Lektion 1
Anvendelse af Evangeliske Principper
Guddommelig vejledning i alle livets aspekter kommer ved at være discipel, herunder hvordan man er en god ægtemand eller hustru.
Lektionens formål
Hjælp deltagerne i løbet af denne klasse med at –
-
forstå mulighederne for fred og lykke i ægteskabet.
-
få større håb om, at de kan opnå lykke, efterhånden som de anvender evangeliets principper i deres ægteskab.
-
begynde med at anvende følgende fire principper for at styrke deres ægteskab:
-
Lev i overensstemmelse med evangeliets principper.
-
Forpligt jer til at forblive i ægteskabet og løse uoverensstemmelser.
-
Hold pagterne.
-
Prøv at forbedre jer hver dag.
-
Grundlaget for et lykkeligt ægteskab
Præsident Ezra Taft Benson har sagt: »Ægteskabet … er Jesu Kristi evangeliums herligste og mest ophøjende princip. Ingen ordinance er af større vigtighed, og den er den helligste og mest nødvendige for menneskets evige glæde. Trofasthed mod ægteskabspagten fører til den største glæde her og til herlige belønninger i livet herefter.«1
Ægtefæller kan styrke deres forhold og bevare deres familie i tryghed ved at følge de råd, der gives i familieproklamationen.2 De kan finde løsninger på de problemer, de har, ved at studere Frelserens og hans tjeneres lærdomme og ved at bede flittigt om Herrens vejledning og derved bygge deres ægteskab på Jesu Kristi evangeliums fundament. Gennem bøn kan de modtage styrke, så de kan holde deres pagter og arbejde sammen. De kan omvende sig fra dårlige vaner og tilgive hinanden. Ægtefæller kan også lære færdigheder inden for problemløsning og kommunikation til at løse uenigheder og undgå mulige konflikter.
Familielivets sammenbrud
Præsident Hinckley har advaret om familielivets sammenbrud: »Familier falder fra hinanden overalt i verden … Hjerter knuses, børn græder.«3 Med sådanne problemer og udfordringer i ægteskabet kan nogle personer blive mismodige og ønske at give op. Mange andre forpligter sig i deres ægteskabsforhold, arbejder på at løse deres problemer og nyder fred, lykke og tilfredsstillelse i ægteskabet.
Samtidig med, at der er stor mulighed for lykke, kæmper mange mennesker med frustrationer, ulykkelighed og fortvivlelse. Ægteskabet trues udefra af social lovgivning og sædvaner og hverdagens hektiske liv. Det trues indefra af dårlige vaner, misforståelser og stolthed. Alvorlige problemer er ikke nemme at overvinde, og visse ægtepar synes at kæmpe konstant med de samme problemer, som har undermineret deres forhold i årevis. Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum er klar over truslen mod familien og advarede i familieproklamationen, at »familiens opløsning vil påføre enkeltpersoner, lokalsamfund og nationer de ulykker, som er forudsagt af fordums og nutidige profeter«.4
Disse ulykker er ganske tydelige i samfundet. Ægtefæller, der oprindeligt troede, at skilsmisse var den bedste løsning på et ulykkeligt ægteskab, opdager, at det ofte forårsager uforudsete problemer. I en undersøgelse af langtidseffekten på skilsmisse konkluderede klinisk psykolog Judith Wallerstein sammen med sine medforfattere Julia Lewis og Sandra Blakeslee, at skilsmisse skaber kaos i børns liv og påvirker deres adfærd og beslutninger resten af deres tilværelse.5
Linda Waite fra University of Chicago og medforfatter Maggie Gallagher fandt frem til, at skilsmisse ofte har andre skadende konsekvenser for børn, deriblandt øgede lovovertrædelser og kriminalitet, færre muligheder for uddannelse og større problemer med mentalt og fysisk helbred.6 De fandt frem til, at børn har større tendens til at blive misbrugt af forælderens kæreste, mand som kvinde, eller af en stedforælder end af deres biologiske forældre.7
Udfordringer i ægteskabet kommer af mange faktorer, som præsident Spencer W. Kimball forklarede:
»To mennesker, der kommer fra forskellige miljøer, opdager hurtigt efter vielsen, at de må se den barske virkelighed i øjnene. Det er ikke længere et liv i en fantasiverden eller indbildning. Man må komme ud af skyerne og sætte sine fødder solidt på jorden. Man må påtage sig ansvarsopgaver og nye forpligtelser. Man må slippe visse personlige friheder, og man må foretage mange tilpasninger af den uselviske slags.
Man indser meget hurtigt efter brylluppet, at ægtefællen har svagheder, der ikke tidligere har vist sig, eller som man ikke har opdaget. De dyder, man konstant lovpriste i forlovelsestiden, bliver nu forholdsvis mindre, og de svagheder, der forekom så små og ubetydelige i forlovelsestiden, vokser nu til betragtelige dimensioner … Års vaner viser sig nu: ægtefællen kan være nærig eller ødsel, doven eller flittig, religiøs eller irreligiøs, venlig og samarbejdsvillig eller gnaven og tvær, krævende eller givende, egoistisk eller selvudslettende. Problemer med svigerfamilien bliver tydeligere, og ægtefællernes forhold til den får atter større betydning.«8
Gode nyheder for ægteskabet
Præsident Kimball forsikrede ægtepar om, at selv med disse og andre udfordringer kan det blive et vellykket ægteskab: »Hvis enhver ung mand og enhver ung kvinde vil gøre sig umage og bede om at finde en partner, med hvem livet kan blive mest mulig harmonisk og smukt, er det en kendsgerning, at næsten enhver god mand og enhver god kvinde kan opnå lykke og et vellykket ægteskab, hvis begge er villige til at betale prisen.«9
Selv om der opstår forskelle og uenigheder, kan ægtefæller løse dem på vellykket vis. Problemer løses bedst, når begge ægtefæller anstrenger sig for at overvinde dem. Uheldigvis er begge parter ikke altid lige motiverede for at redde deres ægteskab. Når mand og hustru har forskellige grader af motivation, bør den mere hengivne partner få mod ved at vide, at når man vedvarende anvender principper om at styrke et forhold, kan det sommetider til sidst føre til et vellykket ægteskab. Den ene ægtefælles kærlighed, forpligtelse og evige perspektiv kan ofte opretholde ægteskabet, indtil den anden ægtefælle modnes eller omvender sig og indser det tab eller den skade, som ville indfinde sig, hvis parret skulle skilles. Høstens lov – »hvad et menneske sår, skal det også høste« (Gal 6:7) – og vend den anden kind til (se Matt 5:39) gælder for ægteskabet så vel som i andre forhold.
Styrk ægteskabet
Enkeltpersoner styrker deres ægteskab, når de –
-
lever i overensstemmelse med evangeliets lærdomme.
-
forpligter sig i deres ægteskab.
-
holder de pagter, de har indgået.
-
prøver at forbedre sig hver dag.
Lev i overensstemmelse med evangeliets principper
Normale forskelle mellem ægtefæller eskalerer til konflikt og disharmoni, når ægtefæller ser hinanden og deres forhold på en forvansket, vildledende eller urigtig måde. Ægtefæller kan overvinde disse forvanskninger, efterhånden som de lærer at følge Jesus Kristus.
Ældste Neal A. Maxwell fra De Tolv Apostles Kvorum har observeret, at evangeliet hjælper mennesker med at se klart og i et rigtigt perspektiv: »Fordi det giver et evigt perspektiv at se på livet og andre mennesker gennem evangeliets linse, hvorved vi kan se mere klart, hvis vi ser længe nok så vel som ofte nok … Sådanne ting som en skål linser og tredive sølvpenge samt stunder med sanselig fornøjelse forsvinder fuldstændig af syne. Det gør et bedre golfsving eller tennisserv også, når det sammenlignes med fremskridt inden for tålmodighed. Det gør det også at tapetsere og male indgangspartiet, når det sættes op mod at lytte til og undervise ens børn.«10 Når mennesker efterlever evangeliet, ser de mere klart og foretager mere passende valg.
De, der oprigtigt ønsker et evigt ægteskab og et vellykket familieliv, bør stræbe efter at blive Herren Jesu Kristi sande disciple. Guddommelig vejledning i alle livets aspekter kommer ved at være discipel, herunder vejledning i, hvordan man er en god ægtefælle og forælder. Frelseren fortalte, at han ville hjælpe mænd og kvinder med at overvinde deres svagheder:
»Hvis menneskene kommer til mig, vil jeg vise dem deres svaghed. Jeg giver menneskene svaghed, så de kan være ydmyge; og min nåde er tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for mig; for hvis de ydmyger sig for mig og har tro på mig, så vil jeg gøre det svage stærkt for dem.
Se, jeg vil vise ikke-jøderne deres svaghed, og jeg vil vise dem, at tro, håb og næstekærlighed fører til mig – kilden til al retfærdighed« (Eter 12:27-28).
På lignende vis har profeten Joseph Smith sagt: »Jo nærmere mennesket kommer fuldkommenheden, desto klarere bliver hans synspunkter, og så meget større bliver hans glæde, indtil han har overvundet sit livs onder og mistet ethvert ønske om at begå synd.«11
At være en discipel forbedrer perspektivet og hjælper personer til at se »ting, som de virkelig er« (Jakob 4:13). Skadelige handlinger over for andre bliver erstattet af kærlighed, tålmodighed og langmodighed. Overholdelse af de ni læresætninger i familieproklamationen fører til personlig retskaffenhed og nærhed til Gud. Påskønnelse af familiens medlemmer øges, og guddommelig vejledning gøres mulig.
Livet bringer udfordringer, hvoraf mange kommer fra vore forbindelser til andre. Men som præsident Kimball forklarede, kan prøvelser blive til velsignelser, når vi ser dem ud fra et evigt perspektiv.
»Hvis vi betragter jordelivet som den eneste eksistens, så er smerte, sorg, fiasko og et kort liv en katastrofe. Men hvis vi betragter livet som noget evigt, der strækker sig tilbage til en førjordisk fortid og fremad mod en evig fremtid efter døden, så kan alle hændelser ses i det rette perspektiv.
Er der ikke visdom i, at han giver os prøvelser, så vi kan hæve os over dem, ansvar, så vi kan yde noget, arbejde, så vi kan styrke vore muskler, sorger, så vi kan sætte vores sjæl på prøve? Udsættes vi ikke for fristelser, for at vi kan prøve vores styrke, sygdom, så vi kan lære tålmodighed, og døden, så vi kan udødeliggøres og herliggøres?«12
Ægtemænd og hustruer udvikler sig gennem prøvelser, undervisning, tro, personlig retskaffenhed og åndelig vejledning. Med åndelig vejledning får de en større evne til at overvinde livets problemer og udfordringer, herunder dem der vedrører familien.
Forpligt jer til at forblive i ægteskabet og løse uoverensstemmelser
Alle par oplever udfordringer i ægteskabet. Medmindre de er fast forpligtede over for hinanden, mangler de fundamentet til at trodse livets storme. Forpligtede ægtepar har omsorg nok til at arbejde på problemerne.
Catherine Lundell, en ægteskabs- og familieterapeut, fortalte om et par, der kæmpede med alvorlige ægteskabsproblemer. De havde planlagt at lade sig skille til foråret, hvis de var ude af stand til at løse deres problemer. Efter adskillige måneders rådgivning havde parret kun gjort få fremskridt og var klar til at lade sig skille, men rent fagligt nægtede Catherine Lundell at godtage deres beslutning. I stedet mindede hun dem om deres pagter: »Det er jer, der skal beslutte jer for at bryde jeres pagter,« fortalte hun dem. »Det er jer, der skal leve med jeres afgørelse.« Da parret kom igen ved næste besøg, var de »usædvanligt kærlige og lydhøre over for hinanden«. De forklarede, at efter at have tænkt over deres situation, valgte de at forpligte sig over for deres ægteskab. Selv om de stadig havde problemer, der skulle løses, udgjorde deres fornyede forpligtelse hele forskellen i deres ægteskab.13
Frelseren underviste i den forpligtelse, der bør være i et ægteskab. »Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru … Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille« (Matt 19:5-6).
Ældste Bruce C. Hafen fra De Halvfjerds har sagt, at ægteskabet er en pagt, ikke en kontrakt. Parterne i et kontraktforhold går ofte hver til sit, når problemerne opstår og afbryder rækken af fordele. »Men når problemerne kommer til et pagtsægteskab,« sagde ældste Hafen, »så arbejder mand og hustru sig igennem dem. De gifter sig for at give og udvikle sig, idet de er knyttet af pagter til hinanden, til samfundet og til Gud.«14
De fleste af de ægtepar, der bliver sammen, finder ud af, at de kan arbejde på problemerne. Ifølge Waite and Gallagher løser en høj procentdel af de ulykkelige ægtepar, der forbliver sammen, deres problemer og opnår glæde i deres ægteskab: »86 procent af de ulykkelige ægtepar, som holder ud, opdager, at deres ægteskab er lykkeligere fem år senere … De fleste siger endda, at de er blevet meget lykkelige. Faktisk sagde næsten trefemtedele af de, hvis ægteskab var ulykkeligt … og som blev sammen, at de vurderede dette samme ægteskab som enten ›meget lykkeligt‹ eller ›ret lykkeligt.‹«15
Denne forbedring skete også i meget ulykkelige ægteskaber. Waite og Gallagher bemærkede: »De dårligste ægteskaber viste de mest dramatiske omvæltninger: 77 procent af de mennesker, der holdt fast i ægteskabet og som regnede deres ægteskab som meget ulykkeligt … sagde, at det samme ægteskab var enten ›meget lykkeligt‹ eller ›ret lykkeligt‹ fem år senere.«16
De par, der bliver sammen, nyder også andre fordele. Waite og Gallagher fandt frem til, at disse ægtepar lever længere,17 opnår større velstand,18 er sundere og lykkeligere,19 og oplever større seksuel tilfredsstillelse end ugifte mennesker.20
Hold pagterne
Pagter – hellige aftaler mellem Gud og hans børn – medfører yderligere velsignelser for at hjælpe og frelse familien. Når ægtefæller støder på problemer, kan de huske deres pagter for at finde styrken til at løse problemer. Pagter kan være en hjælp på adskillige måder:
Pagter øger motivationen. Ved den nye og evigtvarende ægteskabspagt har Herren højtideligt lovet, at værdige par skal arve alt det, som han har (se L&P 132:19-20). Apostlen Paulus har sagt: »Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham« (1 Kor 2:9). Når mand og hustru husker deres pagter, kan de finde inspiration og motivation til at arbejde med deres ægteskab og løse problemerne, når de opstår.
Vejledning til adfærd i forbindelse med pagter. De pagter, som folk indgår, når de udvikler sig i evangeliet, hjælper med at styrke deres forhold. Ved dåben indgår medlemmerne pagt om at adlyde Guds befalinger og om at blive ligesom Jesus Kristus. Ved at efterleve dåbspagten løses de fleste problemer i ægteskabet. Præstedømmebærere indgår pagt om at højne deres kald og acceptere vejledning fra Herren og hans tjenere (se L&P 84:33-39, 43-44). Tempelpagter vejleder også mand og hustru i deres forhold til hinanden.
Pagter velsigner ægtepar. Da Herren oprettede sin pagt med Abraham, lovede han: »Jeg vil velsigne dig i overmål« (Abr 2:9). En uddybelse af skrifterne viser, at Herren velsigner og støtter sit pagtsfolk. De, der følger ham, bliver arvinger til Abrahams lovede velsignelser. I vanskelige tider sørger Herren for vejledning og støtte til værdige ægtemænd og hustruer. I sidste ende modtager de evig lykke og ophøjelse i det celestiale rige. Ældste Bruce C. Hafen har bemærket, at ved lydighed mod pagterne »finder [personer] skjulte reservoirer af styrke« og »dybe indre kildevæld med kærlighed.«21 Disse velsignelser styrker ægtepar i vanskelige tider.
Pagter hjælper med at frelse børn. Ægteskabspagtens velsignelser påvirker børn så vel som forældre. Forældre, som holder deres pagt, styrkes i at undervise og opdrage deres børn. Præsident Brigham Young har sagt: »Når en mand og en kvinde har modtaget deres begavelse og er blevet beseglet, og efterfølgende får børn, er disse børn retmæssige arvinger til riget og til alle dets velsignelser og løfter.«22 Præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum gentog betydningen af tempelpagterne: »Vi kan ikke overvurdere værdien af tempelægteskab, beseglingsordinancens bindende bånd, samt de tilhørende standarder for værdighed, som må opfyldes. Når forældre holder de pagter, de har indgået ved templets alter, vil deres børn for evigt være bundet til dem.«23 Selv om forældre ikke kan »påtvinge dem frelse, som ikke ønsker den,«24 styrker tempelpagternes velsignelser forældre og deres børn.
En liste over nogle af de pagter, som kirkemedlemmer indgår med Gud, står på s. 10. Du kan evt. tage en fotokopi af listen og dele den ud til klassedeltagerne.
Visse værdige ægtemænd og hustruer spekulerer på, hvad der sker med deres velsignelser i forbindelse med pagten, når en ægtefælle overtræder den pagt, de sammen indgik. Når en ægtefælle svigter pagten, nægtes den trofaste partner ikke de lovede velsignelser. Præsident Gordon B. Hinckley forsikrede dem, der er berørt af det: »Vi ser ikke på jer som en fiasko, fordi et ægteskab mislykkedes … Herren fornægter jer ikke og vender jer ej heller ryggen.«25 På samme måde bibeholder et barn velsignelsen ved at være født eller beseglet i pagten, selv om en eller begge forældre svigter pagten. En forælder, som holder pagten, bibeholder et pagtsforhold til sit barn.
Prøv at forbedre jer hver dag
Modløshed er et af Satans bedste redskaber. Mange ægtefæller er overvældede ved tanken om at blive »fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen« (Matt 5:48). Eftersom de er klar over deres egne ufuldkommenheder og står over for problemer i familien til hverdag, bliver de modløse. Evigt familieliv kan for dem synes som ren fantasi. »Jeg klarer det aldrig,« klager de. »Hvorfor overhovedet prøve?«
Personer, som giver op over for sig selv, deres ægtefælle eller deres børn, åbner døren for uretfærdig indflydelse. Men de, der stræber efter at følge Jesus Kristus, kan overvinde denne indflydelse: »I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer. Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer« (Jak 4:7-8). Med vedholdenhed kan mennesker vende personlig fiasko til succes, hvis de lærer af deres fejltagelser.
Mange mennesker har en tilbøjelighed til negativt at sammenligne sig selv med andre og ser dem som fuldkomne, samtidig med at de er smerteligt klar over deres egne svagheder. En terapeut husker, at hun havde to kvindelige klienter, der var venner, og som led af depression og mangel på selvværd. Ingen af dem vidste, at den anden fik hjælp, men de fortalte hovedsageligt den samme historie: »Når som helst jeg tager til min vens hjem, virker det altid som om, at hun har styr på det hele. Hendes hus er pænt og ordentligt, hendes børn er velopdragne, og hun lader til at have styr på sit liv. Derimod føler jeg det, som om jeg er ved at bryde sammen. Huset er et stort rod, børnene er forfærdelige, og jeg kæmper for blot at bevare forstanden.« Efter nogle få besøg, blev terapeuten klar over, at kvinderne talte om hinanden. Hver især anså de den anden som nærmest fuldkommen, mens de hver især anså sig selv som meget ufuldkommen.
Et andet almindeligt problem i svære ægteskaber er ægtemænd eller hustruer, der overser egne fejl, mens de fokuserer på virkelige eller indbildte ufuldkommenheder hos ægtefællen. Mange ægteskaber går galt, fordi mand og hustru gør det i en sådan grad, at de bliver utilfredse med og ulykkelige over hinanden. Det er altid en god øvelse at erkende og løse personlige problemer frem for at stræbe efter at ændre sin ægtefælles adfærd.
Ægtepar må huske, at intet dødeligt væsen er fuldkomment – fuldkommenhed tager tid. Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum har rådet kirkemedlemmer til at prøve at forbedre sig hver dag og fortsætte i tålmodighed: »Når vores ufuldkommenheder dukker frem, kan vi blive ved med at rette dem. Vi kan i højere grad tilgive fejl hos os selv og vore kære. Vi kan være fortrøstningsfulde og overbærende.«26
Glæden ved evige familier
Gud er almægtig. Efterhånden som personerne søger et evigt perspektiv for deres familie, kan du opmuntre dem til et kort øjeblik at overveje uendeligheden af Guds skaberværk samt formålet med dets skabelse. Herren sagde til Moses: »Utallige verdener har jeg skabt; og også dem har jeg skabt i min egen hensigt; og ved Sønnen, som er min Enbårne, har jeg skabt dem … utallige er de for mennesket; men alle ting er talt for mig, for de er mine, og jeg kender dem« (Moses 1:33, 35). En forfatter forundredes over universets vældige omfang: »[Hubble-teleskopet] pegede på et af de mest tomme steder på himmelen, fokuserede på et område på størrelse med et sandkorn holdt i en arms afstand, og fandt lag på lag af galakser så langt øjet rakte … hver bestående af milliarder af stjerner.«28
Den samme Gud, der skabte utallige verdener, har sagt, at hans børns evige lykke er hans gerning og herlighed (se Moses 1:39). Han ønsker, at vi og vores familie finder lykke i dette liv og til sidst modtager »evighedens rigdomme« (L&P 78:18). Selv om vi kan føle os ubetydelige i forhold til Guds umådelige skaberværk, må vi huske, at vi er hans børn. Han har lovet at hjælpe og velsigne os, når vi holder hans befalinger. Vi kan få de velsignelser, som Gud har i vente til os, når vi er lydige mod pagterne og følger evangeliets principper.
Familien er central i evangeliets plan. Præsident Gordon B. Hinckley har sagt:
»Herren har bestemt, at vi bør gifte os, at vi skal leve sammen i kærlighed og fred og harmoni, og at vi skal have børn og opdrage dem på hans hellige måde …
Når alt kommer til alt, så er det netop det, som evangeliet handler om. Gud har skabt familien. Den er grundlæggende. Måden at styrke nationerne på er ved at styrke hjemmene.
Jeg er overbevist om, at hvis vi så efter hinandens dyder og ikke efter hinandens laster, ville der findes meget mere lykke i vore medlemmers hjem. Der ville være langt færre skilsmisser, langt færre tilfælde af utroskab samt langt mindre vrede og nag og strid. Der ville findes mere tilgivelse, mere kærlighed, mere fred og mere lykke. Det er sådan, Herren ønsker det.«29