Kapitel 20

Guds rige går fremad

»Det tilkommer dem, som vedstår at være engageret i Guds værk at fortsætte; at gå frem … Så længe der er skridt fremad, der skal tages, så skal det skridt tages.«

Fra Lorenzo Snows liv

I 1844, mens Lorenzo Snow udførte en opgave i det østlige USA, fandt han ud af, at profeten Joseph Smith og hans bror, Hyrum, havde lidt martyrdøden. Han sagde: »Nyheden om denne sørgelige begivenhed kom totalt uventet og ramte mig med en dyb forbløffelse og sorg, som intet sprog kan udtrykke.« Efter instruktion fra De Tolv Apostles Kvorum traf han forberedelser til at vende hjem til Nauvoo i Illinois.¹

Han mindedes senere: »Mens Joseph levede, var der nogle, der tænkte, at denne kirke ikke kunne gå frem uden Josephs vejledning, og da tiden kom, hvor han gennem sit martyrium gik fra denne verden til åndeverdenen, var hellige over hele Guds rige meget urolige. Det var noget uventet. De havde ingen anelse om, hvordan tingene ville fortsætte derefter. Ansvaret for at lede Kirken hvilede derpå på De Tolv Apostles Kvorum; og gennem Guds velsignelser til dem og med inspirationens ånd i deres hjerte og under den Almægtiges vejledning gik riget fremad.«²

Kirkens anden præsident, Brigham Young, døde i 1877, efter at have ledet Kirken i 33 år. Ældste Lorenzo Snow, der dengang var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, var endnu engang vidne til et skifte i Kirkens tidlige lederskab. Han sagde senere, at præsident Youngs »død var kommet uventet. De hellige var ikke forberedt på det. Og alligevel gik Guds rige frem.«³

Da John Taylor, Kirkens tredje præsident, døde i 1887, forsikrede ældste Snow de hellige om, at »Herren har anset det for passende at kalde vores elskede bror, præsident Taylor, til sig, væk fra denne verdens lidelse og martyrier, og Kirken går stadig fremad.«⁴

I 1898, omtrent elleve år efter at have trøstet de hellige ved præsident Taylors begravelse, havde Lorenzo Snow selv brug for trøst. Han virkede på det tidspunkt som præsident for De Tolv Apostles Kvorum. Præsident Wilford Woodruff virkede som præsident for Kirken, og hans fysiske helbred svigtede. Præsident Snow vidste, at han i henhold til den fastlagte rækkefølge i præsidentskabet skulle præsidere over Kirken, hvis han levede længere end præsident Woodruff. En aften følte han sig særligt tynget af denne mulighed. Han følte sig utilstrækkelig til at påtage sig lederskabet af Kirken, og han gik alene ind i et værelse i templet i Salt Lake City for at bede. Han bad Gud om at lade præsident Woodruff leve, men han lovede også, at han ville udføre enhver pligt, som Gud krævede af ham.

Præsident Woodruff døde den 2. september 1898 ikke længe efter præsident Snows inderlige bøn i templet. Præsident Snow var i Brigham City, ca. 100 kilometer nord for Salt Lake City, da han modtog meddelelsen. Han traf forberedelser til at rejse til Salt Lake City med toget samme aften. Da han ankom, gik han igen ind i et værelse i templet for at bede alene. Han udtrykte sin utilstrækkelighedsfølelse, men også sin villighed til at udføre Herrens vilje. Han bad om vejledning og ventede på svar, men der kom intet. Så gik han ud af værelset.

Da han kom ud i den store forhal, modtog han det svar – og den bekræftelse – han havde søgt. Foran ham stod den opstandne Frelser, som fortalte ham, hvad han skulle gøre. Præsident Snow fortalte senere sit barnebarn, Alice Pond, om denne oplevelse. Alice skrev den samtale ned, som hun havde haft med sin farfar i templet i Salt Lake City.

»I den store korridor, der fører hen til det celestiale værelse, gik jeg nogle skridt foran farfar, da han standsede mig og sagde: ›Vent lidt, Allie, der er noget, jeg gerne vil fortælle dig. Det var lige her, at Herren Jesus Kristus viste sig for mig efter præsident Woodruffs død. Han gav mig besked om at reorganisere Kirkens Første Præsidentskab med det samme og ikke vente, som det var sket efter de forrige præsidenters død, og at jeg skulle efterfølge præsident Woodruff.‹

Så trådte farfar et skridt nærmere, rakte sin venstre hånd frem og sagde: ›Han stod lige her, omtrent en meter over gulvet. Det så ud som om, at han stod på en massiv guldplade.‹

Bedstefar fortalte mig, hvilken herlig person Frelseren er og beskrev hans hænder, fødder, ansigt og smukke, hvide klæder, der alle var så strålende hvide og klare, at han knap kunne se på ham.

Så trådte farfar et skridt nærmere, lagde sin højre hånd på mit hoved og sagde: ›Kære barnebarn, jeg vil gerne, at du husker, at dette er din farfars vidnesbyrd, og du hørte, at han af egen mund fortalte dig, at han rent faktisk så Frelseren her i templet og talte med ham ansigt til ansigt.‹«⁵

Det, at Frelseren besøgte præsident Snow, var en hellig bekræftelse af en sandhed, som han havde kendt i mange år – nemlig at Jesus Kristus er overhoved for Kirken. Inspireret af denne sandhed vidnede præsident Snow ofte om, at Kirken fortsat ville gå fremad på trods af modstand. Han udtrykte sin taknemlighed for privilegiet af at deltage i fremgangen for Herrens sidste dages-værk. Ved generalkonferencen i oktober 1898, hvor han blev opretholdt som præsident for Kirken, sagde han: »Lad os beslutte i hjertet, lad os indvendigt vidne for Herren, at vi vil blive et bedre folk, et mere forenet folk ved vores næste konference, end vi er i dag. Denne bør være følelsen og beslutningen hos enhver mand og kvinde, der er til stede i denne højtidelige forsamling. Jeg føler i mit hjerte, at jeg vil prøve at være mere hengiven, end jeg tidligere har været for Guds riges interesser og i at udføre hans planer.⁶ (se forslag 1 på s. 242).

Lorenzo Snows lærdomme

Som opfyldelse af profeti har Herren genoprettet sin kirke på jorden.

Som en Guds tjener vidner jeg om åbenbarelse af hans vilje i det 19. århundrede. Den lød ved hans egen røst fra himlen, gennem personlig åbenbaring af hans Søn og hellige engles betjening. Han befaler alle folk overalt at omvende sig, at opgive deres onde forehavender og uretfærdige ønsker, at lade sig døbe ved nedsænkning til forladelse for deres synder, så de kan modtage Helligånden og indgå i fællesskab med ham. Han påbegyndte forløsningsværket, som forudsagt af alle de hellige profeter, vismænd og seere fra alle tider og af alle racer.⁷

Mormonisme, et øgenavn for de sidste dages helliges religion, påstår ikke at være noget nyt, undtagen for denne generation. Den hævder at være den oprindelige frelsesplan, indstiftet i himlen, før denne jord blev til og åbenbaret fra Gud til menneskene i forskellige tidsaldre. At Adam, Enok, Noa, Abraham, Moses og andre fordums værdige havde denne religion successivt, i forskellige uddelinger, det tror vi som folk sandelig på … Kort fortalt er mormonisme den oprindelige kristne religion, der er genoprettet, det oldgamle evangelium, der er kommet tilbage – denne gang for at indvarsle den sidste uddeling, indlede begyndelsen til tusindårsriget og færdiggøre arbejdet med forløsningen af denne planet.⁸

Vi kan se den Almægtiges hånd i grundlæggelsen af et rige, som blev omtalt for længe siden af profeten Daniel – et rige, som skal vokse og sprede sig til det fylder hele jorden (se Daniel 2:44), hvor lys og intelligens skal være så udbredt, at det ikke længere vil være nødvendigt for noget menneske at sige til sin bror: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren« (se Jer 31:34), og hvor Herrens Ånd skal udgydes over alt kød i en sådan grad, at deres sønner og døtre skal profetere, deres gamle have drømme, deres unge skal se syner (se Joel 3:1), og ingen skal forvolde ondt eller ødelæggelse på Herrens hellige bjerg (se Es 11:9) ⁹ (se forslag 2 på s. 242).

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er bygget på en sikker grundvold, og den vil fortsætte med at gå frem trods modstand.

Brødre og søstre, Gud har oprettet sin kirke og sit rige på jorden til gavn og velsignelse for hele den menneskelige familie for at lede dem ind på sandhedens sti, forberede dem til ophøjelse i hans nærhed og på hans herlige tilbagevenden og rige på jorden. Hans planer vil blive udført trods al den modstand, som kan opbydes af ugudelige mennesker og mørkets kræfter. Alt som står i vejen for dette værk, vil blive ryddet af vejen. Intet vil være i stand til at modstå hans kraft, men alt, som han har bestemt, vil blive fuldført helt og aldeles. Guds kærlighed til sit folk vil fortsætte og holde stand, og de skal triumfere i hans vælde.¹⁰

Skal vi så tale om, at dette rige skal ødelægges! … Hvorfor, I kan lige så godt prøve at rive stjernerne ned fra himmelhvælvingen eller månen eller solen ud af deres bane! Det kan aldrig lade sig gøre, for dette er den Almægtiges værk.¹¹

Guds rige rykker frem med styrke og kraft og med stor og strålende succes.¹²

Dette værk er bygget på en sikker grundvold, grundlagt på tidernes klippe … Uanset hvem, der er faldet fra på vejen, og hvis tro der forliste, så vil Kirken gå frem.¹³

Kirken vil bestå, for den hviler på et fast grundlag. Den er ikke menneskeskabt, den stammer ikke fra et studium af Det Gamle Testamente eller Det Nye Testamente, den er ikke et resultat af indlæring, vi har modtaget på et universitet eller et seminarium, men den er kommet direkte fra Herren. Herren har vist os den gennem princippet om Helligåndens lys, og ethvert menneske kan modtage den samme ånd …

Han giver os viden om, hvad vi skal gøre, for så vidt vi er villige til at ofre vores liv frem for at handle stik imod den viden. Han viser os det celestiale riges hemmelighed, og han kommunikerer konstant ting til os, som vi ikke vidste noget om før. Denne viden og intelligens vokser konstant i os …

Vi har modtaget for megen kundskab til at lade vore mål forpurre. Lad dem, som ønsker at forfølge eller forkaste mormonismen, gøre det … Det er vores opgave at vokse i kundskab om Gud, holde Guds befalinger, være trofaste og fortsætte med at vokse og blive mere og mere fuldkomne, efterhånden som vi bliver ældre¹⁴ (se forslag 3 på s. 242).

Vi er Guds folk, og han vil beskytte os, når vi går fremad og gør alt, som han fordrer.

I mange tilfælde … hvor udslettelsen af Guds folk syntes uundgåelig, og der ingen udvej var … dukkede der pludselig noget eller nogen op til deres undsætning, som afvendte den forestående udslettelse. Dette så vi i tilfældet med israelitterne, der blev ledet af Moses. Da de kom til Det Røde Hav med egypternes hær i hælene, klar til at udrydde dem, syntes der ikke at være nogen udvej, men i selv samme øjeblik udfrielsen var påkrævet, se da viste den sig, og de blev udfriet (se 1 Mos 14:10-25).

Sådan har det været, og sådan vil det altid være med os. Selvom vore vanskeligheder måtte synes store, vil der alligevel blive sørget for en udvej, hvis vi udfører de pligter, der påhviler os som Guds børn. Men i fremtiden kan det blive nødvendigt – og dette er en pointe, som jeg ønsker at fremhæve – for nogle af de hellige at handle som dronning Ester, og være villige til at ofre alt, hvad der kræves af dem med det formål at udvirke udfrielse for de sidste dages hellige.

Først og fremmest bør vi vide, at vi er Guds folk … Det er vores opgave at gå frem som Ester, og være villige til at risikere alt for folkets frelse. Da hun tog opgaven på sig, sagde Ester: »Skal jeg dø, så lad mig dø!« (se Est 4:3-16) … Men Guds folk vil ikke blive udryddet. Der vil altid være en vædder i krattet til deres udfrielse (se 1 Mos 22:13) …

Herren har sagt: »Jeg har besluttet i mit hjerte … at jeg vil afprøve jer i alt, om I vil forblive i min pagt, selv til døden, så I kan findes værdige. For hvis I ikke vil forblive i min pagt, så er I mig ikke værdige« (se L&P 98:14-15). Vi har noget at leve for, og vi har alt at dø for. Men disse sager handler ikke om død. Der er frelse, og der er liv, hvis Guds folk – de som kalder sig efter Herren Jesu Kristi navn – vil holde hans bud og handle udadleligt for ham. Det er ikke en del af den Almægtiges plan at lade sit folk udrydde. Hvis vi handler ret og holder hans bud, vil han helt sikkert udfri os af vore vanskeligheder¹⁵ (se forslag 4 på s. 242).

Tiden er inde til at ydmyge os for Gud og udføre det værk, som han har betroet os.

For dem, der vedstår sig at være engageret i hans værk, er opgaven at bevæge sig fremad, gå fremad … uden at knurre eller at skulle nødes til det; så længe der er et skridt fremad at tage, så skal det skridt tages.¹⁶

Tiden er nu inde for de sidste dages hellige til at ydmyge sig for den Almægtige … Tiden er nu inde for de sidste dages hellige til at finde ud af, hvad det er, de har forpligtet sig til, det er på tide, at de sidste dages hellige omvender sig fra deres synder og tåbeligheder og påkalder den Almægtige, så hans hjælp kan gives … så vi kan gå fremad og fuldføre det store værk, som han har betroet i vores varetægt.¹⁷

Vi er engageret i Guds værk. Fremtidsudsigterne er herlige, men lad os i alt vi gør, huske, at vi er Guds tjenere, og udfører hans vilje. Lad ikke vores retskaffenhed lide skade, men lad os vores tro øges gennem hele livet. Jeg ville være tilfreds med at bidrage der, hvor Forsynet har sat mig, og spørge Herren, hvad jeg kan gøre for at hjælpe med at opbygge Guds rige derfra og hjælpe mig med at kunne sørge for min familie.¹⁸

Vi kan øge vores kundskab, kraft og evne til at opbygge Guds rige på jorden, hvilket opnås gennem vores flid, ydmyghed og trofasthed mod de pagter, vi har indgået.¹⁹

På grund af vores uvidenhed eller manglende forståelse af Herrens veje og hans hensigter kan det ske, at vi på vores færd fremad med at udføre programmet sommetider kommer til et sted, hvor vi gør holdt. Men rent faktisk er der ikke sådanne ting indlagt i programmet, og det kan der ikke være, så længe folk fortsætter med deres arbejde og sætter deres lid til Guds løfter …

Lad enhver mand være trofast og meget flittig til at holde Guds bud og fremelske ønsket om at gøre godt omkring sig, og hvis vi, når vi ser tilbage, opdager, at vi ikke har handlet helt i overensstemmelse med vores samvittighed og pligt, så lad os godtgøre det for Gud og mennesker, så vi kan være beredte på enhver ting, der måtte ske. Lad arbejdet med at bygge templer og kirker fortsætte; lad os fortsætte med at uddanne vore børn og opfostre dem i frygt for Herren, og lad stadig evangeliet blive bragt ud til fjerne folkeslag …

Dette er Guds værk, og han leder dets kurs og fremgang på jorden, og dette værk bør altid ligge os stærkt på sinde; og så længe vi befinder os på pligtens sti, kan vi være sikre på at være faste, urokkelige og opsatte på vore mål og således vise verden vores tro og hengivenhed for de sandhedsprincipper, Gud har åbenbaret …

Herren vil sandsynligvis lægge et tungt åg på os, der vil kræve store ofre af hans folk. Spørgsmålet er så, er vi villige til at yde det offer? Dette værk er den Almægtiges værk, og de velsignelser, som vi ser hen til og som er blevet lovet, vil komme, efter vi er blevet prøvet og har bestået prøven. Jeg prøver ikke at sige til dette folk, at der foran dem ligger eller ikke ligger svære prøver, som de vil blive kaldet til at klare. For mig er spørgsmålet, om jeg er parat til at modtage og anvende enhver af de velsignelser, Herren har i vente til mig eller hans folk, på en rigtig og sømmelig måde, eller sagt på en anden måde, er jeg parat til at yde de ofre, som han måtte fordre af mig? Jeg giver ikke meget for nogen religion, som ikke er værd at leve eller dø for; og jeg giver ikke meget for den mand, som ikke er villig til at ofre alt for sin religion.

Så jeg siger til alle og en, stræb fremad! Gå fremad og se Herrens frelse, stå ikke stille²⁰ (se forslag 5 på s. 243).

Forslag til studium og undervisning

Tænk over disse forslag, når du studerer kapitlet eller forbereder dig på at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

Gennemgå beretningen på s. 233-236. Hvad tror du, der menes med at sige, at Guds rige bevæger sig fremad? Hvilke oplevelser har hjulpet dig til at se, at Guds rige går fremad?
I sidste afsnit på s. 238 omtaler præsident Snow fire profetier i Det Gamle Testamente. På hvilke måder er disse profetier blevet opfyldt i dag?
Studér præsident Snows lære om, hvordan Kirken går fremad trods modstand (s. 238-239). Hvordan kan denne lære hjælpe os, når folk forfølger os på grund af vores tro? Hvordan har du håndteret, at andre har opponeret mod dit vidnesbyrd?
Gennemgå det tredje og fjerde afsnit på side 240. Når det fordres, at vi yder ofre, hvad kan vi så lære af Esters eksempel? I sådanne situationer, hvordan tror du så, at det hjælper os at »vide, at vi er Guds folk«?
I det sidste afsnit i dette kapitel råder præsident Snow medlemmerne til at opbygge Guds rige, der hvor Herren har sat dem. Hvordan hjælper forældres indsats i hjemmet med at opbygge Guds rige over hele jorden? Hvordan kan hjemme- og besøgslærere hjælpe med at opbygge Guds rige?

Skriftstedshenvisninger: Matt 24:14; Eter 12:27; Moro 7:33; L&P 12:7-9; 65:1-6; 128:19-23

Til underviseren: »Det er ofte en hjælp at begynde at tænke på en kommende lektion hurtigt efter, at du har undervist i den foregående lektion. Du vil sikkert være mest opmærksom på dem, som du underviser, og deres behov og interesser lige efter, at du har været sammen med dem« (se Undervisning, den største kaldelse, s. 97).

Præsident Snow vidnede om gengivelsen af evangeliet gennem profeten Joseph Smith.

Brødre og søstre, Gud har oprettet sin kirke og rige på jorden til gavn og velsignelse for den menneskelige familie.