Kapitel 8

»Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte«

Retskafne sidste dages hellige stræber efter at »tillægge sig en karakter, der gør, at de er til at stole på i prøvelsens time«.

Fra Lorenzo Snows liv

Den 15. december 1899 talte præsident Lorenzo Snow som præsident for Kirken ved præsident Franklin D. Richards begravelse, der havde tjent som præsident for De Tolv Apostles Kvorum. Hen imod slutningen af sin tale sagde præsident Snow: »Jeg beder Israels Gud om at velsigne de sidste dages hellige og om, at vi må være beredte på de nært forestående begivenheder med hjertet på rette sted for Herren.«

Idet han uddybede behovet for at have »hjertet på rette sted for Herren,« fortalte præsident Snow om en oplevelse, han havde delt med præsident Richards i 1850’erne, da de begge var nye apostle. På det tidspunkt førte præsident Brigham Young an i en reformation af Kirken, hvor man kaldte sidste dages hellige over alt til at omvende sig og forny deres forsæt om retskaffen levevis.

»Da præsident Young blev opflammet til at kalde folk til omvendelse og reform,« mindedes præsident Snow, »talte han i meget kraftige vendinger om, hvad der burde gøres ved visse mennesker – at de skulle fratages deres præstedømme, fordi de ikke havde højnet det, som de burde have gjort. De brødre, som levede dengang, vil kunne huske, hvor energisk han talte i denne retning. Nuvel, det berørte bror Franklin og mig; så vi talte sammen om sagen. Vi besluttede, at vi ville gå hen til præsident Young og tilbyde ham vores præstedømme. Hvis han i Herrens navn følte, at vi ikke havde højnet vores præstedømme, ville vi opgive det. Vi gik hen til ham, mødte ham alene og fortalte ham dette. Jeg tror, der var tårer i hans øjne, da han sagde: ›Bror Lorenzo, bror Franklin, I har højnet jeres præstedømme til Herrens behag. Gud velsigne jer.‹«¹

Gennem hele sit liv ønskede præsident Snow at have hjertet på rette sted for Herren, og han opmuntrede også de hellige til at granske deres egen værdighed. Han talte på en »medrivende og stærk måde, som øgede vores forståelse for behovet for som sidste dages hellige at udvikle en sømmelig karakter over for Gud vor Fader«² (se forslag 1 på s. 125).

Lorenzo Snows lærdomme

Hvis vi har udviklet en ordentlig karakter, kan vi trygt lade Gud granske vores hjerte.

Det er mit stærke indtryk, at den værdifulde overvejelse og det, som vil være af størst gavn, når vi vender tilbage til åndeverdenen, vil være at have anlagt en ordentlig og veldefineret karakter, som trofast og udholdende sidste dages hellig i denne prøvestand.

I tilfælde hvor en fremmed søger om ansættelse eller et tillidshverv, kræves det ofte, at han fremviser papirer, der beviser hans værdighed fra pålidelige kilder; anbefalinger og introduktionsskrivelser kan være overordentlige nyttige og hjælpe med at sikre arbejde og privilegier, som det ellers ville være svært at opnå. Det er dog relativt let at opnå en skriftlig anbefaling, som det kaldes, en karakter man kan stikke i lommen, og sandelig er det sådan ifølge min erfaring, at det ikke er sjældent, at folk bærer rundt på en skriftlig karakter, som ikke stemmer overens med deres rigtige eller sande karakter.

Der er dem iblandt os, der anerkendes som medlemmer af denne kirke, som gør sig store anstrengelser for at stå sig godt blandt mennesker omkring sig, men hvis sande karakter eller det indvortes på sådanne mennesker er tilsløret eller forklædt … Nu til den bøn, jeg omtaler – »Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!« (Sl 139:23-24) – den er meget beskrivende. Det var en bøn, som David i hovedparten af sit liv samvittighedsfuldt og tillidsfuldt opsendte til Herren. Men der var tider, hvor han kunne mærke den usikre og vaklende følelse af svaghed i opsendelsen af bønner af denne art.

Jeg har grund til at tro, at mange sidste dages hellige gennem størstedelen af deres liv kan nærme sig Herren i al tillid og bede den samme bøn – »Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter om jeg følger afgudsvej«, men vi som folk kunne leve, så vi altid var i stand til at bøje os for Herren og bede en bøn som denne. Sikke en frydefuld ting det ville være, sikke en opfyldelse af, hvad vi bør have tilegnet os i retfærdighed og gode gerninger! … Jeg vil anbefale, at enhver tager denne bøn af David til sig og ser, hvor tæt han kan leve på det lys han har, så han kan gøre det i al oprigtighed for Gud. Mange fejler i at nå denne høje standard, fordi de gør ting i det skjulte, som det menneskelige øje ikke kan se, og som har en direkte tendens til at fremmedgøre dem fra den Almægtige og bortstøde Guds ånd. Sådanne personer kan ikke bruge denne bøn i deres lønkammer; det kan de ikke, medmindre de har omvendt sig fra deres synder og rettet op på det forkerte, de har begået, og besluttet sig for at gøre det bedre i fremtiden, end de hidtil har gjort og anlagt sig en karakter over for Gud, der gør, at man kan stole på dem i prøvelsens stund, og som vil gøre dem i stand til at omgås hellige væsener og Faderen selv, når de træder ind i åndeverdenen …

Vi må være oprigtige mænd og kvinder; vi må have en stærk tro, og vi må være værdige til Helligåndens følgeskab for at hjælpe os til at arbejde i retskaffenhed dagen lang og gøre os i stand til at underkaste vores egen vilje Faderens, slås imod vores faldne natur og gøre godt af kærlighed til det rette og have øjet alene henvendt på Guds ære og herlighed. For at gøre dette må der være en indvortes følelse, som er bevidst om det ansvar, vi er underlagt, som anerkender det faktum, at Guds øje hviler på os, og vi skal stå til regnskab for enhver af vore handlinger og de motiver, der ligger bag dem, og vi må konstant stå på god fod med Herrens ånd³ (se forslag 2 på s. 123).

Eksempler i skriften viser os, hvordan vi kan forædle vores karakter.

Der er mange ting, jeg beundrer ved profeternes karakter, og især ved Moses’. Jeg beundrer hans beslutsomhed om at sprede Guds ord og vilje omkring Israel, og hans parathed til at gøre alt, der var menneskeligt muligt med bistand fra den Almægtige, og frem for alt beundrer jeg hans retskaffenhed og troskab mod Herren …

Gud beundrer de mænd og kvinder i dag, som tilstræber en retskaffen kurs og som, uagtet at Satans magt har raset mod dem, kan sige: »Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene« (se Luk 4:8), som lever et retfærdigt, gudsfrygtigt liv, sådanne mennesker har indflydelse hos Gud, og deres bønner formår meget (se Jak 5:16). Moses havde for eksempel en sådan kraft hos den Almægtige, at Gud ændrede sindelag ved en bestemt lejlighed. Vi husker, at Herren blev vred på israelitterne og sagde til Moses, at han ville tilintetgøre dem, og at han ville gøre Moses til et stort folk og tildele ham og hans efterkommere det, han havde lovet Israel. Men denne store leder og lovgiver var tro som leder og stillede sig mellem Gud og sit folk og bønfaldt Herren på vegne af sit folk med al den kraft, som han kunne udøve, og han reddede sit folk fra udryddelse (se 2 Mos 32:9-11; JSO, 2 Mos 32:12). Hvor ædel og strålende må Moses ikke have været i Herrens øjne, og hvilken kilde til glæde må det ikke have været for ham at vide, at hans udvalgte folk i al deres stivnakkethed og blindhed havde en mand som ham som leder.

Hos Jonas finder vi et andet interessant karaktertræk. Da de var ude på det oprørte hav, og sømændene udtrykte frygt for, at skibet ville gå ned, blev Jonas ramt af dårlig samvittighed over, at han ikke var taget til Nineve, som Herren havde befalet, og han trådte frem og tilstod, at han var årsag til den ulykke, der hang over dem, og han var villig til at lade sig ofre for at redde de andre ombord (se Jonas 1:4-12). Som med andre af Guds profeter og mænd har de også vist noget virkelig stort og beundringsværdigt i deres karakter, selvom de ved visse lejligheder, som med Jonas, udviste svaghed⁴ (se forslag 3 på s. 123).

Retskafne karaktertræk udvikler sig gradvist i os, når vi udøver tro og omvender os fra vore fejl.

Sådanne karaktertræk, som vi ser tegn på hos nogle af dem, der har levet før os, er ikke blot et resultat af tilfældigheder, ej heller er de opnået på en dag, en uge, en måned eller et år, men er gradvist blevet udviklet og er resultatet af en fortsat trofasthed mod Gud og sandheden, uafhængigt af menneskers ros eller ris …

Det er vigtigt, at vi som sidste dages hellige forstår og husker på, at frelse kommer gennem Guds nåde og udviklingen af de principper i os, som styrede de tidligere nævnte retskafne mennesker. Ideen er ikke at gøre godt for at opnå menneskers ros; men at gøre godt fordi vi ved at gøre godt udvikler det gudelige i os, og når det er tilfældet, vil vi blive forenet med det gudelige, som med tiden bliver en del af vores væsen …

Gør vi til tider ikke ting, som vi fortryder, vi har gjort? Det kunne bringes i den skønneste orden, hvis vi holdt op med at gøre ting, når vi ved, at de er forkerte, når vi ser det dårlige og ændrer det. Det er alt, vi kan gøre, og det er alt, der kan forlanges af noget menneske. Men det er utvivlsomt alt for ofte tilfældet med nogle, at de overvejer og frygter offentliggørelse af det forkerte, de gør, mere end at begå det forkerte i sig selv, de bekymrer sig om, hvad folk vil sige, når de hører om det osv. På den anden side foranlediges andre til at gøre visse ting for at blive bekræftet af deres venner, og hvis deres gerninger ikke fremkalder positive bemærkninger eller anerkendelse, så føler de, at deres arbejde var spildt, og at det gode, de gjorde, var til ingen verdens nytte.

Hvis vi virkelig ønsker at komme Gud nærmere, hvis vi ønsker at være i harmoni med den evige verdens gode ånder, hvis vi ønsker at grundlægge en tro i os, som den vi læser om, og gennem hvilken de fordums hellige udførte underfulde gerninger, så må vi, når vi har modtaget Helligånden, give agt på dens hvisken og rette os efter dens anvisninger og ikke lade noget i vores liv drive den væk fra os. Det er sandt, at vi er svage, fejlende skabninger, som til enhver tid er tilbøjelige til at bedrøve Guds ånd, men så snart vi opdager, vi begår fejl, bør vi omvende os fra dem og så vidt muligt rette op på eller godtgøre for den uret, vi har begået. Ved at følge den kurs vil vi styrke vores karakter, fremme vores egen sag og styrke os mod fristelse, og med tiden vil vi have fået bugt med så meget, at vi vil blive overraskede over de fremskridt, vi har gjort, med hensyn til selvkontrol og forbedring⁵ (se forslag 4 på s. 123).

Når vi bevarer en retskaffen karakter, kommer vi tættere på Herren.

Vi har modtaget et evangelium, som er forunderligt i alle dets virkemåder: gennem lydighed mod dets forordninger kan vi modtage de mest udsøgte velsignelser, der nogensinde er blevet lovet eller skænket menneskeheden på noget tidspunkt i verden. Men som barnet med et stykke legetøj stiller vi os alt for ofte tilfredse med tidens forgængelige ting og glemmer de muligheder, vi har i os for at udvikle de store og evige principper om liv og sandhed. Herren ønsker at etablere et tættere og mere fortroligt forhold mellem ham og os. Han ønsker at højne os menneskeligt og intelligensmæssigt, og dette kan kun lade sig gøre gennem det evige evangelium, som er specielt udviklet til dette formål. Apostlen Johannes sagde: »Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han (Kristus) er ren« (1 Joh 3:3). Anvender de sidste dages hellige evangeliets principper i deres liv for på den måde at opfylde formålet med Guds skaberværk?

… Hvad kan vi efter omstændighederne gøre for at højne vores retskaffenhed mere i vor Guds øjne? Hvilke fordele, velsignelser og privilegier tilbyder dette system for frelse, som vi har antaget, os, og hvilke midler må der tages i brug for at virkeliggøre dem? Hvis der skulle kræves et offer, ville det være meget gunstigt for alle dem, som ønsker at gøre deres religion til et studium, og som bestræber sig på at efterleve dens krav ved dagligt at efterleve dem, at vise deres villighed til at bøje sig for Jahves vilje og anerkende hans hånd i såvel modgang som medgang …

Det ville være godt at granske os selv og søge syndsforladelse i vores lønkammer for at få vished om, hvor vi står … for Herren, så vi om nødvendigt kan forny vores flid og trofasthed, og øge vore gode gerninger.

Der er ingen tvivl om, at vi samlet set, har gjort store fremskridt i Guds øjne. Men selvom dette utvivlsomt er tilfældet, er jeg overbevist om, at der er personer iblandt os, der er begavet med åndelige gaver og er modtagelig for forbedring, der, hvis de vælger det, kan udøves i langt større grad end det er tilfældet, og som kunne bevæge sig langt hurtigere mod hellighed og komme meget tættere på Herren. Men den ånd, som hænger ved denne verdens ting, virker i dem i en sådan grad, at de ikke øger disse åndelige kræfter og velsignelser; de indgår ikke i det tætte forhold med Herren, som det er deres privilegium at gøre.⁶

Vores karakter som sidste dages hellige bør bevares ukrænket, uanset hvilken pris eller offer, det kræver. En karakter, som er godkendt af Gud, er værd at bevare, selvom prisen er et helt liv i selvfornægtelse.

Når vi lever således, kan vi se fremad … med fuld forvisning om … at vi vil blive kronet sammen med Guds sønner og døtre og arve det celestiale riges rigdom og herlighed⁷ (se forslag 5 nedenfor).

Forslag til studium og undervisning

Tænk over disse forslag, når du studerer kapitlet eller forbereder dig på at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

Hvad lærer du af beretningen på side 115 og 117 om ældste Lorenzo Snows og Franklin D. Richards handlinger? Overvej, hvordan du kan fortælle om disse principper til din familie eller andre.
Præsident Snow sagde: »Vi må være oprigtige mænd og kvinder« (s. 118). Hvad tror du, at det betyder at være en oprigtig mand eller kvinde?
Overvej præsident Snows betragtninger om Moses’ og Jonas’ eksempel (s. 119-120). Hvad ser du i hver af disse beretninger, som kan hjælpe os til at forbedre vores karakter?
Tænk over andet afsnit på side 121. Hvorfor tror du, at vi har behov for at være opmærksomme på vore fejl for at kunne styrke vores karakter? Hvordan kan vi se vore fejl i øjnene uden at miste modet?
Gennemgå præsident Snows råd i det sidste afsnit af kapitlet (s. 121-122). Overvej at tage dig tid til at granske dig selv for at finde ud af, hvordan du står for Herren.

Skriftstedshenvisninger: Sl 24:3-5; 2 Pet 1:2-11; Mosi 3:19; Alma 48:11-13, 17; Eter 12:25-28; L&P 11:12-14; 88:63-68

Til underviseren:Bed deltagerne om at vælge et afsnit og læse det i stilhed. Opdel dem i grupper på to eller tre personer, som valgte det samme delafsnit, og lad dem tale om det, de har lært.

Præsident Franklin D. Richards

Selvom Jonas udviste svaghed, kan vi lære noget af hans storslåede og beundringsværdige egenskaber.