Kapitel 22

Gør godt mod andre

»Fremelsk en ånd af barmhjertighed; vær rede til at gøre mere for andre, end I ville forvente fra dem, hvis situationen var omvendt.«

Fra Lorenzo Snows liv

Lorenzo Snow og hans familie var nogle af de første sidste dages hellige, som udvandrede fra Nauvoo i Illinois. I en gruppe med andre familier drog de mod vest til staten Iowa i februar 1846. Vejrforholdene gjorde deres rejse svær – dag efter dag kæmpede de sig gennem regn, sne og mudder.

En dag under deres rejse bad et medlem af gruppen familien Snow om hjælp. Lorenzo Snow skrev i sin dagbog, at en mand »bad om lov til at sætte sin rejsekiste i min vogn, da der ikke var plads andre steder.« Vognen var »allerede godt læsset med så meget, som vi synes, vi kunne have med,« mindedes Lorenzo, men jeg »sagde alligevel, at han kunne stille den ind og slå følge med os«.

Den næste aften havde familien det, som Lorenzo kaldte »en meget ubehagelig oplevelse«. En vognaksel knækkede. Han fortalte: »Det regnede tungt, og det var ret koldt. Vi slog straks vores telt op og lavede et godt bål af valnøddetræ … Vandet og mudderet var dybt, og vi kunne ikke komme til vognen uden at soppe rundt … Vi var omkring 24 kilometer fra lejren og 15 kilometer fra det nærmeste hus, og ingen af os var mekanikere, så udsigten til at få vognen repareret var ikke opmuntrende.«

Helt uventet kom hjælpen fra den mand, som de havde hjulpet dagen forinden. »Jeg klagede over mit uheld,« skrev Lorenzo, »da han kom hen til mig og fortalte, at han ernærede sig som vognmager, og at han meget nemt kunne reparere min vogn … Så snart vejret tillod det, gik bror Wilson (det var navnet på den førnævnte person) i gang med arbejdet og lavede en vognaksel, der var meget bedre, end den der knækkede. Da vores vogn var blevet repareret, forlod vi stedet, hvor vi havde opholdt os i flere dage på grund af regn og mudder.«

For Lorenzo Snow var denne oplevelse endnu en værdifuld lektie om tjeneste og sammenhold. Han skrev i sin dagbog: »At gøre nogen en tjeneste fører ofte til, man får en anden.«¹ (se forslag 1 på s. 258).

Lorenzo Snows lærdomme

Vi er børn af den samme himmelske Fader, og vi er blevet sendt til verden for at gøre godt mod hinanden.

Vi er børn af den samme Fader i de celestiale verdener … Hvis vi kendte hinanden, som vi burde … ville vore sympatier være varmere, end de er for nærværende, og der ville være et ønske fra alle mennesker om at udtænke, hvordan de kunne gøre deres brødre godt, hvordan de kunne lindre deres sorg og opbygge dem i sandhed, og hvordan de kunne fjerne mørket fra deres sind. Hvis vi forstår hinanden og det forhold, som vi har til hinanden, burde vi føle anderledes, end vi gør; men denne viden kan kun opnås, når vi opnår livets Ånd, og efterhånden som vi ønsker at opbygge hinanden i retskaffenhed.²

Vi er blevet sendt til verden for at gøre godt mod andre; og ved at gøre godt mod andre, gør vi os selv godt. Dette bør vi altid huske på, ægtemand over for sin hustru, hustruen over for sine børn, børnene mod deres forældre og forældrene mod børnene. Der er altid en mulighed for at gøre godt mod andre.³

Jeg beder til Gud i Jesu Kristi navn om, at I og jeg hver dag må prøve at være bare en lille smule mere trofaste, at vi må prøve at være lidt bedre i dag, end vi var i går, at vi må prøve at have lidt mere kærlighed og hengivenhed mod vores næste. Vi har fået at vide, at loven og profeten hviler på dette: »Du skal elske Herren, din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind …« og »Du skal elske din næste som dig selv« (se Matt 22:37-40). »Gør mod andre, som vi ønsker, de skal gøre mod os.« Dette er i overensstemmelse med loven og profeterne (se Matt 7:12). Disse principper må og skal vi lære … Vi bør være venner overalt og med alle. Der er ingen sidste dages hellige, der hader verden; vi er venner med verden, det er vi forpligtet til, for så vidt angår dem. Vi må lære at udstrække vores næstekærlighed og arbejde for hele menneskehedens bedste. Dette er de sidste dages helliges mission – ikke bare at holde kærligheden for os selv, men om nødvendigt sprede den til hele menneskeheden.⁴

Vær retskaffen, retfærdig og nådig, udøv en ånd af ædelhed og gudelighed i alle jeres hensigter og beslutninger – i alle jeres handlinger og al jeres færd. Fremelsk en ånd af barmhjertighed; vær rede til at gøre mere for andre, end I ville forvente fra dem, hvis situationen var omvendt. Hav ambitioner om at være stor – ikke i verdslig målestok, men i Guds øjne, og vær stor på denne måde:»Elsk Herren, din Gud af hele din sjæl, sind og styrke, og din næste som dig selv.« I må elske alle mennesker, for de er jeres brødre, Guds børn. Bed uophørligt for denne filantropiske ånd, denne udvidelse af tanke og følelse og for kraften og evnen til at arbejde ærligt til fremme af Messias’ rige⁵ (se forslag 2 på s. 259).

Vores glæde øges, når vi hjælper andre til at finde glæde.

Vi bør nære et stærkt ønske om at gøre godt mod andre. Vi skal ikke tænke så meget på os selv. Det gode vil komme til os, hvis vi kan fokusere på andre end os selv i en vis udstrækning og prøve at gøre andre glade og føre dem lidt nærmere på Herren … Når I er lidt triste, så se jer omkring efter en, som har det værre end jer; gå hen til vedkommende og find ud af, hvad problemet er, og prøv så at løse det med den visdom, som Gud har givet jer, og før I ved af det, er jeres tristhed borte, I føler jer lette, og Herrens Ånd hviler på jer, og alt virker lysere⁶ (se forslag 3 på s. 259).

Når vi først sørger for andre, forbedrer vi hastigt os selv.

Noget af det bedste en ung mand eller ung kvinde kan være opmærksom på i forbindelse med at prøve at have det godt, er at sørge for, at andre har det godt og ikke have noget imod at bruge lidt tid på at hjælpe andre. Den bedste måde at forbedre os selv på er ved at arbejde hårdt for at gøre godt mod andre. Husk altid på det.⁷

I enhver form for studium er en mand nødt til at vedblive med at studere, og efter at have deltaget i et kursus må han gennemgå stoffet igen og arbejde videre for at mestre det, og han kommer aldrig til at mestre det bedre end ved at kommunikere sin kundskab, mens han er optaget af at tilegne sig den. Lad ham gå i gang med at arbejde og samle sine venner og stræbe efter at give dem samme kundskab, som han har modtaget, og så vil han opdage, at han bliver oplyst af dette på en måde, som han ikke ville have kendt til uden at have fulgt det undervisningskursus og delt den information, han er i besiddelse af, med andre. Alle, der har været skolelærer forstår, hvad jeg taler om her …

Lad en mand huske, at der er andre, der befinder sig i mørke, som ikke er kommet så langt, hvad angår kundskab, visdom og intelligens, og lad ham dele den kundskab, intelligens og kraft med sine venner og brødre, for så vidt han er nået længere, end de er, og ved at gøre det, vil han snart opdage, at hans forstand udvikles, og at det lys og den kundskab, han har opnået, vil øges og mangedobles endnu hurtigere …

Hvis I ønsker at sikre jer jeres venners venskab og hengivenhed, så gå i gang og trøst dem med det lys, I har modtaget; husk, at de velsignelser er kommet fra Gud og ved at gøre det, gør I blot, hvad ethvert menneske bør gøre …

For at et menneske kan sikre sig de højeste og største velsignelser, sikre sig den Almægtiges godkendelse og for fortsat at udvikle sig i de ting, der hører retfærdigheden til, må han gøre alt, så godt han kan. Lad ham gå til værks og være villig til at ofre til gavn for sine venner. Hvis han ønsker at opbygge sig selv, er det bedste grundlag at gøre det på at opbygge sine venner …

Lad jeres sind oplyses, så I kan forstå og se jeres omkringværende venners interesser, og hvor det er i jeres magt at sikre goder for jeres venner, så gør det, og ved at gøre det, vil I opdage, at de ting, som I har brug for, vil tilfalde jer hurtigere, end hvis I blot arbejdede for sikre dem til jer selv, uafhængigt af jeres venners interesser. Jeg ved, at dette er et godt og vigtigt princip⁸ (se forslag 4 på s. 259).

Når vi ofrer til gavn for andre, tilegner vi os himmelske egenskaber.

Vi er nødt til at kunne mærke … at der er andre mennesker end os; vi er nødt til at vise hensyn til andres hjerte og følelser og blive mere gudelige, end vi er nu …

Der må finde en vis selvopofrelse sted til bedste for dem, vi omgås. Dette ser vi hos Frelseren og hos bror Joseph, og vi ser det hos vores præsident, Brigham Young. Jesus, bror Joseph og bror Brigham har altid været villige til at ofre alt, hvad de ejer, til bedste for folket. Det er det, der giver bror Brigham kraft hos Gud og kraft blandt folket, det er denne selvopofrelse, som han viser hele tiden. Sådan er det også for andre, for så vidt de er villige til at ofre for andre. De udvikler guddommelige egenskaber, og den evige verdens velsignelser hviler på dem, og det er dem, som ikke alene vil sikre sig retten i denne verden, men de vil sikre sig evighedens velsignelser. I samme udstrækning, som I … ofrer jer for hinanden, vil I gøre fremskridt i det, der hører Gud til. Hvis I ønsker at tillægge jer guddommelige egenskaber og komme i himlen, så ønsker I at følge samme kurs som himlens engle. Hvis I ønsker at vide, hvordan I kan gøre fremskridt, kan jeg sige jer, det er ved at udvikle guddommelige egenskaber …

Mennesker kan nyde himlen omkring sig på alle steder. Vi må arbejde hårdt for dette; vi må gå til værks og opbygge himlen på jorden uanset onderne omkring os, djævlene omkring os, og på trods af den ugudelighed, der findes, må vi stadig skride til værks og opbygge himlen på jorden.

Et menneske vil ikke kunne nyde himlen, før vedkommende lærer dette og handler efter himlens principper. Tag nu for eksempel visse personer, og tænk på de omstændigheder, der omgav dem for 20 år siden … dengang nød de en vis glæde, fred og lykke på trods af, at forholdene var ubehagelige. Nu har de sikret sig komfortable forhold og de timelige midler, der dækker deres timelige ønsker og behov, men de har ikke sikret sig venner, fællesskabet med deres brødre, de er ulykkelige, og det er mere end for 20 år siden …

Må Herren velsigne jer brødre og søstre, og må I tænke over disse ting, og må vi elske hinanden og leve således, at vi kan ophøje os selv, for så vidt som Herren vil give os visdom og evne og sikre tilliden til hinanden⁹ (se forslag 5 på s. 259).

Forslag til studium og undervisning

Tænk over disse forslag, når du studerer kapitlet eller forbereder dig på at undervise. Find yderligere hjælp på side v-vii.

Gennemgå beretningen på side 253 og 254. Hvornår har du set, at det at gøre nogen en tjeneste ofte fører til, at man får en anden?
Præsident Lorenzo Snow mindede os om, at vi alle er Guds børn (s. 254-255). Hvordan bør denne viden påvirke vore handlinger over for hinanden? Hvilke muligheder giver Hjælpeforeningen kvinder for at gøre godt mod andre? Hvilke muligheder giver et præstedømmekvorum mænd for at gøre godt mod andre?
Tænk over det lille afsnit på side 255. Hvorfor øges vores glæde, når vi hjælper andre til at finde glæde? Hvordan kan forældre hjælpe deres børn med at lære denne sandhed?
Hvorfor tror du, at vi vokser i visdom, når vi deler vores kundskab med andre? (se eksempler på s. 255-257). Hvilke oplevelser har du haft, der har vist dig sandheden i dette princip?
Læs det afsnit, der begynder på side 257. Hvorfor tror du, at enkle tjenestegerninger rummer kraft til at føre os nærmere på himlen? Når du overvejer budskabet i dette kapitel, så tænk over, hvad du kan gøre for at gøre dit hjem til et himmelsk sted.

Skriftstedshenvisninger: Matt 25:31-45; Luk 6:36-38; Mosi 2:17; 4:14-27; L&P 81:5; 82:3

Til underviseren: »Det er bedre blot at fokusere på nogle få gode ideer og en god samtale – og en god læring – end det er at haste sig igennem og prøve på at undervise i hvert eneste ord, der står i hæftet … En ufortravlet atmosfære er afgørende, hvis du vil have Herrens Ånd til stede i din klasse« (Jeffrey R. Holland, »Teaching and Learning in the Church«, Ensign, juni 2007, s. 91).

Da de rejste gennem staten Iowa, fik familien Snow hjælp af en person, som de havde hjulpet dagen før.

»Lad jeres sind oplyses, så I kan forstå og se jeres omkringværende venners interesser.«