Kirkens præsidenters lærdomme
Kapitel 3: Efterlevelse af evangeliet

Kapitel 3

Efterlevelse af evangeliet

Som en storslået kolonisator, samfunds- og kirkeleder og forsørger for sin familie var præsident Brigham Young et eksempel på det levende, praktiske evangelium. I sine lærdomme og sit liv lagde han vægt på, at Jesu Kristi evangelium er vejen til frelse for menneskeheden og også »en nøgtern religion, og tager fat i hverdagens pligter og dette livs realiteter« (DBY, s. 12).

Brigham Youngs lærdomme

Vores personlige vækst i evangeliet kommer lidt efter lidt og linie på linie, når vi efterlever de principper, vi lærer.

Vi … tager alle lovene, reglerne, ordinanserne og forordningerne, som findes i skrifterne, og praktiserer dem i det størst mulige omfang og bliver da ved med at lære og forbedre os, til vi kan efterleve hvert et ord, som udgår fra Guds mund (DBY, s. 3).

Vi har livets og frelsens evangelium til at gøre slette mennesker gode og gode bedre (DBY, s. 6).

I en samtale for ikke så længe siden med en gæst, som var på vej fra de østlige stater, sagde han: »Tror I, at I som folk er fuldkomne?« »Åh nej,« sagde jeg, »slet ikke … den lære, som vi har taget til os, er fuldkommen; men når det kommer til folket, så har vi lige så mange ufuldkommenheder, som man kan forestille sig. Vi er ikke fuldkomne; men det evangelium, som vi forkynder, er beregnet til at fuldkommengøre folk, så de kan opnå en herlig opstandelse og træde ind i Faderens og Sønnens nærhed« (DBY, s. 7).

Folket [kan ikke modtage lovene] i deres fuldkomne fylde; men de kan modtage lidt her og lidt der, lidt i dag og lidt i morgen, lidt mere næste uge og lidt mere derudover næste år, hvis de bruger det klogt, som de modtager, til at forbedre sig; hvis de ikke gør dette, bliver de efterladt i skyggen, og det lys, som Herren åbenbarer, vil være som mørke for dem, og himmeriget vil gå videre og efterlade dem famlende sig rundt. Hvis vi derfor ønsker at handle efter fylden af den viden, som Herren planlægger at åbenbare lidt efter lidt til jordens indbyggere, må vi forbedre os med den smule, som er blevet åbenbaret (DBY, s. 4).

Jeg … føler, at jeg over for de sidste dages hellige kraftigt skal understrege nødvendigheden af en nøjagtig anvendelse af evangeliets principper i vores liv, opførsel og ord, og alt vi gør; og det kræver hele mennesket, hele livet at være hengiven til forbedring for at komme til fuld kundskab om sandheden, som den findes i Jesus Kristus. Heri findes fuldkommenhedens fylde. Den blev udtrykt i vor Frelsers åndelige egenskaber, selvom kun en lille del af den blev åbenbaret for folket på grund af, at de ikke var i stand til at modtage den. Alt det, som de var beredt til at modtage, gav han dem. Alt, som vi er beredte til at modtage, giver Herren os; alt, som jordens nationer er beredte til at modtage, meddeler han dem (DBY, s. 11–12).

Det står skrevet om Frelseren i Bibelen, at han steg ned under alle ting, så han måtte stige op over alt. Er det ikke det samme med alle mennesker? Det er det sandelig. Det er derfor passende, at vi skal stige ned under alle ting og komme gradvist op og så lære lidt af og til, modtage »linie på linie og bud på bud, lidt her og lidt der« [Es 28:9–10; L&P 98:12] (DBY, s. 60) til vi kan nå ind i evigheden og favne fylden af hans herlighed, fortræffelighed og kraft (DBY, s. 3).

De åndelige og timelige aspekter af evangeliet er ét.

Hos Gud, og også hos dem, som forstår livets og frelsens principper, præstedømmet, sandhedens orakler og Guds gaver og kald til menneskets børn, er der ingen forskel mellem åndeligt og timeligt arbejde – alt er ét. Hvis jeg udfører mine pligter, gør jeg Guds vilje, om jeg så forkynder, beder, arbejder med mine hænder for et ærligt underhold, om jeg er på marken, på mekanikerværkstedet eller er forretningsmand, eller hvor end pligterne kalder, tjener jeg Gud lige så godt det ene sted som det andet; og sådan er det med alt og alle, hver har sin plads, tur og tid (DBY, s. 8).

Efter Guds mening eksisterer det at skelne åndelige ting fra timelige eller timelige fra åndelige ikke, for de er ét for Herren [se L&P 29:34–35] (DBY, s. 13).

Alt, hvad der hører til at opbygge Guds rige på jorden, om det så er at forkynde evangeliet eller bygge templer til hans navn, har vi lært at tænke på åndeligt arbejde, selvom det tydeligvis kræver det naturlige legemes styrke at udføre det (DBY, s. 13).

Vi kan ikke engang komme ind i templet, når det står færdigbygget, og udføre de ordinanser, som fører til åndelige velsignelser, uden at udføre timeligt arbejde. Timelige ordinanser må udføres for at sikre de åndelige velsignelser, som den Allerhøjeste har til sine trofaste børn. Enhver handling er først en timelig handling. Apostlen siger, at troen kommer af det, der høres [se Rom 10:17]. Hvad skal der høres for at udvikle tro? Ordets forkyndelse. Dertil må vi have en til at forkynde; og han er ikke en usynlig ånd, men en jordisk almindelig mand som os og underkastet de samme forordninger og regler i livet. At forkynde evangeliet er timeligt arbejde, og at tro på Herren Jesus Kristus er resultatet af et timeligt arbejde. At blive døbt er timeligt arbejde, både for den, der døbes og for ham, der udfører dåben. Jeg er et levende vidne om sandheden af denne udtalelse, for jeg fået ømme fødder mangen en gang og udmattet mig selv ved at rejse og forkynde, så at folk kunne få tro ved at høre evangeliet. De velsignelser, som vi så inderligt ønsker, vil komme til os, når vi at udfører det manuelle arbejde, der kræves, og således forbereder alle de ting, der er nødvendige for at modtage de usynlige velsignelser, som Jehova har til sine børn (DBY, s. 13–14).

Evangeliet er en vejledning i hverdagen - en praktisk religion.

Jesu Kristi religion er en nøgtern religion, og tager fat i hverdagens pligter og dette livs realiteter (DBY, s. 12).

Principperne for evighederne og evig ophøjelse gavner os ikke, medmindre de bliver bragt ned på niveau med vores åndelige evner, så vi kan praktisere dem i vores liv (DBY, s. 14).

Jeg begrænser evangeliet til nutiden og folks forhold og omstændigheder (DBY, s. 8).

Det system, som giver nuværende sikkerhed og fred, er det bedste at leve efter og det bedste at dø efter; det er det bedste at udføre forretninger efter; det er det bedste at opbygge gårde efter, til at bygge byer og templer efter, og dette system er Guds lov. Men det kræver streng lydighed. Retfærdighedens regel og de standarder, som Gud har givet folket at følge, sikrer fred, trøst og lykke nu og evig herlighed og ophøjelse; men intet på nær streng lydighed mod Guds lov vil gøre dette (DBY, s. 8).

Når jeg tænker på at tale til jer, forekommer det mig, at streng forkyndelse om emner, som hører den fjerne fremtid til, eller som gennemgår fortidens historie, uden tvivl vil glæde og være af stor interesse for en del af mine lyttere; men min dømmekraft og den ånd af intelligens, som er i mig, belærer mig om, at ved at vælge at gøre det på denne måde, kan folket ikke undervises i ting, der har med deres daglige pligter at gøre. Af denne grund føler jeg mig ikke tilskyndet til at belære jer om pligter, som skal udføres 100 år fra nu af, men snarere at give de belæringer, som har med nuet at gøre, med vores dag vandel og omgang, at vi kan vide, hvordan vi gavner os selv, som tiden går, og nutidige privilegier, og blive i stand til at lægge grundvolden til fremtidig lykke (DBY, s. 12).

Min mission er at undervise folket med hensyn til deres hverdag. Jeg antager, at der er mange her, som for mange år siden har hørt mig sige, at jeg bekymrede mig meget lidt om, hvad der vil ske efter tusindårsriget. Ældster kan holde lange foredrag om ting, der skete på Adams tid, hvad der skete før skabelsen, og hvad der vil ske tusinder af år fra nu, og tale om ting, som er sket eller som vil ske, som de intet ved om, og fylde folk med tomme ord; men det er ikke min undervisningsmetode. Det er mit ønske at undervise folket om det, de bør gøre nu og lade tusindårsriget passe sig selv. At lære dem at tjene Gud og at opbygge hans rige er min mission. Jeg har belært om tro, omvendelse, dåb til syndernes forladelse og håndspålæggelse til modtagelse af Helligånden. Vi skal undervises med hensyn til vores hverdag ud fra et timeligt synspunkt (DBY, s. 8–9).

Vi tillader ikke os selv at gå ud på en mark og pløje uden at tage vores religion med os; vi går ikke ind på et kontor, bag disken for at uddele varer eller ind i en kontorbygning med bøger eller noget andet sted for at gøre nogen forretning uden at tage vores religion med os. Hvis vi rejser med jernbane eller er på ferie, må vores Gud og vores religion være hos os (DBY, s. 8).

Vi ønsker, at de hellige skal blive bedre mennesker, indtil for eksempel vores mekanikere er så ærlige og pålidelige, at dette jernbaneselskab vil sige: »Giv os en ›mormon‹-ældste som togfører, og ingen vil behøve have den mindste frygt for at køre, for hvis han ved, at der er fare på færde, vil han gøre alt, hvad der er nødvendigt for at bevare de liv, som han har fået ansvar for.« Jeg ønsker at se vores ældster så fulde af retskaffenhed, at de vil blive foretrukket af jernbaneselskabet som deres lokomotivbyggere, vægtere, lokomotivførere, kontorister og ledere. Hvis vi efterlever vores religion og er værdige til at bære navnet sidste dages hellige, er vi netop de mænd, som alle sådanne virksomheder kan blive betroet med fuld sikkerhed; hvis ikke, vil det bevise, at vi ikke efterlever vores religion (DBY, s. 232–233).

Vores religion indbefatter enhver handling og ethvert ord fra mennesket. Ingen bør udføre handel, medmindre han gør det i Gud; ingen bør udføre landbrugsarbejde eller nogen anden virksomhed, medmindre han gør det i Herren. Ingen rådmand bør sidde og dømme folket, men bør dømme i overensstemmelse med Herren, at han retfærdigt og upartisk kan skelne mellem rigtigt og forkert, sandt og falsk, lys og mørke, retfærdighed og uretfærdighed (DBY, s. 9).

Når man grundigt læser Det Gamle og Det Nye Testamente, kan man se, at størstedelen af de åbenbaringer, der er givet menneskeheden fordums, var med henblik på deres daglige pligter. Vi følger i samme spor. De åbenbaringer, som findes i Bibelen og Mormons Bog, er eksempler for os, og Lære og Pagter indeholder direkte åbenbaring til denne Kirke; de er en vejledning til os, og vi ønsker ikke at tilsidesætte dem; vi ønsker ikke, at de skal blive gammeldags og afskaffe dem. Vi ønsker fortsat at efterleve Herren Jesu Kristi åbenbaringer dag for dag og at have hans Ånd hos os hele tiden. Hvis vi kan dette, skal vi ikke mere gå i mørke, men vandre i livets lys (DBY, s. 12).

Hvis vi ønsker at nyde godt af Zions ånd, må vi leve for det. Vores religion er ikke blot teori; det er en praktisk religion, som frembringer glæde i alles hjerte (DBY, s. 12).

Arbejdet med at opbygge Zion er i enhver henseende praktisk arbejde; det er ikke blot teori. En teoretisk religion medfører meget lidt virkeligt godt eller fordele for nogen. Kun teoretisk at besidde en arv i Zion eller i Jerusalem – kun i fantasien – ville være det samme som slet ingen arv at have. Det er nødvendigt at gøre noget for det, at gøre en arv praktisk, håndgribelig og fordelagtig. Så lad os ikke stille os tilfreds med blot en teoretisk religion, men lad den være praktisk, selvrensende og selvopretholdende, og lad os holde Guds kærlighed inde i os, gå efter hvert et bud, efter hver en lov og efter hvert et ord, som er givet for at lede os (DBY, s. 12).

Og hvis jeg i dag koncentrerer mig om det, som påhviler mig at gøre og derefter det, som kommer i morgen og så videre, vil jeg, når evigheden kommer, være forberedt til at gå ind til det, der hører evigheden til. Men jeg vil ikke være forberedt til dette, hvis ikke jeg kan klare de ting, som nu er inden for min rækkevidde. I må alle lære at gøre dette (DBY, s. 11).

Selve formålet med vores tilværelse her er at arbejde med de timelige elementer i denne verden og kunne kontrollere jorden, at mangedoble de organismer og planter, som Gud har planlagt skal dvæle på jorden (DBY, s. 15).

Livet er til for os, og vi skal modtage det i dag og ikke vente til tusindårsriget. Lad os vælge vejen til frelse i dag og, når aftenen kommer, gennemgå dagens handlinger, omvende os fra vore synder, hvis vi har nogen at omvende os fra, og bede vores bønner; da kan vi lægge os ned og sove i fred indtil morgenen og stræbe efter at leve hele dagen i overensstemmelse med Gud og ingen anden (DBY, s. 16).

Ansvaret for at tage vare på os selv og vores familie er en vigtig praktisk anvendelse af evangeliet.

Jeg har bestandigt forsøgt at få dette folk til at følge en kurs, som vil gøre dem uafhængige, til at tage sig af deres fattige, de lamme og de halte og de blinde og løfte de uvidende op fra, hvor de ikke har mulighed for at leve efter verdens levevis og forstå den almene viden, som findes blandt menneskenes børn, og bringe dem sammen fra jordens fire hjørner og gøre dem til et intelligent, sparsommeligt og uafhængigt folk (DBY, s. 16).

Det er og har i årevis været min kamp at få folket til at forstå, at hvis de ikke sørger for sig selv, vil de ikke blive sørget for; at hvis vi ikke lægger grundvolden til at brødføde og klæde og huse os selv, vil vi forgå af sult og kulde; vi vil også lide om sommeren under solens stråler på vores nøgne, ubeskyttede krop (DBY, s. 16–17).

Hvem fortjener ære? Dem, som tager vare på sig selv, og dem, som altid stoler på Herrens store nåde til at passe på dem? Det er lige så uoverensstemmende at vente, at Herren vil skaffe os frugt, når vi ikke planter træer; eller at vi, når vi ikke pløjer og sår, skånes for høstarbejdet, eller at vi bør råbe til Herren om at skåne os fra at mangle noget, som at bede ham om at frelse os fra konsekvenserne af vores egen tåbelighed, ulydighed og ødselhed (DBY, s. 293).

I stedet for at søge det, som Herren vil gøre for os, så lad os i stedet spørge, hvad vi selv kan gøre (DBY, s. 293).

Mens vi har frodig jord i denne dal og sæd at lægge i jorden, behøver vi ikke at bede Gud om at brødføde os, ej heller følge os rundt med et brød og tigge os om at spise det. Det vil han ikke gøre, det ville jeg heller ikke, hvis jeg var Herren. Vi kan brødføde os selv her; og hvis vi nogensinde kommer i omstændigheder, hvor vi ikke kan, vil der være tid nok for Herren til at udvirke et mirakel til at opretholde livet for os (DBY, s. 294).

Hvis I ikke kan tjene til livets ophold, hvordan kan I så forvente at have visdom til at opnå evigt liv? Gud har givet jer livet – jeres legeme og ånd og har velsignet jer med evner og derved lagt grundvolden til al viden, visdom og forståelse og al herlighed og evigt liv. Hvis I ikke har opnået evnen til at tjene til livets ophold og forsørge kone og nogle få børn, hvad skal I da gøre med hensyn til ting, der hører himmelen til? (DBY, s. 13).

Se på jer selv i jeres egenskab af hjælpeforeninger i denne by og i bjergene. Se på jeres forhold. Overvej dem inde i jer selv, og afgør, om I vil lære om den indflydelse, som I besidder, og så udøve denne indflydelse til at gøre godt med og til at hjælpe de fattige blandt folket (DNW, 14:107).

Forslag til studium

Vores personlige vækst i evangeliet kommer lidt efter lidt og linie på linie, når vi efterlever de principper, vi lærer.

  • Hvorfor lærer Herren os evangeliets sandheder »lidt i dag og lidt i morgen«? (Se også Es 28:9–10; 2 Nephi 28:30; L&P 98:12). Hvad må vi gøre for at modtage en større del af evangeliets sandheder? (Se også Alma 12:9–11). Hvad kan der ske, hvis vi får mere sandhed, end vi er beredte til at modtage?

  • Hvorfor er efterlevelse af et evangelisk princip til tider nødvendigt for at lære det pågældende princip? (Se også Joh 7:17; L&P 93:28).

  • Hvordan begrænser vi det, som Gud kan lære os?

De åndelige og timelige aspekter af evangeliet er ét.

  • Præsident Young sagde: »… det at skelne åndelige ting fra timelige eksisterer ikke.« Hvordan bør en forståelse af denne udtalelse påvirke vores indstilling til vores daglige arbejde?

Evangeliet er en vejledning i hverdagen – en praktisk religion.

  • Præsident Young lærte de hellige at anvende evangeliets principper på en praktisk måde i deres dagligdag. Hvordan bør evangeliet påvirke vores beslutninger om vores familie, beskæftigelse og andre ansvar?

  • Hvad tror I, at præsident Young mente, da han sagde, at vi ikke bør gå »noget… sted for at gøre nogen forretning uden at tage vores religion med os«? Hvordan kan vi tage vores religion med os overalt, hvor vi går, og stadig være fintfølende over for andre? Hvordan kan vi stole mere på, at Ånden vil hjælpe os med at tage vores religion med os, hvor end vi er?

  • Hvad er vores ansvar i samfundet ud over missionering og at tjene i Kirken?

Ansvaret for at tage vare på os selv og vores familie er en vigtig praktisk anvendelse af evangeliet.

  • Hvad belærte præsident Young om med hensyn til ansvaret for at tage vare på os selv? Hvordan kan vi blive uafhængige i åndelige, uddannelsesmæssige, fysiske, følelsesmæssige og økonomiske ting? Hvordan kan vi hjælpe andre med at gøre dette?

  • Hvorfor er uafhængighed en vigtig del af evangeliet?

  • Præsident Young talte om dyden ved og nødvendigheden af at forsørge os selv. Hvilke velsignelser får vi, når vi gør dette? Under hvilke forhold siger præsident Young, at Herren vil »udvirke et mirakel til at opretholde livet for os«?