Kapitel 20

Organisering og ledelse af Kirken

Da præsident Young var 77 år gammel, organiserede han præstedømmet for at give tydeligere instrukser om dets opgaver, for at forene de hellige og for at indsamle og tage sig af Israels hjord. Resultaterne af præsident Youngs sidste store projekt blev prist af hans rådgiver, ældste George Q. Cannon. Han sagde, at præsident Young »satte præstedømmet i orden, som det aldrig har været siden Kirkens organisering på jorden. Han definerede apostlenes … halvfjerdsernes … højpræsternes … ældsternes … og det mindre præstedømmes pligter med enkelthed og fornemhed og kraft – Guds kraft – på en måde, som er nedfældet i så et umiskendeligt sprog, at ingen behøver tage fejl af, på hvem Guds Ånd hviler« (CHC, 5:507).

Brigham Youngs lærdomme

Gud åbenbarer sin vilje til Kirken gennem Kirkens præsident.

I fremsættelsen af de lærdomme, som hører til Guds riges fremgang og fremtidige opbygning på jorden samt åbenbaringen af hans vilje, har han sat én mund til at bekendtgøre sin vilje til sit folk. Når Herren ønsker at åbenbare noget til sit folk, når han ønsker at åbenbare nye lærdomme til dem eller revse nogen, vil han gøre det gennem den mand, som han har udpeget til dette embede og denne kaldelse. Resten af embederne og kaldelserne i Kirken er til hjælp og ledelse for at opbygge Kristi legeme og fuldkommengøre de hellige osv. Her står enhver præsident, biskop, ældste, præst, lærer, diakon og ethvert medlem på sin plads og tjener i sit præstedømmekald og -embede som tjener for livets ord og som hyrde for at våge over Guds hjords afdelinger og dele i hele verden og som hjælpere for at styrke hele Kirkens præsidentskab (DBY, s. 137).

Man må først og fremmest sørge for at være i besiddelse af og beholde evangeliets ånd, indsamle Israel, forløse og frelse verden, og det bør være det fremherskende ønske i hjertet hos Det Første Præsidentskab, Israels ældster og alle, der tjener i Kirken og Guds rige (DBY, s. 137).

Når alle lærdomme skal bedømmes og en afgørelse ytres, er det nødvendigt at komme til en enstemmig afgørelse, tro og beslutning. I kvo- rummets embede må de tre Første Præsidenter være enige; De Tolv Apostle må være enige i deres afstemning for at opnå en retfærdig afgørelse i enhver sag, som kan bringes for dem, som I kan læse i Lære og Pagter. Når som helst I ser disse kvorummer være enige i deres afsigelse, kan I regne med, at det er sandt [se L&P 107:27]. Lad ældsterne samles og være trofaste og sandfærdige; og når de er enige om en ting, kan I vide, at det er sandt (DBY, s. 133).

Den almægtige Herre leder denne Kirke, og han vil aldrig tillade, at I ledes på afveje, hvis I gør jeres pligter. I kan gå hjem og sove lige så sødt som et barn i moders arme, som I kan være trygge ved, at der ikke er fare for at jeres ledere vil lede jer på vildspor, for hvis de skulle prøve at gøre det, ville Herren hurtigt feje dem væk fra jorden. Jeres ledere prøver at efterleve deres religion i det omfang, de formår (DBY, s. 137).

De Tolv apostle har præstedømmets nøgler til at opbygge Guds rige i verden.

Det evige præstedømmes nøgler, som er efter Guds Søns orden, ligger i at være apostel. Hele præstedømmet, alle nøglerne, alle gaverne, alle begavelserne og alt, som er en forberedelse til at gå tilbage til Faderens og Sønnens nærhed, er sammensat af, defineret ved, eller jeg kan sige, indbefattet i apostelembedets periferi (MS, 15:489).

Da vi var kommet tilbage fra Missouri, havde min bror Joseph Young og jeg selv sunget efter at have talt til et møde; og da mødet blev hævet, sagde bror Joseph Smith: »Kom, gå med mig ned til mit hus.« Vi gik og sang for ham i lang tid og talte med ham. Han begyndte da at drøfte emnet om De Tolv og de halvfjerds første gang, jeg overhovedet har tænkt på det. Han sagde: »Brødre, jeg vil kalde tolv apostle. Jeg tror, at vi vil samles inden længe, og udvælge tolv apostle og udvælge et halv- fjerdserkvorum blandt dem, som har været oppe i Zion …« I 1835 sidst i januar eller i februar … afholdt vi møder fra dag til dag, og bror Joseph udnævnte tolv apostle [den 14. februar] (DBY, s. 141–142).

Kaldelsen af en apostel er for at opbygge Guds rige i hele verden; det er apostlen, som bærer nøglerne til denne myndighed, og ingen anden. Hvis en apostel ærer sit kald, er han Herrens ord til sit folk hele tiden (DBY, s. 139).

Brødre, jeg har prøvet at vise jer præstedømmets orden så kortfattet som muligt. Når en mand ordineres til apostel, er hans præstedømme uden dages begyndelse og livs ende, som Melkisedeks præstedømme; for det var hans præstedømme, der her blev talt om og ikke ham (DBY, s. 141).

Det er De Tolv Apostles pligt og privilegium at have Helligånden som deres konstante ledsager og altid leve i overensstemmelse med åbenbaringens Ånd, så de kan kende deres pligt og forstå deres kaldelse; dette er også Det Første Præsidentskabs pligt og privilegium i Kirken (DBY, s. 139–140).

En Jesu Kristi apostel har nøglerne til det hellige præstedømme, og myndigheden dertil er beseglet på hans hoved, og derigennem er han bemyndiget til at forkynde sandheden for folket, og hvis de modtager den, er det godt; hvis ikke, skal synden hvile på folks eget hoved (DBY, s. 136).

Det mindre præstedømme, som I opfatter det, kommer da inden for apostelembedets ansvarsområde, fordi en mand, der bærer dette, har ret til at handle eller fungere som højpræst, som medlem af højrådet, som patriark, som biskop, ældste, præst, lærer og diakon og i alle andre embeder og kaldelser, som findes i Kirken fra det højeste til det laveste embede, når pligten kræver det (DBY, s. 140).

I den omtalte åbenbaring kan I læse, at da De Tolv blev kaldet og ordineret, besad de den samme beføjelse og myndighed som de tre første præsidenter. Og læser I videre, vil I se, at der må være tillæg og hjælpere i præstedømmet [se L&P 107:22–26]. De halvfjerds besidder samme beføjelse og myndighed; [de får tildelt myndighed gennem deres opgaver til] at oprette, opbygge, forordne, ordinere og bringe orden i Guds rige i alle dets fuldendte egenskaber på jorden. Vi har et kvorum af højpræster, og der er en hel del af dem. De er en lokal enhed – de opholder sig lokalt. Men de halvfjerds rejser og forkynder; det samme gør højpræsterne, når de bliver kaldet. De er i besiddelse af nøjagtig det samme præstedømme som halvfjerdserne og De Tolv og Det Første Præsidentskab; men ordineres de til hele præstedømmets nøglers myndighed og beføjelse? Nej, det gør de ikke. Men de er stadig Guds højpræster, og hvis de ærer deres præstedømme[kaldelser], vil de på et tidspunkt modtage al den myndighed og beføjelse, som det er muligt for mennesker at få (DBY, s. 140).

Biskopembedet hører ind under Det Aronske Præstedømme og har myndighed til at virke i timelige og åndelige ting.

Embedet som [præsiderende] biskop tilhører det mindre [aronske] præstedømme. Han er den højeste embedsmand i Det Aronske Præstedømme og har … engles betjening, hvis han har tro, og lever, så han kan modtage og nyde de velsignelser, som Aron nød (DBY, s. 143).

En biskop er i sin kaldelse og pligt hele tiden hos Kirken; han bliver ikke kaldet til at rejse udenlands og forkynde, men bliver hjemme. Han er ikke udenlands i verden, men han er hos de hellige (DBY, s. 144).

Biskopperne bør være et fuldkomment eksempel for deres ward i alle ting (DBY, s. 144).

Hvis en biskop vil fungere fuldt ud i sin kaldelse og sit embede og ære det, vil der ikke være nogen person i hans ward, som ikke har en kaldelse i Kirken. Han vil sørge for, at alle lever, som de bør, og årvågent vandrer med deres Gud. Der vil ikke være én i hans ward, som han ikke kender, og han vil være bekendt med alles forhold, opførsel og følelser [se 1 Tim 3:1–4] (DBY, s. 145).

Biskopperne bør sætte dem, som de har tillid til, dem, som de ved er ærlige, til at være vægtere på tårnet og lade dem finde ud af, hvem der lider (DBY, s. 145).

Lad enhver biskop tage sig trofast af sit ward og sørge for, at enhver mand og kvinde bliver godt og trofast og nyttigt benyttet, at man tager sig af de syge og ældre, så at ingen lider. Lad biskoppen være en kærlig og overbærende fader for sit ward og give et trøstende og opmuntrende ord her og råd og vejledning der, og et revsende ord på et andet sted, når det er nødvendigt, uden partiskhed, men ved at dømme mand og mand imellem, tage sig af og flittigt søge alles velfærd, og våge over Guds hjord med en sand hyrdes opmærksomhed, så ulve og hunde ikke indfinder sig i flokken og sønderriver dem (DBY, s. 144–145).

Jeg siger til biskoppen … dette er din opgave og kaldelse. Lad der ikke være ét sted blandt de helliges hjem i jeres ward, som I ikke kender noget til (DBY, s. 146).

Biskopperne bør gennem deres lærere sørge for, at alle familierne i deres ward, som kan, giver det til de fattige, som de normalt ville bruge på fastedagen (DBY, s. 145).

Kirkedisciplinering kan hjælpe folk med at vende tilbage til retskaffenhed.

Vi vil aldrig få myndighedsnøglerne til at være herskere, før end vi vil herske, som Gud ville herske, hvis han selv var her (DBY, s. 146).

Men himmeriget vil, når det er organiseret på jorden, have alle de tjenere, love og ordinanser, som er nødvendige for at lede dem, der er uregerlige, eller som overtræder dets love, og for at regere dem, som ønsker at gøre det rette, men ikke helt kan holde sig på den rette sti; og alle disse beføjelser og myndigheder eksisterer midt iblandt dette folk (DBY, s. 146).

Biskopper, har I nogen disciplinærsager? Er følelserne blandt brødrene i jeres ward fremmedgjorte over for hinanden? »Ja,« siger I måske. Hvad bør de gøre i disse tilfælde? De bør følge de regler, som er fastlagt, og forlige sig med deres brødre fremover. Jeg tror, at det kan bevises, at langt størstedelen af uoverensstemmelserne mellem brødrene opstår ved misforståelser snarere end ved ondskabsfuldhed og et ondt hjerte, og i stedet for at drøfte sagen med hinanden i en hellig ånd, strides de med hinanden, til der skabes et virkeligt skyldsspørgsmål, og da har de bragt synd over deres eget hoved. Når vi har gjort godt 99 gange og da begår en ond ting, hvor sker det ofte, mine søskende, at vi ser på den ene onde ting hele dagen og aldrig tænker over de gode. Før vi dømmer hinanden, bør vi se på hjertets hensigt, og hvis den er ond, da revse pågældende og tage sagen op og føre ham tilbage til retskaffenhed igen (DBY, s. 149–150).

Jeg ville gerne se højrådet og biskopperne og alle de ledere, der kan dømme medlemmerne, fyldt med Helligåndens kraft, så at de, når en person bliver fremstillet for dem, kan gennemskue og forstå denne person og være i stand til hurtigt og retfærdigt at afgøre en sag … Jeg ønsker, at biskopperne og andre ledere skal have tilstrækkelig myndighed og visdom fra Gud til at gøre dem fuldt ud klar over den sande natur i enhver sag, som måtte blive forelagt dem (DBY, s. 133).

Man kan i overført betydning slå en ældste i hovedet med en kølle, og han synes blot, at man har givet ham et strå dyppet i honning. Der er andre, hvis man siger et ord til dem eller revser dem meget forsigtigt, hvis hjerte bliver sønderknust; deres følelser er lige så sarte som et spædbarns følelser, og vil smelte som voks i flammen. I må ikke revse dem hårdt; I skal revse dem i overensstemmelse med den ånd, som er i personen. Nogle kan I tale med hele dagen, og de ved ikke, hvad I taler om. Der er stor forskel. Behandl folk, som de er (DBY, s. 150).

Når I irettesættes af hinanden – når brødrene møder jer og siger: »Det her gør du forkert,« bør I modtage det med venlighed og takke for irettesættelsen og ærligt anerkende det forkerte og indrømme, at I måske ofte gør noget forkert, uden I ved af det og sige: »Jeg ønsker, at du skal oplyse mit sind og tage mig ved hånden og lade mig gå hånd i hånd med dig og styrke og støtte hinanden.« Hvad, i jeres svagheder? Ja. Forventer I at se en fuldkommen mand? Ikke mens I lever her (DBY, s. 150).

Lad mig sige til brødrene og søstrene, at når I revses af nogen af lederne, så opfat det aldrig, som om det er fjenden, der gør det, men modtag den altid som en venlighed fra en ven og ikke som fra en fjende. Hvis jeres præsidenter var jeres fjender, ville de lade jer begå jeres fejl uden påtale. Hvis Herren elsker jer, vil I blive tugtet [se Hebr 12:6]; modtag den med glæde (DBY, s. 133).

Forslag til studium

Gud åbenbarer sin vilje til Kirken gennem Kirkens præsident.

Hvordan bruger Herren Kirkens præsident, Det Første Præsidentskabs Kvorum og De Tolv Apostles Kvorum til at lede Kirken? Hvordan hjælper ledere, som har andre stillinger i Kirken, dem? (Se også L&P 107:21–38; 132:7).
Hvorfor kan vi have fuld tiltro og tillid til Kirkens præsiderende kvorummer? (Se også L&P 107:27).
Hvorfor vil Herren ikke tillade profeten at lede Kirken på afveje? Hvad lovede præsident Young dem, som gør deres pligt? (Se også L&P, Officiel erklæring nr. 1).

De Tolv apostle har præstedømmets nøgler til at opbygge Guds rige i verden.

Hvad er apostelembedets præstedømmenøgler?
Hvad er apostlenes pligter? (Se også L&P 107:23–24, 33, 58).
Tal om forholdet mellem en apostels kaldelse og andre embeder i Det Melkisedekske og Det Aronske Præstedømme. (Se også L&P 107:58).
Hvad er halvfjerdsernes pligt i dag, hvor de fungerer under Det Første Præsidentskabs og De Tolvs Kvorums ledelse? (Se også L&P 107:34).

Biskopembedet hører ind under Det Aronske Præstedømme og har myndighed til at tjene i timelige og åndelige ting.

Hvilke nøgler, beføjelser og myndighed har en biskop? (Se også L&P 84:26–27; 107:13–17). Hvad er en biskops ansvar som præsident for Det Aronske Præstedømme og som wardets præsiderende højpræst?
Hvad gør en biskop, ifølge Brigham Young, som »tage[r] sig trofast af sit ward«? (Se også 1 Tim 3:1–7).
Hvordan kan vi som hjemmelærere og besøgslærerinder hjælpe bedre med at våge over Kirken?

Kirkedisciplinering kan hjælpe folk med at vende tilbage til retskaffenhed.

Hvordan beskrev præsident Young dem, som begår overtrædelser?
Præsident Young sagde, at »størstedelen af uoverensstemmelser mellem brødrene opstår ved misforståelser snarere end ved ondskabsfuldhed og et ondt hjerte.« Hvilket råd gav han om at takle misforståelser?
Hvad ville præsident Young gerne se i disciplinærråd? (Se også L&P 107:71–84; 134:10). Hvordan kan »myndighed og visdom fra Gud« hjælpe dem, der afsiger dom i et disciplinærråd? (Se også L&P 121:41–42).
På hvilken måde skal de, som leder Kirkens disciplinærråd, »gennemskue og forstå« dem, der bliver stillet for disciplinærrådet?
Hvad sagde præsident Young om at »revse … i overensstemmelse med den ånd, som er i personen«? (Se også 3 Nephi 18:28–32).
Hvordan sagde præsident Young, at vi bør reagere, når vi bliver revset af vores ledere? (Se også L&P 95:1).