Kapitel 15

Koloniseringen i Vesten

Præsident Brigham Young erklærede: »Gud har vist mig, at dette er stedet, hvor dette folk skal bosætte sig, og det er her, de vil få fremgang … Når de hellige samles her og bliver stærke nok til at besidde landet, vil Gud mildne klimaet, og vi vil bygge en by og et tempel til den allerhøjeste Gud på dette sted. Vi vil udvide vores kolonier mod øst og vest, mod nord og mod syd, og vi vil bygge små og store byer i hundredvis, og tusinder af hellige vil indsamles her fra jordens nationer. Dette vil blive nationernes store hovedvej« (JSB).

Brigham Youngs lærdomme

Konflikt i Illinois og de helliges flugt til Vesten.

Jeg ønsker ikke, at folk skal tro, at jeg har haft noget som helst at gøre med, at vi blev flyttet hertil [til Salt Lake-dalen], det var den Almægtiges forsyn; det var Guds kraft, der udvirkede dette folks frelse. Jeg kunne aldrig have udtænkt sådan en plan (DBY, s. 480).

Jeg udtænkte ikke den store plan, så at Herren åbnede vejen for at sende dette folk til disse bjerge. Joseph overvejede flytningen i flere år, før det skete, men han kunne ikke komme hertil (DBY, s. 480).

I Josephs dage sad vi i mange timer ad gangen og talte om netop dette område. Joseph sagde ofte: »Hvis jeg blot var i Rocky Mountains sammen med et hundrede trofaste mænd, så ville jeg være lykkelig og ikke bede nogen pøbel om nåde« (DBY, s. 480).

Vi boede i Illinois fra 1839 til 1844, hvor det atter lykkedes [Kirkens fjender] at vække forfølgelsens ånd mod Joseph og de sidste dages hellige. Forræderi! Forræderi! Forræderi! råbte de og kaldte os mordere, tyve, løgnere, ægteskabsbrydere og de værste mennesker i verden … De tog Joseph og Hyrum, og som garanti for deres sikkerhed gav guvernør Thomas Ford staten Illinois’ løfte om sikkerhed. De blev fængslet [i Carthage i Illinois] under det foregivende at holde dem i sikkerhed, fordi pøbelen var så ophidset og voldelig. Guvernøren efterlod dem i pøbelens hænder, som trængte ind i fængslet og skød og dræbte dem. John Taylor, som er blandt os i dag, var også i fængslet, og blev også skudt og måtte holde sengen i adskillige måneder efter. Efter pøbelen havde begået disse mord, vendte de sig mod os og brændte vores huse og korn. Da brødrene gik ud for at slukke ilden, gemte pøblen sig under nogle hegn, og i nattens mørke skød de dem (DBY, s. 473).

I året 1845 sendte jeg breve til alle staternes og territoriernes guvernører i unionen og bad dem om asyl inden for deres grænser til de sidste dages hellige. Vi blev i alle tilfældene nægtet dette privilegium, enten gennem stiltiende foragt eller direkte afslag. De var alle enige om, at vi ikke kunne komme inden for deres territorier eller statsgrænser (DBY, s. 474).

I efteråret 1845 kom der tre kongresmænd [til Nauvoo] og afholdt en konference sammen med De Tolv og andre. De ønskede, at vi skulle forlade De Forende Stater. Vi fortalte dem, at det ville vi gøre, og at vi havde opholdt os længe nok hos dem; vi gik med til at forlade staten Illinois som følge af de religiøse fordomme mod os, som gjorde, at vi ikke længere kunne være i fred. Disse mænd sagde, at befolkningen nærede antipati mod os. Stephen A. Douglas, en af de tre, havde lært os at kende. Han sagde: »Jeg kender jer, jeg kender Joseph Smith; han var en god mand,« og dette folk er et godt folk; men de ugudeliges fordomme er af en sådan art, at, sagde han, »mine herrer, I kan ikke blive her og leve i fred.« Vi gik med til at rejse. Vi forlod Nauvoo i februar 1846 (DBY, s. 473).

Jeg krydsede floden Mississippi sammen med mine brødre til dette sted uden på det tidspunkt at vide, hvor vi rejste hen, men med fast tro på, at Herren havde afsat et godt sted i bjergene til os, og at han ville lede os direkte dertil (DBY, s. 482).

Vi blev truet fra alle sider af vores ærkefjenders onde forfølgelse; hundredvis af familier, som var blevet tvunget fra deres hjem og var nødt til at efterlade alle deres ting, vandrede om som landsforviste i en tilstand af elendig fattigdom (DBY, s. 482).

Vi rejste, vi vidste ikke hvortil, kun at det var vores mening at komme uden for vore fjenders rækkevidde. Vi havde intet hjem, kun vores vogne og telte, og intet forråd af proviant eller tøj; men vi var nødt til at tjene til det daglige brød ved at efterlade vores familie på isolerede steder, hvor de kunne være i sikkerhed, og gå ud blandt vores fjender og arbejde (DBY, s. 478).

Vi rejste mod vest, gjorde ophold flere steder, byggede kolonier, hvor vi [midlertidigt] efterlod de fattige, som ikke længere kunne rejse sammen med kompagniet (DBY, s. 474).

Rekruttering og Mormonbataljonens march

Da vi befandt os midt blandt indianerne, som havde ord for at være fjendtlige, blev fem hundrede mænd indkaldt til at tage til Mexico for at kæmpe [i den mexicanske krig 1846–1848] (DBY, s. 476).

Jeg rejste selv med et kompagni med nogle få af mine brødre, mellem 160 og 320 km langs de mange rejseruter og gjorde ophold i alle de små lejre, hvor vi brugte vores indflydelse for at skaffe frivillige, og på den dag, der var udpeget til samling [16. juli 1846 i Council Bluffs, Iowa], var den bemanding, der krævedes, samlet; og dette blev nået på omkring 20 dage fra den tid, hvor udskrivningen blev bekendtgjort (DBY, s. 479).

Denne bataljon indledte sin march fra Fort Leavenworth via Santa Fe og over ørkenen og den tørre rute og slog sig ned i det sydlige Californien til glæde for alle de loyale officerer og mænd. Da de ankom, stod general [Stepen W], Kearny i en [vanskelig] situation, og oberst P. St. George Cooke [bataljonens nye anfører] fortsatte straks bataljonens march for at komme dem til undsætning, og sagde til ham: »Nu har vi de drenge her, som kan sætte alt på plads.« Drengene i denne bataljon udførte trofast deres pligt. Jeg tænker aldrig på dette lille kompagni af mænd, uden at min næste tanke er: »Gud velsigne dem i al evighed.« Alt dette gjorde vi for at bevise over for regeringen, at vi var loyale (DBY, s. 477).

Vores bataljon rejste til krigsområdet, ikke i bekvemme køjepladser på dampskibe, ej heller med nogle få måneders orlov, men til fods mere end 3.200 km gennem ørkener uden veje og tyndt bevoksede sandede sletter, hvor de blev udsat for enhver form for afsavn, genvordigheder og lidelser under omtrent to års fravær, før de igen kunne mødes med deres familie. Således blev vores udfrielse atter påvirket af den Altvidendes mellemkomst, som kender enden fra begyndelsen (DBY, s. 479).

Under … prøvende forhold blev det krævet af os, at vi trak fem hundrede af vores bedste mænd ud af vores lejre og efterlod resten til at tage sig af de gamle, de unge og kvinderne (DBY, s. 478).

De af os, som blev tilbage, arbejdede og skaffede alt, hvad vi skulle bruge til at brødføde os selv i ødemarken. Vi måtte betale vores egne skolelærere, skaffe vores eget brød og tjene til vores tøj eller undvære – der var intet andet valg (DBY, s. 476).

»De fattiges lejr« blev bevaret på grund af Herrens nåde.

Nogle få af de meget fattige, de syge og de ældre, som igen led under pøblens vold, blev tilbage; de blev pisket og pryglet, og deres huse blev brændt (DBY, s. 473–474).

[Disse] brødre, som opholdt sig ved vejen [langs flodbredden nord for Montrose, Iowa], kæmpede sig gennem fattigdom og trængsler. På et tidspunkt fik jeg at vide, at de ville have bukket under af sult, hvis Herren ikke havde sent vagtler til dem. Disse fugle fløj imod deres vogne, og de enten dræbte sig selv eller slog sig, og brødrene og søstrene samlede dem op, hvilket forsynede dem mad i flere dage, indtil de nåede ud til ødemarken. [Brigham Young udsendte redningskompagnier ud for at hente disse hellige, så de kunne samles med deres slægtninge og venner i lejrene længere fremme på ruten] (DBY, s. 474).

Brigham Youngs pionerkompagni fra 1847 banede vejen til Salt Lake-dalen.

Noget af tiden fulgte vi indianerruterne, noget af tiden fulgte vi kompasset. Da vi forlod Missouri-floden, fulgte vi Platte-[floden], Og nogle steder dræbte vi klapperslanger i stort antal, og vi anlagde veje og byggede broer, så vi fik ondt i ryggen. Der, hvor vi ikke kunne bygge broer over floderne, færgede vi vores folk over (DBY, s. 480).

Da vi mødte hr. Bridger [ejer af Fort Bridger, Wyoming] ved floden Big Sandy River [den 28. juni 1847], sagde han: »Hr. Young, jeg ville give et tusinde dollars, hvis jeg vidste, at den mindste smule majs ville modnes i [de bjerge].« Jeg sagde: »Vent halvandet år, og jeg vil vise Dem mange af dem.« Sagde jeg dette af kundskab? Nej, det var min tro; men vi fik ikke den mindste smule opmuntring – ud fra almindelig tankegang og det, vi kunne lære om dette område, om dets goldhed, dets kulde og frost – til at tro, at vi nogensinde kunne dyrke noget … Vi havde tro på, at vi kunne dyrke korn; var der noget galt i det? Slet ikke. Hvis vi ikke havde haft tro, hvad var der så blevet af os? Vi ville være sunket ned i vantro, have lukket af for enhver kilde til vores underhold og ville aldrig have dyrket noget som helst (DBY, s. 481).

[Den 30. juni 1847] da pionerkompagniet nåede til Green River [ca. 140 km øst for den store Salt Lake-dal], mødte vi Samuel Brannan og nogle få andre fra [San Francisco] Californien, og de ønskede, at vi skulle tage dertil. Jeg bemærkede: »Lad os tage til Californien, og vi kan ikke blive der i mere end fem år. Men lad os blive i bjergene, så kan vi dyrke vores egne kartofler og spise dem; og jeg regner med, at blive her.« Vi er stadig midt i disse bjerges styrke, og vi har til hensigt at blive her, og her vil hele helvede ikke kunne skade de hellige (DBY, s. 475).

Jeg og andre kom ud af det, som vi kaldte Emigration Canyon; vi gik over Big- og Little-bjergene og kom ned til dalen ca. 1 km mod syd derfor. [Orson Pratt og Erastus Snow rejste ind i Salt Lake-dalen den 21. juli 1847; for- og hovedkompagnierne ankom den 22. juli. Det bageste kompagni med præsident Brigham Young, som led af eftervirkninger af bjergfeber, rejste ind i dalen den 24. juli]. Vi lokaliserede os, og vi så os omkring, og til sidst nåede vil til og slog lejr mellem to af City Creeks forgreninger, hvor den ene løb mod sydvest og den anden mod vest. Her satte vi vores fane på denne tempelplads og på husblokken oven over denne. Her slog vi lejr og besluttede, at her ville vi bosætte os og blive (DBY, s. 474).

De hellige overvandt deres besværligheder i Vesten ved tro på Gud.

Vi ankom hertil, hvor vi fandt nogle få … indianere, nogle få ulve og kaniner og et stort antal fårekyllinger; med hvad angår et grønt træ eller et frugttræ eller bare en grøn mark, så fandt vi intet af denne slags med undtagelse af nogle få poppeltræer og piletræer ved kanten af City Creek. Vi havde medbragt al den proviant, som vi havde, da vi kom hertil, omkring 1.900–2.000 km. Da vi forlod vores hjem, samlede vi det sammen, som pøbelen ikke havde stjålet af vores heste, okser, kalve, og nogle kvinder kørte deres eget spand hertil. I stedet for 165 kg korn da de begav sig afsted fra Missouri-floden, havde halvdelen af dem ikke det halve af dette tilbage. Vi var nødt til at medbringe vores såsæd, vores landbrugsredskaber, kommoder, skriveborde, anretterborde, sofaer, klaverer, store spejle, gode stole, tæpper, gode skovle og ildtænger og andre gode møbler sammen med alle dagligstuemøblerne, komfurerne osv., og vi måtte medbringe disse ting hulter til bulter stuvet sammen med nogle kvinder og børn, med udslidte heste … og afdankede køer. Dette var vores eneste transportmulighed, og hvis vi ikke havde medbragt vores ting på denne måde, ville vi ikke have haft noget, for der var intet her (DBY, s. 480).

De hellige var fattige, da de kom til denne dal (DBY, s. 475).

De skaffede sig nogle få hjorteskind, antilopeskind, fåreskind og bøffelskind og lavede bukser og mokkasiner af dem og snørede bøffelsnor omkring. Nogle havde tæpper, andre havde ikke; nogle havde skjorter, og jeg tænker, at nogle ikke havde noget. En mand fortalte mig, at han ikke havde nogen skjorter til sig selv eller familien (DBY, s. 475–476).

Jeg vil vove at påstå, at ikke én ud af fire i min familie havde sko på deres fødder, da vi kom til denne dal (DBY, s. 476).

Vi har tro, vi lever på tro; vi kom til disse bjerge ved tro. Vi kom hertil, som jeg ofte siger, selvom udtrykket i nogles ører kan lyde ret groft, nøgne og barfodede, og det er mere eller mindre tilfældet (DBY, s. 481).

Vi bad for jorden og indviede den og vandet, luften og alt, hvad dertil hører, til Herren, og himmelen tilsmilede jorden, og den blev frugtbar, og i dag giver den os det bedste af korn, frugt og grøntsager (DBY, s. 483).

Indtil de sidste dages hellige kom hertil, troede ikke én af de bjergboere og dem, som havde rejst her omkring, så vidt vi kunne erfare, at den mindste smule majs ville blive moden i disse dale. Vi ved, at jorden her frembringer majs og hvede i overflod, og vi ved, at vi har et fortræffeligt område, hvor vi kan opdrætte kvæg, heste og enhver anden slags husdyr, som vi har brug for (DBY, s. 485).

Fra Adams dage og til nu har der aldrig været noget sted, der er blevet velsignet mere, end dette sted er blevet velsignet af vores Fader i himmelen; og vi vil stadig blive velsignet mere og mere, hvis vi er trofaste og ydmyge og er Gud taknemmelige for den hvede og majs, havre, frugt, grøntsager, kvæg og alt, som han skænker os, og prøver at bruge det til at opbygge hans rige på jorden (DBY, s. 483).

Vi er pionerer i dette område (DBY, s. 474).

Vi trykte de første aviser, på nær omkring to, anlagde de første frugtplantager, dyrkede den første hvede, sørgede for nogle af de første skoler og foretog de første forbedringer i vores pionerarbejde i stort omfang fra Mississippi-floden til Stillehavet; og her kom vi så endelig til, så vi kunne være væk fra alle, om muligt. Vi tænkte, at vi ville tage så langt væk fra andre mennesker, som vi kunne komme; vi ønskede at komme til et fremmed land, lige som Abraham, så vi kunne være, hvor vi ikke hele tiden skulle være i konflikt med nogen (DBY, s. 476).

Vi ønsker, at fremmede skal forstå, at vi ikke kom hertil af eget valg, men fordi vi var nødt til at tage et sted hen, og dette var det bedste sted, vi kunne finde. Det var umuligt for nogen at leve her, medmindre han arbejdede hårdt og kæmpede og stred mod elementerne, men det var et førsteklasses sted til at udvikle sidste dages hellige, og vi vil blive velsignet for at bo her, og vi vil gøre stedet som Edens Have; og den Almægtige vil omgærde sine hellige og vil forsvare og bevare dem, hvis de vil gøre hans vilje. Det eneste, som jeg frygter, er, at vi ikke vil gøre det rigtigt. Hvis vi gør det [rigtige], vil vi blive som en by, der ligger på et bjerg, vores lys vil ikke kunne skjules (DBY, s. 474).

Det er blot syv år siden, vi forlod Nauvoo, og vi er nu klar til at bygge endnu et tempel. Jeg ser med glæde tilbage på vores anstrengelser. Her er der hundreder og tusinder af mennesker, der ikke har haft de samme privilegier, som nogle af os har haft. Spørger I hvilke privilegier? Jamen, at gennemgå alskens prøvelser og farer. De har ikke haft privilegiet at blive berøvet og fået plyndret deres ejendom, at være omgivet af pøbelen og døden, som mange af os har (DBY, s. 482).

I spørger, om vi skal blive i disse bjerge. Jeg svarer ja, så længe som det behager os at gøre Gud vor himmelske Faders vilje. Hvis det behager os at vende os bort fra Herren Jesu Kristi hellige befalinger, som fordums Israel gjorde, og vende os hver sin vej, vil vi blive spredt ud, udskilt, fordrevet af vores fjender og forfulgt, indtil vi lærer at huske Herren vor Gud og er villige til at vandre ad hans veje (DBY, s. 483).

Mange spørger måske: »Hvor længe skal vi blive her?« Vi skal blive her, lige så længe som vi bør. »Skal vi jages afsted, når vi rejser?« Hvis vi vil leve på en måde, så at vi bliver tilfredse med os selv og ikke vil drive os selv fra vores hjem, vil vi aldrig blive drevet ud af dem. Søg den bedste visdom, I kan opnå, lær at arbejde godt, byg gode huse, lav gode gårde, plant gode æble-, pære- og andre frugttræer ud, som vil trives her, og også fjeldribs og hindbærbuske, plant jordbærbed, og opbyg og pryd en smuk by (DBY, s. 483–484).

Tænk på vores kolonier i et 950 km stort område i disse bjerge, og tænk på den vej, som vi rejste ad hertil, hvor vi byggede broer og anlagde veje over prærierne, bjergene og dalene! Vi kom fattige hertil i gamle vogne, vores venner … bad os om at medbringe »al den proviant, I kan; for I kan ikke få mere! Medbring al den såsæd, I kan, for dér kan I ikke få nogen!« Det gjorde vi, og ud over alt dette har vi indsamlet alle de fattige, vi kunne, og Herren har sat os i disse dale og lovet os, at han ville skjule os for en tid, indtil hans vrede og fortørnelse er gået ud over nationerne. Vil vi stole på Herren? Ja (DBY, s. 475).

Gennem himmelens nåde er vi blevet i stand til at overvinde alle disse besværligheder og kan samles her i dag i disse bjerges kammer, hvor ingen skræmmer os, langt væk fra vores forfølgere, langt væk fra den gamle verdens oprør og forvirring (DBY, s. 482).

Forslag til studium

Konflikt i Illinois og de helliges flugt til Vesten.

• Hvem gav præsident Young æren for planen om at flytte de hellige til Rocky Mountains og Salt Lake-dalen?

• Hvilke omstændigheder tilskyndede til de helliges flugt fra Illinois? Hvorfra vidste præsident Young, hvor han skulle lede de hellige hen?

Rekruttering og Mormonbataljonens march.

• Hvorfor opfordrede kirkelederne 500 frivillige til at melde sig til Mormonbataljonen og forlade deres familie på et så kritisk tidspunkt i deres rejse mod vest?

• Mormonbataljonen kom aldrig til at kæmpe i krigen, fordi kampen var forbi, da de kom til deres bestemmelsessted. Hvilke afsavn led de hellige på grund af regeringens indkaldelse til bataljonen? Hvorfor tror I, at det var vigtigt for dem at yde dette offer? Hvilke goder kom der ud af denne erfaring?

»De fattiges lejr« blev bevaret gennem Herrens nåde.

• Hvordan afhjalp Herren de helliges sult for en tid? Hvordan har Herren hjulpet jer i tider med nød?

Brigham Youngs pionerkompagni fra 1847 banede vejen til Salt Lake-dalen.

• Lære og Pagter 136 indeholder »Herrens ord og vilje angående Israels lejr på rejsen mod vest« (vers 1). Denne åbenbaring blev givet til præsident Young i Winter Quarters den 14. januar 1847. Hvilke andre råd fik de hellige, som rejste mod vest, ud over den organisering, som beskrives i dette afsnit?

• Hvilken bekymring udtrykte Jim Bridger over for præsident Young? Hvad var grundlaget for præsident Youngs stærke svar til Mr. Bridger? Hvad er jeres oplevelser med succes, som først og fremmest var et resultat af at have udøvet tro?

• Hvorfor valgte præsident Young at blive i Rocky Mountains frem for at fortsætte til Californien?

De hellige overvandt deres besværligheder i vesten gennem tro på Gud.

• Hvordan prøvede de hellige at løse problemet med deres fattigdom?

• Præsident Young sagde: »Fra Adams dage til nu har der aldrig været noget sted, der er blevet velsignet mere, end dette sted er blevet velsignet af vores Fader i himmelen.« Hvad kræves der af de hellige, hvor end de bor, for at sikre at disse velsignelser kan fortsætte? Hvad vil det sige at leve ved tro? Hvad kan vi gøre for i højere grad at leve ved tro på Jesus Kristus?

• Hvad opnåede de hellige som pionerer i Rocky Mountains? Hvad kan vi gøre for at opbygge Kirken, der hvor vi bor?

• Præsident Young kom med en usædvanlig udtalelse: »Her er der hundreder og tusinder af mennesker, som ikke har haft de samme privilegier som nogle af os har haft … De har ikke haft privilegiet at blive berøvet og plyndret af deres ejendom, at være omgivet af pøbelen og døden, som mange af os har.« Hvad tror I, han mente? Hvorfor var Salt Lake-dalen »et førsteklasses sted til at udvikle sidste dages hellige«? På hvilken måde har besværligheder velsignet jeres liv? Hvad kan vi gøre for at vende selv den mest udfordrende prøvelse til en mulighed for at vokse?

I 1848 truede en græshoppeplage med at ødelægge de helliges afgrøder. Som svar på inderlig bøn sendte Herren havmåger for at stoppe græshopperne, hvilket er skildret i dette maleri.

Som skildret af denne kunstner ledte præsident Young de hellige vestpå i 1847 til »det bedste sted, vi kunne finde. Det var umuligt for nogen at leve her, medmindre han arbejdede hårdt … men det var et førsteklasses sted til at udvikle sidste dages hellige« (DBY, s. 474).