Kapitel 6

Jesu Kristi forsoning og opstandelse

»Vi skal opstå fra den jordiske død og få evigt liv på grund af Frelserens sonoffer og opstandelse.«

Fra Howard W. Hunters liv

Den 20. marts 1934 blev Howard og Claire Hunters første barn født. Det var en søn, som de gav navnet Howard William Hunter jun. og kaldte Billy. I løbet af sommeren lagde de mærke til, at Billy var lidt sløv. Lægerne diagnosticerede ham med blodmangel, og Howard donerede blod to gange til transfusioner, men Billys tilstand blev ikke bedre. Yderligere prøver påviste et alvorligt tarmproblem, der forårsagede, at Billy mistede blod. Lægerne opererede ham, mens Howard lå ved siden af sin søn og gav blod, men resultatet var ikke opmuntrende. Tre dage senere den 11. oktober 1934 døde lille Billy stille, mens hans forældre sad ved hans seng. »Vi var lammet af sorg, da vi forlod hospitalet og gik ud i natten,« skrev Howard.¹

Præsident Hunter blev styrket i sit vidnesbyrd om Frelserens forsoning og opstandelse gennem oplevelsen med Billys og andre kæres død. »Det er vores faste overbevisning, at [forsoningen] er virkelig,« sagde han, »og intet er vigtigere i hele den guddommelige frelsesplan end Jesu Kristi sonoffer. Vi tror på, at frelse kommer på grund af forsoningen. Hvis den ikke var der, ville hele skabelsesplanen være forgæves … Uden dette sonoffer ville den timelige død være enden, og der ville ikke være nogen opstandelse og ikke noget formål med vores åndelige liv. Der ville ikke være noget håb om evigt liv.«²

Ved aprilkonferencerne, der blev afholdt omkring påske, talte præsident Hunter ofte om Jesu Kristus opstandelse. Ved aprilkonferencen i 1983 sagde han:

»I denne påsketid har jeg en stærk følelse af vigtigheden af min forpligtelse til at vidne om virkeligheden af Frelserens opstandelse. Mine brødre og søstre, der er en Gud i himlen, som elsker og bekymrer sig om jer og om mig. Vi har en Fader i himlen, som sendte sin førstefødte blandt sine åndelige børn, sin Enbårne i kødet, for at være et jordisk eksempel for os, for at påtage sig verdens synder og dernæst lade sig korsfæste for verdens synder og opstå …

Det er i sandhed et smukt budskab – der er et liv efter døden; vi kan vende tilbage og leve med vor Fader i himlen igen på grund af det offer, Frelseren ydede for os, og på grund af vores omvendelse og lydighed mod befalingerne.

I dette smukke påskemorgengry, hvor tankerne i den kristne verden vendes mod Jesu opstandelse i nogle få øjeblikke, bør vi udtrykke vores påskønnelse over for vor himmelske Fader for den store frelsesplan, som er udfærdiget for os.«³

graven i haven — Frelserens tomme grav proklamerer for hele verden: »Han er ikke her, han er opstået« (Luk 24:6).

Howard W. Hunters lærdomme

Forsoningen var den reneste form for kærlighed fra vor himmelske Fader og hans elskede Søn, Jesus Kristus.

Jesu Kristi opstandelse var en forudordineret opgave fra vor himmelske Fader for at forløse hans børn fra deres faldne tilstand. Det var en kærlighedsgerning fra vor himmelske Faders side at lade sin Enbårne sone for os. Det var den reneste form for kærlighed fra hans elskede Søn at udføre forsoningen.

Jeg har ved mange lejligheder stået i Getsemane have. Jeg har i mit sind tænkt over Frelserens lidelse og kval – den kval, som han oplevede, da vor himmelske Fader lod ham, på en måde, som vi slet ikke kan fatte, påtage sig hele menneskehedens smerter og synder. Min sjæl var fyldt med sorg, da jeg tænkte på hans store offer for menneskeheden.

Jeg stod nedenfor Golgata, Hovedskalstedet, og tænkte over ydmygelserne ved korsfæstelsen, hvilket førte til vor Frelsers jordiske død, men som tilvejebragte hans og hele menneskehedens udødelighed. Og atter er min sjæl blevet beroliget.

Og jeg stod foran graven i haven og forestillede mig den glorværdige opstandelsesdag, hvor Frelseren kom levende ud af graven, opstanden, udødelig. Når jeg tænker over det, svulmer mit hjerte af glæde.

Gennem disse oplevelser har jeg udøst mit hjerte i taksigelse og påskønnelse til vor himmelske Fader for den kærlighed, som han og hans Søn har givet os gennem det glorværdige sonoffer. Med Charles Gabriels ord: »O, se hvilken kærlighed, Jesus har vist mod mig, at han for min frelse og salighed ofred sig, at lide og dø for en synder så arm som jeg, at give mig bolig og tage mig hjem til sig. O, hvilken kærlighed, at han til jord kom ned og døden for mig led, o, hvilken kærlighed, himmelsk kærlighed« …

Jeg bærer mit vidnesbyrd om, mine brødre og søstre, at vor himmelske Fader sendte sin elskede Søn Jesus Kristus til verden for at opfylde de betingelser, hvorpå frelsesplanen beror. Forsoningen er et tegn på hans store kærlighed til os.⁴

Frelseren påtog sig alle vore synder, svagheder, kvaler og smerter.

Senere, da Jesus og hans apostle mødtes for at fejre påsken, nød de nadverens symboler, som Jesus indstiftede ved dette, deres sidste måltid sammen, og derpå gik de op på Oliebjerget.

Lige til det sidste forkyndte den evige lærer om offerlammet. Han fortalte, hvordan han ville blive slået, og at disciplene ville blive spredt som får uden hyrde (se Matt 26:31). »Men efter at jeg er opstået,« sagde han, »går jeg i forvejen for jer til Galilæa« (Matt 26:32).

I de efterfølgende timer svedte Kristus blod. Han blev pisket af netop de ledere, som påstod at være vogtere af hans lov, og han blev korsfæstet sammen med røvere. Det var, som kong Benjamin i Mormons Bog profeterede: »Og se, han skal lide fristelser og legemlige smerter, sult, tørst og udmattelse, ja, mere end mennesker kan udholde, uden at det forvolder døden; for se, der kommer blod fra hver pore, så stor skal hans kval være over sit folks ugudelighed og vederstyggeligheder …

Og se, han kommer til sine egne, for at frelse kan blive menneskenes børn til del, ja, ved tro på hans navn; og selv efter alt dette skal de betragte ham som et menneske og sige, at han har en djævel i sig, og skal piske ham og skal korsfæste ham« (Mosi 3:7, 9).

Det er profeten Alma, vi kan takke for vores kundskab om, hvor meget Jesus faktisk led: »Og han skal gå omkring og lide smerter og trængsler og fristelser af enhver art; og dette for at det ord må blive opfyldt, som lyder: Han vil påtage sig sit folks smerter og sygdomme.

Og han vil påtage sig døden, så han kan løse dødens bånd, som binder hans folk; og han vil påtage sig deres skrøbeligheder, så hans indre kan fyldes med barmhjertighed, hvad angår kødet, så han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder« (Alma 7:11-12).

Tænk over det! Da hans legeme blev nedtaget fra korset og i en fart anbragt i en lånt grav, da havde han allerede – Guds syndfri Søn – påtaget sig, ikke alene enhver menneskesjæls synder og fristelser – dersom de omvender sig – men også al vores sygdom og sorg og smerter af enhver art. Han led alt dette på samme måde, som vi lider dem i kødet. Han led alle disse smerter. Han gjorde dette for at fuldkommengøre sin barmhjertighed og for at være i stand til at hæve os over enhver jordisk prøvelse.⁵

Vi kan faktisk træffe forkerte valg, dårlige valg, sårende valg. Og af og til gør vi det, men det er her, Jesu Kristi mission og barmhjertighed når sin fulde magt og herlighed … Han har sørget for en formidlende forsoning for de forkerte valg, vi træffer. Han er vores talsmand hos Faderen og har i forvejen betalt for de fejl og tåbeligheder, vi ofte ser i udøvelsen af vores frihed. Vi må acceptere hans gave, omvende os fra disse fejl og følge hans befalinger for at kunne få fuld fordel af hans forløsning. Tilbuddet er der altid; vejen er altid åben. Vi kan altid, selv i vore mørkeste timer og under vore forfærdeligste fejl, se hen til Guds Søn og leve.⁶

Jesus Kristus opstod fra graven og var opstandelsens førstegrøde.

Lad os gå tilbage i tiden til disse sidste begivenheder i det hellige land. Herrens jordiske liv nærmede sig sin afslutning. Han havde helbredt syge, oprejst døde, han havde udlagt skrifterne – indbefattet profetierne om sin egen død og opstandelse. Han sagde til sine disciple:

»Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge,

og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne, og han skal blive hånet, pisket og korsfæstet, og på den tredje dag skal han opstå (Matt 20:18-19) …

Ved daggry den tredje dag var Maria Magdalene og ›den anden Maria‹ ude ved graven, hvor Jesu livløse legeme var lagt (Matt 28:1; se også Mark 16:1; Luk 24:10). Forinden var ypperstepræsterne og farisæerne gået til Pilatus og havde overtalt ham til at sætte vagt ved gravens indgang, »for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: Han er opstået fra de døde« (Matt 27:64). Men to mægtige engle havde rullet stenen bort fra gravens indgang, mens vagterne var flygtet i rædsel ved synet af dem.

Da kvinderne kom ud til graven, fandt de den åben og tom. Men englene var blevet der for at fortælle dem den største nyhed, som nogensinde er nået menneskenes ører: »Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt« (Matt 28:6).⁷

Ingen kristen, kanoniseret lære er vigtigere for hele menneskeheden end læren om Guds Søns opstandelse. Gennem ham vil alle mennesker – mænd, kvinder og børn, der nogensinde har været, eller som vil blive født til denne verden – få del i opstandelsen.

Trods den store betydning vi tillægger opstandelsen i vores lære, så er der måske alligevel mange af os, som ikke helt har fået den fulde forståelse af dens åndelige betydning og evige storhed. Hvis vi havde, så ville vi forundres over lærens skønhed, ligesom Nefis bror Jakob, og vi ville gyse over det alternativ, vi ville have mødt, dersom vi ikke havde fået del i denne guddommelige gave. Jakob skrev:

»O, hvor stor er ikke Guds visdom, hans barmhjertighed og nåde! For se, hvis kødet aldrig mere skulle opstå, måtte vores ånd blive underkastet den engel, som faldt fra den evige Guds nærhed og blev Djævelen, for aldrig mere at opstå« (2 Ne 9:8).

Opstandelsen er helt klart det centrale i enhver kristens tro; det er det største af alle mirakler, der blev udført af verdens Frelser. Uden den ville vi intet håb have. Lad mig benytte Paulus’ ord: »Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde … er vores prædiken tom, og … vi kommer så … til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus … men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder (1 Kor 15:13-15, 17).⁸

Uden opstandelsen ville Jesu Kristi evangelium være en jeremiade af visdomsord og tilsyneladende uforklarlige mirakler, men visdomsord og mirakler som ikke ville sejre i den sidste ende. Nej, den endelige sejr ligger i det sidste mirakel. For første gang i menneskehedens historie var der én, som opstod fra de døde for at blive udødelig. Han var Guds Søn, Søn af vor udødelige Fader i himlen, og hans sejr over den fysiske og åndelige død er de gode nyheder, som enhver kristen tunge bør berette om.

Den evige sandhed er, at Jesus Kristus opstod fra graven som opstandelsens førstegrøde (se 1 Kor 15:23). Vidnerne om denne vidunderlige begivenhed kan ikke drages i tvivl.

Blandt vidnerne er Herrens apostle. Det hellige apostelembede er faktisk en kaldelse til at bære vidnesbyrd for verden om Herren Jesu Kristi guddommelighed. Joseph Smith sagde: »De fundamentale principper og grundsætninger i vores religion er apostlenes og profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus, at han døde, blev begravet og igen opstod den tredje dag og fór til himlen; og alt andet, som falder ind under vores religion, er kun tillæg dertil« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 143) …

Når Kristus underviste apostlene, lod han dem vide, »at Menneskesønnen skulle lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå tre dage efter« (Mark 8:31). Og således blev det. Han blev korsfæstet og lagt i graven. På den tredje dag opstod han til livet igen – hele menneskehedens Frelser og opstandelsens førstegrøde. Alle mennesker vil blive frelst fra graven og vil leve igen på grund af hans sonoffer. Dette har altid været apostlenes vidnesbyrd, hvilket også jeg bærer mit vidnesbyrd om.⁹

Kristus og Maria Magdalene — Jesus Kristus viste sig for Maria Magdalene kort tid efter, at han var opstået (se Joh 20:1-18).

Jesus viste sig for mange efter sin opstandelse.

I dagene efter Herrens opstandelse viste han sig for mange. Han fremviste sine fem sår for dem. Han vandrede sammen med dem, talte og spiste sammen med dem, for at der ikke skulle være skyggen af tvivl om, at et opstandent legeme virkelig er fysisk og håndgribeligt af kød og knogler. Senere betjente han nefitterne, som han befalede således: »Rejs jer, og kom hen til mig, så I kan stikke jeres hænder i min side, og så I også kan føle naglemærkerne i mine hænder og i mine fødder, så I kan vide, at jeg er Israels Gud og hele jordens Gud og er blevet slået ihjel for verdens synder.

Og … mængden kom frem og stak deres hænder i hans side og følte naglemærkerne i hans hænder og i hans fødder; og dette gjorde de, idet de kom frem en efter en, indtil de alle var kommet frem, og med deres egne øjne så og med deres egne hænder følte og med vished vidste og aflagde vidnesbyrd om, at det var ham, om hvem det var skrevet af profeterne, at han skulle komme (3 Ne 11:14-15).

Det er alle menneskers ansvar og glæde overalt at »søge denne Jesus, om hvem profeterne og apostlene har [vidnet]« (Eter 12:41) og at få et åndeligt vidnesbyrd om hans guddommelighed. Det er alle menneskers ret og velsignelse ydmygt at kunne søge, høre Helligåndens stemme og vidne om Faderen og hans opstandne Søn.¹⁰

Vidnesbyrdene fra dem, der så [Jesus] som en levende person efter hans død, er aldrig blevet modsagt. Han viste sig mindst ti eller elleve gange: For Maria Magdalene og de andre kvinder i haven, for de to disciple på vejen til Emmaus, for Peter ved Jerusalem, for apostlene, da Thomas ikke var til stede og senere, da han var til stede, for apostlene ved Galilæas Sø og på et bjerg for flere end 500 mennesker på en gang, for Jakob, Herrens bror, og for apostlene ved tiden for himmelfarten.¹¹

Jeg vil, som én der er kaldet og ordineret til at vidne om Jesu Kristi navn for verden, bære mit vidnesbyrd denne påske om, at han lever. Han har et helliggjort, udødeligt legeme af kød og knogler. Han er Faderens enbårne Søn i kødet. Han er Frelseren, verdens liv og lys. Efter sin korsfæstelse og død viste han sig som et opstandent væsen for Maria, Peter, Paulus og mange andre. Han viste sig for nefitterne. Han viste sig for den unge profet, Joseph Smith, og for mange andre i denne uddeling.¹²

Vi skal opstå fra døden og få evigt liv.

I påsken fejrer vi udødeligheden, som alle mennesker fik gratis, så de kan opstå til liv og få helet alle deres sår. Selv om alle skal dø – det er et led i den evige plan for vækst og udvikling – så kan vi dog alle finde trøst i salmistens ord: »Om aftenen slår gråden sig ned, om morgenen er der jubel (Sl 30:6).

Det var Job, der kom med det, vi kunne kalde alle tiders spørgsmål: »Kan en, der er død, få liv«? (Job 14:14). Kristi svar har lydt ned gennem tiderne lige til nu: »For jeg lever, og I skal leve« (Joh 14:19).¹³

Der sker en adskillelse af ånden og legemet, når døden indtræder. Opstandelsen vil atter forene ånden med legemet, og legemet bliver et åndeligt legeme, et af kød og knogler, men levendegjort af ånden i stedet for af blod. Således skal vores legeme, der efter opstandelsen bliver levendegjort af ånden, blive udødeligt og aldrig dø. Det er betydningen af Paulus’ udtalelser, at »når der findes et sjæleligt legeme, findes der også et åndeligt legeme«, og »kød og blod kan ikke arve Guds rige« (se 1 Kor 15:44, 50). Det naturlige legeme er kød og blod, men når det bliver levendegjort af ånden i stedet for af blod, kan og vil det indtræde i riget …

Jeg er overbevist om, at Gud lever, og at Jesus er Kristus. Ligesom Paulus, der bar vidnesbyrd for de hellige i Korinth i hans brev i påsken for så mange år siden, så tilføjer jeg mit vidnesbyrd om, at vi skal opstå fra den jordiske død og få evigt liv på grund af Frelserens sonoffer og opstandelse. I mit sind forestiller jeg mig ham med udstrakte arme til alle, der vil høre:

»Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.

Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø« (Joh 11:25-26).¹⁴

Kristi opstandelse indvarsler velsignelserne ved udødelighed og muligheden for at opnå evigt liv. Jesu tomme grav råber til hele verden: »Han er ikke her, han er opstået« (Luke 24:6). I disse ord ligger alt det håb, alle de forsikringer og al den tro, der er nødvendig for at støtte os i vores udfordrende og til tider sorgfyldte liv.¹⁵

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Hvordan viser forsoningen, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus elsker os? (Se afsnit 1). Hvordan kan vi vise taknemlighed for denne kærlighedsgave? (se L&P 42:29).
Når I gennemgår afsnit 2, så se efter de mange måder, hvorpå forsoningen er til velsignelse for os. Hvordan forøger præsident Hunters lærdomme og brug af skrifterne jeres forståelse af forsoningen? Hvilke oplevelser har styrket jeres vidnesbyrd om forsoningen? Hvordan kan forsoningens kraft styrke jer, når I har prøvelser?
Hvilke indtryk får I, når I studerer præsident Hunters lærdomme om opstandelsen? (Se afsnit 3). Hvordan kan vi bedre påskønne opstandelsens betydning?
Gennemgå afsnit 4, hvor præsident Hunter fortæller om de mange vidner til Jesu Kristi opstandelse. Hvorfor er disse vidners vidnesbyrd betydningsfulde?
Tænk over præsident Hunters lærdom om, at opstandelsen tilvejebringer »alt det håb, alle de forsikringer og al den tro, der er nødvendig for at støtte os i vores udfordrende og til tider sorgfyldte liv« (afsnit 5). Hvordan er opstandelsen en kilde til håb og trøst for jer? Hvordan har et vidnesbyrd om opstandelsen beriget jeres liv?

Skriftstedshenvisninger

Joh 10:17-18; 2 Ne 2:6-9, 22-27; 9:19-25; 3 Ne 27:13-16; L&P 18:10-16; 19:15-20; Moses 6:59-60

Studiehjælp

»Planlæg studieaktiviteter, som opbygger din tro på Frelseren« (Forkynd mit evangelium, 2007, s. 22). Når I studerer, kan I for eksempel stille jer selv følgende spørgsmål eller lignende: »Hvordan kan disse lærdomme hjælpe mig til at øge min forståelse af Jesu Kristi forsoning? Hvordan kan disse lærdomme hjælpe mig til at blive mere lig Frelseren?«