Kapitel 24

Tanker om Jesu Kristi mission

»Vi er alle afhængige af Jesus Kristus, af hans komme til verden for at åbne en udvej, hvorved vi kan sikres fred, glæde og ophøjelse.«

Fra Lorenzo Snows liv

I oktober 1872 udpegede præsident Brigham Young sin førsterådgiver George A. Smith til at rejse til visse lande i Europa og Mellemøsten. I et brev til præsident Smith sagde præsident Young og hans andenrådgiver, præsident Daniel H. Wells: »Vi ønsker, at du holder tæt øje med, hvilke åbninger der findes nu, eller hvor der kan arbejdes på nogle for at kunne præsentere evangeliet i de forskellige lande, du skal besøge.« Rejsen skulle slutte i det hellige land, hvor præsident Smith skulle »dedikere og indvie landet til Herren«. Præsident Young og Wells skrev: »Vi beder for, at du skærmes i fred og sikkerhed på din rejse, at du må blive rigt velsignet med visdomsord og flydende tale i alle dine samtaler omkring det hellige evangelium, så du kan fordrive fordomme og plante retfærdighedens frø blandt folk.«¹ Præsident Smith tog en lille gruppe sidste dages hellige med sig, deriblandt ældste Lorenzo Snow, som dengang var medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Ældste Snows søster, Eliza R. Snow, der tjente som hovedpræsident for Hjælpeforeningen på det tidspunkt, var også en del af gruppen.

Når ældste Snow rejste, skrev han ofte breve, der beskrev geografien, arkitekturen og folks skikke og forhold. Men da han og hans rejsefæller besøgte områder i det hellige land ændrede tonen i hans breve sig. Hans tanker gik til Guds Søn, der havde været på de samme steder århundreder tidligere. Han skrev fx om en oplevelse i februar 1873, hvor gruppen nærmede sig byen Jerusalem:

»En times kørsel endnu … så er vi i Jerusalem. Vi bevæger os fremad, og langt om længe kommer vi til en bakke, hvorfra vi kan se den hellige by, Jerusalem. Til højre er Zions bjerg, Davids by. Til venstre rager Oliebjerget frem i sin ophøjede og golde afskygning, det var engang Frelserens foretrukne tilflugtssted, og det sidste sted hans hellige fødder betrådte, før han opsteg til sin Faders nærhed. Disse historisk interessante steder og deres forbindelse til mange hellige ting inspirerer til store og højtidelige tanker. Ja, der er Jerusalem, hvor Jesus levede, underviste og blev korsfæstet, hvor han råbte: ›Det er fuldbragt‹ – bøjede sit hoved og døde! Vi bevæger os langsomt og tankefuldt ned ad den snørklede vej fra bjerget … indtil vi når frem til byen.«²

Efter at have været ved Jordanfloden skrev ældste Snow: »Da vi drak af dets ferske og friske vand og vaskede os i det hellige vandløb, gik vore tanker til barndommens dage, hvor vi plejede at læse de hellige skrifter, som beskrev de vigtige begivenheder, der havde fundet sted her – passagen med israelitterne, da vandløbet blev tørt, da præsterne, der bar den hellige ark på skuldrene, trådte ud i den strømfyldte flod; da floden delte sig for Elias, så han kunne gå tørskoet over, og han steg til himmels i en storm; og Elisa, da han kom tilbage, samlede resterne af Elias’ kappe op, slog på vandet med den og sagde: ›Hvor er nu Herren, Elias’ Gud?‹ Og for tredje gang skilte Jordanfloden sig. Men en anden begivenhed af langt større interesse, der forbindes med dette sted, er vor Frelsers dåb, der omtales på følgende måde: ›I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken … Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham‹ (se Matt 3), og vi var lige ved eller nær det sted, hvor disse mindeværdige begivenheder fandt sted; vi står på bredden og ser ned i dalen, og vi bader i det samme vandløb, der stille vidnede disse ophøjede hændelser«³ (se forslag 1 på s. 277).

Lorenzo Snows lærdomme

Jesus Kristus kom til verden for at gøre Faderens vilje og åbne en udvej til vores fred, glæde og ophøjelse.

Dette evangelium er blevet forelagt verden på forskellige tidspunkter. Det var kendt af profeterne. De forstod tydeligt og klart, at Jesus var offerlammet, før verden blev grundlagt (se Åb 13:8; Moses 7:47), og at han, når tiden var inde, ville vise sig for menneskenes børn, at han ville dø for deres synder og blive korsfæstet for at fuldføre frelsesplanen.⁴

Da Jesus lå i krybben som et hjælpeløst spædbarn, vidste han ikke, at han var Guds Søn, og at han fordum havde skabt jorden. Da Herodes udstedte sit dekret, vidste Jesus intet om det; han havde ikke magt til at kunne redde sig selv; og Josef og Maria var nødt til at flygte med ham til Egypten for at undslippe følgerne af det dekret … Han voksede op og blev en mand, og i løbet af denne fremgang blev det åbenbaret for ham, hvem han var, og af hvilken hensigt han var i verden. Den herlighed og magt han besad, før han kom til verden, blev gjort kendt for ham.⁵

Da Jesus vandrede her på jorden og opfyldte sin mission, fortalte han folk, at han ikke udførte de mirakler, han gjorde, ved sin egen kraft eller visdom, men at han var her for at gøre sin Faders vilje. Han kom ikke for at søge menneskenes herlighed eller ære, men for at søge ære og herlighed hos den Fader, der havde sendt ham. Han sagde: »Jeg er kommet i min faders navn, og I tager ikke imod mig; hvis en anden kommer i sit eget navn, skal I nok tage imod ham« (Joh 5:43).

Det, der var helt særligt ved hans mission, og som adskilte den fra så mange andre missioner, var dette: Han kom ikke for at søge menneskenes herlighed eller ære, men for at søge ære og herlighed hos sin Fader og fuldføre sin Faders værk, han som havde sendt ham. Heri lå hemmeligheden i hans fremgang, og heri ligger hemmeligheden for fremgang for alle mennesker, der arbejder efter det samme princip.⁶

Jesus Kristus, Guds Søn stod engang i en situation, der krævede den allerstørste anstrengelse for at fuldføre det, der var nødvendigt for at frelse millionvis af Guds børn. Det krævede udøvelse af den største kraftanstrengelse og beslutsomhed, før Guds Søn kunne bestå prøven, det nødvendige offer.⁷

Jesus, Guds Søn, blev sendt til verden for at gøre det muligt for dig og mig at modtage disse ekstraordinære velsignelser. Han måtte yde et stort offer. Det krævede al den kraft, han havde, og al den tro, han kunne mønstre, at fuldføre det, som Faderen fordrede af ham … Han svigtede ikke, selvom prøven var så svær, at hans sved faldt som blod blod … Hans følelser må have været ubeskrivelige. Som vi læser i afsnit 19 i Lære og Pagter, siger han selv, at hans lidelse var så stor, at den fik ham til »at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd – og jeg ønskede, at jeg ikke skulle drikke det bitre bæger, men undlade det«. Men han sagde hele tiden i sit hjerte: »Dog, ske ikke min vilje, men din« (se L&P 19:15-19).⁸

Vi er alle afhængige af Jesus Kristus, af hans komme til verden for at åbne en udvej, hvorved vi kan sikres fred, glæde og ophøjelse. Og havde han ikke bragt dette offer, ville vi aldrig have opnået de velsignelser og privilegier, som er garanteret os gennem evangeliet, ved Jesu Kristi mellemkomst, for han gjorde det nødvendige …

Selvom han ofrede sig selv og lagde planen for menneskenes forløsning, må folk arbejde på at opnå en forening mellem ham og dem, ellers vil de aldrig opnå frelse.⁹

Vi forstår til fulde, at Jesus Kristus boede her på jorden i et legeme, og at han modtog det legeme og nu er herliggjort, at vi er berettiget til den samme velsignelse, samme ophøjelse og samme herlighed¹⁰ (se forslag 2 og 3 på s. 277).

Jesus Kristus har besøgt jorden i de sidste dage og åbenbaret himmelske sandheder til frelse for os.

Det Væsen, der boede i himlen, der regerede, inden verden blev til, der skabte jorden, og som i tidens midte nedsteg for at fuldkommengøre og frelse det, han havde skabt, har vist sig for menneskene i denne tidsalder.¹¹

Vi vidner for hele verden om det, vi gennem guddommelig åbenbaring, ja, gennem Helligåndens tilkendegivelser ved, nemlig, at Jesus er Kristus, den levende Guds Søn, og at han åbenbarede sig for Joseph Smith i egen person, som han fordum gjorde det for sine apostle, efter at han var opstået fra graven, og han fortalte Joseph de himmelske sandheder, som menneskeheden alene kan frelses ved.¹²

Der var to mænd i templet i Kirtland, som så ham … Guds Søn viste sig for dem, ham som jøderne havde slået ihjel, og de sagde: »Sløret blev borttaget fra vort sind, og vor forstands øjne blev åbnet. Vi så Herren stå foran os på talerstolens brystværn« … Under hans fødder var der rent guld. Hans ansigt strålede klarere end solen. Hans røst var som lyden af brusende vældige vande. Det var Jahves røst, som lød: »Jeg er den første og den sidste. Jeg er den, som lever. Jeg er den, som blev slået ihjel; jeg er jeres talsmand over for Faderen. Se, jeres synder er jer tilgivet; I er rene i mine øjne, løft derfor hovedet og fryd jer. [I] har bygget dette hus til mit navn. Jeg har antaget dette hus, og jeg vil udgyde min Ånd over dem, som holder mine befalinger, og jeg vil ikke lade dette hus besmitte« (se L&P 110:1-8). Dette var røsten fra det menneske, som jøderne afviste, og han blev set der. Jeg ved, at disse ting er sande, såvel som Gud er sand. Men jordens folkeslag er ikke bevidste om, at Jesus, Guds Søn, har været her og vist sig for mennesker og forlenet dem med myndighed til at prædike evangeliet og love Helligånden til alle, som vil tro og adlyde disse principper og modtage kundskab om, at disse principper er sande¹³ (se forslag 4 på s. 277).

Frelseren vil komme tilbage, og vi bør berede os på hans komme.

Vi har et vidnesbyrd om Kristus, at han vil komme til jorden for at regere.¹⁴

Jesus vil komme på et tidspunkt og vise sig i vores midte, ligesom den dag, da han viste sig på jorden blandt jøderne, og han vil spise og drikke med os og tale til os og forklare rigets hemmeligheder og fortælle os ting, som ikke er tilladt at tale om nu.¹⁵

Befinder du dig i et tog, vil du, så længe du bliver siddende på dit sæde, komme frem til det sted, du ønsker; men står du af toget, kan det være farligt, og der kan gå lang tid, før der kommer et andet tog. Sådan er det også med os – hvis vi lever ret, gør vores arbejde, så går vi fremad, og hvis vi holder vore pagter, udfører vi Guds værk og opfylder hans hensigter, og så vil vi være beredte på det tidspunkt, hvor Jesus, Guds Søn, vil komme i ære og herlighed og give de trofaste alle de velsignelser, som de venter på, og tusinde gange mere …

Jeg siger til de sidste dages hellige, er nogen blandt jer søvnige, så læs de ord, som Frelseren udtalte, da han var på jorden, om de ti brudepiger, hvoraf fem var vise og medbragte olie på lampen, og da Brudgommen kom, var det kun halvdelen, der var klar til at gå ham i møde (se Matt 25:1-13; L&P 45:56-59). Lad det ikke være tilfældet med os sidste dages hellige. Lad os prøve at være tro mod de evigtvarende pagter, vi har indgået, og være tro mod Gud. Må Gud velsigne de sidste dages hellige og udgyde sin Ånd over os. Må I være trofaste mod jeres Gud, trofaste mod jeres familie og opføre jer klogt i alle ting og arbejde for Guds riges interesser, så vi ikke skal tælles blandt de tåbelige brudepiger, men findes værdige til at være blandt dem, der skal krones som konger og dronninger og regere gennem evigheden¹⁶ (se forslag 5 og 6 på s. 278).

Forslag til studium og undervisning

Tænk over disse forslag, når du studerer kapitlet eller forbereder dig på at undervise. Find yderligere hjælp på side v-vii.

Tænk over præsident Snows ord omkring de oplevelser, han havde i det hellige land (s. 271-272). Hvorfor tror du, at hans tanker og refleksioner, mens han var der, blev »store og højtidelige«? På hvilke måder kan vi udvikle lignende følelser for Frelseren, også uden at besøge det hellige land?
Studér afsnittet, som begynder på side 272, og tænk over, hvad Jesus Kristus har gjort for dig. Når du tænker over Frelserens ønske om at »søge sin Faders ære og herlighed«, så overvej hvad du er nødt til at gøre for at følge Guds vilje.
På side 273 deler præsident Snow »hemmeligheden bag fremgang« med os. Hvordan kan vi bruge denne hemmelighed?
Læs det afsnit, der begynder på side 275. Hvordan påvirker dit vidnesbyrd om Jesus Kristus dit liv? Tænk over forskellige måder, hvorpå vi kan gøre vores del ved at fortælle verden om vores vidnesbyrd om Jesus Kristus. Hvad kan vi fx gøre for at fortælle vores familie om vores vidnesbyrd? Eller dem vi besøger som hjemme- eller besøgslærere? Eller vore naboer? Folk vi møder i ny og næ?
Hvordan kan vi forberede os på Jesu Kristi andet komme? (Se eksempler på s. 276-277). Hvordan kan vi hjælpe andre til at forberede sig?
På hvilke områder har præsident Snows belæringer påvirket dit vidnesbyrd om Jesus Kristus? Hold øje med muligheder for at fortælle medlemmer af din familie og andre mennesker om dit vidnesbyrd.

Skriftstedshenvisninger: Luk 12:31-48; 2 Kor 8:9; 2 Ne 2:7-8; 25:23, 26; Alma 7:11-13; L&P 35:2; JS-H 1:17

Til underviseren:»Bed deltagerne om at vælge et afsnit og læse det i stilhed. Tilskynd dem til at samles i grupper af to eller tre personer, der valgte det samme afsnit, og tale om det, de lærte« (s. vii i dette hæfte).

Vi vidner for hele verden om, at vi gennem guddommelig åbenbaring, ja Helligåndens tilkendegivelser, ved, at Jesus er Kristus, den levende Guds Søn.

I slutningen af 1872 og begyndelsen af 1873 rejste ældste Lorenzo Snow sammen med andre rundt i det hellige land.

Præsident Snow opfordrede de hellige til at følge de fem vise brudepigers eksempel i Frelserens lignelse om de ti brudepiger.