Kapitel 15

Nadveren

»Da [Jesus] tog brødet og brød det, og bægeret og velsignede det, præsenterede han i virkeligheden sig selv som det Guds Lam, der ville tilvejebringe åndelig føde og evig frelse.«

Fra Howard W. Hunters liv

Howard W. Hunter blev opdraget af en aktiv sidste dages hellig mor og en god far, der på det tidspunkt ikke tilhørte nogen kirke. Hans far havde ikke noget imod, at familien kom i Kirken – han kom endda engang imellem til nadvermødet sammen med dem – men han ville ikke have, at hans børn skulle døbes, da de var 8 år gamle. Han mente, at de først skulle træffe den beslutning, når de var ældre. Da Howard blev 12 år, kunne han ikke få Det Aronske Præstedømme og blive ordineret til diakon, fordi han ikke var blevet døbt. Selvom Howard kunne deltage sammen med de unge mænd i andre aktiviteter, var han dybt skuffet over, at han ikke kunne omdele nadveren sammen med dem.

»Jeg sad sammen med de andre drenge ved nadvermødet,« fortalte han. »Når de skulle til at omdele nadveren, sank jeg sammen på mit sæde. Jeg følte mig meget udenfor. Jeg ønskede at omdele nadveren, men jeg kunne ikke, fordi jeg ikke var blevet døbt.«¹

Næsten fem måneder efter sin 12-års fødselsdag lykkedes det Howard at overtale sin far til at få lov til at blive døbt. Snart derefter blev han ordineret til diakon. »Jeg kan huske den første gang, jeg omdelte nadveren,« sagde han. »Jeg var bange, men begejstret over at få det privilegium. Efter mødet roste biskoppen mig for den måde, jeg havde opført mig på.«²

Da Howard W. Hunter blev kaldet til apostel, fik han ofte nadveren sammen med de andre generalautoriteter i templet i Salt Lake. Ældste David B. Haight, der tjente sammen med ældste Hunter i De Tolvs Kvorum, beskrev den oplevelse, det var, at høre ham velsigne nadveren:

»Jeg ville ønske, at alle drenge i Det Aronske Præstedømme i hele Kirken havde mulighed for at høre ældste Howard W. Hunter velsigne nadveren, som vi har hørt det i templet. Han er et særligt vidne om Kristus. Når jeg har hørt ham bede vor himmelske Fader velsigne nadveren, har jeg følt den dybe åndelighed, der er i hans sjæl. Hvert ord var klart og fuld af betydning. Han havde ikke travlt, skyndte sig ikke. Han var alle apostlenes talsmand over for vor himmelske Fader.«³

Disse beretninger viser præsident Hunters livslange ærbødighed over for de hellige symboler på Kristi sonoffer.

Som lærdommene i dette kapitel viser, så forsøgte præsident Hunter at få medlemmerne til at forstå betydningen af nadveren, ved at forklare dens forbindelse til den tidligere fejring af påsken og gennemgå Frelserens indstiftelse af denne ordinance ved et påskemåltid sammen med sine disciple.

»Gør dette til ihukommelse af mig« (Luk 22:19).

Howard W. Hunters lærdomme

Påsken tilkendegiver, at døden ikke har nogen varig magt over os.

[Påsken] er den ældste jødiske højtid, hvor man fejrer en begivenhed, som fandt sted, før den traditionelle moselov blev modtaget. Den minder alle generationer om, hvordan israelitterne vendte tilbage til det forjættede land og om deres møje og besvær i Egypten, forud for deres tilbagevenden. De fejrer, hvordan et folk bevægede sig fra undertrykkelse og fangenskab til befrielse og frihed. Det er Det Gamle Testamentes forårsfest, den tid hvor naturen vågner op til liv, vækst og blomstring.

Den jødiske påske er forbundet med den kristne påske … [Påsken] vidner om den store gave, Gud har givet os, og om det offer som ligger deri. I begge disse store religiøse højtider ligger en erklæring om, at døden vil »gå os forbi«, at den ikke længere vil have varig magt over os, og at graven er besejret.

Jahve talte til Moses fra den brændende tornebusk i Sinaj, for at israelitterne kunne blive befriet fra egypterne. Han sagde:

»Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde …

Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten« (2 Mos 3:7, 10).

Farao var ubøjelig, og derfor kom en masse plager over Egypten, men »Farao gjorde sig hård, og han lod ikke israelitterne gå« (2 Mos 9:35).

Herren reagerede på Faraos afslag ved at sige: »Så skal alle førstefødte i Egypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, som sidder på tronen, til den førstefødte hos trælkvinden, som sidder ved kværnen; også alt det førstefødte af kvæget skal dø« (2 Mos 11:5).

For at beskytte israelitterne mod den sidste og forfærdeligste straf, som skulle overgå egypterne, befalede Herren Moses, at Israels børn skulle udsøge sig et lydefrit lam.

»De skal tage noget af blodet og komme det på de to dørstolper og på overliggeren i de huse, hvor de spiser det.

De skal spise kødet samme nat; de skal spise det stegt med usyrede brød og bitre urter til …

Sådan skal I spise det: I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have sandaler på fødderne og stav i hånden; i al hast skal I spise det. Det er påske for Herren …

Og når jeres børn spørger, hvad det er for en skik, I har,

skal I svare: Det er påskeoffer for Herren, fordi han i Egypten sprang israelitternes huse over« (2 Mos 12:7-8, 11, 26-27).

Da israelitterne var undsluppet Faraos greb, og egypternes førstefødte døde, krydsede israelitterne til sidst Jordanfloden. Der står, at mens »israelitterne lå i lejr i Gilgal, fejrede de påsken på Jerikosletten om aftenen den fjortende dag i måneden« (Jos 5:10). Og således fejrede jødiske familier år efter år derefter påsken, blandt andet også Josef og Maria og drengen Jesus.⁴

Under en fejring af påsken indstiftede Frelseren nadveren.

I Johannesevangeliet fremgår det tydeligt, at påsken var en betydningsfuld milepæl under Kristi jordiske mission. I den første påske under Jesu mission bekendtgjorde han sin mission ved tempeludrensningen, da han drev vekselererne og dyrehandlerne ud. Under den næste påske åbenbarede Jesus sin magt ved at udføre miraklerne med brødet og fiskene. Her indførte Kristus de symboler, som skulle få endnu større betydning i det øverste værelse. »Jeg er livets brød,« sagde han. »Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste« (Joh 6:35).

Den gamle højtid kom naturligvis først helt til udtryk ved hans sidste påske. I den sidste uge af Jesu jordiske mission vidste han klart, hvad netop den påske kom til at betyde for ham. Det var allerede problemer i luften. Matthæus skriver:

»Da Jesus var færdig med hele denne tale, sagde han til sine disciple:

›I ved, at om to dage er det påske, og så udleveres Menneskesønnen til at korsfæstes‹« (Matt 26:1-2).

Jesus vidste klart, hvad der ventede ham, så han bad Peter og Johannes om at arrangere påskemåltidet. Han bad dem spørge husets ejer: »Hvor er der et rum, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple?« (Luk 22:11).

Jesu ensomme fødsel blev på en måde gentaget ved hans ensomme død. Ræve har huler, og fugle har reder, men Menneskesønnen havde intet sted, hvor han kunne hvile sit hoved, hverken ved sin fødsel eller i sine sidste timer her på jorden (se Matt 8:20).

Da forberedelserne til påskemåltidet var udført i overensstemmelse med næsten femten århundreders tradition. Jesus satte sig til bords sammen med sine disciple, og da de havde spist offerlammet og brødet og drukket vinen ved denne gamle højtid, lærte han dem en ny og mere hellig betydning af Guds urgamle velsignelse.

Han tog et af de flade, runde usyrede brød, velsignede det og brød det i stykker og uddelte det til apostlene, idet han sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!« (Luk 22:19).

Da vinen var skænket op, tog han den, takkede og bad dem drikke, idet han sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer« (Luk 22:20). Paulus sagde om dette: »For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer« (1 Kor 11:26).

Brødet og vinen blev nu, fremfor dyr og krydderurter, symbolerne på det storslåede lams legeme og blod, symboler som skulle spises og drikkes ærbødigt og til evig erindring om ham.

På denne enkle, men imponerende måde indstiftede Frelseren den ordinance, som vi nu kalder Herrens nadver. Ved Jesu lidelser i Getsemane, offeret på Golgata og opstandelsen fra graven i haven fuldkommengjorde han den gamle lov og indledte en ny uddeling, der var baseret på en større og helligere forståelse af offerloven. Det ville aldrig mere blive krævet, at menneskene skulle ofre det førstefødte lam af deres flok, for Guds førstefødte var kommet for at ofre sig selv som »et altomfattende og evigt offer«.

Dette er det storslåede ved forsoningen og opstandelsen – det er ikke bare en overgang fra død, men det evige livs gave, som er skænket ved et altomfattende offer.⁵

Hvor passende var det da ikke, at det var under fejringen af denne gamle beskyttelsespagt [påskemåltidet], at Jesus skulle indstifte de nye sindbilleder på den nye pagt om sikkerhed – nemlig symbolerne på sit eget kød og blod … Da han tog brødet og brød det, og bægeret og velsignede det, præsenterede han i virkeligheden sig selv som det Guds Lam, der ville tilvejebringe åndelig føde og evig frelse.⁶

»Da han tog brødet og brød det, og bægeret og velsignede det, præsenterede han i virkeligheden sig selv som *det* Guds Lam.«

Når vi modtager nadveren, er det en mulighed for at granske vores liv og forny vore pagter.

For ikke så længe siden … [fik jeg] lejlighed til at overvære nadvertjenesten i min egen menighed … mens præsterne beredte nadveren, blev vi ledet i sangen:

Kære Fader, hør vor bøn,
lad din nådes lys os få,
om vor Frelsers kærlighed
nadverbordet minde må.

(Salmer og sange, nr. 103).

En præst knælede over det brudte brød og bad: »Så de må spise til erindring om din Søns legeme og vidne for dig, o Gud, du evige Fader, at de er villige til at påtage sig din Søns navn og altid erindre ham og holde hans befalinger« (L&P 20:77). Diakonerne spredtes rundt om i salen for at omdele det brudte brød. En af dem kom hen til vores række og holdt bakken, mens jeg tog et stykke. Derefter holdt jeg bakken, så søster Hunter kunne tage, og hun holdt den for den, der sad ved siden af hende. På den måde gik bakken ned langs rækken, hvor enhver betjente, og enhver blev betjent.

Jeg tænkte på de begivenheder, der fandt sted den aften for næsten to tusinde år siden, da Jesus blev forrådt … Herrens nadver [blev] indført som erstatning for [slagt]offeret og som en påmindelse til alle dem, der tog del, om, at han virkelig ofrede sig for dem; og som en yderligere påmindelse om de pagter, som de har indgået om at ville følge ham, holde hans befalinger og være trofaste til enden.

Mens jeg tænkte over alt dette, tænkte jeg på Paulus’ opfordring i brevet til kirken i Korinth. Han sagde: »Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod.

Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret.

For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til« (1 Kor 11:27-29).

Jeg var bekymret. Jeg spurgte mig selv: »Sætter jeg virkelig Gud overalt andet og holder alle hans befalinger?« Så kom refleksionen og beslutningen. At indgå pagt med Herren om altid at ville holde hans befalinger er en alvorlig forpligtelse, og at forny den pagt ved at deltage i nadveren er lige så alvorligt. Meditationen under administrationen af nadveren har stor betydning. Det er øjeblikke til selvransagelse, selviagttagelse, selvbedømmelse – tid til at reflektere og beslutte.

På dette tidspunkt knælede den anden præst ved bordet og bad om, at alle, som skulle drikke, måtte »gøre det til erindring om din Søns blod, der blev udgydt for dem … at de altid erindrer ham, så de må have hans Ånd hos sig« (L&P 20:79).

Der var stille meditation, hvor stilheden kun blev afbrudt af en lille baby, hvis mor skyndsomt knugede ham ind til sig. Alt, der bryder stilheden under denne hellige ordinance synes ude af takt; men det er sikkert og vist, at lidt støj fra et lille barn ikke vil mishage Herren. Også han blev vugget af en kærlig mor ved begyndelsen af et jordisk liv, der begyndte i Betlehem og endte på korset på Golgata.

De unge mænd færdiggjorde tjenesten ved nadverbordet. Så fulgte opmuntrende og instruerende ord, en afslutningssalme og bøn, og de hellige øjeblikke, da »ro og fred [omgav os] i løn« nærmede sig afslutningen (se »Der er en stund, da ro og fred«, Salmer og sange, nr. 74). På vejen hjemad … tænkte [jeg] på: Hvor ville det være vidunderligt, hvis alle mennesker havde forståelse af formålet med dåben og villighed til at acceptere den; ønske om at overholde de pagter, der indeholdes i den ordinance, om at tjene Herren og efterleve hans befalinger; og desuden et ønske om at deltage i nadveren på sabbatsdagen for at forny pagterne om at ville tjene ham og være trofast til enden …

Det gjorde dagen mere meningsfuld at have deltaget i nadvermødet og nadveren, og jeg følte at jeg bedre forstod grunden til, at Herren sagde: »Og for at du mere fuldstændigt kan holde dig uplettet af verden, skal du tage til bønnens hus og bringe dine sakramenter som et offer på min hellige dag;

for sandelig, dette er en dag, der er bestemt for dig til at hvile fra dit arbejde og til at vise den Højeste din hengivenhed« (L&P 59:9-10).⁷

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Gennemgå præsident Hunters lærdomme om påsken i det gamle Israel (se afsnit 1). Hvad kan vi lære af den jødiske påske? Hvordan er den jødiske påske knyttet til fejringen af påsken?
Gennemgå præsident Hunters beretning om Frelseren, der indstifter nadveren (se afsnit 2). Hvorfor er denne begivenhed betydningsfuld for jer? Hvordan er nadveren en »pagt om sikkerhed« for os?
Hvad gjorde indtryk på jer i præsident Hunters beretning om at nyde nadveren i afsnit 3? Hvad kan vi lære af denne beretning, så nadveren bliver mere betydningsfuld? Hvordan er det en velsignelse for jer at tage nadveren?

Skriftstedshenvisninger

1 Kor 5:7-8; 1 Kor 11:23-29; 3 Ne 18:3-14; 20:8-9; Moro 6:5-6; L&P 20:75-79; 27:1-2

Til underviseren

»Når vi underviser i evangeliet, bør vi ydmygt erkende, at Helligånden er den egentlige lærer. Vi har privilegiet at tjene som redskaber, hvorigennem Helligånden kan belære, vidne, oplive og inspirere« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 41).