2023
Håndtering af et problem med pornografi
Juni 2023


»Håndtering af et problem med pornografi«, Til styrke for de unge, juni 2023.

Alt formår jeg i Kristus

Håndtering af et problem med pornografi

en ung mand

Foto med tilladelse fra Smith Alley

Det hele begyndte med, at jeg stammede. Min mor sagde, at det var sødt, men det syntes jeg nu ikke. Den første dag i første klasse bad læreren os om at rejse os en ad gangen og præsentere os selv. Da det blev min tur, rejste jeg mig op og blev straks nervøs foran de mange mennesker.

»H-h-h-hej, j-j-j-j-jeg hedder Smith.«

Jeg var flov over, at jeg kludrede i det foran min nye klasse. Jeg satte mig ned, og en pige så mig i øjnene (det føltes, som om hun så ind i min sjæl) og sagde: »Hvorfor kan du ikke tale rigtigt?«

Den dag konkluderede jeg, at jeg var anderledes, og fordi jeg var anderledes, var jeg mindre vigtig end alle andre.

Med tiden blev mit selvværd værre. Jeg troede ikke, at jeg kunne få venner, der virkelig syntes om mig. Jeg troede ikke, at jeg var god nok til at gøre mine forældre stolte. Og til sidst troede jeg ikke på, at der var en Gud, der havde sendt sin Søn for at dø for mig.

Som niårig stødte jeg på pornografi på internettet. Jeg havde ikke søgt efter det, jeg så. Men fordi jeg troede, at jeg ikke var vigtig, tænkte jeg, at hvis jeg fortalte mine forældre det, ville de skamme sig over mig. Det førte mig langsomt ned ad en afhængighedssti.

Da jeg var 10 år gammel, kom jeg på de sociale medier, hvilket gav mig flere måder at finde pornografi på. På samme tid begyndte jeg at sammenligne mit liv med det »perfekte« liv, jeg så på de sociale medier. Jeg så opslag fra folk på ferie eller sammen med deres venner, hvorimod jeg aldrig blev inviteret. Jeg så mennesker med disse »perfekte« kroppe, og jeg troede ikke, at mit legeme var godt nok. Med denne cyklus af selvhad og afhængighed fik jeg hurtigt en kæmpe nedtur. Som 14-årig planlagde jeg at tage mit eget liv.

En dag, hvor jeg følte, at mit liv var ved at falde fra hinanden, opdagede mine forældre mine prøvelser og vejledte mig om Frelseren og hans forsoning. Det blev et vendepunktet i mit liv. Jeg mødtes med min biskop, og han og min far gav mig en velsignelse. Det var første gang i seks år, at jeg havde følt Ånden. Det føltes håndgribeligt.

Jesus Kristus

Fokuser på glæde, af Michael Malm

Det har krævet tid og en indsats, men på grund af min Frelser, Jesus Kristus, har jeg været i stand til at omvende mig og blive stærkere som person. Jeg har set smukke mirakler i mit liv, der er et direkte resultat af Kristi forsonings frelsende kraft.

Jeg bruger nu min tid som offentlig foredragsholder på at rejse rundt i landet og tale til ungdomsgrupper, skoler og lokalsamfund om de skadelige virkninger af de sociale medier og pornografi. Jeg underviser om vigtigheden af mental sundhed og behovet for forebyggelse af selvmord. Jeg har opbygget en platform på de sociale medier, som jeg kan bruge til at gøre gavn. Jeg er lige blevet færdig med gymnasiet. Jeg har opbygget to virksomheder og har stærke relationer til dem, jeg elsker. Det vigtigste er, at jeg har fundet Gud igen. Jeg har et grundfæstet vidnesbyrd om Gud Faderen, hans Søn, Jesus Kristus, og deres magt og indflydelse.

Intet af dette skete, fordi jeg har ekstra særlige talenter eller usædvanlige evner. Gennem Jesu Kristi forsoning har jeg været i stand til at omvende mig, overvinde udfordringer og finde fred og heling. Hvis I synes, at I er kommet for langt ud, er mit svar til jer: Det er ikke rigtigt. Jeg var villig til at overgive mig til Jesu Kristi forløsende kraft. Det kan I også.

Smith Alley fra Utah i USA