Kapitel 14

»For Gud er alt muligt«

»De krav, der hviler på os, er af en sådan karakter, at ingen person kan efterkomme dem uden bistand fra den Almægtige … Han har lovet denne hjælp.«

Fra Lorenzo Snows liv

Præsident Lorenzo Snow var en arbejdsom mand, som fulgte et af sine egne råd, som han ofte gentog: »Vi må gøre vores yderste … Det nytter intet bare at være uvirksomme uden at handle.«¹ Men han indså, at trods sit store ønske om at opbygge Guds rige ville hans egne anstrengelser aldrig være tilstrækkelige uden Guds nåde – eller »overjordiske hjælp«² som han ofte kaldte den. Så samtidig med at han opfordrede Kirkens medlemmer til at arbejde hårdt på »udviklingen af retfærdige principper«, sagde han i samme åndedrag, at vi »sidste dages hellige bør forstå og huske på, at frelse kommer gennem Guds nåde.«³ Han vidnede om, at Gud ville føje sin styrke til vores indsats: »Der hvor Gud sætter os, er det meningen, vi skal stå; når han kræver, at vi anstrenger os for at støtte disse hellige principper, så er det det, vi skal gøre; det er alt, hvad vi behøver at bekymre os om; resten tager vor himmelske Fader sig af.«⁴

Præsident Snows søster, Eliza, så, at han levede efter denne lære. Hun beskrev ham som en mand med en »urokkelig tillid til Guds bistående kraft og nåde.« Hun sagde, at han »vidste, hvem han satte sin lid til«, og derfor var han i stand til at udholde »enhver trængsel og modgang« og »overvinde enhver forhindring.«⁵

Lorenzo Snow viste sin tillid til Guds bistående kraft, da han rejste ud for at tjene på mission i England i 1840. På den 42-dage lange rejse over Atlanten blev han og hans rejsefæller udsat for tre voldsomme storme. Han fortalte senere, at dette var »forfærdelige storme – storme, som de, der var vant til havet, kaldte for meget farlige.« Han bemærkede forskellen i den måde han reagerede på stormene på i forhold til andre rejsende: »I en række tilfælde var situationen for at sige det mildt forfærdelig skræmmende. Jeg var ikke overrasket over mænd, kvinder og børn, der ikke havde lært at sætte deres lid til Gud, vred deres hænder af frygt og græd. Min lid stod til ham, der havde skabt havene og defineret deres grænser. Jeg var ude i hans ærinde – og jeg vidste, at jeg var blevet sendt på denne mission af en myndighed, han anerkendte, og selvom elementerne rasede, og skibet svajede og rystede i de rullende bølger, så stod Herren ved roret, og mit liv var trygt i hans hænder.«⁶

Mange år senere, da Lorenzo Snow blev præsident for Kirken, fandt han atter trøst i sin viden om, at Herren stod ved roret. Ved et møde, der blev holdt den 13. september 1898, udtrykte De Tolv Apostles Kvorum enstemmigt deres støtte til ham som præsident for Kirken. Et referat fra mødet viser, at han rejste sig op og sagde, at »der ingen grund var til at komme med undskyldninger for hans utilstrækkelighed osv. i forbindelse med at påtage sig det store ansvar, der lå i den stilling … Han følte, at det handlede om, at han gjorde sit allerbedste og forlod sig på Herren«⁷ (se forslag 1 på s. 177).

Lorenzo Snows lærdomme

Med Guds hjælp formår vi alt, der fordres af os.

Jeg vil gerne tale på en måde, som vil være til vores oplysning og fælles fremgang i de ting, der vedrører vores frelse. Til dette formål ønsker jeg tro og bønner fra alle dem, som tror på, at vi kan se hen til Herren for vejledning og intelligens.

Vi bør indse, hvilket forhold vi har til Herren vor Gud, og den særlige stilling, vi har. For fyldestgørende at kunne varetage de forpligtelser, der hviler på os, har vi brug for himmelsk hjælp …

Jesus fortalte en ung mand, der kom til ham og ønskede at vide, hvad han skulle gøre for kunne arve evigt liv, at han skulle holde budene. Den unge mand svarede, at han havde holdt alle de bud, der blev nævnt, siden han var ung. Frelseren, der så på ham, bemærkede, at der stadig manglede noget. Den unge mand havde holdt den morallov, som blev givet til Moses, og dette elskede Jesus ham for, men han så, at der manglede noget. Han var en rig mand og havde en vis verdslig indflydelse som følge af sin store velstand. Jesus vidste, at før han kunne opløfte ham eller nogen anden til den celestiale verden, var det nødvendigt, at vedkommende skulle underkaste sig i alle ting og anse lydighed mod den celestiale lov for værende af største vigtighed. Jesus vidste, hvad der var krævet af enhver for at blive kronet med celestial herlighed – nemlig at intet blev regnet for mere værd end lydighed mod himlens krav. Frelseren så i den unge mand en hang til noget, som ikke var i overensstemmelse med det celestiale riges lov. Han så måske en tilbøjelighed i ham til at holde fast ved nogle følelser, som var skadelige for ham, og som ville gøre en overholdelse af evangeliets krav ubehagelig eller umulig, og derfor sagde han til ham, at han skulle sælge alt, hvad han ejede, og give det til de fattige og følge ham.

Denne besked gjorde den unge mand bedrøvet og sorrigfuld. Han betragtede rigdom som det store formål med livet, idet den gav ham verdslig indflydelse og alle ønskelige ting og sikrede ham livets velsignelser og glæder og en høj position i samfundet. Han kunne ikke forestille sig, at et menneske kunne sikre sig de velsignelser, glæder og privilegier i livet og øvrige ting, som han af natur hang ved, uden hans velstand. Men evangeliet var af en natur, som kunne sørge for alt, der var nødvendigt, for at opfylde menneskenes ønsker og krav og gøre dem glade. Rigdom var ikke beregnet til det, og Herren ønskede, at han skulle opgive de tanker og fjerne dem fra sit sind og sine følelser, så han kunne gøre ham til sin tjener i alle ting. Han ønskede, at denne mand skulle hengive sig helt til tjeneste og gå helhjertet ind i hans værk og følge Helligåndens tilskyndelser og forberede sig på celestial herlighed. Men det var denne unge mand ikke villig til, det var for stort et offer. Og Frelseren sagde ved denne lejlighed: »Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.«

Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« De troede, at intet menneske kunne være velhavende og blive frelst i Guds rige. Sådan opfattede de Frelserens bemærkninger. Men Jesus svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt« (se Matt 19:16-26; se også Joseph Smiths oversættelse af Matt 19:26, fodnote a, og Mark 10:27, fodnote a.)⁸ (Se forslag 2 på s. 177).

Gud har lovet at hjælpe os i vore personlige bestræbelser på at efterleve evangeliet.

I og af os selv kan vi umuligt efterkomme alle de befalinger, som Gud har givet os. Selv Jesus kunne ikke have udført sit værk uden guddommelig bistand fra sin Fader. Han sagde ved en lejlighed: »Jeg kan intet gøre af mig selv; som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, for jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig« (Joh 5:30). Og hvis det var nødvendigt for ham, vor Herre, at modtage guddommelig assistance, vil vi finde det så meget desto vigtigere at modtage hans hjælp. Og under enhver omstændighed og ethvert forhold omkring de sidste dages hellige er de under udførelsen af deres pligter berettigede til himmelsk bistand fra Helligånden for at hjælpe dem under de forskellige forhold, de er i, og i de pligter, de har fået pålagt at udføre …

Jeg kan ikke forestille mig noget, der er lige så vigtigt, som det at arbejde for og opnå ens egen personlige ophøjelse og herlighed. Dette er utvivlsomt en stor del af formålet med, at vi kom til verden … Ingen mand eller kvinde bør miste modet, når de føler, at de ikke helt kan udføre alt det, de gerne vil, men vi bør alle gøre, hvad vi kan for at løfte det store værk frem, som vi er her for at udføre.⁹

Karakteren af den religion, som vi har viet os til, kræver en bestemt adfærd, som ingen andre religioner, som vi kender til, fordrer af sine tilhængere; og beskaffenheden af disse krav til os er således, at intet menneske kan efterleve dem uden den Almægtiges hjælp. Det er nødvendigt, at vi, i det mindste til en vis grad, forstår de store og vigtige velsignelser, som vi i sidste ende kan modtage ved at efterkomme kravene i den religion eller det evangelium, som vi har antaget. De ofre, som kræves af os, er af en sådan art, at ingen mand eller kvinde kan yde dem, medmindre man bistås af en overjordisk kraft; og Herren havde aldrig, da han satte disse krav, nogen intention om, at hans folk skulle udføre dem uden himmelsk hjælp, og om den hjælp undervises der ikke blandt noget andet religiøst folk. Han har lovet denne hjælp …

Disse krav … er blevet sat i enhver tidsalder og periode, hvor Gud har kaldet et folk til at tjene ham og modtage hans love. De blev sat i Israels dage fra begyndelsen af det folks historie. De blev stillet til Abraham, Isak og Jakob. De blev krævet af Moses og det folk, som han førte ud af egyptisk trældom. De blev sat til alle profeterne, der har været siden Adams tid og til nu. De blev krævet af apostlene, som modtog deres kald ved håndspålæggelse af Jesus Kristus, den levende Guds søn, og af tilhængerne af den tro, som apostlene forkyndte og lærte folket på deres tid, og intet menneske eller nogen grupperinger af mennesker fra Adams dage og indtil nu kunne have imødekommet disse krav, medmindre de blev styrket med kraft fra det højeste, hvilken kun kan komme fra Herren vor Gud¹⁰ (se forslag 3 på s. 178).

Når vi tager del i Guds værk, har vi brug for Guds hjælp.

Hvad I end foretager jer til fremme af Zions interesser, er I afhængige af Herren for at det kan lykkes.¹¹

Et menneskes sind bør alene være henvendt på Guds ære i alt, som det sætter sig for at opnå. Vi bør påtænke, at vi af os selv intet formår. Vi er Guds børn. Vi befinder os i mørke, medmindre Gud oplyser vores forstand. Vi er magtesløse, medmindre Gud hjælper os. Det arbejde, vi er her for at gøre, er af en sådan art, at vi ikke kan gøre det, medmindre vi får hjælp fra den Almægtige … Her er det store problem med menneskene i verden og i for høj grad med Israels ældster; vi glemmer, at vi arbejder for Gud; vi glemmer, at vi er her for at udføre et bestemt formål, som vi har lovet Herren, at vi ville arbejde for. Det er et mægtigt værk, vi er engageret i. Det er den Almægtiges værk, og han har udvalgt de mænd og kvinder, som han kender fra forudtilværelsen til at udføre hans hensigter.¹²

Det arbejde, som I og jeg er engageret i, kan kun gå fremad og have fremgang ved Guds begunstigelse af vore trofaste og oprigtige anstrengelser og vores beslutsomhed om at udføre det arbejde, som vi er sat her i livet for at udføre. Når vi ser tilbage på den erfaring, vi har gjort os, kan vi nemt forstå, at vores fremgang har været afhængig af vores ærlige indsats for at udføre Guds værk, at arbejde til gavn for mennesker og så vidt muligt frigøre os af vores selviskhed. Eftersom det har været sådan før, kan vi godt tro på, at vores fremtidige fremgang afhænger af vores beslutsomhed på at gøre Guds vilje under alle omstændigheder og med den hjælp, som han vil give os¹³ (se forslag 4 på s. 178).

Forslag til studium og undervisning

Tænk over disse forslag, når du studerer kapitlet eller forbereder dig på at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

Tænk over beretningen på side 171-173. Hvorfor tror du, at folk, der sætter deres lid til Gud, reagerer så anderledes på prøver end mennesker, der ikke sætter deres lid til Gud?
Tænk over beretningen om Frelseren og den rige unge mand (s. 173-175). Hvilke ting er det, folk higer efter, som gør, at de må gå bedrøvede bort? Hvorfor er vi nødt til at fjerne sådanne ting fra vores liv, før vi kan modtage Herrens største velsignelser?
Præsident Snow belærte om, at selv Frelseren havde brug for »guddommelig bistand« for at udføre sit værk (s. 175). Hvordan kan du bruge præsident Snows ord til at hjælpe en person, der føler sig utilstrækkelig ved kravet om at efterleve evangeliet?
Gennemgå det sidste afsnit i kapitlet (s. 176-177). Hvorfor tror du, at vi sommetider ikke beder Gud om hjælp? Tænk over, hvad du kan gøre for at modtage mere af hans hjælp.

Skriftstedshenvisninger: Fil 4:13; 2 Ne 10:23-24; 25:23; Jakob 4:6-7; Mosi 24:8-22; TA 1:3

Til underviseren:»Vælg deltagere til at læse udvalgte spørgsmål fra slutningen af kapitlet (enten enkeltvis eller i små grupper). Bed dem om at se efter lærdomme i kapitlet, der vedrører spørgsmålene. Tilskynd dem dernæst til at fortælle resten af gruppen om deres tanker« (s. vii i denne bog).

Inden Frelseren helbredte en blind mand, sagde han: »De gerninger, som han, der har sendt mig, vil have gjort, må vi gøre« (Joh 9:4).

Det arbejde, som I og jeg er engageret i, kan kun gå fremad og have fremgang ved Guds begunstigelse af vore trofaste og oprigtige anstrengelser.