Kapitel 17

Præstedømmet – »til frelse for hele den menneskelige familie«

»Det præstedømme, vi bærer, er blevet åbenbaret til frelse for hele den menneskelige familie. Det bør vi lægge os stærkt og virksomt på sinde.«

Fra Lorenzo Snows liv

Ældste Lorenzo Snow blev ordineret til apostel den 12. februar 1849. Otte måneder senere blev han kaldet til at oprette en mission i Italien. Sammen med andre brødre, der var blevet kaldet til at tjene, tog han af sted på denne mission den 19. oktober 1849. Han og hans rejsefæller foretog den lange rejse til fods, på hesteryg og med skib.

Ved ankomsten til Italien i juni 1850 opdagede han og hans kammerater, at folk i de større italienske byer ikke var rede til at modtage evangeliet. Men et folk kendt som valdenserne tiltrak sig hans opmærksomhed, og han følte sig inspireret til at arbejde blandt dem. Valdenserne havde i flere århundreder levet i den afsides region, Piedmont – en bjergdal lige syd for den italiensk-schweiziske grænse og øst for grænsen til Frankrig. De havde bygget deres samfund på et ønske om en religiøs reform; de hengav sig til studium af Bibelen og fulgte Frelserens apostles eksempel.

Ældste Snow fortalte, at da han overvejede at forkynde evangeliet blandt valdenserne, »syntes en bølge af lys at skylle ind i mit sind.«¹ Men trods disse forsikringer, følte han, at det ville være uklogt at begynde decideret missionering straks, fordi Kirkens fjender havde omdelt publikationer blandt folk med løgne om Kirken.² Ældste Snow fortalte: »Da jeg følte, at det var Åndens vilje, at vi skulle begynde med at gå stille og roligt frem, underkastede jeg mig himlens vilje.«³

Selvom missionærerne ikke straks gik i gang med at forkynde, sørgede ældste Snow for at få udgivet nogle pamfletter på italiensk og fransk. Desuden viste han og hans kammerater velvilje mod folk omkring dem. »Vi bestræbte os hårdt på at lægge en grundvold, vi senere kunne bygge på,« sagde han, »vi forberedte stille og roligt folks sind på at modtage evangeliet ved at opbygge venskabelige følelser hos dem omkring os. Alligevel syntes det meget mærkeligt, og det holdt hårdt for min tålmodighed, at være mellem interessante mennesker i uger og måneder uden at være aktivt og offentligt engageret i at fortælle om de betydningsfulde principper, som jeg var blevet udsendt for at udbrede.«⁴

Valdensernes følelser omkring Kirken begyndte at ændre sig påfaldende, efter ældste Snow forrettede en præstedømmevelsignelse for en dreng, som var blevet meget syg. Ældste Snow skrev følgende i sin dagbog:

»6. sep. Denne morgen var min opmærksomhed rettet mod Joseph Guy, en treårig dreng, vores værts yngste barn. Mange venner havde besøgt barnet, der, for så vidt det var menneskeligt muligt at vurdere, ikke havde langt igen. Jeg gik ind for at se til ham om eftermiddagen: Døden havde taget tag i hans krop; hans tidligere så sunde statur var nu reduceret til et skelet, og det var kun ved nøje observation, at vi kunne se, at han var i live.«

Bekymret over modstanden mod at forkynde evangeliet og for den lille Joseph Guy, henvendte ældste Snow sig til Herren om hjælp den aften. Han mindedes senere: »Før jeg gik til ro, påkaldte jeg Herren for at hjælpe os på det tidspunkt. Mine følelser ved den lejlighed vil jeg ikke glemme lige med det samme.

7. sep. Denne morgen foreslog jeg … at vi fastede og trak os tilbage i bjergene for at bede. Inden vi tog af sted, gik vi ind og så til barnet; hans øjeæbler vendte opad. Hans øjenlåg faldt i; hans ansigt og ører var tynde og havde en marmoragtig nuance, som varslede snarlig opløsning. Dødens kolde sved dækkede hans krop, og livets kraft ville snart ebbe ud. Madame Guy og andre kvinder græd, mens monsieur Guy hang med hovedet.« Hviskende til ældste Snow og de andre missionærer, sagde monsieur Guy: »Han dør. Han dør.«

Ældste Snow forsatte: »Efter en stille stund på bjerget væk fra enhver sandsynlig forstyrrelse, påkaldte vi Herren i højtidelig bøn om at redde barnets liv. Da jeg tænkte over den kurs, vi ønskede at følge, de påstande vi snart ville fremlægge for verden, anså jeg denne omstændighed for at være af umådelig betydning. Jeg kender ikke til noget offer, som jeg ikke var villig til at yde, for at Herren ville opfylde vores ønske.«

Da de vendte tilbage til familien Guy den eftermiddag, gav ældste Snow Joseph en præstedømmevelsignelse. Da de tog hen for at se til familien nogle få timer senere, fortalte Josephs far med et taknemligt smil, at drengen havde det meget bedre.

»8. sep. Barnet havde haft det så godt, at forældrene var i stand til at hvile sig, hvilket de ikke havde kunnet gøre et stykke tid. I dag kunne de gå fra ham og passe deres arbejde.« Da Josephs mor udtrykte sin glæde over drengens bedring, svarede ældste Snow: »Det har Gud i himlen gjort for dig.«

»Fra det øjeblik begyndte han at komme sig,« fortalte ældste Snow, »og med hjertet fyldt af taknemlighed mod vor himmelske Fader er jeg glad for at kunne sige, at han inden for få dage stod ud af sengen og sluttede sig til sine små legekammerater.«⁵

Efter denne oplevelse følte ældste Snow, at omstændighederne var »så gode, som man kunne forvente« for at Herrens værk kunne gå fremad blandt folket. Den 19. september 1850, præcis 11 måneder efter at han var taget hjemmefra for at tjene i Italien, fortalte han sine kammerater, at de skulle »begynde deres offentlige virke«. De steg atter op på et bjerg, hvor ældste Snow indviede landet til forkyndelse af det gengivne evangelium.⁶

Ældste Snows ord til madame Guy – »det har Gud i himlen gjort for dig« – afspejlede hans belæringer om præstedømmet livet igennem. Han mindede de hellige om, at »Guds herlighed og kraft skulle tilkendegives« til gavn for andre gennem præstedømmebærernes virke⁷ (se forslag 1 på s. 210).

Lorenzo Snows lærdomme

Præstedømmebærere er budbringere for den Almægtige med myndighed fra himlen til at forrette hellige ordinancer.

Vi, de sidste dages hellige, erklærer at have modtaget det evige evangeliums fylde fra Gud; vi erklærer at være i besiddelse af det hellige præstedømme – Guds uddelegerede myndighed til menneskene, i kraft af hvilket vi forretter dets ordinancer med hans accept.⁸

Ethvert menneske, som ydmyger sig for Gud og lader sig nedsænke i vandet efter at have omvendt sig til syndernes forladelse, vil modtage Helligåndsgaven gennem håndspålæggelse. Kan jeg give den til ham? Nej, jeg er blot en budbringer for den Almægtige, som har fået overdraget myndighed; jeg forretter ganske enkelt nedsænkning i vand til syndernes forladelse, idet jeg har fået myndighed til at gøre det. Jeg lægger blot mine hænder på hans hoved til modtagelse af Helligånden, derefter godkender Gud, fra sin bolig, min myndighed, at jeg er hans budbringer og overdrager Helligånden til personen.⁹

Når jeg har døbt folk og forrettet ordinancerne i dette hellige præstedømme, har Gud bekræftet denne forrettelse ved at tildele Helligånden, der overbeviser de personer, jeg har betjent, om at myndigheden er uddelegeret fra himlen. Og enhver ældste, der er gået ud for at forkynde det evige evangelium, og som handlede ifølge ånden i kaldet, kan bære det samme vidnesbyrd om, at Guds herlighed og kraft gennem deres forrettelser af disse hellige ordinancer er blevet tilkendegivet på overbevisende vis på hovedet af dem, som de har betjent. Dette er vores vidnesbyrd; dette var vidnesbyrdet i 1830 hos en bestemt person, der stod frem og hævdede, at Gud havde bemyndiget ham til at døbe folk til syndernes forladelse og give dem håndspålæggelse til modtagelse af Helligånden, som kunne give dem en viden fra de evige verdener om, at han havde denne myndighed. Denne person var Joseph Smith, og han bekræftede denne myndighed, som var blevet ham givet af hellige engle, på andre, der blev sendt ud for at bære vidnesbyrd for verden. De, der ville modtage disse hellige ordinancer, ville modtage vidnesbyrd fra den Almægtige om, at de var bemyndiget til at forrette disse. Og dette er vores vidnesbyrd, og det er mit vidnesbyrd til dette folk og til verden.¹⁰

Hvor i verden kan man finde en gruppe prædikanter, som tør fremkomme med de påstande som vore ældster gør? Hvor er den mand eller den gruppe mænd, som tør præsentere sig for verden og sige, at de er blevet bemyndiget af Gud til at forrette visse ordinancer for menneskene, gennem hvilke de kan modtage åbenbaring fra Gud? Enhver, som fremførte en lære af denne slags, ville snart blive afsløret, hvis han var en bedrager – han ville sætte sig selv i en meget farlig situation, og det ville snart blive opdaget, dersom han ikke havde en sådan myndighed. Vore ældster tør dog at fremlægge dette … Gud har sendt sine hellige engle fra himlen og gengivet menneskene myndigheden til at forrette evangeliets ordinancer¹¹ (se forslag 2 på s. 210).

Præstedømmet hjælper os til at finde glæde i dette liv og gennem evigheden.

Præstedømmet er blevet gengivet; det er blevet givet til menneskene, således at alle, der gerne vil være gode og glade, kan nyde dette privilegium gennem det. Evangeliet lærer os, hvordan man kan blive storhjertet, god og glad. Ånden i Kristi evangelium underviser i alle de ting, der er nødvendige for vores nuværende og fremtidige velfærd.

Vi har de ting for øje i dag, og vi bør altid have dem for øje. Se 25 år eller blot 10 år tilbage, og der er mange, som har været i Kirken så længe, og se hvad vi har opnået. Vi har større indblik og forstår tingene bedre, derfor er vi bedre beredte på de ting, der kommer til jorden, end vi var for 10, 15, 20 eller 25 år siden, så vi ved, hvordan vi skal gøre os nyttige, og vi ved, hvordan tingene skal gøres …

Formålet med præstedømmet er at gøre alle mennesker glade, sprede information, gøre alle mennesker delagtige i de samme velsignelser, når de tager del i det.¹²

Af denne grund er det hellige præstedømme blevet givet os i vor tid, for at lede og fuldkommengøre Guds hellige her, og i samme målestok som vi arbejder på at opnå intelligens, integritet og trofasthed i denne verden … vil det følge os i den ophøjede tilstand, vi vil fremstå i på den anden side af sløret.¹³

Herren har sagt, at han vil give os alt det, han har i henhold til den ed og pagt, som knytter sig til præstedømmet (se L&P 84:33-44). Ingen bør betvivle det, som Jesus siger, og som står i Johannes’ Åbenbaring: »Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone« (Åb 3:21). Kan der siges noget større end det? Sammenfatter det ikke det hele?¹⁴

Evangeliet, som vi har modtaget, er blevet åbenbaret fra himlen, og præstedømmet, som vi bærer, er blevet åbenbaret til frelse for hele den menneskelige familie. Det bør vi lægge os stærkt og virksomt på sinde¹⁵ (se forslag 3 på s. 210).

Retskafne præstedømmebærere stræber flittigt og energisk efter åndelige gaver, der kan hjælpe dem til at tjene andre.

Til mine brødre i præstedømmet vil jeg gerne give et par ord som råd, vejledning og formaning. Der hviler et stort og helligt ansvar på jer, som ikke kun handler om frelse af denne generation, men også om mange af de generationer, der er gået forud og dem, der skal komme. Emmanuels rige er atter grundlagt på jorden, og dets herlige banner må udfoldes for alle nationer og riger, en advarselsrøst … må lyde til alle mennesker, I er dem, Herren har udvalgt til dette, selv Josefs førstefødte, til at samle folket (se 5 Mos 33:13-17). I kan absolut ikke være for ivrige, eller for ihærdigt engagerede i at stræbe efter, hvordan I bedst højner jeres hellige embeder til stor gavn for jer selv og menneskeheden.¹⁶

Der er mænd i denne kirke, der er så godhjertede som nogen, men som mangler tro og energi, og som ikke rigtigt opnår det, der er deres privilegium at modtage. Dersom deres tro, deres energi og beslutsomhed modsvarede deres gode følelser og ønsker, deres ærlighed og godhed, så ville de sandelig være mægtige mænd i Israel, og sygdom og lidelser og den ondes magt ville flygte fra dem som avner for vinden. Alligevel siger vi, at vi er et godt folk, og at vi ikke blot gør som andre, men gør store fremskridt i retskaffenhed for Gud, og det gør vi uden tvivl. Men jeg ønsker at indprente jer, mine brødre og søstre, at der er ældster iblandt os, som er udrustet med åndelige gaver, som kan bringes i anvendelse ved Helligåndens hjælp. Evangeliets gaver må forædles gennem flid og udholdenhed. Når de gamle profeter ønskede en særlig velsignelse eller en vigtig kundskab, åbenbaring eller vision, fastede og bad de sommetider i dagevis, ja, i uger med det formål.¹⁷

Mine unge brødre, når tingene går jer imod, når alt ser sort ud, så gør jeres pligt, så bliver I stærke mænd, mægtige mænd; de syge vil blive helbredt under jeres administration; djævle vil flygte fra jer; de døde vil blive opvakt; og alt, hvad menneskene nogensinde har kunnet udrette fra Adams tid, vil I være i stand til at gøre gennem Guds kraft og en behørig ambition.¹⁸

Renhed, dyd, troskab og gudelighed må søges med et stærkt ønske, ellers kan kronen ikke vindes. Disse principper må integreres i os, væves ind i vores natur og blive en del af os og gøre os til en kerne, en kilde af sandhed, af retsindighed, retfærdighed og nåde, af alt som er godt og storladent, så der fra os kan udgå lys, liv, kraft og lov til at lede, styre og hjælpe med at redde en omflakkende verden; idet vi handler som Guds sønner på vegne af vor himmelske Fader. Vi forventer i opstandelsen at udøve kraften af vores præstedømme – vi kan kun udøve denne, for så vidt vi sikrer dets retfærdighed og fuldkommenhed; disse kvalifikationer har man kun, hvis de er blevet efterstræbt og opnået, så i opstandelsens morgen vil vi kun besidde de erhvervelser, vi har sikret i denne verden! Gudelighed kan ikke overdrages, den må tilegnes, et faktum som den religiøse verden på mærkelig og sørgelig vis virker uvidende om. Søg efter at gavne andre, så vil andre stræbe efter at gavne jer; og lad ham, som vil være stor, være god, søge fællesskabets interesse og være tjener for alle.¹⁹

Som Guds hellige, Israels ældster, bør vi være villige til at tilegne tid og arbejde, yde ethvert nødvendigt offer for at opnå passende åndelige kvalifikationer, som kan være yderst nyttige i vore mange kaldelser. Og må Herren i ethvert hjerte indblæse vigtigheden af disse ting, når vi med flid og energi stræber efter de gaver og de kræfter, som evangeliet giver løfte om, hvis vi har været lydige.²⁰ (se forslag 4 nedenfor).

Forslag til studium og undervisning

Tænk over disse forslag, når du studerer kapitlet eller forbereder dig på at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

Gennemgå beretningen på s. 201-204. På hvilke måder kan bærere af Det Melkisedekske Præstedømme forberede sig på at give præstedømmevelsignelser? Hvad kan vi alle gøre for at forberede os på at modtage præstedømmevelsignelser?
Læs det afsnit, der begynder på s. 205. På hvilke måder viser præstedømmeordinancer Guds kraft i vores liv?
På hvilke måder hjælper præstedømmeordinancer og -velsignelser os alle til at finde lykke i dette liv? Hvordan hjælper de os med at sikre evig lykke? Tænk over præsident Snows belæringer på side 207 i forbindelse med disse spørgsmål.
Gennemgå de åndelige gaver, som præsident Snow opfordrer præstedømmebærerne til at fremelske på side 208-210. Hvad mener du, det betyder at fremelske en åndelig gave? Hvordan gælder dette råd alle Kirkens medlemmers bestræbelse?

Skriftstedshenvisninger: Jakob 5:14-15; Alma 13:2-16; L&P 84:19-22; 128:8-14; TA 1:3, 5

Til underviseren: »For at hjælpe deltagerne til at forberede sig på at besvare spørgsmål, kan du, inden noget læses op eller præsenteres, fortælle, at du vil stille spørgsmål til dem … Du kan for eksempel sige: ›Lyt mens jeg læser dette afsnit, så I kan fortælle om det, I finder interessant‹ eller ›se om I kan forstå, hvad Herren fortæller os om tro, mens disse skriftsteder bliver læst op‹« (se Undervisning, den største kaldelse, s. 69).

Et nutidigt fotografi fra Piedmont-regionen i Italien, hvor ældste Lorenzo Snow tjente som missionær i begyndelsen af 1850’erne.

Alle trofaste medlemmer af Kirken velsignes gennem præstedømmets ordinancer og pagter.

Apostlene Peter, Jakob og Johannes overdrog Det Melkisedekske Præstedømme til Joseph Smith og Oliver Cowdery.