Seminar og institut
Lektion 1: Mormons Bog er endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus


Lektion 1

Mormons Bog er endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus

Indledning

De, som studerer Mormons Bogs lærdomme og læresætninger, vil erfare, at Jesus er Kristus. I denne lektion vil de studerende lære, at bogens primære skribenter så Guds Søn, og at deres ord øger vores forståelse og vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans evangelium.

Baggrundslæsning

Forslag til undervisningen

1 Nefi 13:40; 2 Nefi 25:17-18; Alma 33:22-23

Mormons Bog er et vidnesbyrd om Jesus Kristus

Vis følgende udtalelse af profeten Joseph Smith (1805-1844), og bed en studerende læse den højt:

Profeten Joseph Smith

»Jeg fortalte brødrene, at Mormons Bog var den mest korrekte bog på jorden og vor religions slutsten, og at et menneske ville komme Gud nærmere ved at efterleve forskrifterne i den end i nogen anden bog« (indledning til Mormons Bog).

  • Hvilke af profetens påstande om Mormons Bog har I et vidnesbyrd om og hvorfor?

  • Hvordan forøger profetens udtalelse jeres motivation til at studere Mormons Bog?

Bed de studerende om at markere denne udtalelse i deres egne skrifter i sjette afsnit af indledningen til Mormons Bog og foreslå, at de ved siden af krydshenviser til 1 Nefi 13:40 og 2 Nefi 25:17-18. (Bemærk: Krydshenvisning er en skriftstudiemetode, som du kan vælge at fremhæve i løbet af kurset. Når de studerende forbedrer deres skriftstudiemetoder, bliver de mere åndeligt selvhjulpne).

Bed flere studerende om skiftevis at læse højt fra 1 Nefi 13:40 og 2 Nefi 25:17-18, mens klassen leder efter Mormons Bogs primære formål.

  • Hvad er ifølge disse vers et af de primære formål med Mormons Bog? (De studerende bør finde frem til følgende sandhed: Gud frembragte Mormons Bog i de sidste dage for at overbevise alle folk om, at Jesus er Kristus. (Se også Mormons Bogs titelblad)).

  • Hvordan overbeviser Mormons Bog folk om, at Jesus er Kristus?

Vis følgende udtalelse af præsident Ezra Taft Benson (1899-1994), og bed de studerende om at læse den for sig selv:

Præsident Ezra Taft Benson

»En stor del af den kristne verden forkaster i dag tanken om Frelserens guddommelighed. Man betvivler hans mirakuløse fødsel, hans fuldkomne levned og realiteten af hans herlige opstandelse. Mormons Bog forkynder i enkle og utvetydige vendinger sandheden af alt dette. Den giver os tillige den mest udtømmende forklaring på læren om forsoningen. Denne guddommeligt inspirerede bog er i sandhed en slutsten, der bærer vidnesbyrd for verden om, at Jesus er Kristus« (Kirkens præsidenters lærdomme: Ezra Taft Benson, 2014, s. 130-131).

  • Hvilke aspekter af Frelserens liv og tjenestegerning bekræftes i Mormons Bog?

Bed en studerende om at læse højt fra følgende udtalelse af præsident Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum:

Præsident Russell M. Nelson

»Jeg har læst [Mormons Bog] mange gange. Jeg har også læst meget af det, der er blevet skrevet om den. Nogle forfattere har fokuseret på dens historier, dens folk eller dens korte beskrivelser af historiske forløb. Andre er blevet tiltrukket af dens sproglige opbygning eller dens optegnelser over våben, geografi, dyreliv, byggeteknik eller vægt- og målesystem.

Hvor interessant disse emner end måtte være, så er studiet af Mormons Bog mest udbytterigt, når man koncentrerer sig om dens hovedformål – at bære vidnesbyrd om Jesus Kristus. I sammenligning med dette er alle andre emner af mindre betydning.

Når I læser Mormons Bog, så koncentrer jer om hovedpersonen i bogen – fra første til sidste kapitel – Herren Jesus Kristus, den levende Guds Søn« (»Et vidnesbyrd om Mormons Bog«, Liahona, jan. 2000, s. 82).

  • Hvorfor tror I, at det vigtigste af alle budskaber i Mormons Bog er at fokusere på budskabet om Jesus Kristus?

Forklar de studerende, at profeten Alma opfordrede zoramitterne til at så Guds ord i hjertet, så det kunne vokse op, da han underviste sine lyttere om Frelserens tjenestegerning (se Alma 33:22). Bed de studerende om for sig selv at læse Alma 33:22-23 og finde de sandheder, som Alma opfordrede sine læsere til at »så« i deres hjerte.

  • Hvilket budskab ønskede Alma, at hans lyttere såede i deres hjerte?

  • Hvilke resultater lovede Alma, hvis de såede og plejede denne tro på Jesus Kristus? (Deres vidnesbyrd ville vokse op »til evigtvarende liv«, og deres byrder ville blive gjort lette).

  • Hvordan har studiet af Mormons Bog hjulpet jer til at modtage de velsignelser, som Alma beskriver?

1 Nefi 6:4; 2 Nefi 11:2-3; Jakob 1:7-8; Mormon 1:15; 3:20-22; Eter 12:38-39, 41

Mormons Bogs skribenter så Jesus Kristus

Forklar, at Mormons Bog i det store og hele blev skrevet af fire skribenter: Nefi, Jakob, Mormon og Moroni. (Undtagelser er bøgerne skrevet af Enosh, Jarom og Omni).

Tegn følgende skema på tavlen. Hjælp de studerende med at lære disse fire skribenter at kende ved at bede dem vælge og læse et af følgende skriftsteder for sig selv. Bed dem se efter, hvad der kvalificerer skribenten som et stærkt vidne om Jesus Kristus.

Skribent

Oplevelse

1. Nefi

2 Nefi 11:2

2. Jakob

2 Nefi 11:3

3. Mormon

Mormon 1:15

4. Moroni

Eter 12:38-39

Lad de studerende fortælle, hvad de lærte af hver af de fire skriftsteder. Spørg dernæst:

  • Hvorfor er det vigtigt at forstå, at Mormons Bogs primære skribenter så Jesus Kristus? (Mens I drøfter dette spørgsmål, kan du hjælpe de studerende med at finde frem til følgende sandhed: Gennem studiet af Mormons Bog lærer vi om Jesus Kristus og hans tjenestegerning fra dem, der så og kendte ham. Du kan påpege, at Mormons Bogs oversætter, Joseph Smith, også så Jesus Kristus).

Tilføj en tredje kolonne til oversigten på tavlen som vist:

Skribent

Oplevelse

Formål

1. Nefi

2 Nefi 11:2

1 Nefi 6:4

2. Jakob

2 Nefi 11:3

Jakob 1:7-8

3. Mormon

Mormon 1:15

Mormon 3:20-22

4. Moroni

Eter 12:38-39

Eter 12:41

Bed alle de studerende om at læse et af skriftstederne i tredje kolonne for sig selv og se efter årsager til, at den enkelte skribent nedfældede sit budskab.

  • Hvorfor nedfældede disse skribenter i Mormons Bog deres budskab?

  • Hvorfor tror I, at disse skribenter var så fast besluttet på at indbyde andre til at komme til Kristus?

  • Hvordan gælder deres indbydelse til at komme til Kristus jer personligt? Hvilke tanker og følelser om denne indbydelse har I, når I grunder over den?

2 Nefi 33:1-2, 4-5, 10-11

Mormons Bog hjælper os til at tro på Jesus Kristus

Forklar, at selvom utallige personers liv er forandrede gennem deres vidnesbyrd om Mormons Bog, så kæmper andre med tvivl om dens sandhed og ægthed.

  • Hvilket råd ville I give for at hjælpe en person med at styrke sit vidnesbyrd om eller for at få et vidnesbyrd om Mormons Bog?

Bed en studerende om at læse 2 Nefi 33:1-2 højt, mens klassen finder den kraft, som gør det muligt for budskabet i Mormons Bog at nå vores hjerte.

  • Hvilken kraft sagde Nefi, der ville gøre det muligt for hans budskab at nå et menneskes hjerte? (Helligåndens kraft).

  • Hvad kunne ifølge Nefi forhindre nogle mennesker i at modtage Helligånden?

Bed de studerende komme med udsagn og drøfte et princip fra disse vers. (Hjælp de studerende med at finde frem til følgende princip: Helligånden kan føre budskabet i Mormons Bog ind i vores hjerte, så længe vi ikke forhærder hjertet mod Helligånden. Overvej at skrive dette princip på tavlen).

Giv de studerende et øjeblik til at læse 2 Nefi 33:4-5 og se efter yderligere velsignelser, som vi kan modtage gennem studiet af Mormons Bog. Bed de studerende om at fortælle, hvad de har fundet frem til.

Vis følgende udtalelse af ældste L. Whitney Clayton fra De Halvfjerds, og bed en studerende om at læse den højt:

Ældste L. Whitney Clayton

»Vi [skal] også vælge at åbne vores hjerte for Frelserens guddommelige realitet … Gud tvinger os ikke til at tro. I stedet opfordrer han os til at tro ved at sende levende profeter og apostle til at undervise os, ved at give os skrifter og ved at tilskynde os gennem sin Ånd … Beslutningen om at tro er det vigtigste valg, vi nogensinde træffer. Den former alle vore andre beslutninger« (»Vælg at tro«, Liahona, maj 2015, s. 38.

  • Hvordan kan en accept af opfordringen fra Mormons Bogs skribenter om at have tro på Jesus Kristus forme alle vore andre beslutninger?

Fortsæt ved at bede en studerende læse højt fra 2 Nefi 33:10-11, mens klassen ser efter, hvordan Nefi beskrev forholdet mellem at tro på Jesu Kristi ord og tro på Jesus Kristus.

  • Hvad er ifølge Nefi forholdet mellem at tro på Jesu Kristi ord og tro på Jesus Kristus?

  • Hvad sagde Nefi, der vil ske dem, der »på den yderste dag« fornægter hans ord?

Bed de studerende om at bære deres vidnesbyrd om, hvordan Mormons Bog har hjulpet dem til at komme Jesus Kristus nærmere.

De studerendes læsemateriale