Kapitel 5
Modtagelse af Jesu Kristi forsoning
Præsident Brigham Young skrev følgende om forsoningen til en af sine sønner: »At få det fulde udbytte af den uendelige forsoning, som vor Herre og Frelser har udført, er inden for vores rækkevidde – fuldt ud og helt, men kun på betingelse af vores trofasthed i at holde vores pagter og vores pligter til at holde de guddommelige befalinger, der er givet os« (LBY, s. 259). Præsident Young belærte om, at alt håb om frelse er grundlagt på Frelserens, Jesu Kristi, forsoning.
Brigham Youngs lærdomme
Jesus Kristus tilbød menneskeheden en uendelig forsoning.
De sidste dages hellige tror på Frelserens forsoning, og jeg ønsker, at Israels ældster skal forstå, så godt de kan, alle de lærdomsmæssige punkter med hensyn til forløsningen af menneskeheden, så de kan vide, hvordan de skal tale om og forklare disse ting (DNSW, 18. aug. 1874, s. 2).
Jesus kom for at oprette sit åndelige rige, eller for at indføre moralske love, som ville ophøje folks ånder til guddommelighed og til Gud, så de derved kunne sikre sig en herlig opstandelse og retten til at regere på jorden, når denne verdens riger skal blive vor Guds og hans Kristi riger. Han kom også for at blive kendt som verdens Frelser, for at udgyde sit blod på forsoningens alter og åbne vejen til livet for alle troende (DNW, 13. aug. 1862, s. 1).
Joseph [Smith] fortalte os, at Jesus var Kristus, Mægleren mellem Gud og mennesket, og verdens Frelser. Han fortalte os, at der ikke var noget andet navn i himlene eller under himlene og heller ikke ville være, gennem hvilket mennesket kunne frelses i Faderens nærhed, andet end ved og gennem Jesu Kristi navn og gerning og hans forsoning på Golgata. Joseph fortalte os også, at Frelseren kræver streng lydighed mod alle befalingerne, ordinanserne og lovene, som hører hans rige til, og at hvis vi vil gøre. dette, vil vi få del i alle de velsignelser, som hans evangelium lover (DNW, 22. okt. 1862, s. 1).
I det øjeblik hvor Frelserens forsoning tilsidesættes, i det øjeblik, med ét tag, ødelægges den kristne verdens håb om frelse, fundamentet for deres tro tages bort, og der er intet tilbage for dem at stå på. Når det er væk, gøres alle de åbenbaringer, som Gud har givet den jødiske nation, hedningene og os værdiløse, og alt håb tages fra os med ét tag (DBY, s. 27).
Gennem forsoningens gave, som kun Kristus kunne give, kan Guds børn arve et rige af herlighed.
De sidste dages hellige tror på Guds Søns evangelium, simpelthen fordi det er sandt. De tror på dåb til syndernes forladelse, personlig og stedfortrædende for de døde; de tror, at Jesus er verdens Frelser; de tror, at alle, som opnår en hvilken som helst herlighed i et hvilket som helst rige, gør dette, fordi Jesus har købt dem gennem sin forsoning (DBY, s. 30).
Jesus blev fra begyndelsen udpeget til at dø for vores forløsning, og han led en pinefuld død på korset (DBY, s. 27).
Med hensyn til Jesus og forsoningen kan jeg sige til jer (det står skrevet, og jeg tror fuldt og fast på det), at Kristus døde for alle. Han har betalt den fulde pris, om man så modtager gaven eller ej. Men hvis vi vedbliver med at synde, lyve, stjæle og bære falsk vidnesbyrd, må vi omvende os og forsage den synd for at få den fulde kraft af Kristi blod. Uden dette vil det ingen virkning have. Der skal omvendelse til, for at forsoningen kan gavne os. Lad alle, som gør noget forkert, holde op dermed. Lev ikke længere i overtrædelse, lige meget hvilken art, men lev hver dag af jeres liv i overensstemmelse med de givne åbenbaringer, så jeres eksempel vil være værd at handle efter: Lad os huske, at vi aldrig må overtræde vores religions grænser – aldrig, aldrig! (DBY, s. 156–157).
Jesus vil gennem sin egen forløsning føre enhver af Adams sønner og døtre frem, undtagen fortabelsens sønner, som vil blive kastet i helvede … Det er sandt, at alle, som ikke begår synd på nådens dag og bliver engle for djævelen, vil blive bragt frem for at arve et rige af herlighed (DBY, s. 382).
Jesus er, som I forstår, den første, der er opstået fra de døde. Hverken Enok, Elias, Moses eller noget andet menneske, som har levet på jorden, lige meget hvor strengt han har levet, er nogensinde opstået, før end efter at Jesu Kristi legeme blev kaldet fra graven af englen. Han er den første, der er opstået fra de døde. Han er opstandelsens Mester – det første dødelige menneske, som har levet her efter at have modtaget opstandelsens herlighed (DBY, s. 374).
Dette var ikke noget mirakel for ham. Han havde livets og dødens kilde i sin magt; han havde magt til at nedlægge sit liv og magt til at tage det igen. Det et det, han siger, og vi må tro dette, hvis vi tror på Frelserens historie og apostlenes udtalelser, som står skrevet i Det Nye Testamente. Jesus havde denne magt i og af sig selv; Faderen gav den i arv til ham. Det var hans arv, og han havde magt til at nedlægge sit liv og tage det igen (DBY, s. 340–341).
Kristi forsoning gør det muligt for dem, som har tro, omvender sig og adlyder Gud, at få tilgivelse.
Det blev tilladt, at mørke og synd kom til denne jord. Mennesket spiste af den forbudne frugt i overensstemmelse med planen, som blev lagt fra evigheden om, at mennesket skulle i kontakt med mørkets principper og kraft, så de kunne kende det bitre og det søde, det gode og det onde og blive i stand til at skelne mellem lys og mørke for at sætte dem i stand til bestandigt at modtage lys (DBY, s. 61).
Dette evangelium vil frelse hele menneskeheden; Jesu blod vil sone for vores synder, hvis vi accepterer de betingelser, han har fastsat; men vi må acceptere disse betingelser, ellers vil det ikke være til nogen nytte for os (DBY, s. 7–8).
At være hellige kræver i sandhed, at enhver forkert indflydelse, som findes i dem, som enkeltpersoner, undertrykkes, til ethvert ondt ønske er udslettet, og alle følelser i deres hjerte er underkastet Kristi vilje (DBY, s. 91).
Det kræver, at hele Kristi forsoning, Faderens nåde, englenes medlidenhed og Herren Jesu Kristi nåde er hos os altid og dernæst, at vi gør vores allerbedste for at fralægge os denne synd inde i os, så vi, kan undslippe denne verden og træde ind i det celestiale rige (DBY, s. 60).
Forslag til studium
Jesus Kristus tilbød menneskeheden en uendelig forsoning.
-
Hvorfor kom Jesus til jorden for at oprette sit »åndelige rige«? Af hvilke andre grunde kom han til jorden? Hvordan åbnede Jesus »vejen til livet for alle troende«? Hvordan kan vi undervise vores familie, så de kan »ophøje [deres] ånder til guddommelighed og til Gud«?
-
Hvordan kan vi »frelses i Faderens nærhed« og »få del i alle de velsignelser, som hans evangelium lover«?
-
Hvad ville der ifølge præsident Young ske med den kristne verden, hvis Jesu Kristi forsoning blev afskaffet? (Se også 2 Nephi 9:6–9).
-
Gennemgå følgende skriftsteder for at lære om andre aspekter i forsoningen: Mosiah 13:28, 32–35; Alma 7:11–12; 34:9–12; Moroni 8:8–12; L&P 88:6.
Gennem forsoningens gave, som kun Kristus kunne give, kan Guds børn arve et rige af herlighed.
-
Jesus blev i forudtilværelsen udvalgt til »at dø for vores forløsning«. Han forløste os fra fysisk og åndelig adskillelse fra Gud. Dette kaldes forsoningen. Præsident Young sagde, at Kristi forsoning »har betalt den fulde pris, om man så modtager gaven eller ej«. (Se også Helaman 14:15–18). Hvordan får vi det fulde udbytte af forsoningen?
-
Præsident Young belærte om, at alle, som opnår en hvilken som helst herlighed i et hvilket som helst rige, vil gøre dette, fordi Jesus købte dem gennem sin forsoning. Hvordan betalte han prisen for Adam? Hvordan betalte han prisen for os? (Se også 2 Nephi 2:8–10).
-
Hvordan kunne Jesus blive »opstandelsens Mester«?
Kristi forsoning gør det muligt for dem, som har tro, omvender sig og adlyder Gud, at få tilgivelse.
-
Hvorfor blev det »tilladt, at mørke og synd kom til denne jord«? Hvad er konsekvenserne af Adams fald? (Se også 2 Nephi 2:22–25).
-
Forsoningen tilvejebringer forløsning fra vores synder på betingelser, som vor Frelser har »fastsat«. Hvad er det for betingelser? (Se også 2 Nephi 2:26; L&P 18:44).
-
Hvilken guddommelig hjælp kan vi trække på, »så vi kan undslippe denne verden og træde ind i det celestiale rige«? Hvad kræves der af os?