Ansvar som forældre

Præsident Brigham Young elskede børn og troede på deres renhed i Guds øjne. Mange af hans taler indeholdt råd til de hellige, om hvordan de skulle tage sig af deres børn. For eksempel havde en af hans små sønner den vane at smide sin ske og skål med brød og mælk på gulvet, når det blev sat foran ham. Barnets moder var ude af sig selv. Brigham rådede hende: »Næste gang han slår tallerkenen ud af hånden på dig, så sæt ham ordentligt på stolen, og sig ikke et ord til ham, [og] gå videre med dit arbejde.« Det gjorde moderen. Barnet stod først ved stolen og så på sin moder, dernæst på det, som han havde slået ned på gulvet. Til sidst kravlede han hen til skeen og skålen og satte dem tilbage på bordet. Barnet slog det aldrig ned fra bordet igen. Præsident Young sagde om sin hustrus handling: »Hun kunne have slået og skadet ham, som så mange andre ville have gjort; men hvis de ved, hvad de gør, kan de irettesætte barnet uden vold« (LBY, s. xxv). At Præsident Young efterlevede det, han belærte om, ser man gennem hans datter Susas beskrivelser af ham som »en ideel fader. Næsten for venlig; øm, betænksom, retfærdig og bestemt… Ingen af os var bange for ham; vi elskede ham alle sammen« (LSBY, s. 356).

Brigham Youngs lærdomme

Forældre er Guds børns værger og skal oplære, uddanne og tage sig af dem.

Vi er vores børns værger; har vi fået ansvar for deres oplæring og uddannelse, og hvis vi ikke selv følger en vej, som vil frelse dem for det ondes indflydelse, vil vi mangle, når vi vejes på vægten (LBY, s. xxiv).

Forældre har et ansvar over for Herren for den måde, hvorpå de opdrager og oplærer deres børn, for »sønner er en gave fra Herren, moderlivets frugt er lønnen. Lykkelig den mand, der fylder sit kogger med dem; de bliver ikke til skamme [Sl 127:3–5]« (DNW, 7. dec. 1864, s. 2).

Forældre, søg at ære jeres børn; opdrag dem med Herrens tugt og formaning. Lær dem sandhed og ikke vildfarelse, lær dem al elske og tjene Gud [se 2 Mos 6:5]; lær dem at tro på Jesus Kristus, Guds Søn og hele verdens Frelser (DNSW, 8. aug. 1877, s. 1).

Mødre er drivkraften i forsynets hænder til at lede nationers skæbne. Lad mødrene i alle nationer undervise deres børn i ikke at føre krig, og børnene vil vokse op og aldrig gå i krig. Lad mødrene lære deres børn: »Krig, krig mod jeres fjender, ja fuldstændig krig!« og de vil være fyldt af denne ånd. Derfor kan I straks se, hvad jeg ønsker at indprente i jeres sind: At mødrene er det maskineri, der giver hele mennesket mod på livet og leder menneskers skæbne og liv på jorden (DBY, s. 199–200).

Vi kan vejlede og føre en sart spire, og den vokser i vores retning, hvis det gøres klogt og med færdighed. Så hvis vi omgiver et barn med sunde og gavnlige indtryk, giver det passende undervisning og fylder dets sind med sande værdier, vil dette måske føre dets fødder på ind på livets vej (DBY, s. 209).

Forældre bør opdrage deres børn i kærlighed og venlighed.

Lad forældre behandle deres børn, som de selv ønsker at blive behandlet, og være et eksempel for dem, som er værdigt for jer som Guds hellige (DNW, 7. dec. 1864, s. 2).

Opdrag jeres børn til at have kærlighed til Herren og være gudfrygtige; iagttag deres karakter og deres temperament, og behandl dem i overensstemmelse hermed, og tillad aldrig jer selv at irettesætte dem i vredens stund; lær dem at elske snarere end at frygte jer (DBY, s. 207).

I vores daglige gøremål, hvad end de måtte være, bør sidste dages hellige … fastholde et ensartet og jævnt temperament, både hjemme og ude. De bør ikke tillade modgang og ubehagelige omstændigheder at gøre dem sure af natur og gøre dem pirrelige og usociale derhjemme og tale ord fulde at bitterhed og sårende skarphed … og skabe forstemthed og sorg i deres hjem og gøre sig frygtet snarere end elsket af deres familie. Man bør aldrig lade vrede opstå i sit hjerte, og ord, der er tilskyndet af vrede følelser, bør vi aldrig tillade at komme over vores læber. »Et mildt svar afvender vrede, et sårende ord vækker harme« [Ordsp 15:1]. »Harme er ubarmhjertig og vrede overvældende« [Ordsp 27:4]; men »et menneskes klogskab får ham til at holde igen på vreden, han sætter en ære i at bære over med overtrædelser« [Ordsp 19:11] (DBY, s. 203–204).

Når jeg går gennem verden, ser jeg, at de fleste forældre er meget opsatte på at regere over og styre deres børn. Indtil videre har mine erfaringer vist mig flere forældre, der har været ude af stand til at styre sig selv, end jeg nogensinde har set forældre, som ikke har kunnet kontrollere deres børn. Hvis en moder ønsker at styre sit barn, så lad hende først og fremmest lære at styre sig selv, da kan det lykkes hende fuldt ud at underkaste barnet hendes vilje. Men hvis hun ikke kan styre sig selv, hvordan kan hun så forvente, at et barn – med et lille barns forståelse – skal være klogere, mere fornuftig og bedre end en voksen og moden person? (DNSW, 12. juli 1870, s. 2).

Forældre bør aldrig tvinge deres børn, men lede dem på vej og give dem viden, efterhånden som deres forstand er rede til at modtage den. Irettesættelse kan være nødvendig … men forældre bør styre deres børn gennem tro snarere end ved spanskrøret og gennem et godt eksempel venligt lede dem til al sandhed og hellighed [se L&P 121:43] (DBY, s. 208).

Vi kan ikke irettesætte et barn for at gøre noget, som går imod vores vilje, hvis barnet ikke ved bedre; men når vores børn undervises til at vide bedre og vide, hvad der kræves af dem, venter de selvfølgelig at blive irettesat, hvis de gør oprør, og det er helt på sin plads, at de bør irettesættes (DNSW, 8. juli 1873, s. 1).

Jeg vil her sige til forældrene, at venlige ord og kærlige gerninger mod børn vil undertrykke deres ulærde natur langt bedre end spanskrøret, eller med andre ord end fysisk straf. Selv om det står skrevet, at »Stok og retledning giver visdom; men en uopdragen dreng gør sin mor skam [Ordsp 29:15]« og: »Den, der sparer på stokken, hader sin søn, den der elsker sin søn, tugter ham i tide [Ordsp 13:24];« disse citater henviser til … kloge og velgennemtænkte irettesættelser. Børn, som lever i forældrenes venlige og kærlige solstråler, revses grundigere, når de gøres opmærksomme på en forælders mishag og får en venlig irettesættelse fra forældrenes læber, end de bliver gennem nogen fysisk straf, som man kunne udsætte dem for (DNW, 7. dec. 1864, s. 2).

Jeg kan udpege dusinvis af mænd, som har jaget deres børn væk fra sig ved at bruge spanskrøret. Hvor der er hårdhed, er der ingen hengivenhed eller kærlighed i nogen af parternes hjerte; børnene vil hellere være væk fra faderen end være sammen med ham (DBY, s. 203).

Det er ikke med pisken eller spanskrøret, at vi kan gøre vores børn lydige; men det er gennem tro og gennem bøn, og ved at være et godt eksempel for dem (DNW, 9. aug. 1865, s. 3).

Jeg tror ikke på at tilkendegive min myndighed som ægtemand eller fader gennem brutal magt, men gennem en højere intelligens — ved at vise dem, at jeg kan undervise dem … Hvis Herren har sat mig som familiens overhoved, så lad mig være det i al ydmyghed og tålmodighed, ikke som en tyrannisk hersker, men som en trofast ven, en overbærende og hengiven fader, et betænksomt og beskedent overhoved; lad mig blive æret i mit kald gennem trofast flid og være fuldt ud i stand til, ved Guds Ånds hjælp, at udfylde mit kald på en måde, som kan tilvejebringe frelse for alle, som jeg har ansvar for (DNW, 23. juli 1862, s. 2).

Til tider har vores børn måske ikke en god ånd hos sig; men hvis forældrene fortsat har den gode Ånd, vil børnene kun have den onde ånd i en kort tid … Led i retskaffenhed og i ærefrygt for og kærlighed til Gud, og jeres børn vil følge jer (DNSW, 7. apr. 1868, s. 3).

Venlige blikke, venlige gerninger, venlige ord og en elskværdig, hellig opførsel over for [børn] vil binde vores børn til os med bånd, som ikke let kan brydes, mens mishandling og uvenlighed vil drive dem bort fra os og bryde ethvert helligt bånd, som skulle binde dem til os og til den evige pagt, af hvilken vi alle er en del. Hvis min familie … ikke vil være lydig over for mig, når jeg giver dem et liv, der er fuldt af venlighed og prisværdigt for alle mennesker og for himmelen, da farvel til al indflydelse (DNW, 7. dec. 1864, s. 2).

Lad os leve, så at vores religions ånd vil leve i os, og da har vi fred, lykke, glæde og tilfredshed, som resulterer i rare fædre, rare mødre, rare børn, rare hjem, naboer, samfund og byer. Det er værd at leve for, og jeg mener virkelig, at de sidste dages hellige bør stræbe efter dette« (DBY, s. 204).

Forældre bør venligt og bestemt lede deres børn til at leve retfærdigt.

I bør altid lede jeres børn i deres sind og følelser. I stedet for at stå bag pisken, så vær altid foran, så I kan sige: »Kom med«, og I vil ikke få brug for stokken. De vil glæde sig over at følge jer og vil synes om jeres ord og gerninger, fordi I altid trøster dem og giver dem glæde og lykke. Hvis de bliver lidt uartige, så stop dem, når de er gået langt nok … Når de overtræder og overskrider visse grænser, ønsker vi, at de skal stoppe. Hvis I fører an, vil de stoppe, de kan ikke løbe jer over ende; men hvis I er bagved, vil de løbe væk fra jer (DNSW, 8. dec. 1868, s. 2–3).

Et barn elsker sin moders smil, men hader hendes vrede blik. Jeg siger til mødrene, at de ikke må lade deres børn beskæftige sig med noget ondt, men samtidig skal behandle dem med mildhed. Hvis det kræves af et barn, at det går i en bestemt retning, og det ikke synes villigt til at gøre det, så før det kærligt hen på den ønskede vej og sig: ›Så, min lille skat, du må gå, når jeg siger det til dig.‹ Børn har brug for vejledning og undervisning på en rigtig og venlig, kærlig måde (DBY, s. 209).

Vi bør aldrig tillade os at gøre noget, som vi ikke ønsker at se vores børn gøre. Vi bør være et eksempel for dem, som vi ønsker, at de skal handle efter. Indser vi dette? Hvor ser vi ofte forældre kræve lydighed, god opførsel, venlige ord, venlige blikke, blid tale og et glad ansigt fra et barn eller børn, når de selv er fulde af bitterhed og skælder! Hvor er det uoverensstemmende og urimeligt! (DBY, s. 208).

Børn kan knyttes til deres forældre af et evigt bånd.

Lad den fader og moder, som er medlem af denne Kirke og dette rige, følge den rette kurs og af al deres magt stræbe efter aldrig at gøre noget forkert, men at gøre godt hele deres liv; om de har et barn eller et hundrede børn, hvis de opfører sig over for dem, som de bør, og binder dem til Herren gennem deres tro og bønner, er det mig ligegyldigt, hvor de børn går hen: De er bundet til deres forældre af et evigt bånd, og ingen magt på jorden eller i helvede kan adskille dem fra deres forældre i evigheden; de vil igen vende tilbage til den kilde, hvor de har deres udspring (DBY, s. 208).

Forslag til studium

Forældre er Guds børns værger og skal oplære, uddanne og tage sig af dem.

Hvorfor er forældre ifølge præsident Young kun værger for deres børn? Hvordan kan dette perspektiv have indflydelse på jeres opfattelse af børneopdragelse?
Hvad vil det sige at lede børn på »livets vej«? Hvad kan forældre gøre for at tilvejebringe denne vejledning?
Hvad siger præsident Young er trofaste forældres velsignelse? Hvordan opnås dette?

Forældre bør opdrage deres børn i kærlighed og venlighed.

Hvordan kan forældre lære deres børn at elske dem frem for at frygte dem? Hvorfor er det vigtigt?
Hvorfor er nogle forældre så »meget opsatte på at regere over og styre deres børn«? Hvad må forældre gøre, for at de kan styre deres børn retfærdigt? Hvordan har I med held kunnet styre jer i vrede øjeblikke?
Hvad er forskellen mellem at irettesætte et uregerligt barn og fysisk eller verbalt mishandle et uregerligt barn? Hvornår og hvordan passer det sig at irettesætte et barn?
Hvorfor er venlighed mere effektiv end fysisk straf i børns opdragelse?
Hvad tror I, at præsident Young mente, da han sagde: »Børn, som lever i forældrenes venlige og kærlige solstråler, revses grundigere, når de … får en venlig irettesættelse fra forældrenes læber, end de bliver gennem nogen fysisk straf, som man kunne udsætte dem for«?
Hvilke handlinger vil knytte børn til deres forældre? Hvilke handlinger vil jage børn bort fra deres forældre?

Forældre bør venligt og bestemt lede deres børn til at leve retfærdigt.

Hvornår har børn brug for vejledning? Hvorfor er det af afgørende betydning, at der bliver sat grænser for børn?
Hvad er ifølge præsident Young den bedste måde at vejlede børn på? Hvad kan deres forældre gøre for at lede deres børn frem for at tvinge dem?

Børn kan knyttes til deres forældre af et evigt bånd.

Hvordan kan I knytte jeres børn til jer med et evigt bånd?