Kapitel 37

Forståelse af døden og opstandelsen

Til ældste Thomas Williams begravelse den 13. juli 1874 talte præsident Brigham Young om emnet døden: ».Hvilken mørk dal er det, som vi kalder døden! At gå fra denne tilstand, hvad angår legemet, til en tilstand af tomhed, hvor er det sært! Hvor er denne dal mørk! Hvor mystisk er denne vej, og vi skal rejse ad den alene. Jeg vil gerne sige til jer, mine venner og brødre, at hvis vi kunne se tingene, som de er, og som vi skal se og forstå dem, er denne mørke dal så ubetydelig, at vi vil vende os om for at se os omkring i den og tænke, når vi har krydset den: Ja, dette er det største i min tilværelse, for jeg er gået fra en tilstand af sorg, bekymringer, ve, elendighed, smerte, kval og skuffelse til et tilstand, hvor jeg kan nyde livet i fuldt omfang, i så vidt et omfang det kan lade sig gøre uden et legeme. Min ånd erfri, jeg tørster ikke længere, jeg ønsker ikke længere at sove, jeg sulter ikke længere, jeg bliver ikke længere træt, jeg løber, jeg går, jeg arbejder, jeg tager afsted, jeg kommer, jeg gør det ene, jeg gør det andet, alt, som kræves af mig; jeg føler ingen smerte eller træthed. Jeg er fuld af liv, fuld af kraft, og jeg nyder min himmelske Faders nærhed gennem hans Ånds kraft. Jeg ønsker at sige til mine venner, at hvis I efterlever jeres religion, lever så I er fulde af tro på Gud, så vil evighedens lys skinne på jer, så kan I selv se og forstå disse ting« (DNSW, 28. juli 1874, s. 1).

Brigham Youngs lærdomme

Jordisk glæde kan ikke sammenlignes med den sjæls »herlighed, glæde og fred og lykke«, som forlader dette liv i retfærdig fred.

Der er stor grund til for hans venner at glæde sig og trøstes over at vide, at en person, har forladt dette liv i fred og har sikret sig en herlig opstandelse. Jorden med alt, hvad den rummer, og alt som hører denne jord til i dens jordiske egenskab, er intet i sammenligning med den herlighed, lykke, fred og glæde for den sjæl, som går herfra i fred (DBY, s. 370).

Sorg over de retfærdige døde opstår af uvidenhed og svaghed, som bor i det jordiske tabernakel, det hjem, som ånden bor i. Ligegyldigt hvilken smerte vi lider, ligegyldig hvad vi går igennem, klamrer vi os til moder jord og bryder os ikke om, at nogen af hendes børn forlader os. Vi elsker at fastholde det sociale familiebånd, som vi har til hinanden, og vi bryder os ikke om at tage afsked med hinanden (DBY, s. 370).

Det er sandt, at det er sørgeligt at tage afsked med vores venner. Vi er skabninger med følelser, sympati og kærlighed, og det er smertefuldt for os at tage afsked med vores venner. Vi ville hellere beholde dem i deres jordiske hus, selvom de skulle lide smerte. Er vi ikke egoistiske i dette? Skulle vi ikke hellere glæde os over deres afgang, hvis liv har været viet til at gøre godt, til de blev gamle? (DBY, s. 371).

Men hvis vi kunne få viden og se ind i evigheden, hvis vi var helt fri for den svaghed, blindhed og apati, som vi befinder os i i kødet, ville vi ikke have nogen anledning til at græde eller sørge (DBY, s. 370).

Lev derfor, så I, når I vågner op i åndeverdenen, kan sige: »Jeg kunne ikke forbedre mit jordiske liv, hvis jeg kunne leve det igen.« Jeg opfordrer jer, for Israels Hus’ skyld, for Zions skyld, som vi skal bygge op, til at leve, så at jeres personlighed med glæde kan ransages af hellige væsener fra nu af og i al evighed. Lev et gudfrygtigt liv, som I ikke kan gøre uden at leve et moralsk liv (DBY, s. 370).

Ved døden skiller ånden sig fra legemet, legemet vender tilbage til jorden, og ånden går ind i åndeverdenen.

Enhver, som er i besiddelse af det evige livs princip, bør se på sit legeme som jord, jordisk. Vores legeme skal vende tilbage til moder jord. Det er sandt, at det for de fleste er en grim tanke, at vores ånd i en længere eller i en kortere periode må adskilles fra vores legeme, og tusinder og millioner er blevet underkastet denne sorg i deres liv. Hvis de forstod planen med denne prøvestand og det evige livs sande principper, er det kun en bagatel, at legemet lider og dør (DBY, s. 368).

Herren har fundet det for godt at organisere tabernakler her og placere ånder i dem, så de da kan blive intelligente skabninger. Efterhånden, før eller senere, vender kroppen – det, som I kan røre ved, som I kan mærke, se, bevæge osv. – tilbage til støvet. Er ånden død? Nej … Ånden eksisterer stadig, når dette legeme er forgået i jorden igen, og den ånd, som Gud lægger i tabernaklet, går til åndeverdenen (DBY, s. 368).

Vores legeme er sammensat af synligt, mærkbart materiale, som I alle ved; I ved også, at det fødes ind i denne verden. Det begynder da at tage del i de elementer, som er tilpasset til dets skabelse og vækst, vokser til at blive mænd [eller kvinder], bliver gamle, forgår og går igen til støvet. For det første er det, som vi kalder døden, som jeg har forklaret mange gange, livets gang, indbygget i det, som legemet er sammensat af, og som forårsager opløsning, når ånden har forladt legemet. Hvis det ikke var tilfældet, ville legemet, som ånden har forladt, bestå for evigt, ligesom det var, da ånden forlod det, og ville ikke forgå (DBY, s. 368).

Jesus Kristus er førstegrøden af opstandelsen.

Jesus er, som I forstår, den første, som er opstået fra de døde. Hverken Enok, Elias, Moses eller noget andet menneske, som har levet på jorden, lige meget hvor trofast han har levet, er nogensinde opstået, før end efter at Jesu Kristi legeme blev kaldet fra graven af englen. Han er den første, der er opstået fra de døde. Han er opstandelsens Mester – det første dødelige menneske, som har levet her efter at have modtaget opstandelsens herlighed (DBY, s. 374).

Dette var ikke noget mirakel for ham. Han havde livets og dødens kilde i sin magt; han havde magt til at nedlægge sit liv og magt til at tage det igen. Det et det, han siger, og vi må tro dette, hvis vi tror på Frelserens historie og apostlenes udtalelser, som står skrevet i Det Nye Testamente. Jesus havde denne magt i og af sig selv; Faderen gav den i arv til ham; det var hans arv, og han havde magt til at nedlægge sit liv og tage det igen (DBY, s. 340–341).

Det blod, som han mistede på Golgata, fik han ikke igen i sine årer. Det løb ud, og da han opstod, tog et andet element hans blods plads. Sådan vil det være med alle, som opstår; blodet vil ikke opstå sammen med legemet, fordi det kun har til formål at opretholde livet i det jordiske legeme. Når det er opløst, og vi atter får vores legeme gennem opstandelsens kraft, som vi nu kalder kødets liv, og som er dannet af den mad, vi spiser, og det vand, vi drikker, vil det blive erstattet af et andet element; for kød og blod kan ikke arve Guds rige [se 1 Kor 15:50] (DBY, s. 374).

Vores trofasthed kan forberede os til en herlig opstandelse, genforeningen af vores legeme og ånd.

Livets og frelsens evangelium åbenbarer for alle, som modtager det, at denne verden kun er et sted af midlertidig varighed, eksistens, prøvelser osv. Dens nuværende form og brug varer blot nogle få dage, hvorimod vi er skabt til at leve for evigt. De gudløse kan ikke se videre end til denne verden. Vi forstår, at når vi forlader denne tilstand, da er vi beredt til at blive iklædt udødelighed – så at når vi lægger dette jordiske legeme fra os, iklæder vi os udødelighed [se Alma 11:43–44]. Vores legeme vil vende tilbage til støvet, men det er vores håb og tro, at vi vil modtage vores legeme igen fra elementerne – at vi vil modtage det helt, som det var her, og at, hvis vi er trofaste mod frihedens evangeliums principper, vi da skal være beredte til at nyde evigt liv (DBY, s. 372).

Når ånden har forladt legemet, har den intet tabernakel i åndeverdenen, før Herren gennem sin lov, som han har ordineret, tilvejebringer opstandelse for de døde [se L&P 93:33–34]. Når den engel, som har nøglerne til opstandelsen, vil blæse i sin basun, da vil de grundlæggende partikler, som udgjorde vores legeme her, hvis vi ærer det, selvom det er i havets dyb, og selvom en del er i nord, en anden i syd, en anden i øst, og en anden i vest, blive bragt sammen igen på et øjeblik, og vores ånd vil tage det i besiddelse. Vi vil da være forberedt til at bo hos Faderen og Sønnen, og vi kan aldrig blive beredt til at bo hos dem før end da. Ånder bor, når de forlader deres legeme, ikke hos Faderen og Sønnen, men bor i åndeverdenen, hvor der er forberedt et sted til dem. De, som ærer deres tabernakel og elsker og tror på Herren Jesus Kristus, må aflægge sig dette jordiske liv, ellers kan de ikke iklæde sig udødelighed. Dette legeme skal forandres, ellers kan det ikke være forberedt til at bo i Faderens herlighed (DBY, s. 372).

Når legemet og ånden er adskilt af døden, hvad vil vi da modtage først? Legemet. Det er det, som en guddommelig ånd ønsker allermest. Vi får først legemet. [En retfærdig mands eller kvindes] ånd har overvundet legemet, og legemet underkastes i enhver henseende det guddommelige princip, som Gud har lagt i denne person. Ånden inden i er ren og hellig og går ren og hellig tilbage til Gud, bor ren og hellig i åndeverden og vil med tiden få privilegiet at komme og tage legemet igen. [Jesus Kristus] har opstandelsens nøgler, idet han før os har gennemgået denne prøvelse og vil blive udsendt for at lade vores legeme opstå, og vores ånd vil være der og være rede til at træde ind i [vores] legeme. Da, når vi er parate til at modtage vores legeme, er dette det første jordiske, der har den guddommelighed, som mennesket kan modtage. Kun legemet dør; ånden lever altid (DBY, s. 373).

Vi er her og må begrave vores døde i overensstemmelse med præstedømmets orden. Men nogle af vores brødre dør på havet; de kan ikke blive begravet i en grav, men de lægges i lærred og kastes i havet, og måske bliver de efter to minutter opslugt af en haj; alligevel vil disse personer komme frem i opstandelsen og modtage al den herlighed, som de er værdige til og blive iklædt de opstandne helliges skønhed, ligeså vel som hvis de var blevet lagt i en guld- eller sølvkiste og i et særligt gravsted (DBY, s. 373–374).

Ingen kan træde ind i det celestiale rige og blive kronet med herlighed og ære, før han får sit opstandne legeme (DBY, s. 375).

Den eneste sande værdi, der findes, er, at vi sikrer os en hellig opstandelse (DBY, s. 372).

Forslag til studium

Jordisk glæde kan ikke sammenlignes med den sjæls »herlighed, glæde og fred og lykke«, som forlader dette liv i retfærdig fred.

Selvom det er smertefuldt at tage afsked med en af vores kære, hvordan kan vi så glæde os og finde trøst i deres død?
Hvad var præsident Youngs råd med hensyn til vores prøvetid i dette liv? Han lærte os også, at vi bør leve, så vores personlighed »med glæde kan ransages af hellige væsener.« Hvordan kan vi sikre os, at dommedagen vil blive en glædelig tid for os?

Ved døden skiller ånden sig fra legemet, legemet vender tilbage til jorden, og ånden går ind i åndeverdenen.

Hvorfor er døden en del af »livets gang«?
Hvad lærte præsident Young os om legemet, når ånden har forladt det?

Jesus Kristus er førstegrøden af opstandelsen.

Hvad gjorde Jesus i stand til at opstå?
Hvad lærer vi af Kristi opstandelse om opstandne væsener? Hvordan vil vores legeme forandre sig, når vi er opstået?

Vores trofasthed kan forberede os til en herlig opstandelse, genforeningen af vores legeme og ånd.

Hvordan vil opstandelsen finde sted ifølge præsident Young? (Se også Alma 11:43; Fil 3:21).
Hvad vil det sige at ære vores tabernakel?
Hvorfor er det at modtage »en hellig opstandelse« »den eneste sande værdi, der findes«?

Christ appearing to Mary — Før han steg op til Faderen, viste den opstandne Jesus Kristus sig for Maria.

pioneers burying dead — Døden var en konstant realitet for de hellige, der gik over prærien, som vi ser på dette maleri.