal bygning, og menighedens medlemmer begyndte at skaffe midler til deres egen kirkebygning. Opførelsen af kirkebygninger blev snart sat på hold på grund af anden verdenskrig, men menighedens medlemmer så fremad og fortsatte med at skaffe midler. En af måderne at samle penge ind på var kendt som »løgprojektet«, hvor de tog hen på en fabrik, der syltede grøntsager, for at skære løg. Lugten fra løgene hang ved, hvilket fik biskop Hunter til spøgefuldt at sige: »Til nadvermødet var det nemt at finde ud af, om en person havde skåret løg.«³⁸

Andre aktiviteter til at skaffe midler var at snitte kål på en sauerkrautfabrik og pakke og sælge overskydende morgenmadsprodukter. »Det var lykkelige tider, da vi arbejdede sammen, hvor folk fra alle samfundslag og med forskellige evner hjalp biskoprådet med at skaffe midler til en kirkebygning,« mindes biskop Hunter. »Vores menighed var som en stor, lykkelig familie.«³⁹ Efter megen tålmodighed og mange ofre blev menighedens mål om at få deres egen kirkebygning endelig opfyldt i 1950, næsten fire år efter, at Howard var blevet afløst som biskop.

At være biskop under anden verdenskrig medførte helt særlige udfordringer. Mange af menighedens mandlige medlemmer tjente i militæret og efterlod deres familie uden en mand og en far i hjemmet. Manglen på mænd var også en udfordring, når kirkekaldelser skulle udfyldes. Derfor tjente Howard også som spejderleder i en del af den tid, han var biskop. »Vi havde en gruppe med nogle fine, unge mænd, som ikke kunne forsømmes,« sagde han. »Jeg arbejdede med drengene i næsten to år, og de gjorde fremragende fremskridt.«⁴⁰

Howard blev afløst som biskop den 10. november 1946. Jeg vil altid være taknemlig for dette privilegium og disse års uddannelse,« sagde han. Selvom oplevelsen var »svær på mange måder«, så var han og Claire »taknemlige for de værdier, det bragte til vores familie«.⁴¹ Et af menighedens medlemmer udtrykte sin taknemlighed for biskop Hunters tjeneste og skrev: »Han førte vores lille menighed sammen i en forenet indsats og lærte os at nå mål, der syntes uden for vores rækkevidde. Vi arbejdede sammen som en menighed, vi bad sammen, vi hyggede os sammen og vi tilbad sammen.«⁴²

Selvom Howard blev afløst i 1946, fortsatte hans særlige bånd med medlemmerne af El Sereno Menighed. Hans søn Richard sagde, at »indtil slutningen af sit liv holdt han kontakt til dem og vidste, hvor de var, og hvordan de havde det. Når han rejste til et sted, hvor en af menighedens tidligere medlemmer boede, tog han kontakt til dem. Den kærlighed, han følte for menighedens medlemmer, varede hele livet.«⁴³

Opdragelse af en familie og skabelsen af en karriere

Howard og Claire Hunter var kærlige forældre, der lærte deres sønner værdier, ansvar og vigtigheden af evangeliet. Længe før Kirken fastsatte mandag aften til familieaften, afsatte familien Hunter denne aften til at undervise, fortælle historier, spille spil og tage på ture sammen. Når familien rejste, tog de nogle gange til templer, så John og Richard kunne udføre stedfortrædende arbejde for de døde. Howard og hans sønner nød også at bygge modeljernbaner, at campere og lave andre udendørsaktiviteter.

Howard arbejdede både fuldtids og læste jura, da John og Richard blev født, og han blev kaldet til at være biskop, da de var meget små – to og fire år gamle – så det krævede en ekstra indsats af Claire at opbygge en stærk familie. Hun ydede gladeligt den indsats. »Mit ønske og min højeste ambition … har været at være en god hustru, være en god husmor og være en virkelig god mor,« sagde hun. »Vi har arbejdet hårdt på at holde vore drenge tæt til Kirken; drengene og jeg har tilbragt nogle vidunderlige stunder sammen.«⁴⁴ Howard priste ofte Claire for hendes indflydelse og det, hun ofrede, for at opdrage deres sønner.

I de år, hvor Howard opdrog en familie og tjente i kaldelser i Kirken, opbyggede han også en blomstrende advokatpraksis. Hans klienter var hovedsageligt firmaer og virksomheder, og han blev en højt respekteret advokat i det sydlige Californien. Han blev valgt til at være i bestyrelsen i mere end 20 firmaer.

I Howards profession var han kendt for sin integritet, klare tankegang, tydelige kommunikation og fornemmelse for retfærdighed. Han var også kendt som »folkets advokat« – en, der »altid syntes at have tid til og interesse i at hjælpe folk med deres problemer«.⁴⁵ En advokat sagde, at Howard »var meget mere interesseret i at sørge for, at folk fik den hjælp, de havde brug for, end om han blev betalt for den«.⁴⁶

Howard og Claire Hunter med deres sønner John og Richard

Præsident for Pasadena Stav i Californien

I februar 1950 rejste ældste Stephen L Richards og ældste Harold B. Lee fra De Tolvs Kvorum til Californien for at dele den hastigt voksende Pasadena Stav. De interviewede mange brødre i staven, deriblandt Howard. Efter de bønsomt havde overvejet, hvem Herren ville have til at tjene som stavspræsident, sendte de, da det næsten var midnat, bud efter Howard og kaldte ham. Ældste Richards og ældste Lee sagde til ham, at han skulle få en god nats søvn og så ringe til dem tidligt næste morgen med hans anbefalinger til rådgivere. »Jeg tog hjem den aften, men jeg sov ikke,« sagde Howard. »Kaldelsen var overvældende. Claire og jeg talte sammen i lang tid.«⁴⁷

Efter præsident Hunter og hans rådgivere var blevet opretholdt, begyndte de at vurdere behovene i staven. Det nye stavspræsidentskab prioriterede at hjælpe medlemmerne til at opbygge en åndelig styrke. En bekymring, de havde, var, at familierne blev splittet, delvist fordi de var involveret i så mange aktiviteter. Da lederne havde bedt og siddet i råd sammen, følte de sig tilskyndet til at lægge vægt på familieaften og til at reservere mandag aften til familien. Alle kirkebygninger i staven blev lukket mandag aften, og »der blev ikke holdt andre arrangementer, som ville være i karambolage med denne hellige aften,« forklarede præsident Hunter.⁴⁸

Tidligt i sin tjeneste mødtes præsident Hunter og andre stavspræsidenter i det sydlige Californien med ældste Stephen L Richards for at drøfte muligheden for et seminarprogram for high school-elever. Præsident Hunter sagde: »[Ældste Richards] forklarede, at de gerne ville prøve et eksperiment med morgenseminarklasser i et område, hvor loven ikke gav fri [fra skolen] til religiøs undervisning.«⁴⁹ Præsident Hunter blev udpeget til formand for en komite, der undersøgte muligheden for den idé. Efter komiteen havde afsluttet undersøgelsen, anbefalede de at præsentere morgenseminar for eleverne på tre high schools. Præsident Hunters søn Richard var en af de unge, der var med i eksperimentet med morgenseminar. Han mindes: »Vi spekulerede på, om der var nogen, der havde mistet forstanden, siden vi skulle have en klasse kl. 6.00 om morgenen, men det blev vores yndlingstid på dagen, hvor vi kunne være sammen som kirkevenner og lære.«⁵⁰ Dette program blev snart udvidet til andre elever og var forløberen for morgenseminar for de unge i Kirken.

Ved oktoberkonferencen i 1951 mødtes Det Første Præsidentskab med stavspræsidenterne fra det sydlige Californien for at bekendtgøre deres ønske om at bygge et tempel i Los Angeles. Udsigten til at få et tempel i nærheden skabte stor glæde – og ville kræve store ofre, da Kirkens medlemmer blev bedt om at bidrage med 1 million dollars til opførelsen. Da præsident Hunter vendte hjem til Californien, mødtes han med stavs- og menighedsledere og sagde: »Giv folket mulighed for at modtage store velsignelser ved at bidrage gavmildt til templet.«⁵¹ Inden der var gået seks måneder, havde medlemmerne i det sydlige Californien indsamlet 1,6 million dollars til at bygge templet, som blev indviet i 1956.

Ledere i Pasadena Stav i 1950. *Fra venstre mod højre:* Daken K. Broadhead, førsterådgiver i stavspræsidentskabet; Howard W. Hunter, stavspræsident; A. Kay Berry, andenrådgiver og Emron »Jack« Jones, sekretær.

Udover at donere penge til templet og andre kirkebygninger, så ydede medlemmerne også frivillig arbejdskraft. Når kirkebygninger blev bygget, tilbragte præsident Hunter mange timer med at hjælpe med en skovl, hammer eller en malerpensel. Udover det, så meldte medlemmerne sig som frivillige til at hjælpe med Kirkens velfærdsprojekter, som omfattede gårde med fjerkræ, citronplantager og konservesfabrikker. I otte år havde præsident Hunter opgaven med at koordinere 12 stave, der arbejdede på disse projekter, og han hjalp også ofte selv til. »Han bad aldrig nogen om at gøre noget eller udføre en opgave, som han ikke selv ville gøre,« sagde en af hans venner.⁵² Som medlem af De Tolvs Kvorum sagde ældste Hunter år senere:

»Jeg har aldrig været en del af et kedeligt velfærdsprojekt. Jeg har klatret i træer og plukket citroner, skrællet frugt, passet et stort kogekar, båret kasser, læsset kasser, gjort rent på konservesfabrikken og tusindvis af andre ting, men det, jeg husker tydeligst, er latteren og sangene og det gode fællesskab med folk, der var engageret i Herrens tjeneste.«⁵³

I november 1953 rejste præsident og søster Hunter og andre medlemmer af Pasadena Stav til templet i Mesa i Arizona for at udføre tempeltjeneste. Den 14. november var præsident Hunters 46-års fødselsdag, og før sessionen begyndte den dag, bad tempelpræsidenten ham om at tale til dem, der var forsamlet. Han skrev senere om den oplevelse:

»Da jeg talte til forsamlingen … kom min far og mor ind i lokalet klædt i hvidt. Jeg havde ingen anelse om, at min far var klar til at modtage sine tempelvelsignelser, selvom mor havde ønsket det i nogen tid. Jeg blev så følelsesmæssigt overvældet, at jeg var ude af stand til at fortsætte min tale. Præsident Pierce [tempelpræsidenten] stillede sig ved siden af mig og forklarede årsagen til afbrydelsen. Da min far og mor var kommet til templet den morgen, havde de bedt præsidenten om ikke at nævne noget for mig om, at de var der, fordi de gerne ville overraske mig på min fødselsdag. Jeg har aldrig glemt den fødselsdag, idet de på denne dag fik deres begavelse, og jeg havde det privilegium at være vidne til deres besegling, og efterfølgende blev jeg beseglet til dem.«⁵⁴

Omkring tre år senere blev de evige bånd i præsident Hunters familie fuldendt, da Dorothy blev beseglet til sine forældre i det nyindviede tempel i Los Angeles i Californien.

Som stavspræsident ledte Howard med kærlighed. En kvinde, der tjente i en stavskaldelse, sagde: »Man følte sig påskønnet og ønsket, og at der var behov for en … Han gjorde folk ansvarlige, når de modtog en kaldelse, men hvis de havde brug for hans mening eller råd, så var han der altid. Vi vidste, at vi havde hans fulde støtte og interesse.«⁵⁵ En af hans rådgivere bemærkede: »Han roste folk for deres bedrifter og lod dem indfri høje forventninger.«⁵⁶ Et medlem i staven forklarede, at præsident Hunter var den lærer, der havde påvirket hende mest: »Denne mand elskede andre ved at prioritere dem højt, ved at lytte for at forstå dem og ved at fortælle andre om sine oplevelser.«⁵⁷

I efteråret 1959 havde Howard W. Hunter præsideret over Pasadena Stav i mere end ni år og havde tjent, så tusindvis af sidste dages hellige i det sydlige Californien var blevet velsignet. Hans tjenestegerning skulle snart udvides, så han kunne velsigne medlemmer af Kirken over hele verden.

De Tolvs Kvorum

»Aflæg vidnesbyrd om mit navn … og send mit ord ud til jordens ender« (L&P 112:4).

Den 9. oktober 1959 mellem generalkonferencens møder i Salt Lake City hørte Howard, at præsident David O. McKay gerne ville tale med ham. Han gik straks hen til Kirkens administrationsbygning, hvor præsident McKay hilste hjerteligt på ham og sagde: »Præsident Hunter … Herren har talt. Du er kaldet til at være et af hans særlige vidner, og i morgen vil du blive opretholdt som et medlem af De Tolv Apostles Kvorum.«⁵⁸ Howard skrev om denne oplevelse:

»Jeg vil ikke engang forsøge at forklare det, jeg følte. Jeg fik tårer i øjnene, og jeg kunne ikke tale. Jeg har aldrig følt mig så fuldstændig ydmyg, som da jeg sad i denne storslåede, rare, venlige mands nærhed – Herrens profet. Han fortalte mig, hvilken stor glæde dette ville bringe mig, det vidunderlige fællesskab med brødrene, og at mit liv og min tid fremover ville være helliget mit kald som Herrens tjener, og at jeg herefter ville tilhøre Kirken og hele verden … Han lagde sine arme om mig og forsikrede mig om, at Herren ville elske mig, og at jeg ville have Det Første Præsidentskabs og De Tolvs Råds tillid og støtte … Jeg [fortalte ham], at jeg gladeligt ville give min tid, mit liv og alt, hvad jeg ejede, til dette kald.«⁵⁹

Så snart Howard havde forladt præsident McKays kontor, tog han tilbage til sit hotelværelse og ringede til Claire, der var i Provo for at besøge deres søn John, hans hustru og deres lille baby. I begyndelsen kunne Howard næsten ikke sige noget. Da han endelig fortalte Claire om kaldelsen, blev de begge to overvældet af følelser.

Den næste dag ved generalkonferencens møde lørdag formiddag blev Howard William Hunter opretholdt som medlem af De Tolv Apostles Kvorum. »Jeg følte … tyngden af verdens byrder på mine skuldre,« sagde han om det tidspunkt. »Som konferencen skred frem, følte jeg mig meget utilpas og funderede over, om jeg nogensinde ville føle, at jeg var, hvor jeg skulle være.«⁶⁰

Præsident McKay bad ældste Hunter om at tale om søndagen ved konferencens eftermiddagsmøde. Efter kort at have gennemgået sit liv og båret sit vidnesbyrd sagde han:

»Jeg undskylder ikke for tårerne i mine øjne ved denne lejlighed, fordi jeg føler, at jeg står over for venner, mine brødre og søstre i Kirken, hvis hjerte slår i takt med mit i dag i begejstring over evangeliet og i tjeneste for andre.

Præsident McKay … Jeg accepterer uden forbehold den kaldelse, som jeg har fået, og jeg er villig til at hellige mit liv og alt, hvad jeg har, til denne tjeneste. Søster Hunter tilslutter sig også dette løfte.«⁶¹

Ældste Hunter blev ordineret til apostel den 15. oktober 1959. I en alder af 51 var han det yngste medlem af De Tolv, hvor gennemsnitsalderen på det tidspunkt var næsten 66 år.

I de næste 18 måneder rejste ældste Hunter frem og tilbage mellem Californien og Utah, mens han afsluttede det nødvendige arbejde i sin advokatpraksis og forberedte sig på at flytte. En af hans klienter sagde: »Kirken må have givet ham et meget tiltrækkende tilbud« for at lokke ham til at forlade en så succesfuld advokatpraksis. Om det skrev ældste Hunter i sin dagbog:

»De fleste folk forstår ikke, hvorfor folk fra vores religion tager imod kaldene til at tjene eller den forpligtelse, som vi indgår, om at give alt, vi kan … Jeg har virkelig nydt at være advokat, men dette kald, som jeg har fået, vil i høj grad overskygge jagten efter karriere eller penge.«⁶²

Ældste Hunters apostolske tjenestegerning varede i mere end 35 år, og i løbet af den tid rejste han til næsten hvert eneste land i verden for at udfylde sin opgave som et særligt vidne om Jesus Kristus (se L&P 107:23).

De Tolv Apostles Kvorum i 1965. Siddende fra venstre mod højre: Ezra Taft Benson, Mark E. Petersen (på armlænet), Joseph Fielding Smith (kvorumspræsident) og LeGrand Richards. *Stående fra venstre mod højre:* Gordon B. Hinckley, Delbert L. Stapley, Thomas S. Monson, Spencer W. Kimball, Harold B. Lee, Marion G. Romney, Richard L. Evans og Howard W. Hunter.

Genealogical Society of Utah

»Lad os … bringe Herren et offer … en bog, som indeholder sådanne optegnelser om vore døde, som skal være al antagelse værd« (L&P 128:24).

I 1964 udpegede Det Første Præsidentskab ældste Hunter til at være formand for Kirkens genealogiske forening, der dengang var kendt som Genealogical Society of Utah. Den organisation var forløberen for Kirkens slægtshistoriske afdeling. Dens formål var at samle, bevare og udveksle slægtshistoriske oplysninger over hele verden. Ældste Hunter var formand for foreningen i otte år, og i løbet af den tid førte han tilsyn med vidtrækkende ændringer, som effektiviserede slægtsforskning, forbedrede kvaliteten og udbredte den.

I 1969 havde foreningen samlet »mere end 670.000 ruller med mikrofilm, hvilket svarede til tre millioner bøger på hver 300 sider.« Den havde også samlet »seks millioner udfyldte familiegruppeskemaer, et kartotek over 36 millioner mennesker og en bogsamling på mere end 90.000 bøger.«⁶³ Hver uge blev omkring 1.000 ruller mikrofilm tilføjet fra hele verden. Behandlingen af disse optegnelser og det at gøre dem tilgængelige – både for slægtsforskning og tempeltjeneste – var en enorm opgave. Under ældste Hunters lederskab begyndte Genealogical Society at bruge den nyeste computerteknologi for at fremme arbejdet. En forfatter skrev, at foreningen blev »verdensberømt blandt professionelle organisationer for dens progressive måde at bevare optegnelserne på«.⁶⁴

Ældste Hunter blev afløst som formand for Genealogical Society i 1972. Da ældste Richard G. Scott sammenfattede resultatet af ældste Hunters indsats, sagde han: »Han viede en betydelig del af sit liv til dette arbejde og lagde grundvolden og viste vejen, hvilket Kirken stadig har stor gavn af.«⁶⁵

Det Polynesiske Kulturcenter

»Lyt, I folk langt borte, og I, som er på øerne i havet, lyt i forening« (L&P 1:1).

I 1965 udpegede Det Første Præsidentskab ældste Hunter til at være leder og bestyrelsesformand for Det Polynesiske Kulturcenter i Laie i Hawaii. På det tidspunkt havde centeret kun været åbent i 15 måneder og stod over for mange udfordringer. Der var ikke mange turistbesøg, og folk havde forskellige meninger med hensyn til centerets formål og programmer. En uge efter, at ældste Hunter var blevet udpeget, tog han til Laie og begyndte omhyggeligt at studere centerets styrker og behov.

Under præsident Hunters lederskab blev Det Polynesiske Kulturcenter en af de mest populære turistattraktioner i Hawaii med næsten en million besøgende i 1971. Ældste Hunter førte også tilsyn med en stor udvidelse af centeret og dets program. Hvad der med ældste Hunters ord også var vigtigt, var, at centeret gav arbejdspladser, der gjorde, at »tusindvis af studerende fra Stillehavsområdet fik hjælp til at få en uddannelse, hvor de fleste ellers ikke ville være i stand til at forlade deres ø for at gå i skole [andre steder].«⁶⁶

Efter at have ledt Det Polynesiske Kulturcenter i 12 år blev ældste Hunter afløst i 1976. Hans tjeneste som leder var med til at opfylde præsident David O. McKays ord, da han i 1955 sagde, at den lille landsby Laie havde potentiale til at blive »en faktor i missioneringen, der ikke blot ville påvirke tusindvis, titusindvis, men millioner af folk, der ville komme for at finde ud af, hvad denne by og dens betydning er«.⁶⁷

Kirkens historiker

»Herrens skriver, som han har udpeget, har den pligt at føre en historisk optegnelse og en almindelig kirkeprotokol om alt det, som sker i Zion (L&P 85:1).

I januar 1970 døde præsident David O. McKay, og Joseph Fielding Smith blev indsat som Kirkens nye præsident. Joseph Fielding Smith havde tjent som Kirkens historiker i de foregående 49 år, og da han blev Kirkens præsident, blev ældste Hunter kaldet til at efterfølge ham i denne opgave. »Præsident Smith har været Kirkens historiker i så mange år, at jeg havde svært ved at se mig selv i den stilling,« sagde han⁶⁸

Ældste Hunter gik til det nye ansvar med sin sædvanlige ildhu. »Den opgave, som Herren har givet gennem åbenbaring, er uhyre udfordrende – både opgaven med at samle og nedskrive og med at lave materialet, som Kirkens medlemmer kan bruge,« sagde han.⁶⁹ Church News rapporterede, at Kirkens historiker var »ansvarlig for alle Kirkens optegnelser, deriblandt referater, tempeloptegnelser, alle ordinationer, patriarkalske velsignelser og … en aktuel samling af Kirkens historie«.⁷⁰

I 1972 blev medlemmer af De Tolv fritaget for nogle af deres store administrative opgaver, så de kunne bruge mere tid på deres apostolske tjenestegerning. Som en del af denne ændring blev ældste Hunter afløst som Kirkens historiker, men havde fortsat en rådgivende rolle over Kirkens historiske afdeling. »Det giver mig en vejledende rolle, men fritager mig for den driftsmæssige funktion,« skrev han.⁷¹ Han fortsatte med den rådgivende rolle indtil 1978.

Brigham Young Universitys Jerusalem Center for Mellemøstlige Studier

Tjeneste i det hellige land

Howard W. Hunter udviklede en særlig kærlighed til det hellige land, da han rejste rundt der sammen med sin familie i 1958 og 1960. Mens han tjente som apostel, vendte han tilbage mere end 25 gange. »Hans ønske om at være der, hvor Frelseren gik og underviste, syntes umætteligt,« sagde ældste James E. Faust fra De Tolvs Kvorum.⁷²

Ældste Hunter, der udmærket var klar over konflikterne i området, kom med et budskab om kærlighed og fred. »Både jøderne og araberne er vor Faders børn,« sagde han. »De er begge forjættelsens børn, og som kirke vælger vi ikke side. Vi elsker begge parter og er interesseret i dem. Formålet med Jesu Kristi evangelium er at fremme kærlighed, enighed og den højeste form for broderskab.«⁷³

Mellem 1972 og 1989 udfyldte ældste Hunter nøgleopgaver for to særlige projekter i Jerusalem: Orson Hyde Memorial Garden og Brigham Young Universitys (BYU) Jerusalem Center for Mellemøstlige Studier. Tidligt i Kirkens historie – i 1841 – bad ældste Orson Hyde fra De Tolvs Kvorum en indvielsesbøn på Oliebjerget øst for Jerusalem. I 1972 bad Det Første Præsidentskab ældste Hunter om at se efter et muligt sted at anlægge et mindesmærke for Orson Hyde i Jerusalem. I 1975 åbnede Jerusalem for en mulighed, der i sidste ende ville blive Orson Hyde Memorial Garden, der blev bygget på Oliebjerget.

I løbet af de næste par år rejste ældste Hunter til Jerusalem mange gange for at forhandle om kontrakter for mindesmærket og for at føre opsyn med konstruktionen og opførelsen. Projektet blev færdiggjort i 1979 og blev indviet samme år af præsident Spencer W. Kimball. Efter at have ledt indvielsesceremonien udtrykte ældste Hunter sin tro på, at mindesmærket »ville få stor og god indflydelse på at udbrede et positivt indtryk af Kirken«.⁷⁴

Selv før Orson Hyde Memorial Garden blev færdiggjort, havde ældste Hunter kigget efter et sted, hvor Kirken kunne bygge et center for BYU’s program for studier i udlandet. Centeret skulle også være et mødested for medlemmerne af Jerusalem Gren. Opsynet med dette projekt skulle blive en af de mest komplekse og følsomme opgaver i ældste Hunters tjenestegerning.

Kirkens ledere valgte et sted, men det tog næsten fem år at få tilladelse til at leje området og få godkendt byggeplanerne, en tid som ældste Hunter beskrev som »endeløst arbejde«.⁷⁵ Efter omfattende drøftelser og forhandlinger gav den israelske regering tilladelse til, at opførelsen af centeret kunne gå i gang.

I maj 1988 var byggeriet næsten færdigt, og lejeaftalen var parat til at blive underskrevet. På det tidspunkt tjente Howard W. Hunter som fungerende præsident for De Tolv. Året før havde han gennemgået en alvorlig rygoperation, og han var ude af stand til at gå, men trods det fløj han til Jerusalem for at underskrive lejeaftalen. Mens han var der, afholdt de studerende på BYU og medlemmer af Jerusalem Gren en lille reception for at udtrykke deres taknemlighed. En beretning om grenen beskriver den følelsesladede scene, da receptionen begyndte: »Præsident Hunter, der stadig var ved at komme sig efter sin rygoperation, blev kørt ind gennem hovedindgangen af præsident [Jeffrey R.] Holland [fra Brigham Young University], mens koret hilste dem velkommen ved at synge ›Den hellige stad‹.«⁷⁶ Tårerne trillede ned af præsident Hunters kinder.

I maj 1989 vendte præsident Hunter tilbage for at indvie centeret. Indvielsesceremonien var kulminationen på et årti med en ekstraordinær indsats fra ham og andre for at gøre håbet om Jerusalemcenteret til virkelighed. »Præsident Howard W. Hunter … var den faste tovholder og den kærlige udkigspost på tårnet over dette projekt fra det tidspunkt af, hvor det kun var en drøm,« sagde ældste Jeffrey R. Holland.⁷⁷ I indvielsesbønnen sagde præsident Hunter:

»Denne bygning … er blevet opført til at huse dem, der elsker dig og søger at lære af dig og følge i din Søns, vor Frelser og Forløsers, fodspor. Den er på alle måder smuk og afspejler skønheden i det, som den repræsenterer. O Fader, vi takker dig for privilegiet ved at bygge dette hus til dig til gavn for og undervisning af dine sønner og døtre.«⁷⁸

Præsident Hunter i Brigham Young Universitys Jerusalem Center for Mellemøstlige Studier før indvielsen af centeret

Den voksende kirke

»For Zion må tiltage i skønhed og i hellighed; hendes grænser skal udvides; hendes stave skal forstærkes« (L&P 82:14).

Da Howard W. Hunter blev kaldet som apostel i 1959, var der omkring 1,6 millioner medlemmer af Kirken. I de efterfølgende årtier spillede han en afgørende rolle for Kirkens hidtil usete vækst over hele verden. I hundredvis af weekender rejste han til stave for at styrke medlemmerne og kalde nye ledere. Han mødtes også med regeringsledere i mange lande og var med til at åbne dørene for missionering.

I 1975 var Kirkens medlemstal steget til 3,4 millioner og voksede især hurtigt i Sydamerika. Senere det år fik ældste Hunter og ældste J. Thomas Fyans, en assistent til De Tolv, til opgave at dele 5 stave i Mexico City. Efter at have mødtes med ledere i området og gennemgået oplysninger fra stavspræsidenterne ledede ældste Hunter organiseringen af 15 stave ud fra disse 5 stave – alle sammen på en weekend.⁷⁹ Med typisk underdrivelse skrev han: »Jeg tvivler på, at der nogensinde har været en så stor organisering i Kirken, og vi var trætte, da vi kom hjem.«⁸⁰

Claire, en hengiven ledsager

»Min hustru har været en dejlig og kærlig ledsager,« sagde ældste Hunter, da han blev kaldet til De Tolvs Kvorum i 1959.⁸¹ I mange år ledsagede Claire sædvanligvis ældste Hunter, når han rejste rundt som apostel. Præsident Thomas S. Monson mindedes et tidspunkt, hvor han så Claire vise sin kærlighed til børnene i Tonga: »Hun tog disse søde tonganske børn i sine arme og satte en på hvert knæ, mens hun talte med dem … og forklarede så lærerne i Primary, hvor velsignede og privilegerede de var ved at have muligheden for at undervise så dyrebare, små børn. Hun kendte til værdien af et menneskes sjæl.«⁸²

I et interview i 1974 sagde ældste Hunter om Claire: »Gennem hele vores ægteskab … har hun altid været der med kærlighed, hensynsfuldhed og opmuntring … Hun har været en stor støtte.«⁸³

På tidspunktet for det interview var Claire begyndt at få alvorlige helbredsmæssige udfordringer. Til at begynde med fik hun voldsomme hovedpiner og lejlighedsvise hukommelsestab og blev desorienteret. Senere fik hun adskillige små slagtilfælde, som gjorde det vanskeligt for hende at tale og bruge sine hænder. Da hun nåede til et punkt, hvor hun havde brug for konstant pleje, var ældste Hunter besluttet på at yde så meget, som han kunne, mens han også opfyldte sine ansvar som medlem af De Tolvs Kvorum. Han arrangerede det således, at der var nogen ved Claire i løbet af dagen, mens han tog sig af hende om natten. Ældste Hunter havde selv nogle helbredsproblemer i disse år, deriblandt et hjertetilfælde i 1980.

Claire fik en hjerneblødning i 1981 og endnu en i 1982. Nummer to resulterede i, at hun blev så hjælpeløs, at lægerne insisterede på, at hun blev anbragt på et plejecenter, så hun kunne få den rette medicinske behandling. Hun forblev på centeret de sidste 18 måneder af sit liv. I den tid besøgte præsident Hunter hende mindst en gang om dagen bortset fra, når han var ude at rejse i forbindelse med kirkeopgaver. Selvom Claire ikke genkendte ham meget af tiden, fortsatte han med at fortælle hende, at han elskede hende og sørgede for, at hun havde det godt. Et barnebarn sagde: »Han havde altid travlt med at se hende, være ved hendes side og tage sig af hende.«⁸⁴ Da Richard Hunter tænkte tilbage på sin fars omsorg for moren, skrev han:

»Min mor havde den bedst mulige pleje i sine sidste år, fordi far tog sig af hende. Hele familien så til med stor beundring og respekt, da han gik ind i rollen som omsorgsgiver … Jeg kan huske, den byrde han følte, da lægen advarede ham om, at det ville være det værste, der kunne ske for hende, hvis hun blev derhjemme og ikke kom ind på et sted, der kunne pleje hende på professionel vis. Hvis hun blev derhjemme, ville han på grund af sine egne fysiske begrænsninger højst sandsynlig dø i sine bestræbelser på at tage sig af hende. Og så ville hun være efterladt alene tilbage. Hans hengivenhed over for hende er en af de ting, vores familie altid vil tænke på med ømhed.«⁸⁵

Claire døde den 9. oktober 1983. Ældste James E. Faust, der havde set ældste Hunter tage sig af Claire i løbet af hendes 10 år lange sygdomsperiode, sagde: »Den ømhed, som var tydelig i deres kommunikation, var hjerteskærende og rørende. Jeg har aldrig set så stort et eksempel på en mands hengivenhed over for sin hustru.«⁸⁶

Præsident for De Tolvs Kvorum

Præsident Spencer W. Kimball døde i november 1985, og Ezra Taft Benson efterfulgte ham som Kirkens præsident. Marion G. Romney blev præsident for De Tolvs Kvorum, da han var seniormedlem af kvorummet. På grund af præsident Romneys dårlige helbred, blev ældste Hunter, der var den næste i anciennitet, indsat som fungerende præsident for De Tolv. Han blev præsident for De Tolv i juni 1988 omkring to uger efter præsident Romneys død.

Præsident Hunter tjente som fungerende præsident eller præsident for De Tolvs Kvorum i otte og et halvt år. I løbet af den tid fortsatte De Tolv deres verdensomspændende tjenestegerning i takt med, at Kirken voksede fra 5,9 millioner medlemmer til 8,7 millioner, med menigheder og grene i 149 nationer og territorier. »Det er en spændende tid i Kirkens historie,« sagde præsident Hunter i 1988. »I vore dage er det ikke hurtigt nok at gå. Vi bliver nødt til at løbe for at kunne hold trit og få værket til at gå fremad.«⁸⁷ Præsident Hunter ledte ved sit eksempel i opfyldelsen af ansvaret med at bære vidnesbyrd om Jesus Kristus og opbygge Kirken over hele verden. Han rejste over hele USA og til mere end 25 andre lande i løbet af sin tid som præsident for De Tolv.

Præsident Hunter gik fremad på trods af mange udfordringer med sit helbred. I 1986 gennemgik han en åben hjerteoperation, og i 1987 gennemgik han en rygoperation. Selvom hans ryg fik det bedre, var han ude af stand til at gå på grund af nerveskader og andre komplikationer. Den oktober sad han i kørestol, mens han holdt sin generalkonferencetale. »Tilgiv mig, at jeg sidder ned, mens jeg kommer med et par kommentarer. Det er ikke mig selv, der har valgt at tale fra en kørestol. Jeg har bemærket, at alle I andre også ser ud til at nyde denne konference siddende, så jeg følger jeres eksempel.«⁸⁸

Præsident Hunter var besluttet på at genvinde brugen af sine ben, så han gennemgik et anstrengende fysioterapiforløb. Ved den næste generalkonference i april 1988 gik han langsomt op til talerstolen ved hjælp af et gangstativ. I december brugte han et gangstativ til at komme til Det Første Præsidentskabs og De Tolvs ugentlige møder i templet, den første gang i mere end et år, han ikke kom i en kørestol. »Da jeg kom ind i rådsrummet, rejste brødrene sig og klappede,« sagde han. »Det er første gang, jeg har hørt nogen klappe i templet … De fleste læger havde fortalt mig, at jeg ikke ville blive i stand til at stå eller gå igen, men de havde ikke taget højde for bønnens magt.«⁸⁹

I april 1990, da et møde i De Tolvs Kvorum var ved at slutte, spurgte præsident Hunter: »Er der nogen, der har noget, der ikke står på dagsordenen?« Da der ikke var nogen, der sagde noget, bekendtgjorde han: »Men … hvis der ikke er nogen andre, der har noget at sige, så tænkte jeg, at jeg lige ville sige, at jeg skal giftes her i eftermiddag.« Et medlem af De Tolv sagde, at bekendtgørelsen var en sådan overraskelse, at »allesammen overvejede, om de havde hørt rigtigt«. Præsident Hunter forklarede sine brødre: »Inis Stanton er en gammel bekendt fra Californien. Jeg har besøgt hende i nogen tid, og jeg har besluttet mig for at blive gift.«⁹⁰ Inis Stanton havde været medlem af El Sereno Menighed, da præsident Hunter var biskop. Deres veje krydsedes senere, da Inis flyttede til Utah og blev receptionist i Kirkens kontorbygning. De blev viet i templet i Salt Lake City den 12. april 1990 af præsident Gordon B. Hinckley.

Der var gået næsten syv år siden Claires død. Inis var en kilde til stor trøst og styrke for præsident Hunter, da han tjente som præsident for De Tolv Apostles Kvorum og som Kirkens præsident. Hun ledsagede ham på de fleste af hans rejser, hvor de mødte de hellige over hele jorden.

Den 7. februar 1993 tog præsident Hunter til Brigham Young University for at tale ved et foredrag, hvor der var 17.000 mennesker til stede. Han var lige begyndt på sin tale, da en mand løb op til talerstolen med en mappe i den ene hånd og en sort genstand i den anden. »Stop!« råbte manden. Han truede med at detonere, hvad han hævdede var en bombe, medmindre ældste Hunter læste en udtalelse op. Præsident Hunter nægtede og stod standhaftigt ved talerstolen hele tiden, mens manden truede ham. Efterhånden som frygt og uro bredte sig i bygningen, begyndte tilhørerne at synge »Hav tak for profeten, du sendte«. Efter nogle minutters spænding fik to sikkerhedsfolk overmandet manden, og præsident Hunter blev eskorteret i sikkerhed ned fra forhøjningen. Da ro og orden var blevet genoprettet, hvilede han et øjeblik, og fortsatte derpå med sin tale. »Livet har en del udfordringer,« begyndte han og tilføjede så, »som I lige har set.«⁹¹

I løbet af de sidste 20 år havde præsident Hunter udholdt mange trængsler, deriblandt Claires svigtende helbred og efterfølgende død, adskillige hospitalsindlæggelser på grund af sine egne helbredsproblemer samt stor smerte og fysiske begrænsninger. Hans lærdomme i disse år fokuserede ofte på modgang, og han bar vidnesbyrd om Frelseren Jesus Kristus som kilden til fred og hjælp i tider med prøvelser. I en prædiken sagde han følgende:

»Profeter og apostle i Kirken har stået over for … personlige udfordringer. Jeg vedkender, at jeg har stået over for et par stykker, og I vil uden tvivl stå over for nogle selv nu og senere i jeres liv. Når disse oplevelser ydmyger os og forædler os og underviser os og velsigner os, kan de være stærke redskaber i Guds hænder til at gøre os til bedre mennesker, til at gøre os mere taknemlige, mere kærlige og mere omsorgsfulde over for andre mennesker, når de har det svært.«⁹²

Sådanne lærdomme var ligesom en kærlig omfavnelse til dem, der led. Præsident Howard W. Hunters inspirerede ord opmuntrede mange til at vende sig til Frelseren, ligesom han selv havde gjort.

Kirkens præsident

»Præsident Hunter er et af de kærligste, mest kristuslignende mennesker, vi nogensinde har kendt. Hans åndelighed er så dyb, at den næsten er bundløs. Præsident Hunter har været under Herren Jesu Kristi vejledende påvirkning som hans særlige vidne i så mange år, at hans åndelighed er blevet usædvanlig sleben. Den er et kildevælde for hele hans væsen« (James E. Faust).⁹³

Den 30. maj 1994 gik præsident Ezra Taft Benson bort efter langvarig sygdom. Seks dage senere mødtes De Tolv Apostles Kvorum i templet i Salt Lake for at reorganisere Det Første Præsidentskab. Som seniorapostel blev Howard W. Hunter indsat som Kirkens præsident. Han kaldte Gordon B. Hinckley og Thomas S. Monson, der havde tjent som rådgivere til præsident Benson, som sine rådgivere.

Præsident Hunter og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab: Præsident Gordon B. Hinckley (til venstre) og præsident Thomas S. Monson (til højre)

Ved en pressekonference den næste dag kom præsident Hunter med sin første offentlige udtalelse som Kirkens præsident. »Vores hjerte har været dybt berørt, siden vores kære ven og bror Ezra Taft Benson er gået bort,« begyndte han. »Jeg har oplevet tabet af ham på en særlig personlig måde i lyset af det nye ansvar, som jeg har fået efter hans bortgang. Jeg har udgydt mange tårer og har søgt min Fader i himlen i inderlig bøn med et ønske om at kunne leve op til den høje og hellige kaldelse, som jeg nu har fået.

Min største styrke disse sidste par timer og i de sidste par dage har været mit faste vidnesbyrd om, at dette er Guds værk og ikke menneskers, at Jesus Kristus er det bemyndigede og levende overhoved for denne kirke, og at han leder den i ord og gerning. Jeg helliger mit liv, min styrke og hele min sjæl til at tjene ham fuldt ud.«⁹⁴

Efter at præsident Hunter havde udtrykt sin kærlighed, kom han med to opfordringer til Kirkens medlemmer. Den første var mere flittigt at følge Jesu Kristi eksempel, og det andet var mere fuldt ud at tage del i templets velsignelser (se s. 1-3). Han opfordrede også dem, der var sårede, som kæmpede eller som var bange, til at »kom[me] tilbage [og] lad os stå hos jer og tørre jeres tårer«.⁹⁵

På trods af et skrøbeligt helbred var præsident Hunter opsat på at gøre alt, hvad han kunne, for at mødes med og styrke de hellige. To uger efter, at han var blevet præsident, holdt han sine første store taler, hvor han talte til nye missionspræsidenter og derpå til flere end 2.200 missionærer. Senere den måned tog han til Carthage og Nauvoo i Illinois for at mindes 150-året for Joseph og Hyrum Smiths martyrdød. »Hvor end vi tog hen, så flokkedes folk om ham,« sagde præsident Gordon B. Hinckley. »Han gav hånd til tusindvis, med et særligt smil, når børn samledes for at se ham i øjnene og tage hans hånd.«⁹⁶

Den 1. oktober 1994 ved generalkonferencens møde lørdag formiddag opretholdt Kirkens medlemmer formelt Howard W. Hunter som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og som profet, seer og åbenbarer. Præsident Hunter gentog i sin åbningstale sin opfordring til Kirkens medlemmer om at følge Frelserens eksempel og »se til templet som det store symbol på jeres medlemskab.«⁹⁷ Han lagde atter vægt på templer ugen efter, da han rejste til Florida for at indvie templet i Orlando. »Evangeliets plan, som Gud har åbenbaret, er ikke fuldstændig uden et tempel,« sagde han, »for det er heri, at de ordinancer, der er nødvendige for hans plan for livet og for frelse, bliver forrettet.«⁹⁸

I november talte præsident Hunter ved en satellittransmission, der fejrede Genealogical Societys 100-års jubilæum – en begivenhed, der betød noget særligt for ham, da han havde været formand for organisationen fra 1964 til 1972. »Jeg ser med forundring tilbage på det tæppe, som Herren har vævet med hensyn til at fremme tempeltjeneste og slægtshistorie,« sagde han. Han erklærede så: »Jeg har ét overordnet budskab: Dette arbejde skal fremskyndes.«⁹⁹

Præsident Hunter fortsatte med at arbejde ivrigt indtil slutningen af året. Ved Det Første Præsidentskabs julebudskab vidnede han om Frelseren og understregede igen vigtigheden af at følge hans eksempel:

»Frelseren viede sit liv til at velsigne andre mennesker … Han gav aldrig i forventning om at modtage. Han gav frit og kærligt, og hans gaver er uvurderlige. Han gav de blinde øjne, de døve ører og de lamme ben; han gjorde de urene rene, helbredte de syge og gav livsånde til de livløse. Hans gaver bestod af muligheder for de underkuede, frihed til de undertrykte, tilgivelse af de angerfulde og håb til de modløse og lys i mørket. Han gav os sin kærlighed, sin tjeneste og sit liv. Og allervigtigst, så gav han os og alle mennesker opstandelse, frelse og evigt liv.

Vi bør stræbe efter at give, som han gav. At give af sig selv er en hellig gave. Vi kan give som en erindring om alt det, som Frelseren har givet.«¹⁰⁰

Som en del af sin tale tilpassede han også et budskab, der var blevet udgivet i et tidsskrift det samme år, som han blev kaldet som apostel:

»Bilæg en strid denne jul. Opsøg en glemt ven. Afvis mistanken, og erstat den med tillid. Skriv et brev. Svar mildt. Anspor de unge. Vis din kærlighed i ord og gerning. Hold et løfte. Giv slip på dit nag. Tilgiv en fjende. Sig undskyld. Prøv at forstå. Gransk dine krav til andre. Tænk først på en anden. Vær venlig. Vær blid. Grin lidt mere. Vis din taknemlighed. Byd en fremmed velkommen. Glæd et barns hjerte. Fryd dig over jordens skønhed og undere. Udtryk din kærlighed, og udtryk den så igen.«¹⁰¹

Ugen efter rejste præsident Hunter til Mexico City for at organisere Kirkens stav nummer 2.000. Nitten år tidligere i Mexico havde han stået for at omorganisere 5 stave til 15 stave på en enkelt weekend. Præsident Gordon B. Hinckley beskrev dannelsen af stav nummer 2.000 som en »betydningsfuld milepæl i Kirkens historie«.¹⁰²

En aften i løbet af disse måneder var præsident Hunters søn Richard i Joseph Smith-bygningen og så, at en af værterne sad i kørestol. »Jeg kunne se, at det var nyt for hende,« sagde han. »Jeg gik hen for at tale med hende og sagde, at min far havde en kørestol magen til hendes. Hun sagde til mig, at Kirkens profet også havde en kørestol magen til hendes. Hun sagde, at hvis han kan gøre det, så kunne hun måske også gøre det. Det gav hende håb. Jeg tror, at far var elsket af mange. Måske er en af grundene, at de kunne se, at han led, ligesom de gjorde, og han bar byrden, og det gav dem håb.«¹⁰³

Præsident Hunter begyndte året 1995 med at indvie templet i Bountiful i Utah. Han præsiderede over seks indvielsessessioner, før han blev så udmattet, at han blev indlagt på hospitalet. Da han var blevet udskrevet et par dage senere, kom Kirken med en udtalelse, der sagde, at han havde prostatakræft, der havde spredt sig til hans knogler. Præsident Hunter viste sig ikke offentligt igen i de sidste seks uger af sit liv, selvom han fortsat mødtes med sine rådgivere og ledte Kirken fra sit hjem. »Jeg er taknemlig for, at han havde mulighed for at indvie [det tempel],« sagde præsident Gordon B. Hinckley, »især i lyset af hans tidligere bøn til Kirkens medlemmer om at ›se til Herrens tempel som det store symbol på [deres] medlemskab‹.«¹⁰⁴

Præsident Howard W. Hunter døde den 3. marts 1995 i en alder af 87. Hans sidste ord, der blev sagt med »en meget stille, venlig stemme« til dem, der var ved hans sengeleje, var ganske enkelt: »Tak.«¹⁰⁵ Selvom han kun havde været Kirkens præsident i 9 måneder, så havde hans indflydelse været stor. »Medlemmer af Kirken over hele verden har fået et ganske særligt bånd til ham som deres profet, seer og åbenbarer,« sagde ældste James E. Faust. »De har i ham set personificeringen af selve Frelserens egenskaber. De har på væsentlige måder reageret på hans profetiske budskab om at gøre vores liv mere kristuslignende og gøre vore templer til midtpunktet for vores tilbedelse.«¹⁰⁶

Ved præsident Hunters begravelse kom præsident Gordon B. Hinckley med denne hyldest:

»I skoven er et majestætisk træ faldet, og det efterlader et tomrum. En storslået og en stille styrke har forladt vores midte.

Der er blevet sagt meget om hans lidelser. Jeg tror, at det stod på i længere tid og var mere smertefuldt og ubehageligt, end nogen af os er klar over. Han udviklede en høj smertetærskel og klagede ikke. At han levede så længe er i sig selv et mirakel. Hans lidelser har trøstet og lindret smerten hos mange andre, som lider. De ved, at han forstod deres byrders tyngde. Han rakte ud til dem med en særlig kærlighed.

Der er blevet sagt meget om hans venlighed, hans betænksomhed og hans opmærksomhed over for andre. Det er alt sammen sandt. Han overgav sig til Herrens måde, Herren, som han elskede. Han var en stille og eftertænksom mand. Men han kunne også give udtryk for stærke og kloge meninger …

Bror Hunter var venlig og mild. Men han kunne også være stærk og overbevisende i sine udsagn … Han var jurist. Han vidste, hvordan man skulle præsentere et emne. Han fremlagde alle præmisser velordnet og metodisk. Han bevægede sig så fra disse frem til sin konklusion. Vi lyttede alle, når han talte. Hans forslag blev ofte gennemført. Men når de ikke blev vedtaget, så var han fleksibel nok til at trække sine argumenter tilbage …

I 36 år, hvor han har båret den hellige, apostolske kappe, har han været en ledende og stærk røst i at forkynde læresætningerne i Jesu Kristi evangelium og få Kirken til at gå fremad. Han har rejst vidt og bredt over hele jorden som et sandt og stærkt redskab i Mesterens tjeneste …

Howard W. Hunter, profet, seer og åbenbarer, havde et klart og sikkert vidnesbyrd om, at Gud, vor evige Fader, virkelig lever. Med stor overbevisning bar han sit vidnesbyrd om Herren Jesu Kristi guddommelighed, menneskehedens Forløser. Han talte med kærlighed om profeten Joseph Smith og om alle dem, der havde efterfulgt ham i rækkefølgen indtil præsident Hunters egen tid …

Må Gud velsigne hans minde til vores gavn.«¹⁰⁷