Kirkens præsidenters lærdomme
Kapitel 12: Tiende, en lov til vores beskyttelse og fremgang


Kapitel 12

Tiende, en lov til vores beskyttelse og fremgang

»Tiendeloven er en af de vigtigste, der nogensinde er åbenbaret til menneskene … Gennem lydighed mod denne lov vil de hellige blive givet velsignelser i form af velstand og succes.«

Fra Lorenzo Snows liv

Tidligt i maj 1899 følte præsident Lorenzo Snow sig tilskyndet til at besøge byen St. George og andre bosættelser i det sydlige Utah. Han organiserede hurtigt en gruppe af mennesker, deriblandt generalautoriteter, til at foretage den lange tur med ham.

Da præsident Snow planlagde rejsen, fortalte han ingen, hvorfor de skulle foretage denne tur, for det vidste han ikke selv. »Da vi forlod Salt Lake,« fortalte han senere, »vidste vi ikke helt, hvorfor vi skulle besøge disse sydlige bosættelser.«1 Men den 17. maj, lige efter de rejsende var ankommet i St. George, blev Herrens vilje »tydeligt åbenbaret« for hans profet.2 Ved et møde, der blev afholdt den 18. maj, erklærede præsident Snow:

»Dette er Herrens ord til jer, mine brødre og søstre, at I skal tilpasse jer det, som er krævet af jer som et folk, der har disse herlige løfter om ophøjelse og herlighed foran jer. Hvad er det så? Det er noget, som I er blevet tudet ørerne fulde af fra tid til anden, indtil I måske er blevet trætte af at høre det … Herrens ord til jer er ikke noget nyt, det er ganske enkelt dette: TIDEN ER KOMMET FOR HVER ENESTE SIDSTE DAGES HELLIG, SOM REGNER MED AT VÆRE BEREDT TIL FREMTIDEN OG HOLDE SINE FØDDER SOLIDT PLANTET PÅ FAST GRUND, TIL AT GØRE HERRENS VILJE OG BETALE EN ÆRLIG TIENDE. Dette er Herrens ord til jer, og det vil være Herrens ord til hver eneste koloni i Zions land. Når jeg har forladt jer, og I begynder at tænke over det, så vil I selv se, at tiden er kommet, hvor enhver person skal betale en ærlig tiende. Herren har tidligere velsignet os og har haft barmhjertighed med os; men der kommer tider, hvor Herren kræver, at vi står fast og gør, hvad han har befalet, og ikke udskyder det længere. Det, jeg siger til jer i denne Zions stav, vil jeg sige til enhver af Zions stave, der er blevet organiseret. Der er ingen mand eller kvinde, der nu hører, hvad jeg siger, der vil føle sig tilfreds, hvis han eller hun ikke betaler en ærlig tiende.«3

I sine forudgående 50 år som apostel havde præsident Snow sjældent nævnt tiendeloven i sine taler. Dette ændrede sig i St. George i Utah på grund af den åbenbaring han modtog. »Jeg havde aldrig modtaget en mere fuldendt åbenbaring,« sagde han senere, »end den åbenbaring jeg modtog om tiende.«4 Fra St. George rejste han og hans rejsefæller videre fra by til by i det sydlige Utah, og på deres vej hjem holdt de 24 møder. Præsident Snow holdt 26 taler. Hver gang han talte, rådede han de hellige til at adlyde tiendeloven.

Gruppen vendte tilbage til Salt Lake City den 27. maj 1899. En journalist skrev i en avis: »Præsidenten ser stærkere og mere frisk ud i dag, end da han forlod Salt Lake.« Som respons på en kommentar om, at »turen havde gjort ham godt«, svarede den 85-årige profet: »Ja, det siger de allesammen … Denne tur har gjort mig godt. Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg føler, at Herren holder mig oppe gennem svar på de helliges bønner.«5

Udover at kommentere sit eget velbefindende, fortalte han om, hvordan han havde oplevet de helliges tro og retskaffenhed i det sydlige Utah. Han sagde, at han og hans rejsefæller var blevet modtaget »med de varmeste udtryk for glæde og påskønnelse.«6 Han berettede, at da han rådede de hellige til at adlyde tiendeloven, »så faldt Herrens ånd på folket, og de frydede sig overmåde meget, og i deres hjerte vedtog de, at de ville iagttage dette princip til punkt og prikke og følge ånden i det.«7 Som svar på et spørgsmål om folkets generelle tilstand sagde han: »De bor i komfortable huse, de er velklædte og virker til at have rigeligt af jordens goder at spise og drikke. Men i St. George Stav lider folk af alvorlig tørke, den værste nogensinde, men de har tro på, at de snart vil få regn.«8

Den 29. og 30. maj holdt præsident Snow to taler om tiendeloven, den første til funktionærer i Unge Pigers GUF og den anden til funktionærerne i Unge Mænds GUF.9 Mod slutningen af det andet møde fremlagde ældste B.H. Roberts fra De Halvfjerds følgende resolution, som enstemmigt blev vedtaget af alle tilstedeværende: »Vedtaget: Vi accepterer læren om tiende, som præsident Snow har præsenteret den, som Herrens nuværende ord og vilje til os, og vi accepterer den af hele vort hjerte; vi vil iagttage læren og gøre alt i vores magt for at få de sidste dages hellige til at gøre ligeså.«10 Den 2. juli deltog alle generalautoriteter og repræsentanter fra alle stave og menigheder i Kirken i en højtidelig forsamling i templet i Salt Lake City, efter at have fastet og bedt som forberedelse til dette møde. De vedtog enstemmigt den samme resolution.11 Præsident Snow var selv tro mod denne resolution og underviste i tiendeloven i mange stave og så til, at andre kirkeledere gjorde det samme.

I de måneder, der fulgte præsident Snows besøg i det sydlige Utah, modtog han nys om de sidste dages helliges fornyede hengivenhed over for at adlyde tiendeloven. Disse nyheder gav ham »den største glæde og tilfredshed«,12 for han vidste, at ved fortsat lydighed mod denne lov »ville den Almægtiges velsignelser blive udøst over dette folk, og Kirken ville gå fremad med en styrke og hastighed, man aldrig tidligere havde oplevet.«13

Præsident Snow forsikrede gentagne gange de hellige om, at de ville blive velsignet individuelt både timeligt og åndeligt, når de adlød tiendeloven.14 Det løfte blev delvist opfyldt i august 1899, da folket i St. George kunne glæde sig over, at tørken blev afbrudt for en tid; deres tro blev belønnet med 7,44 cm regn, det var mere, end der i alt var faldet i de foregående 13 måneder.15 Præsident Snow havde også lovet, at lydighed mod tiendeloven ville velsigne Kirken som helhed. Han var forvisset om, at de trofastes tiende ville gøre Kirken i stand til at blive fri af den gæld, man havde samlet som resultat af forfølgelse.16 Dette løfte gik i opfyldelse i 1906, fem år efter at han var gået bort. Ved generalkonferencen i april 1907 bekendtgjorde præsident Joseph F. Smith:

»Jeg tror ikke, at der nogensinde i Kirkens historie har været et tidspunkt, hvor tiendeloven er blevet mere alment og oprigtigt overholdt af de sidste dages hellige end her på det sidste. Den indbetalte tiende i året 1906 har overgået tiendeindbetalingerne fra noget andet år. Dette er en god indikation på, at de sidste dages hellige gør deres pligt, at de har tro på evangeliet, at de er villige til at holde Guds befalinger, og at de arbejder sig op mod en større trofasthed end nogensinde tidligere. Jeg ønsker at sige yderligere en ting til jer, og det gør jeg ved at lykønske jer, fordi vi gennem Herrens velsignelse og de helliges trofasthed i tiendebetalingen har været i stand til at indfri vore gældsforpligtelser. I dag skylder Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ikke én dollar, som den ikke straks kan betale. Vi befinder os endelig i en position, hvor vi kan være ajour med betalingerne. Vi behøver ikke mere at låne, og det vil vi ikke have nødigt, hvis de sidste dages hellige fortsætter med at efterleve deres religion og adlyde denne tiendelov«17 (se forslag 1 på s. 161).

Lorenzo Snows lærdomme

Tiendeloven er let at forstå og kan efterkommes af alle.

Jeg bønfalder jer i Herrens navn, og jeg beder til, at enhver mand, kvinde og barn … vil betale en tiendedel af deres indkomst i tiende.18

Tiende er ikke en svær lov … Hvis en mand modtager 10 dollars, er hans tiende en dollar; modtager han 100 dollars er hans tiende 10 dollars … Det er ganske let at forstå.19

Et menneske kan spørge sig selv: Hvor meget tiende skal jeg betale? Kan jeg holde en del tilbage til mig selv? Herren er meget rig, og jeg tvivler på, at det generer ham, at jeg gemmer lidt til mig selv, og så gør man det. Men den smule, som holdes tilbage, vil genere det menneske, hvis hans samvittighed minder bare lidt om de fleste sidste dages helliges. Den vil bekymre ham en del om dagen, og han vil også tænke på det om natten. Han modtager ikke den glæde, det er hans privilegium at kunne modtage – den går ham forbi.20

Delvis tiende er overhovedet ikke tiende, ikke mere end det at nedsænke en person halvt er dåb.21

Der findes ingen mand eller kvinde, som ikke kan betale en tiendedel af det, som han eller hun modtager.22

Brødre og søstre, vi ønsker, at I beder om dette emne … I stedet for at nære sådanne lave tanker, som nogle har angående penge, bør vi betale vores tiende … Det, Herren forlanger af os, er, at vi betaler vores tiende nu. Og han forventer, at enhver person fremover betaler sin tiende. Vi ved godt, hvad en tiendedel er, lad os betale den til Herren. Så kan vi gå til biskoppen med oprejst pande og bede ham om en tempelanbefaling.23

Jeg siger jer i Herren Israels Guds navn, at dersom I betaler jeres tiende fra nu af, vil Herren tilgive jer for den tidligere manglende betaling, og den Almægtiges velsignelser vil blive udøst over dette folk.24

Jeg ønsker, at dette princip skal slå rod i vores hjerte, så vi aldrig glemmer det. Som jeg mere end én gang har sagt, så ved jeg, at Herren vil tilgive de sidste dages hellige for den manglende opmærksomhed, de tidligere har udvist omkring tiendebetaling, hvis de vil omvende sig nu og betale en samvittighedsfuld tiende25 (se forslag 2 på s. 161).

Når vi betaler tiende, bidrager vi til Kirkens virke.

Kirken kunne ikke køre rundt uden en indtægt, og denne indtægt har Gud sørget for gennem tiendeloven. Vore templer, hvori vi modtager de største velsignelser, der nogensinde er overdraget nogen dødelig, bliver bygget af disse midler. Vi ville ikke være i stand til at sende ældster ud i verden for at forkynde evangeliet, som vi nu gør, hvis der ikke var penge til det … Der er tusindvis af andre ting, der hele tiden dukker op, hvortil der kræves midler …

Hvis de sidste dages hellige ikke havde betalt tiende, kunne vore fire templer her i 1899 aldrig være blevet opført, og Guds kendelser og vedtægter, hvad angår ophøjelse og herlighed, kunne ikke have været overholdt. Det første princip for de sidste dages hellige er at helliggøre landet ved at adlyde denne tiendelov og sætte sig selv i en position, hvor de kan modtage de ordinancer, der angår vore dødes ophøjelse og herlighed26 (se forslag 3 på s. 161).

Herren vil velsigne os både timeligt og åndeligt, når vi adlyder tiendeloven.

Tiendeloven er en af de vigtigste, der nogensinde er åbenbaret til menneskene … Gennem lydighed mod denne lov vil de hellige blive givet velsignelser i form af velstand og succes.27

Hvis vi holder denne lov … vil landet blive helliggjort, og vi vil blive regnet værdige til at modtage Herrens velsignelser og blive bevaret og støttet i vore økonomiske anliggender og i alt, hvad vi gør, såvel timeligt som åndeligt.28

Den timelige frelse for denne kirke … afhænger af lydighed mod denne lov.29

Der findes fattigdom blandt de sidste dages hellige, og det vil der altid gøre, indtil vi i det mindste adlyder tiendeloven.30

Jeg tror oprigtigt på, at dersom de sidste dages hellige vil overholde denne lov, kan vi gøre krav på udfrielse fra ethvert onde, der nogensinde måtte ramme os.31

Her er en lov specielt åbenbaret til vores beskyttelse og gavn, såvel som for vores fremgang på retfærdighedens og hellighedens sti; en lov ved hvilken det land, vi bor i, kan blive helliggjort; en lov på hvilken Zion kan opbygges og grundfæstes for aldrig mere at skulle nedbrydes eller fjernes af onde og ugudelige mennesker.32

Vi har templer, og vi har modtaget velsignelser omkring dem, ja de største ordinancer, som nogensinde er blevet forrettet for mennesker på jorden, på grund af vores lydighed mod denne lov.33

Vi vil aldrig blive beredt til at se Guds ansigt, før vi med ren samvittighed betaler vores tiende og andre forpligtelser.34

Jeg har talt rent ud, og jeg siger, at det, jeg har talt til jer om tiende, kommer fra Herren. Retter I jer nu efter Herrens ånd, vil jeres øjne blive åbnet35 (se forslag 4 på s. 161).

Forældre og lærere har et ansvar for at betale tiende og lære børnene at gøre det samme.

Lær børnene at betale deres tiende, allerede mens de er små. Mødre, undervis jeres børn i at betale tiende til Herren, når de får penge, uanset hvor småt beløbet er. Lær dem at betale en ærlig tiende.36

Det er godt og passende … at funktionærer og undervisere i Kirken lader denne lovs ånd slå rod i deres hjerte og sjæl, så de kan være fuldt ud egnede til at tilskynde til samme og til at indprente den unge generation vigtigheden og helligheden af denne lov. Det forlanges ikke alene af jer, brødre og søstre, at I selv adlyder denne lov, men at I underviser andre i den, selv den opvoksende generation … og i det forhold I er i stand til at modtage ånden i denne lov, vil I være i stand til at fortælle andre om og undervise i den …

Det fordres af jer, at I ikke kun adlyder loven, men at I underviser de sidste dages helliges børn om den og lægger dem loven på sinde, så de vil vokse op til skelsår, og at det må kunne siges, at de lærte og adlød loven fra de var børn37 (se forslag 5 på s. 162).

Forslag til studium og undervisning

Tænk over disse forslag, når du studerer kapitlet eller forbereder dig på at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

  1. Læs præsident Snows beretning om at modtage åbenbaringen om tiende (s. 153-157). Tænk over hans villighed til at rejse til St. George og folkets beredvillighed til at adlyde tiendeloven. Hvad kan vi lære af denne beretning?

  2. Hvorfor er tiende »ikke en svær lov«? (Se eksempler på s. 157-158). Hvorfor kan noget menneske synes, at tiendeloven er en svær lov af adlyde? Hvordan kan præsident Snows belæringer hjælpe nogle til at opnå et vidnesbyrd om tiende?

  3. Studér det første afsnit, der begynder på s. 159. Hvilke velsignelser har du og dine kære modtaget i og gennem bygninger og programmer, der finansieres af tiende? Hvorfor er det et privilegium at betale tiende?

  4. Præsident Snow vidnede om, at vi vil blive velsignede, når vi adlyder tiendeloven (s. 159-161). Hvilke velsignelser har tiendeloven afstedkommet i dit liv? Hvordan har det velsignet din familie og dine venner?

  5. Overvej præsident Snows råd til forældre og lærere (s. 160). Hvorfor tror du, at det er vigtigt for børn at betale deres tiende, selvom beløbet er småt? Hvordan kan man lære børn at betale tiende og offerydelser?

Skriftstedshenvisninger: Mal 3:8-10; L&P 64:23; 119:1-7

Til underviseren: »Vær forsigtig med ikke at afslutte gode samtaler for hurtigt for at forsøge at nå alt det, som du har forberedt. Selv om det er vigtigt at gennemgå alt materialet, er det vigtigere at hjælpe deltagerne til at mærke Åndens påvirkning, afklare deres spørgsmål, øge deres forståelse for evangeliet og styrke deres beslutning om at holde befalingerne« (Undervisning, den største kaldelse, s. 64).

Noter

  1. I »In Juab and Millard Stakes«, Deseret Evening News, 29. maj 1899, s. 5.

  2. I »In Juab and Millard Stakes«, s. 5.

  3. Millennial Star, 24. aug. 1899, s. 532-533; se også Deseret Evening News, 17. maj 1899, s. 2; Deseret Evening News, 18. maj 1899, s. 2. Millennial Star skrev, at præsident Snow holdt denne tale den 8. maj, men andre samtidige kilder viser, at han holdt talen den 18. maj. Præsident Snow talte også om tiende den 17. maj.

  4. I »President Snow in Cache Valley«, Deseret Evening News, 7. aug. 1899, s. 1.

  5. I »Pres. Snow Is Home Again«, Deseret Evening News, 27. maj 1899, s. 1. Kirken talte 40 stave på det tidspunkt.

  6. I »Pres. Snow Is Home Again«, s. 1.

  7. Deseret Evening News, 24. jun. 1899, s. 3.

  8. I »Pres. Snow Is Home Again«, s. 1.

  9. Se »The Annual Conference of the Young Men’s and Young Ladies’ Mutual Improvement Associations«, Improvement Era, aug. 1899, s. 792-795; se også Ann M. Cannon, »President Lorenzo Snow’s Message on Tithing«, Young Woman’s Journal, apr. 1924, s. 184-186.

  10. B.H. Roberts, citeret i »The Annual Conference of the Young Men’s and Young Ladies’ Mutual Improvement Associations«, s. 795.

  11. Se B.H. Roberts, Comprehensive History of the Church, 6:359-360.

  12. Conference Report, okt. 1899, s. 28.

  13. I »President Snow in Cache Valley«, Deseret Evening News, 7. aug. 1899, s. 2.

  14. Eksempel fra Deseret Evening News, 24. jun. 1899, s. 3. Samtidens udskrifter af præsident Snows taler og avisartikler fra den tid om hans rejser viser, at selvom han lovede de hellige, at de ville blive velsignet både timeligt og åndeligt, hvis de adlød tiendeloven, så kom han ikke med specifikke løfter om, at tørken ville ophøre i det sydlige Utah.

  15. Se Western Regional Climate Center, http://www.wrcc.dri.edu/cgi-bin/cliMONtpre.pl?utstge.

  16. Se eksempel i »The Annual Conference of the Young Men’s and Young Ladies’ Mutual Improvement Associations«, s. 793.

  17. Conference Report, apr. 1907, s. 7.

  18. Conference Report, okt. 1899, s. 28.

  19. Deseret News: Semi-Weekly, 28. juli 1899, s. 10.

  20. Conference Report, apr. 1899, s. 51.

  21. Deseret Evening News, 24. jun. 1899, s. 3.

  22. Fra »President Lorenzo Snow’s Message on Tithing«, 185; noter fra et møde, som blev holdt i Assembly Hall i Salt Lake City den 29. maj 1899.

  23. Deseret News: Semi-Weekly, 28. juli 1899, s. 10.

  24. I »President Snow in Cache Valley«, s. 2.

  25. Conference Report, okt. 1899, s. 28.

  26. I Conference Report, okt. 1899, s. 27-28.

  27. I »In Juab and Millard Stakes«, s. 5.

  28. Deseret Evening News, 24. jun. 1899, s. 3.

  29. Fra »The Annual Conference of the Young Men’s and Young Ladies’ Mutual Improvement Associations«, s. 794.

  30. Deseret News: Semi-Weekly, 28. juli 1899, s. 10.

  31. I »President Lorenzo Snow’s Message on Tithing«, s. 185.

  32. »Tithing«, Juvenile Instructor, apr. 1901, s. 216.

  33. Tiende, s. 215.

  34. I »Conference of Granite Stake«, Deseret Evening News, 21. maj 1900, s. 2; fra en detaljeret omskrivning af en tale, som præsident Snow holdt ved stavskonferencen i Granite Stav den 20. maj 1900.

  35. Deseret News: Semi-Weekly, 28. juli 1899, s. 10.

  36. Deseret News, 31. aug. 1899, s. 546.

  37. Tiende, s. 215-216.

Tabernaklet i St. George. I denne bygning holdt præsident Lorenzo Snow sin første af mange taler om tiendeloven.

Præsident Snow rådede forældre og lærere til at undervise børn i at betale tiende.

Tiendemidlerne bruges til at betale for opførelse og drift af templer.