Seminar og institut
Lektion 18: Forberedelse til den endelige dom


Lektion 18

Forberedelse til den endelige dom

Indledning

Livet på jorden er tiden til at berede os til at møde Gud. Mormons Bog forklarer, hvad der sker med vores ånd mellem døden og opstandelsen. Efter genforeningen af vores ånd med vores udødelige legeme skal vi stå foran Guds domstol, hvor vore handlinger og vores hjertes ønsker vil afgøre udfaldet af vores evige belønning.

Baggrundslæsning

Forslag til undervisningen

Alma 34:32-34; 40:6-7, 11-14

Når vi dør, kommer de retskafne i paradis, og de ugudelige kommer i det åndelige fængsel

Skriv følgende spørgsmål på tavlen før lektionen:

Hvilken forskel i levemåde kan der være hos folk, der ikke forstår formålet med livet på jorden, og som ikke tror på et liv efter døden, og folk, der har en forståelse af disse ting?

Bed de studerende om at besvare dette spørgsmål. Mind dem om, at Mormons Bog hjælper os til at forstå formålet med livet på jorden og belærer os om, at livet fortsætter efter døden.

Bed en studerende om at læse Alma 34:32-34 højt, mens klassen ser efter, hvad Amulek lærte Ammonihas folk om formålet med livet.

  • Hvilken vigtig lære om formålet med livet på jorden underviste Amulek om? (De studerende bør finde frem til flere læresætninger i disse vers, heriblandt følgende: Dette liv er tiden for os at berede os til at møde Gud).

  • Hvordan har denne læresætning hjulpet jer til at forstå, hvordan I bør leve jeres liv i hverdagen her på jorden?

Hjælp de studerende til bedre at forstå denne læresætning ved at læse følgende udtalelse af præsident Thomas S. Monson:

Præsident Thomas S. Monson

»Vi forstår, at vi er kommet her på jorden for at lære, for at leve og for at udvikle os i vores evige rejse mod fuldkommenhed. Nogle forbliver kun et øjeblik på denne jord, mens andre lever længe på den. Målet er ikke, hvor lang tid vi lever, men snarere hvor godt vi lever« (»Han er opstanden«, Den danske Stjerne, apr. 1982, s. 31).

  • Hvorfor advarede Amulek os om at udsætte vores omvendelsesdag?

Vis følgende udtalelse af præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab, og bed en af de studerende om at læse den højt, mens klassen ser efter, hvorfor det er farligt at udsætte ting:

Præsident Henry B. Eyring

»Der ligger en fare i ordene en dag, når det, de betyder, er ›ikke i dag‹. ›En dag vil jeg omvende mig.‹ ›En dag vil jeg tilgive ham.‹ ›En dag vil jeg tale med min ven om Kirken.‹ ›En dag vil jeg begynde at betale tiende.‹ ›En dag vil jeg vende tilbage til templet.‹ ›En dag …‹ Skrifterne tydeliggør faren ved udsættelse (se Alma 34:33-34) … Dagen i dag er en kostbar gave fra Gud. Tanken ›en dag vil jeg …‹ kan berøve jer tidens muligheder og evighedens velsignelser« (»I dag«, Liahona, maj 2007, s. 89).

Bed et par studerende om at skiftes til at læse højt fra Alma 40:6-7, 11-14. Bed klassen om at følge med og finde det, som Alma underviste sin søn, Corianton, om, hvad der sker med vores ånd, når vi dør. (Det kan være en hjælp at påpege, at da Alma anvendte udtrykket »yderste mørke«, henviste han ikke til den endelige tilstand, som Satan og de fordømte kommer i. Han henviste i stedet til de ugudeliges tilstand i tidsrummet mellem deres død og deres opstandelse. Vi omtaler sædvanligvis denne tilstand som det åndelige fængsel).

  • Hvad er forskellen mellem de retskafnes og de ugudeliges tilstand efter døden? (Selv om de studerende bruger andre ord, bør de finde frem til følgende læresætning: Mellem døden og opstandelsen vil de retskafnes ånder befinde sig i paradis, og de ugudeliges ånder vil være i det åndelige fængsel).

  • Hvorfor er det vigtigt at forstå, at vore handlinger på jorden vil få betydning for det, vi oplever efter døden?

2 Nefi 9:12-13; Mosija 15:21-26; 16:6-11; Alma 11:40-45; 40:4-5, 19-24

Vores ånd vil blive genforenet med vores legeme i opstandelsen

Mind de studerende om, at Abinadi beskrev, hvad der vil ske med os efter døden, da han underviste kong Noa og hans præster. De læresætninger, som han forklarede, beskrev, hvad der vil ske med os efter tiden i åndeverdenen, hvad enten det er i paradis eller det åndelige fængsel. Bed nogle få studerende om skiftevis at læse højt fra Mosija 16:6-11, mens klassen ser efter det, som Abinadi underviste i.

  • Hvilke læresætninger underviste Abinadi i om det, der vil ske med os efter vores tid i åndeverdenen? (Fremhæv følgende sandheder: Vi vil alle opstå og modtage et udødeligt legeme, fordi Jesus Kristus brød dødens bånd. De retskafne vil arve uendelig lykke, og de ugudelige vil blive overgivet til uendelig fordømmelse).

Fortæl de studerende, at mange af profeterne i Mormons Bog vidnede om opstandelsen og forklarede, hvordan det vil være. Skriv følgende skriftsteder på tavlen (uden den tilhørende opsummering), og giv hver af de studerende et skriftsted, som de skal læse. Sørg for, at alle skriftsteder er fordelt. Bed de studerende om at læse deres skriftsteder for sig selv og lede efter yderligere detaljer om opstandelsen.

2 Nefi 9:12-13 (Paradis skal frigive sine retfærdige ånder, og det åndelige fængsel skal frigive de ugudelige ånder. Ånden vil blive genforenet med legemet og blive en udødelig sjæl).

Mosija 15:21-26 (De retfærdige vil komme frem i den første opstandelse lige som dem, der døde i uvidenhed, og små børn. De ugudelige vil ikke få del i den første opstandelse).

Alma 11:40-45 (Alle mennesker, ugudelige som retfærdige, vil få deres sjæl genforenet med legemet i en fuldkommen tilstand og stå foran Gud for at blive dømt i henhold til deres gerninger).

Alma 40:4-5, 19-24 (Der er en tid mellem døden og opstandelsen, hvor ånderne befinder sig i åndeverdenen. Derefter er der en tid, hvor alle menneskers ånd vil blive bragt tilbage for evigt i sin fuldkomne skikkelse og stå foran Gud og blive dømt).

Giv de studerende tid til at forklare, hvad de har lært om opstandelsen fra deres tildelte skriftsted. Overvej at skrive nogle af deres tanker på tavlen ud for det tilsvarende skriftsted. Stil efter behov et eller flere spørgsmål for at øge de studerendes forståelse af disse skriftsteder:

  • Hvordan styrker disse sandheder jeres tro på, at opstandelsen er virkelig og en vigtig del af vor himmelske Faders plan?

Bed en studerende om at læse følgende udtalelse af ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum højt. Bed klassen om at lytte efter, hvordan et vidnesbyrd om opstandelsen kan velsigne os i livet på jorden.

Ældste Dallin H. Oaks

»Apostlen Peter henviste til den kendsgerning, at Gud Faderen i sin endeløse barmhjertighed ›har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde‹ (1 Pet 1:3; se også 1 Thess 4:13-18).

Det ›levende håb‹, som vi får takket være opstandelsen, er vores overbevisning om, at døden ikke er afslutningen på vores eksistens, men blot et nødvendigt skridt i den fastlagte overgang fra livet i dødeligheden til udødeligheden. Dette håb ændrer hele perspektivet for livet på jorden …

Visheden om opstandelsen giver os hver især og dem, som vi elsker, styrke og perspektiv til at udholde de udfordringer, som dette jordiske liv giver, som fx de fysiske, mentale eller følelsesmæssige skavanker, som vi har med os fra fødslen eller pådrager os i løbet af livet her på jorden. Takket være opstandelsen ved vi, at disse jordiske skavanker kun er midlertidige!

Visheden om opstandelsen giver os et stærkt incitament til at holde Guds befalinger gennem hele vores jordiske liv …

Vores sikre kundskab om, at vi vil opstå i udødelighed, giver os også mod til at se vores egen død i øjnene – selv en død, som vi måske vil kalde tidlig …

Visheden om udødeligheden hjælper os også til at udholde jordelivets adskillelser, når vore kære dør … Vi bør alle prise Gud for den vished om opstandelsen, der gør vores adskillelse i jordelivet midlertidig og giver os håb og styrke til at kunne fortsætte« (»Opstandelsen«, Liahona, juli 2000, s. 18, 19).

  • Hvordan har jeres vished om opstandelsen givet jer styrke eller motivation til at leve mere retfærdigt?

Bær dit eget vidnesbyrd om, at opstandelsen er virkelig.

Alma 5:15-21; 7:21-25; 41:2-6

Forberedelse til den endelige dom

Forklar, at Alma opfordrede kirkens medlemmer i Zarahemla til at forberede sig på den endelige dom ved at bede dem forestille sig, at de stod foran Gud for at blive dømt. Bed flere studerende om skiftevis at læse Alma 5:15-21 højt. Bed klassen se efter, hvad Alma bad sine tilhørere om at overveje.

  • Hvilke af Almas spørgsmål betyder især noget for jer og hvorfor?

  • Hvilket princip kan vi lære af Almas vidnesbyrd i vers 21 om, hvad vi skal gøre for at blive frelst? (Hjælp de studerende med at finde frem til følgende princip: Vi kan ikke blive frelst, hvis vi ikke er blevet vasket rene gennem Jesu Kristi forløsende blod).

Øg de studerendes forståelse af dette princip ved at vise følgende udtalelse af præsident Joseph Fielding Smith, og bed en studerende om at læse den højt:

Præsident Joseph Fielding Smith

»Jeg kender ikke til noget, der er vigtigere eller mere nødvendigt på nuværende tidspunkt end at råbe omvendelse, selv blandt de sidste dages hellige, og jeg opfordrer dem … til at give agt på vor Forløsers ord. Nu har han definitivt erklæret, at intet urent kan komme ind i hans nærhed. Kun de, der viser, at de er trofaste, og som har vasket deres klæder i hans blod på grund af deres tro og deres omvendelse – ingen andre skal finde Guds rige« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Fielding Smith, 2013, s. 90).

Bed de studerende om at læse Alma 7:21-25 for sig selv og se efter og markere kvaliteter, som vi bør søge at udvikle, så vore klæder må være uplettede.

  • Hvilke egenskaber eller kvaliteter fandt I i disse vers, som er nødvendige for, at vi kan udvikle os, mens vi forbereder os på Herrens dom?

Opfordr de studerende til at overveje, om deres handlinger og deres hjertes ønsker forbereder dem til at møde Gud ved den endelige dom. Opfordr dem til at foretage de nødvendige ændringer, så dommens dag vil være en glædelig dag.

De studerendes læsemateriale