Kapitel 19

Missionering: »For at nå ethvert menneskes hjerte«

»Der er en måde at nå ethvert menneskeligt hjerte på, og det er jeres ansvar at finde ind til hjertet hos dem, I er kaldet til at tjene.«

Fra Lorenzo Snows liv

Lorenzo Snow blev døbt i Kirtland i Ohio, hvor han studerede hebraisk i en klasse sammen med profeten Joseph Smith og andre ledere i Kirken. Han håbede på, at han en dag ville få sig en »klassisk uddannelse« på et universitet i det østlige USA.¹ Men mens han arbejdede sig hen mod dette mål, begyndte han at mærke noget, der trak i en anden retning. Han mindedes senere:

»Jeg modtog evangeliets sandheder med et åbent hjerte, og jeg var fuldt opsat på ikke at lade det blive ved det … Jeg begyndte at bekymre mig over, hvorvidt det, efter at have modtage denne vidunderlige kundskab, var rigtigt af mig ikke at vidne om den. Unge mænd, der havde været udsendt på mission, vendte tilbage og vidnede om de velsignelser, de havde opnået … og jeg begyndte at tænke, at i stedet for at forberede mig til et østligt universitet, burde jeg begynde at bære vidnesbyrd om det, Herren så rigt havde givet mig kundskab om. På samme tid passede det mig ikke at opgive mine planer om uddannelse, fordi det længe havde ligget mig på sinde, og dengang havde jeg muligheden for og midlerne til at gøre det.«

Idet han kæmpede med sine følelser, spurgte han en god ven til råds: »Jeg fortalte ham, hvad jeg ønskede, og han sagde: ›Bror Snow, jeg ville ikke give andre det samme råd i disse omstændigheder, som jeg giver dig nu. Hvis jeg var i dit sted, ville jeg gå videre med mine planer og få mig en uddannelse.‹ Det var lige, hvad jeg ønskede, at han skulle sige, og det glædede mig. For en tid var jeg tilfreds, men da jeg i løbet af vinteren hørte disse unge ældster vidne om deres succes med at forkynde evangeliet, tænkte jeg endnu mere over det. Herren havde givet mig en kundskab om, at han ville komme til jorden, og der var en nødvendig forberedelse at træffe i den forbindelse: Han havde givet mig alt, hvad jeg havde bedt om og mere til; for den dåb jeg havde modtaget af Helligånden og den fuldkomne viden, der var givet mig, var mere virkelig og overbevisende end nedsænkningen i det kolde vand, og jeg følte, at der hvilede et ansvar på mig. Så jeg smækkede mine bøger i og lagde latinen og det græske til side.«²

Efter Lorenzo Snow havde truffet denne beslutning, var han på mission i delstaten Ohio i 1837. Han tjente senere på andre missioner – først i delstaterne Missouri, Illinois, Kentucky og Ohio, og dernæst i England, Italien, Hawaii, det nordvestlige USA og delstaten Wyoming. Mens han var i England, skrev han et brev til sin tante og forklarede, hvorfor han var villig til at forlade sit hjem og tjene som missionær: »Tanken om, at jeg er mellem 6000 og 8000 kilometer væk fra mit barndomshjem og alle mine tidlige, kære minder, afføder naturligvis spørgsmålet: Hvorfor er jeg her? … Jeg er her, fordi Gud har talt og oprejst en profet, gennem hvilken han har gengivet det evige evangeliums fylde med alle dets gaver, kræfter, ordinancer og velsignelser og med en formaning til alle mennesker: ›Omvend jeg for Himmeriget er nær.‹ Ved Guds forsyn er jeg blevet kaldet som repræsentant for at bringe dette budskab ud til jordens folkeslag, hvilket jeg indser giver mig et stort ansvar, som jeg ikke kan løfte uden den Almægtiges hjælp.«³

Præsident Snow var altid taknemlig for den beslutning, han traf om at tjene Herren som missionær. I september 1901 sagde han i en alder af 87 år: »Selv nu har jeg fornøjelse af at mindes mine dage som missionær. De følelser, der opstod gennem disse særlige oplevelser, er blevet en del af mit væsen«⁴ (se forslag 1 på s. 230).

Lorenzo Snows lærdomme

Eftersom vi har modtaget evangeliets fylde, ønsker vi, at andre skal kunne glæde sig over de samme velsignelser.

Når et menneske modtager kundskab, føler han sig tilskyndet til at dele den med andre; når en mand er glad, lærer den ånd, han har, ham at stræbe efter at gøre andre glade … Er der nogen chance for, at et menneske bliver lykkeligt uden kundskab om Kristi evangelium? … Selvom mennesker i verden prøver at gøre sig lykkelige, har de ikke megen succes med deres forehavende. De kan ikke blive lykkelige på anden måde end ved at tage imod evangeliets fylde, som lærer os, at vi ikke skal vente, til vi indgår i evigheden, før vi kan være lykkelige; men det lærer os her at stræbe efter at gøre os selv og dem omkring os glade ved den Almægtiges velsignelser.

Dette bør derfor være vores mål og motivation: At lære at være til nytte; at være frelsere for vore medmennesker; at lære hvordan man redder dem; at formidle dem en kundskab om de principper, som er nødvendige for at løfte sig til samme grad af intelligens, som vi selv har.⁵

Gå ud og gør jer til venner med dem omkring jer, eller udvælg en person og prøv at opbygge vedkommendes følelser, tro, forhold og sind, prøv at oplyse dem, og dersom de er syndere, så stræb efter at hjælpe dem til at omvende sig fra deres synder og befri sig fra det fangenskab, de er i, for at tage del i det lys og den frihed, I nyder, for på den måde kan I gøre godt med den viden, som Herren har tildelt jer⁶ (se forslag 2 på s. 234).

Missionærer er villige til at ofre for at hjælpe andre til at komme til kundskab om sandheden.

De hellige havde knapt fået bosat sig i disse dale (i Utah), før Herrens tjenere rettede deres opmærksomhed mod det store missionsansvar, der hvilede på Kirken.

Vi var fattige og kæmpede for at gøre landet beboeligt, men vi kunne ikke negligere den pligt, vi havde, til at forkynde evangeliet i udlandet, for Herren havde givet befaling om, at det skulle forkyndes for hele verden. Det er et af beviserne på guddommeligheden i dette værk, at de sidste dages hellige midt i uddrivelse og forfølgelse trofast stræbte efter at udføre denne befaling fra Herren.

Ved generalkonferencen i Kirken i oktober 1849 – kun to år efter pionererne var ankommet til Saltsødalen – blev en række ældster kaldt på mission i forskellige dele af verden. Fire af De Tolv Apostle blev kaldet til at stå i spidsen. Apostlen Erastus Snow blevet kaldet til Skandinavien, apostlen John Taylor til Frankrig, jeg blev kaldet til Italien og apostlen Franklin D. Richards til England, hvor der allerede var dannet en mission. I de ugunstige forhold, vi befandt os under, var vore familier forarmede, og det var en tung opgave for os, men Herren havde kaldt, og vi var parate til at følge, uanset hvilket offer det indebar.⁷

Vi har viet vores liv, som ikke er os så dyrebart, for at verden må kunne forstå, at der er en Gud i de evige verdener; så de kan komme til forståelse af, at Gud i dag har anliggender med menneskenes børn. Verden henfalder i vantro følelser og meninger. Selv blandt kristne mennesker er der tusindvis, ja titusindvis, som, selv om de ikke er villige til at indrømme det, fordi det ikke er velanset, ikke tror på, at Gud har noget med menneskenes børn at gøre. Vi er nødt til at stå frem og ofre noget, for at den tro og kundskab kan nå ud til menneskenes børn.⁸

Når vi kalder vore unge missionærer til jordens nationer, så tager de den sag i betragtning, og de har hørt om de tidligere udsendte missionærers erfaringer rundt om i verden, og det er ikke en af de mest frydefulde ting for en person at forvente at skulle gå gennem prøver og vanskeligheder, som de kan se, de skal igennem. Men dyden ligger i deres villighed til at gå i gang og efterkomme kravene.⁹

Der er visse ting ved en mission, som ikke er spor behagelige for vore unge ældster. De ved, at de skal opgive alle hjemmets behageligheder, de forstår, at de skal ud blandt mennesker, som ikke altid vil føle taknemlighed for det, de har at sige til dem; og alligevel føler de på den anden side, at de er i besiddelse af livets frø, og kan de finde en ærlig mand eller kvinde, så vil Herrens Ånd virke i deres hjerte, og de vil måske tage imod det herlige budskab, de har. Dette giver dem glæde og tilfredshed. En anden ting, som de ser i denne oplevelse, er en chance for at sikre sig noget, som vil være af stor værdi for dem i deres fremtidige pligter. Det er besynderligt at tænke på, at blandt de tusindvis af breve, jeg har modtaget fra dem, som er blevet kaldet til at tage på mission – mest unge mænd – kan jeg kun komme i tanke om et brev med et afslag. Hvordan kan det være? Det er, fordi kærlighedens og udødelighedens ånd, den Almægtiges Ånd, er i disse unge ældster. De har modtaget tilkendegivelser, der inspirerer dem til at gøre det, som de ellers intet incitament ville have for at gøre¹⁰ (se forslag 3 på s. 230-231).

Missionærer bør aldrig glemme, at de er himlens ambassadører, budbringere af gode og herlige tidender.

Vi sender vore ældster ud for at forkynde evangeliet. Hvem sender dem? … Israels Gud sender dem ud. Det er hans værk. Der findes intet jordisk menneske, der er mere interesseret i en ældstes succes, når han forkynder evangeliet, end Herren er, som sendte ham ud for at forkynde for folk, som er Herrens børn. Han skabte dem i hin verden, og de er kommet her, fordi Herren ønskede, at de skulle komme.¹¹

Vi føler, at I missionærer vil få stor succes, for vi har følt og ved, at I er blevet kaldet af Gud. Menneskers visdom ville aldrig have udtænkt et værk som dette. Jeg forbavses, når jeg tænker over dets storhed. Jeg kan sige, at dette er selve det arbejde, der er brug for lige nu: og jeg føler, at I vil tage fat på det af hele jeres sjæl. Fremelsk den ånd, som Jesus talte om, da han sagde, at han kun gjorde det, som Faderen ville, at han skulle gøre (se Joh 5:30).

Glem alt om jeres vanskeligheder og tilsyneladende tab; tænk ikke på jeres egne interesser, så vil jeres fremgang blive stor og herlig, og hele Kirken vil kunne mærke indsatsen af jeres arbejde.

Glem alt om ligegyldigheden hos dem, I kommer til at arbejde blandt, og de små skuffelser, I møder der. Herrens Ånd vil være med jer, og I vil påvirke ånden hos dem, I tjener, og overvinde deres ligegyldighed … I vil blive tilfredse, når I har udført det arbejde, I er blevet udsendt for at gøre …

I har fået den største myndighed overdraget på jer, men dette behøver I ikke at tale om. I vil opdage, at der ingen grund er til at tale om det; Herrens Ånd vil bekræfte det, og folk vil mærke, at I har den, og denne bekræftelse og følelse vil være jeres autoritet.

I vil møde nogle, der tænker, at de ved mere, end I gør, men hvis I gør jeres pligt som foreslået, vil de, før I forlader dem, føle, at I har lidt mere end de har, og at I har velsignet og hjulpet dem …

Prøv at komme godt ud af det med dem, I er sendt til. Den ydmyghed, I udviser, og Herrens Ånd, der hviler på jer, vil vise jeres egnethed til den stilling, I er kaldet til at indtage. Prøv at forstå den menneskelige natur og handl i overensstemmelse dermed for at gøre alle glade og alt acceptabelt …

Der er en måde at nå ethvert menneskeligt hjerte på, og det er jeres ansvar at finde ind til hjertet hos dem, I er kaldet til at tjene …

Jeg føler trang til at sige: Gud velsigne jer. I vil blive indsat, før I tager af sted, og vi vil bede for jer og følge jer med den største interesse. Vær sagtmodig og ydmyg af hjertet. Når I ser ud over en forsamling, er der måske to motiver, som inspirerer jer; for det første, at I må tale godt og som taler gøre et godt indtryk på tilhørerne, og dernæst melder spørgsmålet sig, hvorfor er jeg her? For at plante livets frø i hjertet på disse tilhørere, og der bør opstå en bøn i jeres hjerte, der siger: »O, Herre, vil du skænke mig Ånden til at kunne røre hjertet hos dette folk?« Denne korte bøn er alt, I ældster behøver. Det er alt, I behøver sige. »Må jeg kunne sige noget, der frelser disse sjæle?« Det er det, Det Første Præsidentskab … og alle jeres brødre ønsker af jer.¹²

Ret jeres opmærksomhed mod at pudse jeres åndelige rustning. Jeg har opdaget, at når jeg lægger mine timelige anliggender til side, så rettes mine øjne mod åndelige ting. Bed, brødre, og tro ikke, at det skader at faste … Vær ikke for spøgefulde, og vær påpasselige med ikke at støde Ånden. På min mission opdagede jeg efter en uge eller to, at jeg kunne glemme det derhjemme, og Guds Ånd opmuntrede mig. Ånden drages af frihed og glæde, men bliv ikke overstadige … Bed altid om, at I må have Guds Ånd hos jer fra isse til tå.¹³

De ældster, der arbejder i vingården, må aldrig tabe det af syne, at de er ambassadører for himlen, at de er budbringere af gode tidender til mennesker, der ikke kender Herren …

Da profeten Joseph Smith sendte de første ældster ud til et fremmed land, forudså han den modtagelse, de ville få, og han sagde til dem, at relativt få ville tage imod dem som Guds tjenere, de fleste ville afvise dem og ikke vise deres budskab nogen opmærksomhed. Dette har været Guds tjeneres lod fra tidernes morgen, og vi må være tilfredse med resultaterne af samvittighedsfuldt arbejde, også selv om det gennem os blot er få, som er kommet til kundskab om sandheden …

Jeg håber og beder til, at ingen arbejdende ældste … vil glemme, hvem han er og give efter for verdens fristelser. Der findes kun en sikker måde at styre uden om dem på, og det er ved bevidst at undgå ondt, ja i enhver skikkelse. Fristelser vil I møde i en eller anden form. Det er agendaen for fjenden af vores frelse, men det er Israels ældsters opgave at hæve sig over fristelse, og for at kunne gøre dette med held må de bevare sig uplettede af verden … For så vidt de udvikler og nærer ånden i deres mission og indser vigtigheden af deres høje kald fra Jesus Kristus og lever i ånden af samme, vil de være i stand til at vejlede og redde mennesker, afspejle himlens lys for dem og være ulig noget andet menneske; men hvis de træder ind på fjendens område og tager del i verdens ånd, bliver de berøvet deres styrke og bliver ligesom andre mennesker, og de er ikke egnede til andet end at vende hjem og søbe i den faldnes sorg og forvolde hjertesorg hos deres kære på grund af deres tilstand … For så vidt at de fortsat søger Herren i ydmyghed og alene har øjet henvendt på hans ære og herlighed og i deres hjerte higer efter menneskesjælenes frelse og gør alt, hvad de kan, for at tilvejebringe deres frelse, vil de nyde glæde hævet over enhver beskrivelse for deres arbejde i kødet, og de vil til sidst blive delagtige med Faderen og Sønnen i ting, som er for store og herlige for dødelige at begribe eller fatte¹⁴ (se forslag 4 og 5 på s. 231).

Hjertet fryder sig, når vi hjælper andre til at modtage evangeliets fylde.

Vi antager … fra vores side, at for at udføre dette værk kræves stor tålmodighed, tro, flid, nidkærhed, ihærdighed og udholdenhed, som nødvendigvis må udøves og udvises. I de byer … hvor tusindvis med tiden modtog evangeliet, blev der i adskillige tilfælde tilbragt måneder med tilsyneladende frugtesløst arbejde, inden en passende opmærksomhed og overholdelse af disse principper kunne tilvejebringes … Vi må i nogle tilfælde ikke blot bruge måneder, men endog år; men vi føler os forsikrede om, at vi til sidst gennem tro, bøn og Herrens velsignelse vil overvinde alle disse vanskeligheder til Guds hæder og herlighed, og desuden vil vi selv have glæden ved at vide, at vi har gjort vores pligt, og vore klæder er uplettede af menneskenes blod.¹⁵

Ved en lejlighed, inden jeg tog videre til Italien, besøgte jeg konferencerne i Manchester, Macclesfield, Birmingham, Cheltenham, London, Southampton og i Sydengland. Jeg havde fornøjelsen af at møde mange af dem, jeg havde været med til at føre ind i Kirken otte år tidligere; og jeg behøver vel næppe at fortælle jer, at mødet med disse mennesker var en sand glæde, som altid har været en fryd at tænke på. Apostlen Johannes sagde i sin tid: »Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet; for vi elsker brødrene. Den, der ikke elsker, bliver i døden« (1 Joh 3:14). Denne kærlighed, der findes i hjertet hos missionærældster fra vores kirke til mennesker i verden, som er dem relativt fremmede, samt den kærlighed, som mennesker, der har fået evangeliets budskab, føler for de ældster, som bragte det, er i sig selv et tilstrækkeligt vidnesbyrd til at overbevise det ærlige hjerte om, at kilden er guddommelig, og at Gud er med os. Denne hellige følelse, som vækkes i os af Helligånden, har allerede udskilt os som et folk fra resten af den menneskelige familie; og det er denne følelse, som vil revolutionere hele verden og overbevise det ikke-troende menneske om, at Gud ikke alene er Fader til os alle, men at vi er hans venner og tjenere.¹⁶

Jeg har viet mit liv til at tjene Herren; alt har jeg lagt på offeralteret, så jeg kan ære ham, gøre hans vilje på antagelig vis og forkynde livets principper blandt menneskenes børn. Når jeg tænker over fortiden og ser, hvordan Herrens hånd på forunderlig vis har åbnet en udvej for mig og udover enhver forventning har hjulpet mig i alt omkring disse missioner, så føler jeg mig dobbelt så tilskyndet til at stræbe fremad i fremtiden; mit sprog kan ikke beskrive den dybe taknemlighed, mit hjerte rummer, for hans velsignelser. Må den Højestes velsignelser udøses over de brødre og hellige, hvis gavmilde sjæl og interesse for Guds værk har vist sig i disse missioner med samme gavmildhed, og når de engang skal høre lyden af tusinder og titusinder fra disse folkeslag råbe den Almægtiges pris for åbenbaringens lys, så vil deres hjerte også fryde sig i glad forvisning om, at de spillede en rolle i tilvejebringelsen af denne herlige forløsning¹⁷ (se forslag 6 på s. 231).

Forslag til studium og undervisning

Tænk over disse forslag, når du studerer kapitlet eller forbereder dig på at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

Læs s. 221-223 og tænk over Lorenzo Snows svar på spørgsmålet: »Hvorfor er jeg her?« Hvordan kan dette spørgsmål påvirke alle Kirkens medlemmer i vore muligheder for at dele evangeliet med andre?
Tænk over præsident Snows råd i afsnittet, der begynder øverst på s. 224. Tænk over, hvordan du kan følge dette råd og hjælpe en person med at finde sand glæde.
Præsident Snow fortalte om ofre, som han og andre havde ydet for at forkynde evangeliet (s. 224-226). Hvilke eksempler har du set på mennesker, som har ofret for at forkynde evangeliet? Hvorfor tror du, at mennesker er villige til at yde disse ofre?
Hvordan kan tilsagnene på s. 226-227 hjælpe en fuldtidsmissionær? Hvordan kan de hjælpe os hver især, når vi fortæller om evangeliet? På hvilke måder kan vi bruge denne lære til at hjælpe nogen, som tvivler på, hvorvidt de skal tjene på en mission?
Når du genlæser præsident Snows råd på s. 228-229, så tænk over, hvordan det gælder for alle medlemmer af Kirken. For eksempel: Hvad tror I, det betyder at »glemme sine egne interesser«? På hvilke forskellige måder kan vi finde ind til »ethvert menneskeligt hjerte«?
Læs det sidste afsnit i kapitlet, hvor præsident Snow fortæller om den varige glæde ved missionering. Hvornår har du oplevet glæden ved missionering? Hvorfor har vi sommetider brug for at være tålmodige, inden vi fuldt ud kan opleve denne glæde?

Skriftstedshenvisninger: Alma 26:1-8, 35-37; L&P 12:7-8; 18:10-16; 84:88

Til underviseren:»Bed deltagerne om at vælge et afsnit og læse det i stilhed. Tilskynd dem til at samles i grupper på to eller tre personer, der valgte det samme afsnit, og tale om det, de lærte« (fra s. vii i dette hæfte).

Når et menneske modtager kundskab, føler han sig tilskyndet til at dele den med andre; når en mand er glad, lærer den ånd, han har, ham at stræbe efter at gøre andre glade.

Tænk ikke på jeres egne interesser, så vil jeres fremgang være stor og herlig, og hele Kirken vil kunne mærke indsatsen af jeres arbejde.