Kapitel 4

Styrket af Helligåndens kraft

»Beslut jer for at leve ydmygt og på en sådan måde, at I altid kan have Herrens ånd som ven.«

Fra Lorenzo Snows liv

Lorenzo Snow sagde i sin første tale ved en generalkonference som præsident for Kirken: »Vi er afhængige af, at Herrens ånd fra tid til anden hjælper og tilkendegiver for os, hvad der er nødvendigt for os at gøre under de besynderlige omstændigheder, der omgiver os.«¹ Præsident Snow havde måske ikke været i live til at komme med denne udtalelse, hvis ikke to af hans venner forlod sig på Herrens ånd ved en besynderlig hændelse 34 år tidligere.

I 1864 tog ældsterne Lorenzo Snow og Ezra T. Benson fra De Tolv Apostles Kvorum på mission til Hawaii-øerne. De blev ledsaget af tre andre missionærer: Ældste Joseph F. Smith, William Cluff og Alma L. Smith. Da deres skib lagde anker ved kysten ud for øen Maui, steg alle bortset fra Joseph F. Smith ned i en mindre båd for at komme ind til land. Da de nærmede sig øen, blev de ramt af høje bølger, hvilket gjorde, at styrmanden mistede kontrollen over båden. Båden kæntrede og alle de ombordværende blev kastet i vandet. Alle kom hurtigt op til overfladen bortset fra ældste Snow. En gruppe øboer styrtede til hjælp, og de tog William Cluff og Alma L. Smith med i en redningsbåd for at søge efter deres ven. Ældste Cluff fortalte:

»Det første, jeg fik øje på ved bror Snow, var hans hår, som flød på vandet ved den ene ende af den kæntrede båd. Så snart vi fik ham op i båden, gav vi roerne besked på at ro i land så hurtigt som overhovedet muligt. Hans krop var stiv, og han forekom livløs.

Bror A.L. Smith og jeg sad side om side. Vi lagde bror Snow hen over skødet på os, og på vej mod land velsignede vi ham og bad Herren om at redde hans liv, så han kunne vende tilbage til sin familie og sit hjem.

Da vi kom på land, bar vi ham et lille stykke vej hen til nogle store tønder, som lå på sandstranden. Vi lagde ham på en af dem med ansigtet nedad og rullede ham frem og tilbage, indtil det lykkedes os at få alt det vand, han havde slugt, ud af ham …

Efter, at vi havde arbejdet på ham et stykke tid uden nogen livstegn, sagde de omkringstående, at der ikke kunne gøres mere for ham. Men vi havde ikke lyst til at give op, og vi bad og arbejdede stadig med ham i forvisning om, at Herren ville høre og besvare vore bønner.

Til sidst blev vi tilskyndet til at placere vores mund over hans og gøre et forsøg på at puste liv i hans lunger, skiftevis puste luft ind og ud, idet vi så godt som muligt efterlignede vejrtrækningens naturlige proces. Dette blev vi ved med, til det lykkedes os at puste hans lunger op. Efter et stykke tid bemærkede vi meget svage tegn på, at livet vendte tilbage. Et spinkelt blink med øjet, som indtil da havde været åbent og dødlignende, og en meget svag rallen i halsen var de første tegn på, at han vendte tilbage til livet. Disse tegn blev mere og mere tydelige, indtil bevidstheden vendte helt tilbage.«

Ældste William Cluff vidste, hvorfor han og ældste Alma L. Smith havde været i stand til at redde ældste Snows liv, da han mindedes denne oplevelse. »Vi gjorde ikke blot, hvad man normalt gjorde i sådanne tilfælde, men også hvad Ånden syntes at hviske til os«² (se forslag 1 på s. 79).

Lorenzo Snows lærdomme

Gennem Helligåndsgaven ledes vi til al sandhed og styrkes i vores tro.

Der er en bestemt velsignelse, som kun er forbundet med lydighed mod evangeliet, og det er Helligåndsgaven … Frelseren, som utvivlsomt kendte denne gaves natur og karakter bedst, sagde, at den bør lede dem, som modtager den, ind i al sandhed og vise dem alle kommende ting (se Joh 16:13). Det bør være mere end ånden, der kommer fra Gud og fylder det uendelige rum og oplyser ethvert menneske, som kommer ind i verden (se L&P 84:46); Helligåndsgaven bør lede til al sandhed og vise dem kommende ting.

Da apostlen Paulus talte om dens virkemåder, sagde han desuden: »Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn … Én får tro« (se 1 Kor 12:7, 9). Ikke en simpel, almindelig tro, som nogle mennesker lader som om, de har i dag, men en tro som gør besidderen i stand til at lade sig gennemsave, kaste for løver eller i brændende ovne og lide enhver form for tortur. Det var den slags tro, som Helligånden bekræftede på dem, som besad den, og gjorde indehaveren i stand til at stå fast i alle slags trængsler, modstå enhver modgang og om nødvendigt nedlægge livet for den sag, han havde viet sig til. Der var en almægtig, inspirerende kraft i denne tro, som gives af Herren gennem Helligånden, som intet andet princip ville kunne formidle. En var det givet at tro, en anden at have kundskab (se 1 Kor 12:8), ikke blot den man får ved at læse bøger, men kundskab fra den Almægtige. Et selv-inspirerende, håndgribeligt princip hvilede på dem og gav dem kundskab om den sag, de havde viet sig til. De vidste gennem åbenbaring fra Gud, at den sag, de adlød, var sand, det var blevet dem åbenbaret på en måde, som de ikke kunne modsige, og de vidste det for sig selv. De var således grundfæstet … på en klippe af åbenbaring.³

Peter sagde i sin prædiken til folket: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på« (ApG 2:38-39 ). Helligåndsgaven er et princip, som adskiller sig fra alt andet, vi har set i den sekulære verden. Det er et princip bestående af intelligens og åbenbaring. Det er et princip, som åbenbarer ting, der har været, som er, og som skal komme, og Åndens gaver modtages gennem lydighed mod evangeliets krav, som det blev forkyndt i de dage, og som det forkyndes af ældsterne fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i disse dage. Det var på denne klippe, at deres tro skulle grundfæstes fra dette sted, at de ville modtage en kundskab om den lære, de havde hengivet sig til, og om hvilken vi har fået fortalt af Frelseren, at »helvedes porte ikke skal få magt over dem« (se 3 Ne 11:39)…

Den grundvold, som Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er bygget på, er åbenbaringens klippe – den samme klippe, som Jesus sagde, at han ville bygge sin kirke på, og at helvedes porte ikke ville få magt over den (se Matt 16:17-18). Vi har ikke modtaget denne kundskab gennem kød og blod, vi har ikke modtaget den gennem noget menneskes vidnesbyrd, vi har ikke modtaget den ved at læse Bibelen … eller Mormons Bog, vi har modtaget den gennem Helligåndens virke. Den belærer om alt, der hører Gud til, ting som har været, som er, og som skal komme, og den underviser os tydeligt om de ting, der hører Gud til. I kan ikke tage denne kundskab fra os ved at spærre os inde eller ved at forfølge os. Vi vil stå op for det til døden⁴ (se forslag 2 på s. 79).

Enhver sidste dages hellig kan have Helligånden som en ven, der giver råd.

Der er en måde, hvorpå mennesket kan bevare en ren samvittighed over for Gud og sine medmennesker, og det er ved at bevare Guds ånd i sig, hvilket er åbenbarelsens ånd til enhver mand og kvinde. Den vil selv i de mindste ting åbenbare mennesker, hvad de skal gøre ved at komme med forslag til dem. Vi bør prøve at lære denne Ånds natur at kende, så vi kan forstå dens forslag og altid være rede til at handle ret. Det er enhver sidste dages helligs store privilegium. Vi ved, at det er vores ret at få tilkendegivelser fra Ånden hver dag.

Mennesker kommer meget ivrige til mig efter at få råd om det ene eller andet. De behøver ikke altid at komme til mig (under visse omstændigheder, vil det naturligvis være højst passende), for Ånden virker i dem til at gøre godt og udføre Guds hensigter … Det er ikke altid nødvendigt for dem at komme til Kirkens præsident eller De Tolv eller Israels ældster for at få råd; de har det i sig; der er en ven, som lige præcis ved, hvad der skal siges til dem. Fra det øjeblik vi modtager evangeliet, går ned i dåbens vande og derefter får håndspålæggelse for Helligåndsgaven, har vi en ven, hvis vi ikke skubber ham fra os ved at handle forkert. Den ven er Helligånden, Helligånden, som deltager i de ting, der hører Gud til og viser dem til os. Dette er et prægtigt middel, som Herren har tilvejebragt for os, så vi kan kende lyset og ikke fortsætte med at krybe i mørket⁵ (se forslag 5 på s. 79).

Helligånden kan give os glæde og ro i sindet.

Herren har plantet visse medfødte ønsker og følelser i vores hjerte, og det gælder hele menneskeheden, hele den menneskelige familie. Der er plantet og indvævet visse ønsker og evner for glæde i os, ønsker om visse ting, som i deres natur er beregnet til at fremme vores fred og velbefindende, som imødekommer følelser og fremmer glæde, men hvordan man opnår fylden af disse evner og ønsker, har verden ingen viden om eller forståelse af, men Herren har anset det for passende at lægge en kanal i os og på den måde et middel til forståelse af disse ting ved at være trofast og vandre i Helligåndens lys og modtage sandhed.⁶

Det er sidste dages helliges privilegium at efterleve evangeliet på en sådan måde, at de kan føle sig godkendt af Gud. Selvfølgelig gør vi sommetider ting, som vi skammer os over, når vi tænker over dem, men vi omvender os fra dem i hjertet og beslutter os for aldrig at gentage dem. Det er alt, hvad Herren beder os om; og mænd og kvinder, der lever således, lever uden fordømmelse. De nyder retfærdighed og glæde i Helligånden.⁷

Hvis vi bevarer Åndens lys i os, kan vi således vandre i evangeliet, så vi kan nyde fred og lykke i betydelig målestok i denne verden; og mens vi rykker fremad og stræber efter fred og lykke, der ligger på vores vej i det fjerne, vil vi have en fred i sindet, som ingen anden end den, der er fyldt med Helligånden, kan nyde⁸ (se forslag 3 på s. 79).

Vi har brug for Helligåndens hjælp, når vi skal udholde prøver, udfører vore pligter og forberede os til celestial herlighed.

Der er mange vigtige ting, der fordres af os, og mange ting, som til tider kan synes næsten umulige at udføre, kan vi gøre, når vi bistås af Herrens ånd.⁹

Jeg ønsker at påminde mine brødre og søstre om … at vores information og intelligens afhænger af Guds ånd, som kan være i os, og som, hvis den er behørigt plejet, er en ånd af inspiration, af åbenbaring, der klart meddeler vores sind en forståelse af Guds sind og vilje og belærer os om de pligter og forpligtelser, som fordres fra vores side … Vi har brug for bistand. Vi er tilbøjelige til at gøre det, som vil lede os i besvær og mørke, og de ting, der ikke tjener os til bedste, men med bistand fra den talsmand, som Herren har lovet sine hellige, kan vi måske undgå meget besvær og alvorlige vanskeligheder, hvis vi nøje lytter til dens hvisken og forstår sprogets væsen.¹⁰

Vi er totalt afhængige af ånden for at få inspiration, og har der nogensinde været en tid, siden Adam beboede Edens Have, hvor Guds ånd har været mere påkrævet end i dag, så er jeg ikke vidende om det. Tidernes tegn og den hastige tilnærmen sig af ting, som vil prøve de sidste dages helliges hjerte og deres retskaffenhed, kræver, at vi oprigtigt søger Guds ånd og guddommelige bistand nu, for den vil i sandhed være påkrævet under de omstændigheder, som nærmer sig med stor hastighed. Vi ved, at vi havde brug for den tidligere. Vi kan let se, at havde det ikke været, fordi vi havde Guds ånd til at lede os gennem mange af de hændelser, vi var igennem, ville vi ikke have kunnet nyde glæden ved vores nuværende håb om ophøjelse og herlighed, og vores omstændigheder ville langt fra have været så gunstige. Og dersom vi har haft behov for Helligånden i fortiden, må vi i sandhed kunne forstå, at den er nødvendig i fremtiden.¹¹

Vi bør forstå – og det går jeg ud fra, at vi generelt gør – at det værk, som vi er kommet til denne verden for at udvirke, ikke kan gøres til Guds ære eller vores egen tilfredsstillelse alene ved hjælp af vores egen naturlige intelligens. Vi er afhængige af, at Herrens ånd fra tid til anden hjælper og tilkendegiver for os, hvad der er nødvendigt for os at gøre for at lykkes under de besynderlige omstændigheder, der omgiver os.¹²

Det ville ganske enkelt være tåbeligt at forvente, at sidste dages hellige i vor tid skulle kunne indordne sig under celestial lov, den lov som kommer fra Gud, og hans anvisninger for at løfte folk op til hans nærhed, medmindre de blev oppebåret af en overnaturlig, himmelsk kraft. Evangeliet rummer løfte om dette. Det lover Helligåndsgaven, som er guddommelig af natur, og hvis selskab ikke nydes af noget andet folk, og hvorom Frelseren sagde, at den skulle vejlede os i hele sandheden og inspirere dem, som havde den og give dem en kundskab om Jesus, en kundskab om Faderen og de ting, som hører til den celestiale verden; at den kunne inspirere dem, som besad gaven med en kundskab om ting, der skal komme, og ting, der var engang, og inspirere dem i en grad, så de kunne nyde overjordiske gaver – tungemålsgaven og profeti og håndspålæggelse til helbredelse af de syge.

De, som modtog dette evangelium, blev lovet disse overjordiske kræfter og gaver og en viden for dem selv, således at de ikke var afhængige af noget menneske eller nogen grupper, hvad angår sandheden i den religion, de havde modtaget; men at de skulle modtage en kundskab fra Faderen om, at den religion kom fra ham, at evangeliet kom fra ham, og at hans tjenere havde ret og myndighed til at forrette disse ordinancer, så ingen lærdoms vind kunne ryste eller fjerne dem fra den sti, de betrådte, så de kunne være bedre beredte til den herlighed, der skulle åbenbares og tage del i den, så de kunne udholde enhver prøve eller modgang, som efter Guds vilje måtte ramme dem for mere fuldt ud at berede dem til celestial herlighed. De skulle ikke vandre i mørke, men i Guds lys og kraft og hæves over denne verdens ting, hæve sig over ting omkring dem, så de uafhængigt kunne vandre under den celestiale verden for Guds og menneskers åsyn som frie mennesker, der følger den kurs, der er udstukket af Helligånden, den kurs, som vil løfte dem til viden og kraft og således forberede dem på at modtage den herlighed, som Gud agter at tildele dem og indtage den plads, som Gud har beredt at løfte dem til.¹³

Vi bør således leve, så vi kan vide, at den kurs vi følger, er acceptabel for Gud. Vi bør kende og forstå Helligåndens stemme og hvisken. På dage, hvor himlen ikke sløres af skyer, opdager vi skønheden og formålet med ting omkring os. Så vi er afhængige af, at Guds ånd oplyser sandhedens og frelsens principper. Ingen, der bekender sig som sidste dages hellig, kan nyde nogen stor grad af glæde, medmindre han lever og indordner sig under guddommelig vejledning¹⁴ (se forslag 4 på s. 79).

Når vi lever ydmygt, hjælper Helligånden os fremad på vores vej.

Beslut jer for at leve ydmygt og på en måde, så I altid vil have Herrens ånd som en ven, der fra tid til anden vil foreslå jer ting, der er nødvendige i de besynderlige omstændigheder, I er sat i …

Hvor meget længere jeg lever, aner jeg intet om, og det bekymrer mig heller ikke. Jeg ønsker, og det er noget, I også bør ønske, at have den ydmyghed og den sagtmodighed og den ligefremhed, der gør det muligt at nyde åbenbarelsens ånd. Hver og en af jer har det privilegium at kunne have tilpas meget af åbenbaringens ånd til at vide præcist, hvad der er passende for jer at gøre. Det er jeres privilegium, lige såvel som det er mit at vide, hvad der skal gøres i morgen, når morgendagen kommer, for Kirkens bedste generelt.¹⁵

Vi bør så langt som muligt bestræbe os på at glemme alle verdslige ting, som sårer og bekymrer os, og rette blikket mod Herren og have tilstrækkeligt af hans Helligånd til at kunne modtage den kundskab og vejledning, der vil hjælpe os på vores vej frem¹⁶ (se forslag 5 på næste side).

Forslag til studium og undervisning

Tænk over disse forslag, når du studerer kapitlet eller forbereder dig på at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

Når du læser beretningen på side 69-72, så tænk over gange, hvor du er blevet velsignet, fordi en anden har fulgt Helligåndens tilskyndelser. Tænk også over gange, hvor du har fulgt en tilskyndelse til at hjælpe en anden.
Læs det afsnit, der begynder på side 72. Hvad tror du, at det betyder at være »grundfæstet … på en klippe af åbenbaring«? (se eksempler på s. 72-74). Hvordan kan personlig åbenbaring give os styrke til at »stå fast i alle slags trængsler« og »modstå enhver modgang«?
Præsident Snow sagde, at Helligånden kan hjælpe os til at »nyde fred og glæde i denne verden« (s. 76). Hvornår har Helligånden hjulpet dig til at være lykkelig og føle fred? På hvilke andre måder kan Helligånden hjælpe os? (se eksemplerne på s. 76-78).
Når du studerer det afsnit, som begynder på side 76, så tænk over, hvordan du har lært at genkende Helligåndens tilskyndelser. Hvordan kan du hjælpe et familiemedlem eller en ven til at genkende Åndens tilskyndelser?
Dette kapitel indeholder to henvisninger til Helligånden som en ven (s. 74 og 76). Hvorfor tror du, at vi har brug for ydmyghed og ligefremhed for at kunne have Helligånden som ven?

Skriftstedshenvisninger: Luk 12:12; Joh 14:26-27; Rom 14:17; 1 Kor 12:4-11; Gal 5:22-25; 1 Ne 10:17-19; 2 Ne 32:5

Til underviseren:Brug spørgsmålene i hvert kapitel til at motivere til drøftelse … Du kan også selv finde på spørgsmål, der passer særligt til dem, du underviser (se s. vi i denne bog).

Tidlig missionering på Hawaii-øerne

Da ældste Lorenzo Snow tjente på mission på Hawaii, reddede inspirerede kammerater hans liv.

Vi ved, at det er vores ret at få tilkendegivelser fra Ånden hver dag.