Kapitel 6

Bliv rene for Herren: »Lidt bedre dag for dag«

»Forvent ikke at blive fuldkommen lige med ét. Hvis I gør, vil I blive skuffede. Vær lidt bedre i dag, end I var i går, og vær bedre i morgen, end I er i dag.«

Fra Lorenzo Snows liv

Præsident Lorenzo Snow deltog engang i et præstedømmemøde, hvor en repræsentant for hvert af ældsternes kvorum rejste sig og rapporterede om det arbejde, kvorummet havde udført. Da præsident Snow lyttede til de unge mænd, blev han påmindet om sig selv mange år tidligere. Da han rejste sig for at tale, sagde han:

»Jeg ønsker at sige noget, som I om muligt aldrig vil glemme, og jeg tror, at jeg måske er i stand til at gøre det.

Jeg ser, som jeg så ofte gør, når de unge ældster er samlet og faktisk også, når de midaldrende er samlet, en slags modvilje mod at tale til en forsamling. Jeg ser dette denne morgen hos de unge mænd, der har rejst sig for at meddele sig og give information om et bestemt stykke arbejde, de har udført.

Det ville måske ikke være forkert, hvis jeg fortalte jer lidt om min erfaring fra dengang, da jeg begyndte at tale offentligt, endog før jeg blev ældste. Jeg husker den første gang, jeg blev kaldet til at bære mit vidnesbyrd … Det var virkelig noget, jeg havde frygtet meget, og alligevel følte jeg på samme tid, at det var min pligt at gå op, men jeg ventede og ventede. En person bar vidnesbyrd, en anden bar vidnesbyrd og så en tredje og alle havde næsten gjort det, men jeg gruede stadig for at gå op. Jeg havde aldrig før talt til et publikum … Endelig besluttede jeg mig for, at det var min tur til at gå op. Det gjorde jeg så. Hvor længe tror I, at jeg talte? Jeg antager, at det varede omkring et halvt minut – det kan umuligt have været mere end et minut. Det var første gang, og anden gang, tror jeg, var nogenlunde lige sådan. Jeg var genert … men jeg besluttede mig fast og bestemt for, at uanset hvornår jeg blev kaldet til at udføre en pligt af denne art eller en anden, så ville jeg gøre det, uanset hvad resultatet måtte blive. Dette er en del af grundlaget for min succes som ældste i Israel.«

Præsident Snow fortalte de unge mænd, at han ikke længe efter denne oplevelse havde haft sit første møde som fuldtidsmissionær. »Jeg har aldrig gruet så meget for noget i mit liv, som jeg gruede for det møde,« mindedes han. »Jeg bad hele dagen, gik for mig selv og påkaldte Herren. Jeg havde aldrig talt offentligt før bortset fra ved vidnesbyrdmøder. Jeg frygtede det. Jeg tror ikke, at nogen nogensinde har gruet så meget for noget anliggende, som jeg gjorde på det tidspunkt. Mødet blev indledt, og lokalet var ret godt fyldt … Jeg begyndte at tale, og jeg tror, at jeg brugte tre kvarter af en time.«¹ Ved en anden lejlighed, hvor han omtalte det samme møde, sagde han: »Da jeg stod foran den forsamling, anede jeg ikke, hvad jeg skulle sige, men da jeg åbnede munden for at tale, hvilede Helligånden kraftigt på mig, fyldte mit sind med lys og formidlede tanker og de rette ord til at udtrykke dem med. Folk var forbavsede og efterspurgte endnu et møde.«²

Præsident Snow delte den lektie, som han ønskede, at de unge mænd skulle lære fra hans erfaring: »Mine unge venner, der er en mulighed for, at I kan blive fremragende – ligeså fremragende, som I ønsker at blive. I begyndelsen af livet er jeres hjerte måske stemt for ting, der er svære at opnå, men alligevel inden for rækkevidde. Jeres første forsøg på at indfri jeres ønsker slår måske fejl, og jeres fortsatte indsats krones måske ikke ligefrem med succes. Men for så vidt, at jeres indsats er oprigtig, og jeres ønsker er grundlagt på retfærdighed, vil den erfaring I opnår i forfølgelsen af jeres hjertes ønsker være yderst gavnlig, og selv jeres fejltag, dersom I skulle have taget fejl, vil blive vendt til jeres fordel.«³

Dette var et af præsident Snows yndlingstemaer. Han mindede ofte de hellige om Herrens befaling om at blive fuldkomne, og han forsikrede dem om, at de gennem flid og med Herrens hjælp kunne opfylde den befaling. Han sagde: »Vi bør føle i hjertet, at Gud er vor Fader, og selvom vi begår fejl og er svage, vil alt alligevel være vel med os, hvis vi lever så tæt på fuldkomment, som vi kan.«⁴

Lorenzo Snows lærdomme

Med flid, tålmodighed og guddommelig hjælp kan vi adlyde Herrens befaling om at blive fuldkomne.

»Da Abram var nioghalvfems år, viste Herren sig for ham og sagde til ham: »Jeg er Gud den Almægtige! Du skal vandre for mit ansigt og være udadlelig« (1 Mos 17:1).

I forbindelse med dette vil jeg citere en del af Frelserens ord fra Bjergprædikenen, som vi finder i de sidste vers af det 5. kapitel i Matthæus.

»Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen!« (Matt 5:48) …

Vi lærer, at Herren viste sig for Abraham og gav ham store løfter, og at der blev stillet et vist krav til ham, før han var forberedt på at modtage dem, nemlig at Abraham skulle blive udadlelig for Herren. Det samme krav stillede Frelseren til sine disciple, nemlig at de skulle blive fuldkomne som han og hans Fader i himlen er fuldkomne. Jeg opfatter dette som et emne, der vedrører de sidste dages hellige, og jeg vil gerne komme med et par få bemærkninger eller forslag til eftertanke for dem, det måtte vedrøre.

Herren agter at give de sidste dages hellige de største velsignelser; men ligesom Abraham må vi berede os til dem, og for at gøre dette, er denne samme lov, som Herren gav ham, også blevet givet til os, for at vi skal overholde den. Det fordres af os, at vi når et stadie af udadlelighed for Herren, og Herren har i dette tilfælde, som i alle andre, ikke sat krav, som er umulige at efterkomme, han har derimod givet de sidste dages hellige de midler, ved hvilke de kan tilpasse sig hans hellige befaling. Da Herren gav Abraham befalingen, gav han ham midler, hvorigennem han ville være i stand til at adlyde loven og kunne opfylde kravet. Han nød privilegiet af Helligånden. Vi får at vide, at evangeliet blev forkyndt for Abraham, og gennem evangeliet kunne han opnå den guddommelige hjælp, der gjorde ham i stand til at forstå de ting, der hører Gud til, som mennesker ellers ikke kan forstå, og uden hvilken intet menneske kan opnå et stadie af udadlelighed for Herren.

Det samme gør sig gældende for de sidste dages hellige, de kan umuligt opnå en sådan moralsk og åndelig standard, medmindre det sker gennem overjordisk (himmelsk) hjælp og bistand. Vi forventer heller ikke, at de sidste dages hellige under alle omstændigheder vil eller kan tilpasse sig denne lov med det samme. Det kræver tid; det kræver stor tålmodighed og disciplin i hjerte og sind at kunne adlyde denne befaling. Og selvom vi måtte fejle i vore første forsøg, bør det ikke fratage de sidste dages hellige modet til at holde fast i beslutningen om fortsat at øve sig i at efterleve det store krav. Selvom Abraham havde tro til at vandre for Herren i henhold til denne guddommelige lov, blev hans tro til tider prøvet alvorligt, men han mistede ikke modet, fordi han udøvede sin beslutning om at efterkomme Guds vilje.

Vi tænker måske, at vi ikke kan leve op til den fuldkomne lov, at arbejdet med at fuldkommengøre os er svært. Dette er til dels sandt, men dette til trods er det et faktum, at det er en befaling, som den Almægtige har givet os, og vi kan ikke ignorere den. Når vi oplever svære prøver, så er det tid for os til at benytte os af det store privilegium, det er, at kunne påkalde Herren for styrke og forståelse, intelligens og nåde, ved hvilken vi kan overvinde kødets svaghed, som vi konstant ligger i kamp med⁵ (se forslag 1 og 2 på s. 102).

Når vi efterlever et af Herrens krav, er vi fuldkomne på det område.

Abraham blev kaldet til at forlade sin slægt og sit hjemland (se Abr 2:1-6). Havde han ikke efterkommet dette krav, var han ikke blevet godkendt af Herren. Men han efterkom det, og da han forlod sit hjem, efterlevede han uden tvivl lydigt denne guddommelige lov om fuldkommenhed. Havde han fejlet i dette, havde han visseligt ikke adlydt den Almægtiges krav. Og medens han forlod sin fars hus, medens han underlagde sig denne prøve, gjorde han det, som hans egen samvittighed og Guds ånd retfærdiggjorde ham i, og ingen kunne have gjort det bedre, for så vidt som han intet gjorde forkert i denne anstrengelse.

Da de sidste dages hellige modtog evangeliet i nationer langt herfra, og da røsten fra den Almægtige lød til dem om at forlade deres fædreland, forlade deres slægt som Abraham gjorde, var de for så vidt som de indvilligede i dette krav, og for så vidt de vandrede i lydighed mod denne lov, så fuldkomne som mennesker kan være under de omstændigheder og den sfære, i hvilken de handlede – ikke at de var fuldkomne i kundskab eller kraft osv., men de var det i deres følelser, i deres retskaffenhed, motiver og beslutsomhed. Og da de krydsede det store dyb, var de for så vidt så fuldkomne, som Gud fordrede det af dem at være, idet de gjorde det uden at murre eller klage. De adlød de råd, der blev givet dem, og på enhver måde opførte de sig på passende vis.

Herrens plan er at føre os op til det celestiale rige. Han har gennem åbenbaring gjort det kendt, at vi er hans afkom, undfanget i de evige verdner, at vi er kommet til denne jord med det særlige formål at forberede os til at modtage en fylde af Faderens herlighed, når vi engang vender tilbage til hans nærhed. Derfor må vi stræbe efter evnen til at holde denne lov og helliggøre vore motiver, ønsker, følelser og hengivenhed, så de kan blive rene og hellige, så vores vilje må være underkastet Faderens i alle ting, og at vor eneste vilje er at gøre vor himmelske Faders vilje. Sådant et menneske er fuldkommen i sin sfære og afkræver Guds velsignelse i alt, hvad han gør, og hvorend han går.

Men vi er underlagt dårskab, kødets svaghed, og vi er mere eller mindre ignorante og derfor tilbøjelige til at fejle. Ja, men der er ingen grund til, at vi ikke skulle føle et ønske om at efterkomme denne befaling fra Gud, især når han har givet os midlerne til, at det er muligt for os at kunne gøre det. Det er dette, jeg forstår som betydningen af ordet fuldkommen, som udtrykt af vor Frelser og af Herren til Abraham.

En person kan være fuldkommen i visse ting og ikke i andre. En person, der trofast overholder visdomsordet, er fuldkommen for så vidt angår den lov. Når vi omvender os fra vore synder og bliver døbt til syndernes forladelse, er vi udadlelige hvad den sag angår⁶ (se forslag 3 på side 102).

Snarere end at blive modløse når vi fejler, kan vi omvende os og bede Gud om styrke til at gøre det bedre.

Apostlen Johannes fortalte os, at »vi er Guds børn, men det fremgår ikke, hvad vi skal blive: Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er. Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren« (se 1 Joh 3:2-3). De sidste dages hellige håber at nå til et stade af fuldkommenhed; vi forventer at blive som vor himmelske Fader og Gud, egnede og værdige børn der kan dvæle i hans nærhed; vi forventer, at når Guds Søn viser sig, vil vore legemer blive fornyede og herliggjorte, og »han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme« (se Fil 3:21).

Dette er vore forhåbninger. Lad nu alle tilstedeværende stille sig selv dette spørgsmål: Hviler vore forhåbninger på et fast grundlag? Eller med andre ord, stræber vi efter at rense os selv? Hvordan kan en sidste dages hellig føle sig retfærdiggjort, medmindre han søger at rense sig selv, ja som Gud er ren, medmindre han stræber efter at holde sin samvittighed ren for Gud og mennesker hver dag af sit liv? Mange af os vandrer utvivlsomt fra dag til dag, fra uge til uge og fra måned til måned for Gud uden en følelse af at være under fordømmelse, idet vi opfører os passende og oprigtigt og i al sagtmodighed stræber efter at lade Guds ånd afstikke vor daglige kurs; og alligevel kan der være visse tidspunkter i vores liv, hvor vi møder store prøver og måske fejler, men selvom det måtte være tilfældet, er der ingen grund til, at vi ikke prøver igen og gør det med fordoblet energi og forsæt om at opnå vores mål.⁷

Herren ønsker at vise mildhed mod sine børn på jorden, men han fordrer, at de oprigtigt omvender sig, når de overtræder eller forsømmer noget eller nogen pligt. Han forventer deres lydighed, at de anstrenger sig for at kaste enhver synd til side, at de renser sig og bliver en del af hans folk, hans hellige, så de kan blive beredt til at træde ind i hans nærhed og blive som han er i alle ting og regere med ham i hans herlighed. For at opnå dette, må de vandre på den lige og snævre sti og gøre deres liv renere og bedre, være fyldt med tro og barmhjertighed, som er Kristi rene kærlighed og trofast passe enhver pligt i evangeliet.⁸

Hvis vi kunne læse om detaljerne i Abrahams liv eller andre store og hellige mænds liv, ville vi uden tvivl finde ud af, at deres bestræbelser på at være retfærdige ikke altid blev kronet med held. Derfor bør vi ikke blive modløse, hvis vi bliver overvældet i et svagt øjeblik, men tværtimod straks omvende os fra den fejl eller det forkerte, som vi har lavet, og så godt som det er muligt udbedre det og derpå søge til Gud efter fornyet styrke til at fortsætte og gøre det bedre.

Abraham vandrede udadleligt for Gud dag efter dag, da han forlod sin fars hus, og han udviste tegn på et stort og veldisciplineret sind i den måde, han bilagde striden mellem sine og nevøen Lots hyrder på (se 1 Mos 13:1-9). Der kom dog en tid i Abrahams liv, som må have været meget svær. Rent faktisk er det svært at komme i tanke om noget mere skræmmende, end da Herren kaldte ham til at ofre sin elskede og eneste søn, den selvsamme søn som Herrens store løfte skulle opfyldes igennem; men gennem udøvelse af en passende holdning var han i stand til at overvinde prøvelsen og bevise sin tro og retfærdighed for Gud (se 1 Mos 22:1-14). Man kan næppe gå ud fra, at Abraham havde arvet et sådant sindelag fra sine afgudsdyrkende forældre; men det er nærliggende at tro, at han med Guds velsignelse var i stand til at erhverve det, efter at han havde gennemgået en kamp i kødet, som vi skal, og at han uden tvivl til tider havde fejlet og andre gange sejret, indtil han var i stand til at bestå så svær en prøve.

»I skal have det sind over for hinanden,« sagde apostlen Paulus, »som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud« (Fil 2:5-6). Ethvert menneske, som har dette mål for øje, vil rense sig ligesom Gud er ren og tilstræbe at vandre udadleligt for ham. Vi har vore små tåbeligheder og svagheder; vi bør prøve at overvinde dem så hurtigt som muligt, og vi bør indprente denne følelse i hjertet hos vore børn, således at gudsfrygten må følge dem fra de er ganske unge, og de kan lære at opføre sig passende over for ham i alle situationer.

Dersom en ægtemand kan leve med sin hustru én dag uden at skændes eller behandle nogen uvenligt eller uden at bortstøde Guds ånd på nogen måde, så er det så langt så godt, så er han udadlelig for så vidt. Lad ham så prøve at gøre det samme den næste dag. Men dersom han skulle fejle i sit forsøg den næste dag, er der ingen grund til, at han ikke skulle få held med det den tredje dag …

De sidste dages hellige bør konstant udvikle den ambition, der så klart blev vist af apostlene i tidligere tider. Vi bør hver dag prøve at leve således, at vores samvittighed er uplettet for alle. Og Gud har i sin kirke givet visse midler, ved hvilke vi bliver hjulpet, nemlig apostle, profeter, evangelister etc. »til at udruste de hellige« etc. (se Ef 4:11-18). Og han har også givet os sin Helligånd, som er en usvigelig vejleder, der, som en Guds engel, står på vores side og fortæller os, hvad vi skal gøre og giver os styrke og hjælp, når ting går os imod. Vi må ikke forfalde til modløshed, når vi opdager vores svaghed. I alle de fine eksempler, vi har fået af profeterne, fortidige som nutidige, kan vi knap finde ét tilfælde, hvor de tillod, at den onde tog modet fra dem, og på den anden side stræbte de konstant efter at holde ud, at vinde prisen og således berede sig til en fylde af herlighed⁹ (se forslag 4 på s. 103).

Med guddommelig hjælp kan vi hæve os over verdens dårskab og forfængelighed.

Når det først går op for os, at vi vitterligt, gennem det evangelium vi har modtaget, har kraften i os til at overvinde vore lidenskaber, appetit og i alle ting kan underkaste vores vilje vor himmelske Faders, og at vi i stedet for at være et middel, hvorigennem ubehagelige følelser i vores familiecirkel eller vores omgangskreds genereres, kan hjælpe med til at skabe en lille himmel på jord, så kan slaget måske siges at være halvt vundet. En af de største vanskeligheder, som mange af os kæmper med, er, at vi er tilbøjelige til at glemme livets store mål – motivet til, at vor himmelske Fader sendte os til jorden, såvel som det hellige kald, hvortil vi er kaldede; og i stedet for at hæve os over tidens forgængelige ting lader vi os alt for ofte nedsynke til verdens plan uden at drage nytte af den guddommelige hjælp, som Gud har stillet til rådighed, og som alene kan gøre os i stand til at overvinde dem. Vi er ikke bedre end resten af verden, hvis vi ikke forædler ønsket om at blive fuldkomne, som vor himmelske Fader er fuldkommen.

Dette var Frelserens formaning til den tids hellige, et folk, som havde de samme lidenskaber, og som var underkastet de samme fristelser som os, og han vidste, om de ville efterleve det eller ej. Herren har aldrig og vil aldrig kræve noget af sine børn, som er umuligt for dem at udføre. Israels ældster, som forventes at gå ud i verden for at forkynde frelsens evangelium for en uhæderlig og fordærvet slægt, for et ondt og korrupt folk, bør i særlig grad fremelske denne ånd. Og ikke alene de, men alle, enhver ung mand og ung kvinde, der tilhører Kirken, der er værdig til at blive kaldt hellig, bør fremelske dette ønske om at leve op til kravet om at have en ren samvittighed over for Gud. Det er en smuk ting, uanset om det er en ung eller gammel, som har dette mål for øje; det er især frydefuldt at se vore unge tage en kurs, hvor Guds lys og intelligens kan stråle om dem, så de kan opnå en korrekt forståelse af livet og være i stand til at leve hævet over verdens dårskab og forfængelighed og menneskenes fejl og ondskab.¹⁰

Der er ingen grund til, at sidste dages hellige bekymrer sig over denne verdens ting. De vil forgå. Vi bør have hjertet rettet mod tingene for oven og stræbe efter den fuldkommenhed, som var i Kristus, som fuldkomment adlød Faderen i alle ting, og således opnåede sin store ophøjelse og blev et eksempel for sine brødre. Hvorfor skulle vi ærgre og bekymre os over disse timelige ting, når vores skæbne er så storslået og herlig? Hvis vi vil holde os til Herren, holde hans befalinger, følge hans eksempel på fuldkommenhed og række ud mod hans evige, himmelske rige, vil alt være vel med os, og vi skal triumfere og i sidste ende sejre.¹¹

Vær i alle jeres gerninger og adfærd altid bevidste om, at I allerede nu forbereder og former et liv, der skal fortsætte i evigheder; efterlev ikke noget princip, som I vil skamme jer over eller være uvillige til at efterleve i himlen, beskæftig jer ikke med noget, som vil være en celestial oplyst samvittighed imod. Medens følelser og lidenskaber opildner jeres handling, så lad altid rene, ærlige, hellige og dydige principper styre og lede.¹²

Vi kan ikke blive fuldkomne lige på én gang, men vi kan blive lidt bedre dag for dag.

Barnet vokser fra barn til dreng og fra dreng til mand gennem en konstant og vedvarende vækst, men han kan ikke fortælle, hvordan eller hvornår væksten finder sted. Han indser ikke, at han vokser, men ved at iagttage sunde regler og være fornuftig i sine valg bliver han med tiden mand. Sådan er det også med os sidste dages hellige. Vi vokser og udvikler os. Vi er ikke opmærksomme på det i selve øjeblikket, men efter et år eller lignende opdager vi, at vi så at sige er på vej op ad bjerget og nærmer os toppen. Vi føler, at vi har tro på Herren, at hans forsyn altid er os nådigt, at vi er knyttet til ham, at han faktisk er vor Fader, og at han leder os på livets vej.¹³

Forvent ikke at blive fuldkommen lige med ét. Hvis I gør, vil I blive skuffede. Vær lidt bedre i dag, end I var i går, og vær bedre i morgen, end I er i dag. Og lad ikke de fristelser, som måske overmander os i dag, overmande os i morgen. Fortsæt således med at blive lidt bedre dag for dag, og lad ikke jeres liv glide bort uden at gøre godt mod andre såvel som jer selv.¹⁴

Hver eneste seneste dag eller uge bør være den bedste, vi nogensinde har haft, vi bør hver dag gøre fremskridt i viden og visdom og i evnen til at gøre godt. Efterhånden som vi bliver ældre, bør vi komme tættere på Herren dag for dag¹⁵ (se forslag 5 på s. 103).

Forslag til studium og undervisning

Tænk over disse forslag, når du studerer kapitlet eller forbereder dig på at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

Præsident Snow anerkendte, at befalingen om at være fuldkommen udgjorde en bekymring for nogle sidste dages hellige (s. 94-96). Når du studerer dette kapitel, så se efter råd, der kan være en trøst for dem, som bekymrer sig over befalingen om at være fuldkommen.
I afsnittet, som begynder på side 94, betyder udtrykket »overjordisk bistand« hjælp fra Herren. Hvordan hjælper Herren os til at blive fuldkomne?
Gransk præsident Snows bemærkninger på side 96 om Abraham samt de første sidste dages hellige pionerer. Hvad tror du det betyder at være fuldkommen i den sfære, vi handler i? Overvej hvad du kan gøre for at blive mere udadlelig i dine »følelser … retskaffenhed, motiver og beslutsomhed.«
Præsident Snow sagde: »Vi må ikke forfalde til modløshed, når vi opdager vores svaghed« (s. 100). Hvordan kan vi løfte os fra mismod? (Se eksempler på s. 97-100).
Hvordan hjælper det dig at vide, at det ikke forventes, at vi skal blive fuldkomne lige med ét? (Se s. 102). Tænk over, hvordan du specifikt kan følge præsident Snows råd om at »blive lidt bedre dag for dag«.
Find en eller to udtalelser i dette kapitel, som er særlig inspirerende for dig. Hvad er det, du synes om ved disse udtalelser?

Skriftstedshenvisninger: 1 Ne 3:7; 3 Ne 12:48; Eter 12:27; Moro 10:32-33; L&P 64:32-34; 67:13; 76:69-70

Til underviseren: »Folk påvirkes, når deres indsats anerkendes. Du kan gøre en særlig indsats for at anerkende hver persons kommentar og om muligt gøre dem til en del af samtalen i klassen« (se Undervisning, den størte kaldelse,s. 35).

I Bjergprædikenen siger Jesus: »Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!« (Matt 5:48).

Herren befalede Abraham: »Du skal vandre for mit ansigt og være udadlelig« (1 Mos 17:1).

Vi bør dag for dag stræbe efter at forbedre vores forhold til vores familie.