Når I føler jer ensomme

Jessica Zoey Strong

Kirkens tidsskrifter

Frelseren foretog »den ensomste rejse nogensinde«¹, så I ikke behøver at være ensomme.

Har I nogensinde følt jer ensomme? Det har jeg. Da jeg var syv år, beklagede jeg mig til min mor, fordi jeg ikke havde nogen nære venner i skolen. Da jeg var teenager, var jeg en af de eneste unge piger i en søndagsskoleklasse med primært drenge (og selvfølgelig havde jeg ikke lyst til at tale med dem!). Og sommetider havde jeg svært ved at passe ind med folk på mine hold eller i mine klasser i skolen.

Men jeg følte mig mest ensom en gang på min mission i Guadalajara i Mexico. Jeg var ankommet nogle få dage før, og jeg talte ikke meget spansk. Min makker talte kun spansk. Vi kommunikerede for det meste gennem de få ord, jeg havde lært på missionærskolen og med en masse fagter. For at gøre ondt værre var der midlertidigt ikke elektricitet eller varmt vand i vores lejlighed. Jeg var helt ude af min tryghedszone, og jeg følte mig så ensom.

Der er stor sandsynlighed for, at I har haft perioder, hvor I også har følt jer ensomme. Hvor I måske:

Kæmper med at passe ind i skolen eller bliver mobbet.
Ikke kommer overens med nogle af jeres venner.
Er det eneste medlem af Kirken i jeres skole.
Bor i en ny by eller et nyt land.
Savner et familiemedlem, der er på mission eller i militæret eller er gået bort.
Føler jer adskilt fra vor himmelske Fader og Jesus Kristus på grund af synd.

Når I føler jer ensomme, kan I se hen til Frelseren. Han ved præcis, hvordan ensomhed føles, og han ved præcis, hvordan han kan hjælpe jer. Her er nogle ting, vi kan lære om at overvinde følelsen af ensomhed, ud fra det som Frelseren udholdt under sit sonoffer.

I vil blive styrket

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har kaldt Frelserens forsoning for »den ensomste rejse, der nogensinde er foretaget.«² Mens Kristus led og blødte fra hver pore i Getsemane have, sov hans disciple.

Mens Jesus led, bad han: »Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.« Selv om Frelserens byrde ikke blev taget bort, »viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham« (Luk 22:42-43).

Vor himmelske Fader sendte en engel for at styrke sin Søn i sin lidelse. Og han vil styrke os i vores ensomhed. På min mission blev der sendt »engle« til os i form af medlemmer i menigheden, der tilbød os varme tæpper, brusebad og mad, da jeg havde mest brug for det.

I er ikke forladt

Nogle gange føler I jer så ensomme, at I føler jer forladt eller opgivet af Gud. Men han har ikke forladt jer. Og Jesus Kristus forstår, hvor ensomme I føler jer.

Efter Frelserens lidelser i Getsemane blev han forrådt af en af sine apostle. Han blev fornægtet af trofaste følgere og venner. Ældste Holland forklarer, at »hvad der kan have været det vanskeligste øjeblik på hele denne ensomme rejse mod forsoning [indtraf ved] den afsluttende nedstigning i den lammende fortvivlelse over guddommelig tilbagetrækning, hvor [Frelseren] råber i yderste ensomhed: ›Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?‹«³

I et øjeblik på korset følte Frelseren sig helt alene.

Men »en fuldkommen Fader [forlod] ikke sin Søn i den time,« forklarer ældste Holland. »Det er i sandhed min personlige overbevisning, at i hele Kristi jordiske virke havde Faderen måske aldrig været tættere på sin Søn end i denne sidste pinefulde tid.«⁴

Akkurat som vor himmelske Fader aldrig svigtede Frelseren, vil han aldrig svigte jer. I ved det måske ikke altid, men han er jer nær. Han kender jeres sorger og hører jeres bønner. Han er der altid for jer med udstrakte arme (se Mosi 16:12).

I kan overvinde åndelig adskillelse

Selvom vor himmelske Fader aldrig svigter os, træffer vi sommetider valg, der adskiller os fra ham og Jesus Kristus for en tid. Denne adskillelse kan få os til at føle os meget ensomme. Men Jesus Kristus forstår også dette.

Vor himmelske Fader svigtede aldrig sin Søn, men han »trak … kortvarigt sin Ånds trøst og støtten ved sin personlige tilstedeværelse væk fra Jesus,« forklarer ældste Holland. »Denne fuldkomne Søn, som aldrig havde talt dårligt, gjort noget forkert … måtte erfare, hvordan resten af menneskeheden – os alle – ville føle, når vi synder … at få den guddommelige Ånd trukket væk, hvilket får en til at føle sig fuldstændig og håbløst alene.«^5.

Frelseren forstår, hvor ensomt det kan føles, når vi synder. Og fordi han påtog sig vores synder, behøver vi ikke at være ensomme længe. Vi kan omvende os og komme Gud nærmere igen. Det er aldrig for sent.

Når vi stræber efter at holde vores pagter, bliver vi lovet, at vi altid kan have hans Ånd hos os. Det betyder, at hvis vi dagligt omvender os og prøver at vælge det rette, kan vi måske føle os ensomme, men vi er aldrig rigtigt alene.

Frelseren forstår

Uanset hvorfor I er ensomme, eller hvor ensomme I end måtte føle jer, så vid, at Frelseren forstår. Han har oplevet den ultimative ensomhed under den største lidelse, nogen nogensinde har mødt.

»Se, i mine håndflader har jeg tegnet dig,« siger han. »Dine mure har jeg bestandig for øje« (1 Ne 21:16). Han kender jeres ensomhed. Han kender jer. På grund af hans sonoffer behøver I ikke at være alene.